Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2009 Luddite Wines, Shiraz, Western Cape, Sydafrika

2009 Luddite Wines, Shiraz, Western Cape, SydafrikaPaul har en forkærlighed for vine fra Sydafrika, og vi burde ha’ gættet, at han selvfølgelig havde en vin med derfra. Vinen er en Shiraz fra Luddite Wines. Vi er hos ægteparret Niels og Penny Verburg, som driver deres lille vingård på de østlige skråninger af Houw Hoek bjergene, 30 km fra Atlanterhavet i Walker Bay, det som også er kendt som Western Cape vinområde.

Niels ligner en dansk viking, stor, høj med rødt hår og stort rødt skæg, men er vaskeægte sydafrikaner, og han har efterhånden lavet vin i snart 30 år. Som ung startede Niels sin uddannelse som ønolog på Elsenburg Agricultural College i Sydafrika, og her blev han første gang forelsket i Shiraz druen. Der opstod drømmen også om egen vingård.

Efter endt skoletid rejste Niels verden rundt og lærte vinfremstilling i Frankrig, New Zealand, den vestlig del af Australien og i Chile inden han sluttede som ansvarlig vinmager på Beaumont Wines i Sydafrika. I 1999 gik drømmen om egen vingård i opfyldelse, da han sammen med konen købte den lille vingård, som han døbte Luddite.

Konen Penny tager sig af vinmarkerne, hvor Niels fokuserer udelukkende på hans foretrukne drue, Shiraz. Den første årgang af Luddite Shiraz blev udgivet i 2000. “Der har været en forbedring hvert år,” siger Niels, hvis mål er at lave den perfekte vin.

Niels har kun 6 hektar vinmarker ud af ejendommens samlede 17 hektar, og som han selv siger, “så er Shiraz mit liv, og derfor kan jeg ikke gå på kompromis med noget som helst. Jeg kender hver en vinstok. Du kan godt tale om et meget personligt forhold. Jeg sælger kun vinen til private venner og bekendte. Jeg vil vide, hvem der drikker min vin. Jeg håndnummererer hver etiket og skriver i mine noter, hvor vinen går hen.”

Nå, men en flaske er i hvert fald havnet på bordet til vores lille vinaften, så lade os lette låget og smage skidtet. Vinen har i øvrigt lagret 18 måneder på 95% fransk eg og 5% ungarsk eg, heraf 30% nye tønder, mens resten er mellem 2-4 år gamle. Duftmæssigt er her solbær, urter, lavendel, lidt svedsker og eg. Smagsmæssigt en opulent og varm vin, stor fylde med hvid peber i smagen, frugtsødme og power.

Hvem medbragte vinen: Paul

Har alene kunnet finde noget om vinen herhjemme via ExploreWines.dk. men ingen pris.

Vinanmeldelse 5/7  

2008 Bodegas Vetus, Vetus, Toro, Spanien

2008 Bodegas Vetus, Vetus, Toro, SpanienMed næste vin røg vi til Spanien, nemlig til vinen Vetus fra vinhuset af samme navn, Bodegas Vetus, som ligger tæt på byen Salamanca i vinområdet Toro.

Toro er et ret øde vinområde i det vestlige Spanien, beliggende på højsletten i 600-700 meters højde. Klimaet er ekstremt indlandsklima – tørt med meget varme somre og meget kolde vintre. De daglige temperaturudsving er også meget store, hvilket er med til at give stor frugtkoncentration og modenhed, men også til at bevare en rigtig god syre, så vinene ikke bliver tunge og sødladne.

Bodegas Vetus er et fremragende hus i Toro – som ejes af den kendte familie Antón via selskabet Grupo Artevino , som udover Vetus også ejer vinhusene Villacreces i Ribera del Duero, Bodegas Izadi i Rioja samt Bodegas Orben i Rioja.

På Bodegas Vetus laves der fire forskellige vine, denne Vetus, en Flor de Vegus, en Flor de Vegus Verdejo samt en Celsus. Alle de tre røde vine laves på Tinto de Toro, den lokale klon af Spaniens nationaldruesort Tempranillo.

Angel Ortega, som også er manden bag Fince Villacreces i Ribera del Duero, har produceret Vetus i Toro siden 2002. Angel Ortega er en talentfuld vinmager, hvilket også dokumenteres i Vetus. Vetus er laves på 100% Tinta de Toro, som håndplukkes i september på de 20 hektar, som udgør husets marker i Toro.

Vinen lagres 12 måneder på nye amerikanske og franske egetræsfade, hvorefter den tappes på flaske uden filtrering.

Duftmæssigt mørke kirsebær, vanilje, sødme … svag marmelade, lette krydderier, mens smagen er lidt i samme boldgade med modne kirsebær, lidt blommer, sødme, egetræ, vanilje og svag kanel. Skøn vin, som de fleste vil kunne li’.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Købt hos Bichel Vin, pris 149,75 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2008 Scagliola, Barbera d’Asti Sansi Superiore, Piemonte, Italien

2008 Scagliola, Barbera d'Asti Sansi Superiore, Piemonte, ItalienSå var det fluks Pauls tur … og han lagde også flot ud med en Barbera d’Asti Sansi Superiore fra vinhuset Società Agricola Azienda Agricola Scagliola, hvor familien Scagliola i den lille by Calosso i det sydlige Piemonte har produceret vin i 4 generationer.

I dag drives stedet af de to brødre Giovanni og Mario Scagliola, som har skabt et mønsterbrug i den smukke egn mellem Asti og Alba. Ejendommen ligger i 400 meters højde. Denne placering er med til at give vinene den flotte syrestruktur, som er nødvendig for at lave klassevine.

Jordbunden er let sandet og med kalksten, og dyrkes med omtanke og efter naturlige principper, hvorfor der kun opnås et lavt udbytte per hektar. Der dyrkes vin på 25 hektar, primært Moscato og Barbera, men også Dolcetto, Cortese, Chardonnay, Grignolino, Monferrato Rosso, Brachetto og Pinot Noir. Scagliola også kendt for at lave en af distriktets bedste Moscato d’Asti.

Høsten finder sted i oktober, vinen er selvfølgelig lavet på 100% Barbera, og vinen har lagret på franske egetræsfade (barriques) i cirka tolv måneder efterfulgt af seks måneder i flasken.

Duftmæssigt en rank og flot Barbera med bitre kirsebær, urter, grønt, eucalyptus, eg og en smule vanilje? Smagsmæssigt er vinen overraskende fyldig og varm, der er klart grønne noter, krydderier, kirsebær, skarphed og en fyldig blommeagtig eftersmag. Flot og stor vin. Hmmmm dejlig.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos Jysk Vin, pris 212 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2010 Eos Estate Winery, Lost Angel California Cabernet, Californien, USA

2010 Eos Estate Winery, Lost Angel California Cabernet, Californien, USAAftenens første rødvin, og Steffen lagde ud med en ganske imponerende amerikaner, denne Lost Angel California Cabernet fra vinhuset Eos Estate Winery, som ligger i Paso Robles.

Eos Estate Winery ejes af den 65-årige Bill Foley, og Eos hører også under Foley Family Wines, idet Bill gennem de sidste 15 år har opbygget en imponerende portefølje på over 10 vingårde i den absolutte top på vestkysten i USA og New Zealand.

Det er vinhusene Eos, Sebastiani Vineyards & Winery, Chalk Hill Estate, Foley Estates Vineyards & Winery, Kuleto Estate Winery, Lincourt Vineyards, Lancaster Estate, Langtry Estate & Vineyards, Foley Johnson, Firestone Vineyard, Roth Estate og Three Rivers Winery.

Hans kærlighed til vin omhandler dog ikke kun kostbare og dyre vine; han producerer også gode solide vine i et prisleje, hvor alle kan være med – bl.a. Lost Angel-vinene på Chardonnay og Cabernet Sauvignon, der begge er fra kølige Sonoma County i Californien.

Vinen her er fremstillet på  79% Cabernet Sauvignon, 8% Merlot, 5% Petit Verdot, 3% Petite Sirah, 3% Syrah og endelig 1% Cabernet Franc fra Foley-familiens vinmarker i det kølige Sonoma County tæt på Napa Valley. Efter gæring lagrer 51% af vinen på nye franske egetræsfade i 6 måneder, hvorefter den færdige vin tappes på flaske.

Vinmageren bag vinen siger selv i beskrivelsen af vinen; Alle vores vine er lavet til at blive drukket nu. Hvorfor drikke i morgen, når du kan drikke i dag? Endnu bedre, hvorfor ikke drikke både i morgen og i dag? Livet er kort. Ja, det kan der jo være noget om.

Duftmæssigt nærmest lidt medicinsk, stenet … ferskensten skrev jeg på mine noter, Læg hertil en god omgang sødme, solbær, tobak, lakrids, blommer, mens smagen også er lidt amerikansk med masser af sødme, blomme og varme. En meget blød og indsmigrende vin, som alle var meget begejstrede for.

Med medbragte vinen: Steffen

Fås flere steder, bl.a. Laudrup Vin og Supervin. Hos sidstnævnte koster vinen 81,50 kr. ved køb af 6 flasker. Et virkelig godt køb.

Vinanmeldelse 5/7  

2008 Weingut Reichsrat von Buhl, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2008 Weingut Reichsrat von Buhl, Spätburgunder, Pfalz, TysklandFredagsvinen var som vanligt … Spätburgunder … ja, I er ved at lære det. Fredag er simpelthen Spätburgunderdag. Fuck, jeg er snart ved at løbe tør for Spätburgundere, som den vakse læser nok har erfaret, at jeg har en speciel forkærlighed for. Arghhhh, kan nu li’ meget forskelligt vin. Må ha’ fundet nogle flere Spätburgundere, som er et must i ethvert vinkøleskab. Nå, nok snak, vinen fra i fredags er fra Weingut Reichsrat von Buhl, som holder til i byen Deidesheim i Pfalz.

Von Buhl anerkendes som et af Tysklands dygtigste vinhuse. Hvem ved, måske er det byen, som giver inspiration, for det er også her, at man finder forhenværende kansler Helmuth Kohls yndlingsrestaurant Der Schwarzes Hahn. Med noteringer på helt op til 98 point har von Buhl for længst bevist at de kan lave stor vin.

Weingut Reichsrat von Buhl er grundlagt tilbage i 1849 af Franz Peter Buhl, men det var speciel under ledelsen af sønnen Franz Armand Buhl, at vingården fik sin succes. Armand Buhl styrkede gårdens renommé, og i hans æra vandt von Buhl mange nationale og internationale anerkendelser. Armand blev kåret til Reichsrat af Kong Ludvig II og var gode venner med Otto von Bismarck. Von Buhl’s vine er blevet serveret til åbningen af Suez-kanalen i 1896 og til Dronning Elizabeth, the Queen Mother’s hundredeårs fødselsdags frokost i London.

I dag er vingården ejet af en forretningsmand fra Neustadt Achim Niederberger og har siden 1989 været udlejet til et driftsselskab, som ejes af to japanske forretningsmænd, gårdens direktør Stefan Weber samt salgschefen Christoph Graf. Stefen Weber er samtidig én af Tysklands mest kompetence vinmagere, og har bl.a. en fortid fra Müller Catoir.

Reichsrat von Buhl ejer nogle af de bedste vinmarker i Pfalz. Kirschenstück, Jesuitengarten, Pechstein, Ungeheuer, Stift og Reiterpfad er blot nogle af dem. Faktisk er hele 41% af von Buhls vinmarker klassificeret som ”Erste Lagen – 1. Lage“ – Die Großen Gewächse. “Paradies für Edelweine” bliver denne region også kaldt. 90 % af markerne omkring Deidesheim, Ruppertsberg og Forst er beplantet med Riesling, og det er da også de hvide vine., som Weingut Reichsrat von Buhl er mest anerkendt for. Vingården har i alt 59 hektar vinmarker, som siden årgang 2008 har været drevet og certificeret økologisk.

Her har vi imidlertid en rød fra Weingut Reichsrat von Buhl, ren Spätburgunder, lagret ét år på barriques, heraf 30% nye.

I glasset meget lys, næsten transparent med orange toner. Har passer betegnelse tegl virkelig. Duftmæssigt masser af den søde Pinot duft, ko-/hestestald … ikke voldsomt, men absolut tilstede. Derudover svage urter, kirsebær, mineralitet og lidt jord? Uhmmmmm, lover godt. Smagsmæssigt er der jordbær og hindbær, meget blød, fin og delikat i smagen … bløde tanniner, toner af grønt, vanilje, våde sten eller en form for mineralitet. Der er en flot balance i vinen, og jeg er sgu meget begejstret … lige i øjet og bestemt anbefalelsesværdig. Thumbs Up.

Købt hos Belvini. pris 12,90€ … et fund til prisen. Herhjemme forhandles Reichsrat von Buhl hos Otto Suenson samt Theis Vine.

Vinanmeldelse 5/7 

2007 Mount Eden Vineyards, Domaine Eden Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2007 Mount Eden Vineyards, Domaine Eden Cabernet Sauvignon, Californien, USASå kom der endnu en Bordeaux inspireret vin på bordet. Vinhuset er Mount Eden Vineyards, og det ligger ved byen Saratoga, ca. 10 km. sydvest for San Jose i Central Coast i Californien.

Mount Eden Vineyards er grundlagt tilbage i 1878 af den franske vinmager Paul Masson, men vingården skiftede ejer i 1930’erne, hvor Martin Ray – som var vokset op i området omkring Mount Eden – overtog gården og besluttede at lave vine, som skulle konkurrere med de franske vine.

I 1943 solgte Ray imidlertid gården … blot for det efterfølgende år at købe en større vingård en spids længere mod nord, og her plantede Ray sorterne Pinot Noir og Chardonnay … mens stokkene med Cabernet Sauvignon først senere i 1950 blev tilføjet.

De første mange år hed vinen fra ejendommen blot “Martin Ray”. I løbet af 1960’erne udvides ejendommen ved hjælp af en række investorer, men i 1970 stopper Ray, og investorerne tog over og omdøbte bl.a. vingården til ” Mount Eden Vineyards “.

Investorerne hyrede herefter en række talentfulde vinproducenter, bl.a. ansatte de i 1981 Jeffrey Patterson som assisterende vinmager. Lidt over et år efter sin ankomst blev Patterson forfremmet til ansvarlig vinmager og direktør for vingården, mens hustruen Ellie også kom med i driften. I 1986 blev de medejere og i 2008 erhvervede Jeffrey Patterson størstedelen af ​​ejerskabet sammen med børnene Sophie og Reid.

I dag bor parret således i det hus, som Martin Ray byggede på Mount Eden i begyndelsen af ​​1950’erne, omgivet af historiske vinmarker og en panoramisk udsigt over den nu berømte Silicon Valley.

Druerne til denne Cabernet Sauvignon kommer primært fra Domaine Eden, en mark som er beliggende på en nærliggende bjergtop. Marken er tilkøbt i 2007. Derudover kommer druerne fra tre andre steder i Saratoga og Los Gatos. Vinen er lavet på de fem Bordeaux druer; Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Merlot samt små andele Petit Verdot og Malbec. Vinen er lagret på fransk eg i to år.

Duften er kælder, blæk, solbær, blåbær, salvie, mynte, jord … og igen er der tydelige noter fra Bordeaux. Smagen er meget ren og frugtrig med solbær, urter, sød eg … flot elegance i vinen. Tanninerne er bløde og der er også en fin syrebalance … dejligt. Også fin lang eftersmag … sådan!

Fås hos KK Wine, pris 220 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2006 Côte Bonneville, Carriage House, Washington State, USA

2006 Côte Bonneville, Carriage House, Washington State, USANæste vin lyder fransk … kommer fra Côte Bonneville, som imidlertid er et vinhus beliggende ved den lille by Sunnyside i Yakima Valley i Washington State i USA. Og eneste vin denne aften udenfor Californien. Vinen er dog en smule fransk, idet den er lavet på et Bordeaux blend af 62% Cabernet Sauvignon, 27%  Merlot og 11% Cabernet Franc.

Vinhuset Côte Bonneville drives af Hugh og Kathy Shiels. Hugh er oprindelig læge og tibage i 70’erne købte den unge læge og hans familie deres ejendom i Yakima Valley. Dette skulle blive deres hjem og lille vingård, hvor de ville dyrke druer og asparges.

Som årene gik udviklede familien Sheils en påskønnelse for de vine, der blev frembragt fra deres vinmarker. De kendte det basale omkring vinavl og begyndte at studere forskellene mellem vinavl for saft og vinproduktion. En af de mest vitale forskelle er, at ved vinproduktion stilles der ekstraordinære krav til jord, undergrund, beliggenhed og alle de små nuancer.

Som deres viden voksede, så gjorde deres ønske om at opnå den fornødne jord til at dyrke en prisvindende vingård som kunne gøre en forskel. De var ikke interesseret i bare at producere gode druer, de ønskede at dyrke verdensklasse frugt.

Bare fem miles fra deres hjem blev en 45 hektar stor æbleplantage tilgængelige. Familien Shields mente, at denne æbleplantage, der ligger på en klippefyldt bakke tilbød hældning, sol og jord egnet til ekstraordinær vinavl. Ligesom mange Washington frugtplantager fra den tid, blev træerne fældet, og druer kom ind i stedet for.

Det var marken DuBrul Vineyard, hvor de i 1992 plantede deres første vinstokke. Med deres køb overtog de også en blok Riesling vinstokke plantet på ejendommen tilbage i 1983. Disse er nogle af de ældste Riesling vinstokke i staten Washington og frugten af disse vinstokke producerer frugt af højeste klasse. Det er også på DuBrul vinmarken, hvor de dyrker druerne til deres Côte Bonneville vine … samt faktisk også til andre vinerier i Washington.

Côte Bonneville er en af Washingtons bedste vingårde. I 2009 blev én af deres vine kåret til den mest fremragende Wine of the Year og 2007 og 2009 blev vingården kåret Vineyard of the Year Awards af Seattle magasin.

Nok snak, lad os komme til vinen, som selvfølgelig jo også er lagret på fransk eg i 20 måneder, heraf 43% nye fade.

Duftmæssigt er der faktisk også noget Bordeaux over vinen, idet der er blæk, tør jord, kaffe, solbær og chokolade i næsen … flot. Smagen er fløjlsblød, flot frugt, masser af solbær, brombær og andre mørke bær … og cremede bløde tanniner. Det smager altså godt, og helt klart bedste vin indtil nu denne aften. Thumbs Up.

Fås hos KK Wine, pris 330 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2006 Concha y Toro, Don Melchor Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile

2006 Concha y Toro, Don Melchor Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, ChileVidere med beskrivelse af vinene fra byggemødet … bl.a. denne Don Melchor Cabernet Sauvignon fra vinhuset Concha y Toro i Chile. Don Melchior er vinmastodonten Concha y Toro’s topvin. Prisskiltet er da også blandt de højeste man kan finde i et supermarked. Ellers kender vi nok mest vinhuset fra vinen Casillero Del Diablo … det er den med djævlen på etiketten.

Concha y Toro er grundlagt i 1883 i Maipo Valley af netop Don Melchor, eller rettere Melchor Santiago de Concha y Cerda og hans hustru Emiliana Subercaseaux. Don Melchor elskede Bordeaux vine og plantede da også importerede franske vinstokke fra Bordeaux. Fra den spæde start med salg af vin til nære venner i Chile, er vinhuset i dag vokset til Chiles største vinfirma med salg til det meste af den vindrikkende verden.

Til minde om grundlæggeren og for at bevise, at Chile kan producere vin i verdensklasse, blev Don Melchor Cabernet Sauvignon skabt i 1987 og lige siden har denne vin i de følgende årgange ligget blandt de bedst placerede i vinsmagninger verden over. Det er også en vin, som for nogle år siden … endda to år i træk … lå blandt de 10 bedste vine på Wine Spectators årlige top-100 liste.

Denne årgang 2006 har bl.a. også fået 95 Parker point og er produceret på druer fra Puente Alto vinmarken, der i øvrigt også leverer druer til Almaviva, der er et berømt joint venture mellem Concha y Toro og Rothschild familien fra Bordeaux.

Vinmageren bag vinen er Enrique Tirado, og han har siden 1997 minutiøst studeret bl.a. jordbund på Concha y Toros Puente Alto vinmark. De 113 hektar var oprindeligt delt ind i kun 4 sektorer, der beskrev bl.a. jordens frugtbarhed osv. I dag er marken inddelt i mere end 100 små sektorer, beskrevet ned i mindste detalje, med hver deres specielle karakteristika. Med dette dybdegående kendskab til jordbundsforholdene, kan Enrique Tirado blende vin fra de enkelte sektorer, så vinen får lige nøjagtig den struktur og kvalitet han ønsker.

2006 årgangen er sammensat af 96% Cabernet Sauvignon og 4% Cabernet Franc. Vinen har tilbragt 15 måneder på franske egefade.

Duftmæssigt lidt kælder, lidt mulle jord … så på den måde har man ramt Bordeaux spot-on. Der er dog også lidt Chile … eller i hvert fald mere sol … i duften med mørke bær, tobak, chokolade. Smagsmæssigt en overraskende stram syre med godt med tannin, syrlige kirsebær. Meget fyldig i munden og god lang eftersmag. Alkoholen måske fortsat en anelse for dominerende, men fandme en god vin. Thumbs Up for Brix i udvælgelsen af vinene.

Fås i Coop/Brugsen, pris vel omkring 300-350 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2001 Bodegas Alejandro Fernández, Pesquera Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2001 Bodegas Alejandro Fernández, Tinto Pesquera, Ribera del Duero, SpanienMed byggemødets næste vin røg vi markant op i niveau, nemlig med denne klassiker … en Pesquera, selvfølgelig fra det fabelagtige vinområde Ribera del Duero.

Bodegaen Pesquera ejes af Alejandro Fernandez, som ofte omtales som kongen af Ribera del Duero, og vineksperter regner ham for en af Spaniens vigtigste vinpersonligheder. Takket være hans uafbrudte fokus på kvalitet, har han stort set hamret nye milepæle i den spanske vinhistorie, for hver eneste årgang han har fremstillet.

Alejandro Fernandez råder i dag over fire vingårde; Pesquera og Condado de Haza i Ribera del Duero, El Vínculo i La Mancha samt Dehesa La Granja, som fremstiller vin indenfor Castillo y Leon- appellationen. Jeg har tidligere anmeldt en vin fra Condado de Haza her på bloggen … den var jeg bestemt begejstret for … og denne vin er bare endnu bedre.

Hele eventyret om Pesquera begyndte i 1972 da Alejandro Fernandez grundlagde vingården. Dengang lå det meste Ribera del Dueros vinindustri i ruiner, og mange vingårde modtog landbrugsstøtte til at omlægge deres dyrkning fra druer til f.eks. rødbeder.

Derfor kunne Alejandro Fernandez erhverve selv de allerbedste marker med urgamle vinstokke for en slik. I dag råder Pesquera-vingården over mere end 200 hektar af de fineste marker i Ribera del Duero, som leverer råmaterialet til nogle af Spaniens mest feterede vine og Pesquera er i dag et ikon for spansk vin i verdensklasse. Siden 1982, da Robert Parker udråbte Pesquera til “Spaniens Château Pétrus”, har Alejandro Fernández haft international succes.

Pesquera-vinene har nærmest ikke ændret stil siden vingårdens grundlæggelse. I vinenes ungdom byder de en imponerede fyrig kraft og koncentration, men det er først efter nogle års lagring, at de for alvor folder deres fulde pragt ud, og åbenbarer en silkeagtig elegance og en kolossal kompleksitet, som kan minde om de store Bordeauxvine.

Alejandro Fernándeznlaver alene 3 vine på Pesquera vingården, denne Pesquera Crianza, en Reserva samt selvfølgelig en Grand Reserva … helt efter normalt spansk kutyme. Denne vin har lagret på egetræsfade i 18 måneder. Vinen er en 2001 … og dermed skulle vinen nu kunne udfolde sig med mest mulig kompleksitet … og det er bestemt ganske sandfærdigt.

Duftmæssigt lidt animalsk, kostald, tonsvis af urter, muld og kælder, mørke bær, ristede noter, blommer og anis. Voldsom og kraftig i duften … lover noget stort. Smagsmæssigt bløde tanniner, integreret syre … lidt rosiner, svedsker og meget koncentreret. Vauw … dejligt efter den tynde Brunello. Man overraskes af den fine syre i vinen, som spiller flot sammen med den intense power.

Forhandles bl.a. hos Philipson Wine, hvor prisen er 199,95 kr. (ved køb af 12 stk.)

Vinanmeldelse 5/7 

2005 Bernard Magrez, Paciencia, Toro, Spanien

2005 Bernard Magrez, Paciencia, Toro, SpanienMed sidste vin på terrassen blev vi i højoktan vinene, idet jeg snuppede denne Tempranillo baserede vin Paciencia fra den legendariske storkøbmand Bernard Magrez. Ja, det er ham, som jeg har skrevet om et utal af gange, bl.a. da jeg smagte en 2005 Bernard Magrez, Temperancia, som netop også kommer fra samme område.

Paciencia produceres nemlig – ligesom Temperancia – i det spanske vinområde, Toro –  et yderst barsk område, hvor der har været lavet vin siden romertiden. Vinene var yderst anerkendte op gennem middelalderen, og ligesom Rioja oplevede området en opblomstring, da phylloxera ramte de franske vindistrikter i slutningen af det 19. århundrede.

De franske vinbønder søgte lykken på den anden side af Pyrenæerne, og med sig tog de en yderst udviklet vinkultur, der i høj grad bidrog til de spanske vindistrikters udvikling. Samtidig var der mangel på vin i Frankrig, hvilket satte gang i eksporten såvel i Toro som i en række andre spanske og italienske vindistrikter. I 1987 fik Toro efter 12 års kamp sin DO-status, og i dag hører området uomtvisteligt blandt Spaniens bedste.

Druerne til Paciencia hentes fra husets 4,4 hektar store vinmark, hvor udbyttet – hvilket ikke er usædvanligt for distriktet – ligger helt nede på 20-30 hl pr. ha.  Dette skyldes den næringsfattige jord, hvis sammensætning af sand, sten og meget lidt ler, gør det svært at gemme vandet i det i forvejen meget tørre område. Derfor har man også en meget lav beplantningstæthed (1.000 stokke pr. hektar), hvor stokkene dagligt kæmper for overlevelse i sommerperioden.

Druerne afstilkes i hånden, inden de yderligere håndsorteres. Efter presning ligger mosten under temperaturkontrol med udvidet skindkontakt, inden den alkoholiske gæring sættes i gang. Denne foregår for 2/3 af vinens vedkommende på egetræsfade og for 1/3 vedkommende på rustfrie ståltanke. Når den alkoholiske gæring er tilendebragt, sammenstikkes vinen og lægges på nye franske egetræsfade, hvor den malolaktisk gæring finder sted, og vinen efterfølgende også lagrer.

I glasset også en af de mørke vine … fedme skriger vinen næsten. Duften er mørke kirsebær, brombær, kanel, lakrids, sødme, læder og brændte toner … måske en anelse chokolade? Smagsmæssigt fuldfed fylde, godt med bløde tanniner, sødmen går igen, mineraliteten er overraskende og generelt en dejlig vin. Synes måske at forrige vin var en tand bedre, men det er et fint køb og som ventet en kraftig og varm vin.

Købt hos Vinspecialisten til 150 kr. Vinen har tidligere kostet omkring 490 kr. I dag koster en årgang 2010 omkring 165 kr.

Vinanmeldelse 5/7