Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2019 Weingut Reverchon, Filzener Herrenberg Riesling Kabinett Feinherb, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Reverchon, Filzener Herrenberg Riesling Kabinett Feinherb, Mosel, TysklandWeingut Reverchon er jeg før med stor velbehag stødt ind i her på Houlbergs Vinblog og nu smager jeg igen vin fra Ralph Herke og Bernhaart Maas og det er så denne 2019 Filzener Herrenberg Riesling Kabinett Feinherb.

Denne vin er fra den stejle og gamle Filzener Herrenberg mark. hvor Reverschon samlet 6,5 hektar. Marken ligger på en skiferklædt samt sydvestvendt skråning og den har upodede vinstokke på 80-100 år. Denne vin er alene lavet på rustfrie ståltanke og der er den også lagret en periode og har et sukkerindhold på 22,4 gram restsukker pr. liter.

Luftig aroma … det er hvide blomster, let strejf af nødder, masser af æblemost, fersken, nektariner samt vingummifedme og en næsten perfektionistisk balance, som gør vinen overjordisk og utrolig venlig med en bamselineagtig ordentlighed. landlighed og renhed.

Smagen er tæskelækker … for nu at sige det rent ud og selvom det rigtigt nok er en Kabinett Feinherb og selvfølgelig har en vis Mosel sødme, så virker den på ingen måder for sød, men mere klingende, ren og syngende med en sopranfin syre, der er sprød, frisk og en smule mineralsk sammen med frugt af saftige æbler, æblemost, fersken, kandiserede citroner og bitter lemon. Det er læskende, saftigt og yderst drikbar … og så var den flaske tom. 92 point.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2022 Domaine les Bruyères, Syrah les Monestiers IGP, Rhône, Frankrig

2022 Domaine les Bruyères, Syrah les Monestiers IGP, Rhône, FrankrigVi fortsatte de nordrhônske vine med en 2022 Syrah les Monestiers IGP fra Domaine les Bruyères og denne er en vin lavet med opkøbte druer i modsætning til husets normale vine.

Domaine les Bruyéres ligger i byen Beaumont-Monteux 5-6 kilometer nord for Valence og drives af David Reynaud. Selve vingården stammer tilbage fra 1700-tallet, men der blev først lavet vin på gården i slutningen af 1800-tallet, hvor Auguste Serret og Adélaïde Marron anlagde vinmarkerne.

Senere blev driften overtaget af sønnen Joseph Serret og dennes hustru Gabrielle Ronjat. Efter 2. verdenskrig giftede deres datter Josette Serret sig med Georges Reynaud og det er ham, som fik gang i en større vinavl på de dengang 7 hektar vinmarker.

De solgte dog blot alle druerne til det lokale vinkooperativ Cave de Tain l’Hermitage, som den dag i dag fortsat er den største producent i området.

I 1988 blev driften overtaget af Georges’ datter Marceline og det var under hendes ledelse, at familien begyndte med egenproduktion samt køb af flere marker. Siden år 2000 har det imidlertid været Marcelines søn David Reynaud, som har forestået driften og produktionen af vinene fra Domaine les Bruyéres.

David er uddannet ønolog og har siden overtagelsen i år 2000 virkelig vendt op og ned på produktionen. Ved overtagelsen blev udbyttet straks sænket og produktionsmetoderne omlagt for at skabe mere intense og karakterfulde vine med tydeligt terroir.

I første ombæring blev hele fremstillingsprocessen omlagt til økologisk produktion, men siden 2005 er Domaine les Bruyères gået et skridt videre og er blevet 100% biodynamisk.

David har også købt yderligere jordlodder, således Domaine les Bruyéres i dag ejer 27 hektar vinmarker, hvoraf hele 14,5 hektar er AOC Crozes-Hermitage. Der dyrker han fortrinsvis Syrah, men også Marsanne, Roussanne, Mondeuse Blanche og Viognier til hvidvin, Grenache til en rosévin samt en smule Persan og Merlot.

Det meste markarbejde på Domaine les Bruyères laves i hånden og ved høsten foretages der strikt sortering af druerne både i marken og inden vinifikationen.

Kælderen er beliggende helt under jorden, så al transport af druerne sker ved hjælp af tyngdekraften. Gæringen foregår hovedsageligt i store betonæg, som giver en mere harmonisk gæring. Der svovles kun ganske let.

Udover at lave vin på druer fra sine 27 hektar, så opkøber David Reynaud også druer fra andre producenter og disse holdes adskilt fra egne vine … egne vine på den ene side i lageret og vine på opkøbte druer i den anden side.

Denne Syrah les Monestiers IGP er netop en vin, som er lavet på opkøbte Syrah druer fra andre producenter i Crozes-Hermitage og er fra 15 år gamle vinstokke.

Vinen er lavet med fuldstændig afstilkning og spontangæring alene med druernes egne gærceller. Gæring og maceration er sket på store cementtanke og der er vinen også lagret efter endt fermentering.

Det stinker nærmest af Nordrhône … men på den fede måde med en animalsk, herlig aroma med flæsk, ko-lort, mødding, ymer, mælkede noter, hængt kød, røg, peber og en mørk frugt med brombær, tjære, enebær og virkelig bare total landlig.

Smagen er tær, stram, sur med lakridsrod, tør engelsk lakrids, solbær, brombær og ribs suppleret med sorte oliven, tobak, en stærk espresso og total frugttung på den bedste måde. Der er måske ingen elegantier, men man får frugten lige i hovedet … direkte og uden sminke. 92 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 195 kr., mens prisen er 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Bernard Gripa, Saint-Joseph Blanc, Rhône, Frankrig

2020 Bernard Gripa, Saint-Joseph Blanc, Rhône, FrankrigJeg var forleden til en smagning af vinene fra det nordlige Rhône forestået af Bichel Vine og den første vin, som vi smagte var denne 2020 Saint-Joseph Blanc fra Bernard Gripa.

Vinhuset ligger i Mauves i Ardèche området nord for Valence … ja faktisk er Gripa nabo til Pierre Gonon, der blot ligger en smule længere nede af Avenue Ozier. Vinhuset er grundlagt i 1974 af Bernard Gripa og drives i dag fortsat af Bernard … men nu sammen med sønnen Fabrice.

Samlet har de 16 hektar vinmarker, som ligger på de stejle granit-skråninger i både Saint-Joseph og i Saint-Peray. De bedste marker er i Saint-Joseph Le Berceau og i Saint-Peray Les Figuiers og Le Pins.

Alt arbejde hos Fabrice og Bernard foregår manuelt, med organisk gødning og traitements raisonnées … også kaldet L’agriculture raisonnée, hvilket er en form for semi-økologisk drift, hvor sprøjtning begrænset i størst muligt omfang.

Bernard Gripa’s vine er da også hvert år optaget i Guide Hachette, som regel med stjerner og ofte med Coup de Ceurs. Og selve domainet har Coup de Ceur i vinguiden Gault Millau.

Denne hvide Saint-Joseph er lavet på 80% Marsanne og 20% Roussanne fra stokke med en gennemsnitsalder på 25 år. Modnet på en blanding af tanke og store, brugte fade.

I næsen er vinen smørfed … har en meget aromatisk duft med mandelmælk, fersken, kandiserede pærer, bivoks, safran, sandeltræ, honning, let karamel og lakridsrod.

Smagen er også bred og fed, meget smagfuld med en blød syre og alligevel en vis friskhed. Det er – som med duften – fede frugter som abrikos, pærer og noget hvid peber samt en lang, klingende eftersmag, så dermed 92 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 295 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Conde de Monsul, Colheita, Douro, Portugal

2015 Conde de Monsul, Colheita, Douro, PortugalConde de Monsul er et brand hos portvinshuset Rozès og nu derfra smager jeg nu en kold vinteragtig aften deres 2015 Colheita, som giver lidt dejlig og tiltrængt varme i kroppen.

Portvinshuset Rozes har en lang og stolt historie, der strækker sig tilbage til det 19. århundrede. Det blev grundlagt i Bordeaux i 1855 af Ostende Rozès, der var en passioneret vinhandler og producent, som besluttede sig for at lave vin i sit hjemland og  grundlagde sit eget portvinshus under navnet Rozes.

Ostende Rozès og hans efterkommere dedikerede sig til at skabe høj kvalitet portvin og opnåede hurtigt anerkendelse for deres ekspertise. Rozes etablerede sig som en betroet producent, der kombinerede traditionelle metoder med innovation for at skabe en unik portvinssmag.

I løbet af årene voksede Rozes’ ry og popularitet, og vinhuset blev kendt for at producere portvine af fremragende kvalitet. De arbejdede hårdt på at opretholde de traditionelle teknikker, der er involveret i portvinproduktion, herunder den karakteristiske lagring og blanding af vine for at opnå den ønskede smagsprofil.

Rozes fik også ry for at være nyskabende og eksperimentere med forskellige druesorter og lagringsmetoder. Dette gjorde det muligt for dem at skabe unikke og komplekse portvine, der appellerede til både erfarne vinkendere og nye entusiaster.

I dag fortsætter Rozes med at være en respekteret aktør inden for portvinsverdenen. De har bevaret familiens arv og dedikation til håndværket samtidig med at omfavne moderne teknologier og tendenser inden for vinproduktion. Rozes’ portvine er kendt for deres kompleksitet, dybde og rige smagsprofil, der afspejler Douro-dalens unikke terroir.

Siden 1999 har portvinshuset Rozès været ejet af Vranken Pommery Monopole Group er en international gruppe, der er specialiseret i produktion og distribution af champagne og andre vinrelaterede produkter.

Gruppen producerer og distribuerer forskellige champagnebrands, herunder mærkerne Vranken, Pommery, Charles Lafitte, Pommery og Monopole.

Hvert brand har sit eget kendetegn og er rettet mod forskellige segmenter af markedet … men ejer altså nu også portvinsbrands som Rozès, Porto São Pedro og Conde de Monsul.

Portvinene under Conde de Monsul navnet blev kendt allerede tilbage i 1920’erne og portvinene laves under streng kontrol og under samme høje kvalitetsstandarder.

Denne 2015 Conde de Monsul Colheita er lavet på et mix af  Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Amarela, Tinta Roriz, Tinta Barroca samt Tinto Cão. Vinen er fodtrådt i de traditionelle granitlagars og har været lagret på egetræsfade i syv år inden frigivelsen.

Duftmæssigt balancerer vi lige mellem en lidt moden og tæt på overmoden frugt og så masser af nøddeolie, -krokant og -sirup samt tobak, tørrede blommer og kirsebær, kvædemarmelade, karamel og tørrede blomster, appelsin … samt godt med gamle fade, der leder tankerne hen mod den gamle by med gammel teak, mahogni og ibenholt.

I munden er det nektarsødt og lækkert … cremet og blødt med oplivende kick af alkoholvarme, men ellers nærmest olieret med nogle ristede nødder, tørret frugt, karamel og tørret appelsinskal, men samlet fint balanceret og hænger sgu godt sammen, så dermed en portvin, som smager freaking godt. 92 point og nu ved jeg allerede, hvad jeg skal drikke til risalamanden.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2013 Château de Campuget, Latitude 43° 48′ 7” Blanc, Languedoc, Frankrig

2013 Château de Campuget, Latitude 43° 48' 7'' Blanc, Languedoc, FrankrigVinområdet Costières de Nîmes ligger mellem Rhône og Languedoc, men læner sig nok mest op af Rhône. Dér finder vi tæt ved byen Manduel Château de Campuget omkring 25-30 kilometer sydvest for Avignon og smager 3 vine derfra … hvor første er en 2013 Latitude 43° 48′ 7” Blanc.

Vingården har været ejet af Dalle familien siden 1942, men selve gården kan dateres tilbage til 1640. Château de Campuget drives i dag af Franck-Lin Dalle, som er opkaldt efter en af sin fars helte og det var Benjamin Franklin.

Det var dog Franck-Lins bedstefar, der købte gården, efter han i 2. verdenskrig var blevet skudt i det ene øje og af sin læge anbefalet at søge mod sydligere himmelstrøg for at komme sig fuldstændigt over sin skade, så derfor flyttede familien fra Nordfrankrig hvor de ellers havde brygget øl.

Vingården var dengang tæt på konkurs, da familien Dalle købte den, men de fik langsomt og sikkert styr på både marker, bygninger samt finanser og produktion af vine.

I dag har familien Dalle omkring 15 hektar vinmarker, som drives efter bæredygtige principper og gården har også opnået den brede HVE bæredygtighedsmærkning, som dog ikke siger så meget om, hvordan markerne drives.

På markerne er det mest Grenache og Syrah, men der eksperimenteres også med blandt andet Albariño fra Spanien samt druesorten Saperavi stokke fra Georgien. Til de billigere vine bruges der maskinel høst, mens druerne til topvinene håndplukkes.

Denne Latitude 43° 48′ 7” Blanc er én af topvinene og lavet på 1/3-del Marsanne, 1/3-del Roussanne samt 1/3-del Viognier, der alle er høstet om natten og vinifikationen er sket med hver enkelt druesort separat. Vinen lagrer 1 år på fade, og herefter typisk 8 år på flaske inden frigivelse. Der laves årligt kun 3.000 flasker.

De 10 år på bagen har betydet, at vinen i glasset er mørkere gul, mens duften er meget anderledes end forventet … nærmest med lidt voks, linolie, parafin, nougat, akaciehonning, dekorationsler, fersken, grillede bananer og ellers godt med blød, aromatisk blomsterpollen og hele tiden med en sødkrydret note nedenunder.

I munden er det en blød, moden og utrolig smooth vin … alt er flydende og cremet med lav, blød og comfortagtig syre. Det er ret sjældent at smage 10 år gammel hvidvin, men den kan ét eller andet, stoisk, rolig, moden og gråhåret elegant. Der er lidt hvid peber, voks, virker næsten olieret med dette bløde og fluffy udtryk, men absolut seriøs og småfed. 91 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Weingut Maibachfarm, Frühburgunder, Ahr, Tyskland

2020 Weingut Maibachfarm, Frühburgunder, Ahr, TysklandPå Pinot Butik & Bar valgte vi denne 2020 Frühburgunder fra Weingut Maibachfarm, som jeg og Gert E tidligere har besøgt.

Vort besøg på vingården kan du i læse om i mit indlæg; Besøg hos Weingut Maibachfarm … økologisk vingut ude på landet.

Under det besøg smagte vi også denne Frühburgunder, men det var i en årgang 2016.

Vinen er lavet meget traditionelt med gæring i rustfrie ståltanke. Selvom vinhuset er totalt økologisk, så er gæringen ikke spontan, men efter tilsætning af udvalgte gærtyper. Efter endt fermentering er vinen lagret på brugte fade – vistnok fuders –  i omkring 12 måneder.

I næsen er der masser af Ahr karaktertræk … grannåle, røg, tjære, blæk og noget røget kød, lidt oliven, en lidt mørk frugt, blomster og næsten helt parfumeret, mens frugten er sådan en kombi af blåbær, vilde jordbær, sorte kirsebær og ribs samt nogle urter. Derudover er der nelliker, kanel, ristede noter og mørk chokolade.

Smagen er mere fed og mere syrlig end forventet, virkelig tør og røget. Frugten er som i duften muskuløs med både jordbær, hindbær, brombær og måske endda lidt solbær. Dertil kommer noget peber og lakrids, tobak samt en stringent syre med kraft og power. 91 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 189 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Delaforce, Late Bottled Vintage Port, Douro, Portugal

2018 Delaforce, Late Bottled Vintage Port, Douro, PortugalFra det over 400 år gamle portvinshus Delaforce skal vi igen smage én af deres mange portvine og det er denne 2018 Late Bottled Vintage Port.

Portvinen er lavet på et mix af druerne Touriga Franca, Touriga Nacional, Tinto Cão, Tinta Barroca, Tinta Amarela og Tinta Roriz aka Tempranillo fra gamle vinstokke.

Alle druerne er håndhøstet midt i september, hvorefter de er fodtrampet i traditionelle lagares.

Dernæst er vinen gæret og så efterfølgende lagret 4 år på egefade og først derefter er vinen flasket og har dermed fået tid til at udvikle sig i fadene. Den havde i årgang 2017 omkring 105 gram restsukker pr. liter og mon ikke, at det er noget lignende i 2018?

Duftmæssigt har portvinen en  fed, moden frugt med kogte blommer, brombærmarmelade, hindbær og sorte kirsebær, godt med både tør engelsk og sød finsk lakrids … og hele tiden med en høj alkoholagtig nerve. Der kommer også duft fra våde fade, røg samt krydderier.

Hvor smager den godt … kanel, nelliker, vanilje og julekrydderier, hvormed et match med risalamanden synes oplagt. Det er både blød, sød og stærk på én gang … har dette alkoholiske spark, koncentreret, mørk, fyldig og sød frugt, blommekompot, brombær, solbær, nødder, lakrids, mælkechokolade … ren flydende velvære. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker … og så er julen reddet.

Vinanmeldelse 5/7

2013 Casa Marín, Litoral Syrah, San Antonio Valley, Chile

2013 Casa Marín, Litoral Syrah, San Antonio Valley, ChileVi napper sgu da lige en ekstra vin fra Viña Casa Marín og den er endda 10 år ældre, men fortsat fra Casa Marín serien. Det er denne 2013 Litoral Syrah, som skulle gøre mange Nordrhône vine misundelig … men det kigger vi på lige om lidt.

Litoral Syrah er lavet på 100% Syrah fra enkeltmarken Litoral, der ligger 4 kilometer fra Stillehavet i Lo Abarca. Det er et – for Chile – unikt koldklima terroir, hvor temperaturerne i sommerperioden ikke kommer over 28 grader og hvor kølige havbriser og tåge også gør sit til at bringe friskhed og elegance til vinene.

I vineriet er druerne efter høsten først nænsomt afstilkes inden presning og spontangæring alle med druernes naturlige gærceller og med løbende punch downs og overpumpninger.

Efter endt gæring får vinen lov til yderligere at trække smag i 3 dages ekstra maceration inden at vinen anbringes i brugte franske egetræsfade, hvor den lagrer i 16 måneder.

Jeg tænkte straks, at en sammenligning med det nordlige Rhône nok var at tage munden for fuld, men når jeg dufter til vinen, så giver det faktisk mening og jeg bliver sgu ret imponeret af vinmager Maria Luz Marín, for der er en lidt mælket note, laurbærblade, sorte oliven og en frugt af blommer, blåbær, hindbær og ribs.

Der er dog samtidig også drøn på fadnoterne … og helt sikkert mere end normamt for Nordrhône. Der er røgede noter, flæsk, bacon samt kardemomme, vanilje og en smule mælkechokolade.

Smagen er heller ikke helt Nordrhône, men lidt varmere i udtrykket sammen med en blåbæragtig note med jern og skovbund, har klart nogle ribs og egentlig god frugtintensitet, hvor man på ingen måder mærker, at vinen har 10 år på bagen. Tværtimod giver det en saftig, frisk og letkrydret vin, der måske – hvis man er tilgivende – nok godt kan minde en lille smule om en blød Saint-Joseph. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2023 Casa Marín, Cartagena Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, Chile

2023 Casa Marín, Cartagena Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, ChileNår vi nu er ved Viña Casa Marín, der er kendt for deres knivskarpe Sauvignon Blanc vine, så skal vi da også smage dem og den første blev deres helt nye 2023 Cartagena Sauvignon Blanc.

Det er en vin, som jeg før har smagt i årgang 2021 og 2022 … hvor druerne kommer fra nogle kølige og kystnære vinmarker ved Lo Abarca i San Antonio Valley.

Vinen er lavet med 8 timers skindkontakt før presning og kølig gæring på ståltank og med vinificering af hver druesort separat efter først afstilkning og presning. Efter endt fermentering er vinen så blandet og lagret kort i ståltanke uden malolaktisk gæring.

Uhhhh atter præcis, grøn og arketypisk Sauvignon Blanc med en syrespids, rank og frisk duft af grøn peber, græs, hø, solbærblade og tomatstilke, stikkelsbær, hyld, ny bælgede ærter, ærteskud, lime, en smule mineraler … og så alligevel med et lille skud sødme, der lige sparker lidt balance og venlighed ind i aromaerne.

Smagen er også rank – igen med en svag sødme – med masser af grapefrugt, lemon, citroner, sure stikkelsbær og grønne æbler, der lige suppleres af salte mineraler og hvid peber. Det er tørt, syrligt og utrolig frisk … kantslibende barberknivsskarp og samtidig har vinen også en svag sødme, der lige binder tingene fint sammen. Det er sgu fremragende Sauvignon Blanc, så dermed 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 165 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2023 Casa Marín, Cartagena Riesling, San Antonio Valley, Chile

2023 Casa Marín, Cartagena Riesling, San Antonio Valley, ChileViña Casa Marín ligger nord for Lo Abarca 4 kilometer øst for kysten lidt nordøst for Cartagena og byen San Antonio i San Antonio Valley og er efterhånden kendt her på bloggen … specielt for deres knivskarpe Sauvignon Blanc vine .. men er det dog deres 2023 Cartagena Riesling.

Vinhuset er grundlagt i år 2000, da ønologen og iværksætteren Maria Luz Marín – imod råd fra både venner og eksperter – satsede hele sin opsparing og lidt til for at forfølge drømmen om at skabe vine af høj kvalitet i dette delvis uudforskede og relativt kølige område.

Projektet er blevet beskrevet som en af de mest vovede og innovative i Chile og lige fra starten har Maria projekt været omgærdet af stor mediebevågenhed, der ikke er blevet mindre efterhånden medaljerne og andre former for anerkendelse begyndte at skylle ned over disse vine fra de stejle kystnære skråninger.

Maria Luz Marín var den første kvindelige chilenske vinmager og vingårdsejer i Chile, men i dag får hun også hjælp af familien, både sønnerne Felipe og Nicolás Marín, hvor Felipe er uddannet ønolog, samt Marias bror og søster. Med andre ord er det blev et rigtigt familieprojekt.

Vingården ejer 50 hektar vinmarker fordelt på 6 forskellige vinmarker med samlet 38 parceller. Markerne omfatter bl.a. parceller på markerne Casona Vineyard, Laurel Vineyard, Miramar Norte Vineyard, Miramar Vineyard, Estero Vineyard, Lo Abarca Vineyard og Cipreses Vineyard.

Huset laver deres vine fordelt på 4 serier, nemlig Casa Marín, Viñedos lo Abarca, Cartagena og Iconos. Denne Cartagena Riesling er selvfølgelig fra Cartagena serien, som samtidig er huset bedste sælgende vine.

Cartagena Riesling er ikke en typisk Chile vin, for der dyrkes ikke meget Riesling i Chile, men her kommer 60% af druerne fra nogle granitholdige skråninger, mens de øvrige 40% kommer fra mere sandholdige og lavere beliggende marker.

Halvdelen af druerne presses direkte som hele klaser, men resten afstilkes før presningen. Herefter gærer vinen blot køligt ved 12-14 grader og efter endt fermentering er den så blot lagret måneder sur lie i ståltankene. Vinen har omkring 10 gram restsukker pr. liter.

Duften er først sådan lidt mineralsk og stenet … flint, en snert af noget petroleum og linolie samt gule æbler med en svag modenhed. Med mere luft og varme i glasset er der en mere tropisk frugt, melon, pærer, fersken og dåseananas suppleret med bagepulver, søde krydderier og sådan lidt tæt i aromaerne.

I munden er det en ren, klar og frugtrig vin, hvor der mest er grønne æbler, grape og citronsyre. Virker klart mere frisk end duften lovede og det giver bid, let bitterhed og så alligevel med dybde fra lagringen sur lie, hvilket samtidig giver noget fylde, krop … men bestemt uden at miste alt det friske. Dermed bliver det egentlig meget aromatisk og mundfyldig Riesling med lidt oversøisk fornemmelse. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7