Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2006 Domaine Machard de Gramont, Pinot Noir Vierge Romaine, Bourgogne, Frankrig

Mandagen bød på bestyrelsesmøde … og en række flotte vine. Første i rækken var denne bourgognevin … Pinot Noir Vierge Romaine fra vinhuset Domaine Machard de Gramont, som ligger i byen Prémeaux-Prissey ved Nuits-Saint-Georges i Côte de Nuits.

Domaine Machard de Gramont er en traditionel familieejet vingård, der i dag drives af Arnaud Machard de Gramont sammen med hans to sønner Alban og Alexis efter de gamle traditioner.

Vingården har været i familiens eje siden 1830 … oprindeligt som negociantfirmaet Dufouleur. Arnaud drev oprindeligt vingården sammen med sine to brødre, men brødrene brød samarbejdet i 1984 og delte vinmarkerne.

Broderen Bernard Machard de Gramont etablerede Domaine Bernard Machard de Gramont, som i dag drives af hans datter Axelle Machard de Gramont, mens den tredje broder etablerede Domaine Chantal Lescure i Nuits-Saint-Georges.

Domaine Machard de Gramont har samlet 20 hektar vinmarker i et område fra Chenôve syd for Dijon til Puligny-Montrachet syd for Beaune … og nogle af de bedste parceller i området. De fleste marker ligger omkring vingården, men deres lille parcel i Puligny-Montrachet – Chardonnay druens højborg – har de arvet.

Der er lavet vine på gården i mange generationer, hvilket bl.a. en gammel vinkælder fra det 11. århundrede også vidner om. Det er selvfølgelig med fantastiske hvælvede lofter, som giver den gamle kælder et katedral-lignende udseende.

De røde Bourgogner laves efter den klassiske og arbejdskrævende opskrift med lang gæring og en del af stilkene på druerne. Vinifikationen sker i åbne fade med daglig bearbejdning for at udtrække så mange smagsnuancer og så meget farve som muligt. Efterfølgende modner vinene på små egefade i 15–20 måneder afhængig af kvalitet og type. Der produceres omkring 100.000 flasker årligt på Domaine Machard de Gramont.

Her har vi én af husets klassiske røde Pinot Noir vine fra marker i omegnen af Nuits-St.Georges. Lagret 15 måneder på fortrinsvis gamle egetræsfade.

Duftmæssigt rustik, landlig stil … mens jeg ikke fandt så mange typisk Pinot Noir noter. Det gjorde de andre rundt om bordet dog. Jeg noterede mere lidt balsamiske dufte, et let støvet udtryk, jord, bitter nødder, lidt tobak, cigaræsker og syre/stramhed. I munden dog en dejlig lethed med god syre, kølig stil … kirsebær. Dejlig vin. Ratingen vakler mellem 4,5 og 5 Thumbs Up.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en årgang 2008 koster 139,75 kr.

Rating 5/7  

2009 Weingut Am Stein, Montonia Frühburgunder, Franken, Tyskland

På en bakke i udkanten af byen Würzburg – ved den mest berømte vinmark i hele Franken, Würzburger Stein, finder vi Weingut Am Stein … eller Weingut Knoll Am Stein, som er berømmet for sine mineralske vine. Én af disse vine er denne Montonia Frühburgunder.

For et par somre siden besøgte hustruen og jeg vinhuset i Würzburg på vej hjem fra en ferie … desværre for os på et dårligt tidspunkt, da både vingården, vinoteket og den tilhørende restaurant Reisers Am Stein var lukket.

Man var nemlig i gang med at gøre klar til en stor vin & jazzfestival. Der var opsat borde og bænke overalt … selv mellem vinstokkene … men desværre kunne vi ikke blive til festivalen. Konen og jeg har dog efterfølgende lovet hinanden, at den festival skal vi deltage i … en skønne dag.

Men indtil denne skønne dag kommer, hvad er så bedre end at smage én af de vine, som vi dengang for år tilbage blev snydt for?

Vinhuset Am Stein kaldes også Weingut Ludwig Knoll Am Stein, da det drives af Ludwig Knoll sammen med hustruen Sandra. Ludwig overtog familiens vingård i 1990 og er 5. generation på gården, som har været i familiens eje siden 1890.

Ludwig driver i alt 21 hektar vinmarker, og beliggenheden er helt unik, højt oppe på ”Würzburger Stein”, som er en af de bedste vinmarker i området. Ludwig fremstiller nogle rene, friske og typiske Frankenvine. I området er det Silvaner druen, som er kongen, men også andre druetyper bl.a. Scheurebe trives på de stejle skrænter. Og herudover også lidt Riesling, Spätburgunder og Frühburgunder.

Siden 2008 har vingården været økologisk, og i dag drives hele vingården herudover også fuldstændig biodynamisk.

Til driften hører også et mindre pensionat, vinoteket WeinWerk samt en højt estimeret restaurant & vinbar, som hedder Reisers Am Stein. Den drives af kokken Bernhard Reiser og regnes som Würtzburgs bedste.

Vinoteket samt gæstehuset/pensionatet ligger i to helt nye bygninger … begge ultramoderne, nærmeste som kubiske blokke. Gæstehuset har en facade med struktur af vandrette fuger og smalle vinduer, mens bygningen for vinoteket har en facade af grønne, tonede glas med lodrette træstolper … meget ikoniske bygninger, som om aftenen giver en fantastisk effekt og er et utroligt blikfang i byen.

Og fra begge bygninger har du en fantastisk udsigt udover både Würzburg og de omkringliggende vinmarker.

Ludwig Knoll laver vine i flere kvalitetsniveauer. Basisvinene eller Knolls Gutsweine kalder han Junge Wilde, Ortsweine kaldes Bodenschätze, mens de bedste Erste Lage & Grosse Lage vine kaldes Meisterwerke. Både husets Ortsweine samt Erste/Grosses Lage vine sælges selvfølgelig i de karakteristiske bocksbeutel flasker. Herudover laves der vine i serien Vinz, som typisk er vin fra gamle vinstokke samt serien Montonia, som Ludwig har lavet siden 1998.

Inspirationen til Montonia vinene kommer fra Ludwig Knolls datter Antonia. Hun er simpelthen muse og inspiration til nogle af de bedste burgunder vine fra vingården. For der laves nemlig alene tre vine i Montonia serien, nemlig på Weißer Burgunder, Spätburgunder og Frühburgunder. Det er vine med lav høstudbytte, og lagring i egetræsfade. Sanselige vine, mener Ludwig Knoll.

Her har vi husets Montonia Frühburgunder, som Ludwig Knoll har sat sit fingeraftryk på … også sådan helt bogstaveligt. Ovenover etiketten er der nemlig et lille mærkat med den gode vinmagers fingeraftryk. Så bliver det ikke mere personligt.

Og hvilket herligt glas vin. I næsen kommer noget af den mineralitet frem, som vinhuset er kendt for. Næsen er animalsk … skønt. Der er lade, stald, stål, jern, jod, krudt og søde krydderier. Dufter ganske herligt. Smagen har god kompleksitet, godt med kraft, kirsebær, tanniner … lidt alkohol fornemmes også. Der er godt med muskler i vinen … trods Frühburgunderens lethed.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 19€ … eller omkring 142 kr.

Rating 5/7  

2012 Pierre Amadieu, Gigondas Domaine Grand Romane, Rhône, Frankrig

Det tredje ben i vores “flight” på S’vinbar blev denne Gigondas Domaine Grand Romane fra vinhuset Domaine Amadieu eller Pierre Amadieu. Tjeneren fortalte, at nu ville han forkæle os … og da det på ingen måde var i kvantitet i glasset eller med oplysninger om vinen … ja så måtte det vel være på kvaliteten.

Meget apropos havde S’vinbar netop dagen forinden haft besøg af Pierre Amadieu himself til en gratis smagning i vinbaren, så derfor var Amadieu selvfølgelig højaktuel. Ærgerligt at komme en dag for sent … men herligt at kunne smage én af vinene fra denne dygtige vinmager, hvis vingård ligger få hundrede meter udenfor byen Gigondas.

Domaine Amadieu er grundlagt i 1929 af Pierre Amadieu, som købte et 7 hektar stykke jord højt beliggende i Gigondas.

De fleste rystede på hovedet, da han kravlede op ad ”Dentellerne” og plantede vinstokke så højt som 400 meter over havet. ”Her er den bedste jord, og druerne får mere sol, da bjerget vender stik sydvest«, sagde Pierre.

Høsten er sen … omkring to uger senere end i Châteauneuf-du-Pape, men til gengæld er klimaet mere stabilt og solrigt. Med tiden er Domaine Amadieu vokset til 137 hektarer, hvoraf 127 hektar ligger i Gigondas … og en stor del på de stejle skråninger. Dermed ejer Amadieu næsten 10% af hele appellationen, som omfatter 1.310 hektar.

De 10 resterende hektar ligger i Côtes du Rhône, Côtes du Ventoux og Vin du Pays de Vaucluse.

Jorden er reelt fordelt på to ejendomme, nemlig La Marchotte og Romane. Markerne på ejendommene er omgivet af 200 hektar med krat … som på fransk kaldes garrigue … samt egeskove. Her er der kolde nætter og varme dage, hvilket giver vinen en dybde, som skiller den ud fra de fleste.

Høsten bringes til Romane, hvor den første del af vinificeringen foregår.  Når vinene skal lagres på fade, bringes vinene til Machotte, hvor fadkælderen findes.

Amadieu familien er én af de betydelige producenter i Gigondas, og Pierres søn Jean-Pierre fik bl.a. også en stor del af æren for, at Gigondas sidst i 1960’erne blev ligestillet med den evige rival Châteauneuf-du-Pape og fik sin egen appellation.

I dag ejes domænet af 3. generation, nemlig Jean-Pierres søn Claude Amadieu, men det er Claudes nevø Pierre Amadieu, som siden 1989 har været ansvarlig for vinfremstillingen og general manager. Pierre anses for en af regionens unge stjerner. Han er også trods sin alder også præsident for foreningen af de lokale domæner.

Men ellers hjælper hele familien til på vingården. Onkel Claude leder arbejdet i markerne, mens hans kone Muriel er ansvarlig for kontorarbejdet. Claude og Muriels sønner Henri-Claude og Damien deltager også, bl.a. står Henri-Claude Amadieu for salget.

Pierres mål er ikke en massiv tung vin, men en vin med finesse og elegance og gerne en mineralitet, der giver balance til den store kraft. Parker har bl.a. skrevet følgende om vinene fra Pierre Amadieu; “Vinene bliver bedre og bedre år for år og ofte får ikke den anerkendelse, de fortjener”.

Gigondas Grand Romane er en Cuvée Prestige fra de ældste vinstokke, som er over 45 år og giver et udbytte på blot 25-30 hl/hektar. Denne vin får både malolaktisk gæring og lagres i 18 måneder, 1/3 i nye barriques, 1/3 i ældre barriques og 1/3 i forudres. Herefter tappes vinen ufiltreret. Vinen er lavet på 65% Grenache, 20% Mourvèdre og 15% Syrah.

Nå, men lad os smage vinen, som i næsen er forholdsvis neutral, måske også en smule til den kølige side, men der er lidt boysenbær samt lidt krydderier. Ikke meget … beklager, men de små glas og beskedne indhold i glasset på vinbaren gjorde det heller ikke nemmere. Hvad den mangler i duft, har den til gengæld i smag, hvor der er mørke bær, peber, flæsk … godt med tørhed og tanniner og sådan meget koncentreret, præcis med en syrlig nerve. Elegant og kraftfuldt, men fortsat noget ung.

S'vinbars vinkort
Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor prisen er 219,95 kr. Ved ikke, hvad den koster på S’vinbar. Et sødt par, som sad ved siden af os, bestilte et enkelt glas af vinen. Når man køber et enkelt glas på S’vinbar, så får du et stort glas … mens “et flight” giver dig små glas. Hmmmm … eller øv.

Rating 5/7 

2012 Weingut Stefan Meyer, Frühburgunder, Pfalz, Tyskland

Fredag er jo Spätburgunder dag … og den mission lykkedes også i går på S’vinbar … sådan da, for jeg havde fået øje på en Frühburgunder fra Weingut Stefan Meyer, og den fik vi til at indgå i vores flight. Ja, og så bestilte jeg efter vores flight en også hel flaske af vinen, da første glas simpelthen indeholdt for lidt.

Frühburgunder er jo en form for mutation af Spätburgunder. I Frankrig finder man druen under navnet Pinot Precoce Noir. Den minder på alle måder om Spätburgunder, specielt i glasset.

Den skiller sig primært ud ved, at dens mostvægt er højere end hos Spätburgunder, mens syretallet ligger lavere … og så er den ikke så modtagelig over for sygdomme. Frühburgunder modnes herudover – som navnet også indikerer – tidligt.

Weingut Stefan Meyer holder til ved den lille by Rhodt med sølle 1.100 indbyggere. Byen ligger omkring 30 kilometer vest for Hockenheim … I ved, der hvor der køres Formel 1 racerløb. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1954 af Karl Hermann Meyer, men i dag er det 3. generation i form af Stefan Meyer, som driver foretagendet.

Stefan har 12 hektar vinmarker på en masse små parceller rundt om Rhodt, og de bedste marker er Schlossberg, Rosengarten og Schwarzer Letten. Stefan dyrker her Riesling, Weißburgunder, Grauburgunder, Ruländer, Spätburgunder, Frühburgunder, Chardonnay, Scheurebe, St. Laurent og lidt Syrah. Så der laves en del forskellige vine, omkring halv af hver … altså rød og hvid ;o)

Her har vi husets Frühburgunder. Druerne er høstet manuelt, og så er vinen ellers lavet med en kort macerationstid på omkring 14 dage. Der ligger ingen konkrete oplysninger om, hvor længe vinen har ligget på fade, men generelt ligger husets rødvine mellem 11 og 18 måneder i store brugte egetræsfade og nye egetræsfade.

Og hvilken herlig lille sag, som i glasset er klar transparent med den klassiske lyse teglfarve og i næsen animalsk med sød kostald, røg, hindbær, kirsebær, mandler og en smule gammeldags krydderkage. Hmmmmmm. Smagen et let … virkelig klasse med kirsebær, hindbær og moreller, blide og bløde tanniner, som sætter sig på fortænderne og god frisk frugt. Nam nam.

Ingen forhandler herhjemme. I Tyskland koster vinen 11,50€ … eller omkring 86 kr. På S’vinbar koster en flaske 300 kr.

Rating 5/7 

2009 Louis Jadot, Gevrey-Chambertin, Bourgogne, Frankrig

For Bourgogne elskere har navnet Gevrey-Chambertin en speciel klang eller en speciel plads i hjertet. Gevrey-Chambertin hører til blandt de mest spændende og fascinerende vinbyer, ikke blot i Bourgogne, men i Frankrig som sådan. Og næste vin fra Louis Jadot var netop en Gevrey-Chambertin.

Gevrey-Chambertin er den første store og betydningsfulde appellation man møder i Côte d’Or når man bevæger sig fra nord mod syd. Kommunen hedder Gevrey, appellationen hedder Gevrey-Chambertin og her findes nogle af de mest berømte vinmarker overhovedet.

Appellationen har sit navn fra den berømte mark Le Champertin, der er en af Bourgognes sværvægtere og måske den mest kendte vinmark i verden.

Selvom marken Le Chambertin er den mest kendte, så er marken Clos de Beze er imidlertid den ældste. Clos de Beze blev beplantet i år 640, hvor hertug Amalgaire forærede abbediet i Beze et stykke land. Her plantede munkene vin og det er der stadig den dag i dag.

I dag kaldes marken dog Chambertin-Clos de Beze. En lokal bonde ved navn Bertin anlagde en mark ved siden af abbediets og kaldte marken Champ Bertin eller bare Chambertin … i dag kendt som den mest berømte mark Le Chambertin. Den store berømmelse skyldes sandsynligvis, at Napoleon var fan og nødig drak andet.

Intet sted i Bourgogne findes så mørke og maskuline vine som i Gevrey-Chambertin. Aromaerne beskrives som mørke eller snarere sorte med et umiskendeligt lakridspræg. Frugten er også mørkere end andre steder i Bourgogne, med en smag af mørke kirsebær eller solbær, medens tanninerne virker stærkere end andre steder i Bourgogne. Der er beplanetet 399 hektar, men herudover skal der medregnes 9 Grand Cru marker på i alt 86 hektar.

Denne Louis Jadots Gevrey-Chambertin-vin er hverken en Premier Cru eller en enkeltmarksvin, men er derimod lavet med druerne fra de marker, som ligger i forlængelse af skråningerne med Grands Cru markerne og Premier Cru markerne. Dermed får man en vin, som bærer nogle af de kvaliteter, som området giver.

Lavet med maceration i 3-4 uger og fadlagrer derefter 12-15 måneder på franske egetræsfade.

I næsen er der pludselig lidt mere at komme efter. Første indtryk er et lidt animalsk udtryk … endelig … fristes man næsten til at sige. Man skal godt nok langt op i pris, inden vi får denne rustikke og landlige præg. Det er ikke et sød hestestald som ved de tyske Spätburgundere, men mere en rustik og syrlig … lidt mødding i kombo med syre, kirsebær og babybræk. Dejligt.

Smagen er langt mere kompleks end de øvrige røde. Der er mere klarhed, tæthed, struktur og mere intens frugt. Der er også bedre blødhed … slet ikke så kantet, som aftenens øvrige røde og der er fylde, bløde tanninger, jern og bitter mandler.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, normalpris 429 kr., tilbudspris ved smagningen var 322 kr.

Rating 5/7  

2013 Louis Jadot, Bourgogne Blanc Couvent des Jacobins, Bourgogne, Frankrig

I går stod den på sæsonstart i Randers Vinlaugh, og vi lagde ud med en Louis Jadot bourgognesmagning forestået af det gamle og velrenommerede vinfirma Kjær & Sommerfeldt. Og jeg er klar i spyttet … første vin er bedste køb blandt aftenens vine, og det er denne almindelige basis Bourgogne Blanc Couvent des Jacobins.

Maison Louis Jadot er grundlagt af Louis Henry Denis Jadot i 1859. På det tidspunkt var Jadot familien allerede vinbønder, da de allerede i 1826 havde købt Premier Cru huset Clos des Ursules i Beaune.

Den unge Louis opbyggede herefter et hurtigt voksende negociantfirma med fokus på salg af vin til markederne i Nordeuropa.

Hans søn, Louis Jean Baptiste, overtog ledelsen af virksomheden i 1900, og udvidede driften ved at købe mange vinmarker, herunder Corton Charlemagne og Chevalier Montrachet Les Demoiselles, og hans søn … altså 3. generation … hed altså også Louis, nemlig Louis Auguste Jadot. Han drev vinhuset frem til hans død i 1962. Her blev driften overtaget af vinmageren André Gagey , som havde hjulpet Louis i kælderen siden 1954.

Siden 1962 har Maison Louis Jadot således været drevet af Gagey-familien, og siden 1985 har Gagey-familien også ejet huset og i dag er det Pierre-Henry Gagey, som sidder med det økonomiske og strategiske tømmer.

Vinmager i vinhuset har dog siden 1970 været én af Bourgognes store mænd, nemlig Jacques Lardière. Da unge Jacques blev ansat var han ikke ønolog, men biolog, så ansættelsen var usædvanlig, og allerede den første høst blev en kæmpe udfordring med masser af hagl. Men den klarede han flot, og siden er både han og Jadot vokset med opgaven.

Jacques Lardière har ansvaret for Jadots produktion af omkring 5 millioner flasker om året, og er meget optaget af terroir. Som han siger, “Husk, at Pinot Noir ikke betyder noget i Bourgogne, det er terroiret, som er unikt. Pinot Noir formidler bare bedst vores terroir og forskellighederne mellem landsbyer og marker”.

Og Jacques vil lave Bourgogne, som den oprindeligt smagte – nemlig af dens terroir. Derfor anvendes der ikke ukrudtsmidler eller kunstgødning på Jadots marker (henved 10% dyrkes ligefrem biodynamisk), og begreber som enzymer og kunstig gær er bandlyst.

Især de røde vine kan have en høj ekstrakt med meget markerede tanniner. De kræver tid, også de mindste vine. En usædvanlig stil for et hus, der har så mange flasker at sælge, men al ære og respekt værd. Jadots vine er for så vidt gammeldags vine, men tankegangen bag er ikke.

Maison Louis Jadot køber ikke kun druer, men de har også meget betydelige besiddelser i Côte d’Or, faktisk 154 hektar og er dermed en af de betydelige jordbesiddere i Bourgogne, bl.a. har de også en ejendom i Pouilly-Fuissé og de bestyrer Château de Jacques i Beaujolais. På egne og købte druer laver de vin fra flere end 100 appellationer, og Jacques Lardière er inde over dem alle.

Jacques Lardière gik imidlertid på pension i 2012 og overlod pladsen til Frédéric Barnier, som med stor respekt for Lardiéres arbejde har taget arven og opgaven op.

I Robert Parkers bog, The World’s Greatest Wine Estates, udpeges Bourgognes tretten bedste producenter. Kun én af producenterne ligger i Beaune – og det er Louis Jadot.

Nå, men denne Bourgogne Blanc Couvent des Jacobins er selvfølgelig ren Chardonnay. Druerne kommer i princippet fra hele Bourgogne. Cuvéen må, og kan, sammenstikkes som et balanceret blend af druer fra Côte d’Or, Chalonnaise og Saint Vérans bedste vinmarker. Mâconnais-druerne giver vinen sin friskhed, mens Côte d’Or og Chalonnaise står for struktur og krop.

I næsen dejlig animalsk og landlig med blomster, orkideer, pærer og vanilje. Smagsmæssigt er der fylde, men det bliver ikke overfed Chardonnay. Der er tør syre, som ikke gør vinen for hård eller streng. Den er let krydret, let fyldig. Det er en dejlig Chardonnay, som slet ikke bliver fed, men har en god balance. Mangler måske en anelse syre og kompleksitet, men til prisen et fremragende køb.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, normalpris 149 kr., tilbudspris ved smagningen var 112 kr., og det er billigt.

Rating 5/7  

2008 Majuelos de España, Pieza El Caidero, Aragón, Spanien

Ro i huset … de fleste af lørdagens gøremål er klaret. 10K løb, bagt et franskbrød, slibning og oliering af bordpladen i køkkenet, har pudset vinduerne i huset, handlet ind … og er lige nu i gang med at lave lidt aftensmad … rodfrugter med rosmarin, olivenolie og hertil lidt økokylling.

Det bedste glas vin får man som bekendt, mens man laver mad, så jeg må fluks proppe en flaske op, og det blev denne Pieza El Caidero fra et vinfirma som kalder sig Majuelos de España, hvilket vistnok kan oversættes til noget i retning af Spaniens vinbjerge.

Vi er i appellationen DO Calatayud i vinområdet Aragón i den nordlige del af Spanien. På dansk hedder området også Aragonien, og det er var tidligere et selvstændigt kongerige (el reino de Aragón), som i middelalderen bestod af de såkaldte aragonske provinser Aragonien, Catalonien og Valencia.

Vinmæssigt består Aragón af flere appellationer, bl.a. Somontano, Cariñena, Campo de Borja og så Calatayud. Aragón halter stadig efter naboerne. Området er varmt og ligger for langt væk til at havet kan gøre sin positive indflydelse på temperaturen. De mange kooperativer er dog ved at vågne langsomt op og begyndt at producere vin med lidt mindre alkohol og mere frugtige, frem for tunge.

Majuelos de España er et spansk negociant firma. som ledes af Felipe Alvarez. Firmaets formål er at producere vine fra gamle vinmarker på tværs af hele Spanien, og de har da også tilknyttet en række vinmagere fra hele Spanien, bl.a. Rosa Zarza fra Toro, Cesat Mate fra Ribera del Duero (ham er vi tidligere stødt på her på bloggen, da han er leder af kooperativet Bodega Cooperativa San Pedro Regalado), Jose Alberto Calvi i Ribera del Duero, Juan Ayuso i Ribera del Duero, Joan Carles i Montsant, Fernando Garcia i Castilla Y Leon, Jose Domeco i Rioja samt Cesar Langa i Calatayud.

Og det er netop sidstnævnte, som står bag denne Pieza El Caidero. Cesar Langa er selv 5. generation af vindyrkere og -producenter i byen blev født til en femte generation af viticultors og vinproducenter i byen Calatayud. Cesar har en uddannelse som landbrugstekniker med speciale i vindyrkning. Hans vision er at bruge de nye teknologier i kombination med de stolte tradtioner, som er gået i arv fra hans forfædre. Til daglig driver Cesar sin egen økologiske vingård Bodegas Langa.

Pieza El Caidero er lavet på 96% Aragón og 4% Garnacha Roja. Aragón er en gammel lokal klon af Grenache, så det er med andre ord en ren Grenache baseret vin. Druerne indkøbes fra 5 forskellige marker i Calatayud … alle biodynamisk dyrket og fra vinstokke med en alder på omkring 70 år … ja faktisk er stokkene med Garnacha Roja over 90 år gamle.

Vinen laves med maceration 20 dage i rustfri ståltanke og 19 dage i trækar, hvorefter vinen har lagret 12 måneder på amerikanske egetræsfade og derefter mindst 9 måneder på flaske inden frigivelsen. Vinen aftappes ufiltreret. Jay Miller fra Robert Parkers Wine Advocate har giver vinen i denne årgang 2008 hele 91 point. Der er produceret 8.333 kasser af vinen og med 12 flasker i hver kasse, så giver det samlet lige omkring 100.000 flasker. Og én af disse er handlet her hos mig. Dejligt.

I glasset en herlig mørk vintereliksir og en næse med modne kær, mørke kirsebær, næsten blommer, labrids, kakao, våde egeplanker, vanilje og lidt sødme. I smagen er sødmen mere udtalt, men der er godt med fylde og krop. Her er mørke frugter, koncentration, blid syre … blød og cremet vin. Meget fyldig og drikkevenlig, og virkelig en pleaser … smager sgu ret godt, og meget spansk i udtrykket.

Købt i SuperBest i Randers for 69,95 kr., og det er fin pris for denne vin. Forhandles også af Supervin, hvor 1 flaske koster 99,95 kr., men 75 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7  

2008 Château Giraudels de Milon, Saint-Emilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

Weekenden bød også på lidt Bordeaux i form af denne Saint-Emilion Grand Cru Château Giraudels de Milon, en vin der laves af Domaines Bouyer … en vinfamilie i Bordeaux.

Familien ejer et stort vinslot i Saint-Christophe-des-Bardes 3-4 kilometer øst for byen Saint-Emilion og står bag vinene Château Milon og Clos de la Cure.

Slottet bag de to vine er én af de ældste ejendomme i Saint-Emilion, og som har været i Bouyer familiens eje i mere end 300 år. Fra og med årgang 1999 er det nu den unge generation med Céline og Pierre, som har overtaget ejendommen, mens forældrene Christian og Françoise nu vil nyde et velfortjent otium, hvis de kan holde sig fra arbejdet.

Slottet har samlet omkring 18,6 hektar jorder … 7,5 hektar til Grand Cru vinen Clos de la Cure og 8,5 hektar til Grand Cru vinen Château Milon.

Men der laves også et par nyere vine på slottet, idet man har en 2 hektar vinmark til Saint-Emilion vinen Cuvée Caprise og derudover har man i 2010 købt en vinmark på 0,56 hektar i Pomerol til produktion af vinen Clos 56, en ren Merlot baseret vin.

Derudover ejer Bouyer familien også selskabet Scea Milon Les Giraudels, som står bag to andre Saint-Emilion Grand Cru vine, nemlig vinen Château Lagarelle Puits Rasat, som laves med druer fra en 6,5 hektar stor mark ved Saint-Emilion samt denne Château Giraudels de Milon, som kommer fra en 13 hektar stor vinmark i området.

Château Giraudels de Milon er lavet på 75% Merlot, 12% Cabernet Franc samt 13% Cabernet Sauvignon. Vinstokkene er gennemsnitlig omkring 35 år gamle. Der er ansat en ønolog til at forestå produktionen sammen med Pierre Bouyer.

Gæring og maceration varer 3 uger med 4 daglige omrøring i masken for at fremme frugtkarakteren og begrænse astringensen i vinen. Derefter bliver ca. 70% af vinen modnet på fad i 18 måneder, hvor 1/3 af fadene er nye, 1/3 1 år gamle og 1/3 2 år gamle. Klareringen foregår som på de store slotte med æggehvider, og aftapningen finder sted uden filtrering, hvorved ingen aromaer eller smagsnuancer går tabt.

I næsen er der klassiske Bordeaux dyder med solbær, kirsebær, muldjord, grafit, gammelt egetræsgulv … virker til at ha’ en ren og syrlig frugt, hvilket går igen i smagen. Her er der syrlige røde bær, tørre tanniner, meget direkte og ren frugt samt et strejf af lidt urter. Fyldig og velafbalanceret. Dejligt glas vin, som bestemt kan anbefales.

Købt hos Vinoble, pris 195 kr.

Rating 5/7 

2008 Bonfante & Chiarle, Barolo Bisù, Piemonte, Italien

Weekenden bød også på en vin fra Tastersbox‘ italienske januarkasse, nemlig denne Barolo Bisù fra Bonfante & Chiarle … eller Azienda Vitivinicola Malgrà, som vineriet rettelig hedder. Det ligger i byen Bazzana di Mombaruzzo i Asti omkring 30 kilometer nordøst for Alba.

Vinhuset er grundlagt i slutningen af 1960’erne af Domenico Bonfante samt brødrene Giorgio og Luciano Chiarle. De gik i fodsporene på deres fædre og bedstefædre, der også havde dedikeret hele livet til produktion af vin.

I starten hed vinhuset Azienda Vinicola Bonfante & Chiarle, men i år 2000 ændrede man navnet til “Malgrà”. Man laver dog fortsat vine under navnet Bonfante & Chiarle, primært til eksportmarkederne, mens man laver vine under navnet Villa Baglio til detailhandlen og ellers anvender navnet Malgrà på vine til restauranter og barer.

I dag er Azienda Vitivinicola Malgrà en større forretning med en årlig produktion på over 1,2 mio. flasker vin og en årlig omsætning på over 3 mio. euro. Det er fortsat Giorgio Chiarle, som driver foretagendet sammen med nevøen Ezio Chiarle, der fungerer som vinfirmaets direktør.

Imidlertid ejes vinhuset – efter nogle hårde år og et midlertidigt ejerskab af et større stålfirma Groupo Sitindustrie – i dag af Edoardo Miroglio. Han kommer fra en familie af iværksættere i Alba.

Der ejes en række vinmarker … hvor mange har jeg ikke kunne finde ud af, men derudover har selskabet også lejet en del vinmarker.

Denne Bonfante & Chiarle, Barolo Bisù skulle efter sigende være en enkeltmarks Barolo fra marken Marvenga i Serralunga. Vinen tilbringer 3 år i barriques, 1 år på nye barriques og 2 år på brugte.

Duftmæssigt er her rabarber, bitre kirsebær, blæk, kridt, kul, babybræk (på den fede måde), violer, balsamico … dufter ganske godt. I munden fortsætter de bitre kirsebær, mandler, tydelige tanniner uden de bliver for stramme … fin frugt og syre, og egentlig ganske drikkevenlig. Fin lille Barolo.

Tastersbox foreslår, at vinen nydes med en langtidsstegt steak med grillet løg. Jeg serverede den sammen med lidt oksemørbrad ovenpå en blomkålscreme, smørstegte østershatte med persille samt rosenkålsblade. Der gik den også fint.

Forhandles af A Vinstouw, hvor prisen er 229 kr., men mere beskedne 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7 

2012 Josten & Klein, Pinot Noir, Ahr, Tyskland

Hvorfor ikke blive ved de to unge fyre … Marc Josten og Torsten Klein? Det gør vi med husets basis Spätburgunder … eller Pinot Noir, som drengene selv skriver på etiketten af denne lille charmerende Gutswein fra deres marker i Ahr. Men selvom det er en basisvin … så er det altså ret godt.

Og generelt synes niveauet for husets basisvine overraskende højt … i hvert fald de to basisvine, som jeg har smagt … denne Pinot Noir samt deres Riesling. Og de to Lagenweine … klasse. Det er vist en producent, som vi skal ha’ udforskes noget mere. Voldsomt interessant.

Drengene selv – det tør jeg godt kalde dem, for de er fra henholdsvis årgang 1978 og 1981 – har en filosofi, som de kalder SUA SPONTE. Det betyder noget i retning af “ved egen kraft” eller “af egen drift”.

Det er deres motto og er valgt fordi det også beskriver deres tilgang til vinproduktionen. Deres vision er intet mindre end at lave de bedste vine området, innovative topvine fra Mittelrhein og Ahr, og med den allerstørste respekt for naturen.

Druerne til denne Pinot Noir kommer fra husets vinmarker i Mayschoß og Ahrweiler. Efter høst afstilkes druerne og gærer mellem 10 og 12 dage på skindet. Herefter lagres vinen i egetræstønder i omkring 6 måneder.

I næsen er der kirsebær, hindbær, let kostald, lidt rustik … lidt til den mørke side med skovbund, kastanjer, lidt blæk, søde bolsjer eller vingummebamser, men samtidig fin lethed. I munden går letheden igen med jordbær, mineraler, lidt jern, blid syre og god intensitet. Smager altså bare godt.

Forhandles af WineFLY, pris 100 kr.

Rating 5/7