Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2022 Weingut Michel, Achkarren Spätburgunder, Baden, Tyskland

2022 Weingut Michel, Achkarren Spätburgunder, Baden, TysklandNæste blev et gensyn med en toplækker Spätburgunder, der bare bliver bedre og bedre år efter år. Det er vinen Achkarren Spätburgunder fra Weingut Michel, som jeg snakker om og her smager i årgang 2022.

Achkarren Spätburgunder er en Ortswein, som vinmager Josef Michel har lavet ved, at druerne først er håndplukket i starten af september og derefter så strengt sorteret.

Vinen er så lavet med en gæring i rustfrie ståltanke over 18 dage. Efter presning er vinen så lagret 12 måneder på en kombination af brugte 228 liter barriques og rustfri ståltanke.

Som i tidligere årgang er vinen lys, let og transparent i glasset, mens duften er endnu mere spændende end fx 2021’eren, for den er mere syrlig … dufter vildt godt med en sødsyrlig, animalsk og landlig stald, en bøtte maling, syrlige drops, en lys frugt af rabarber, ribs, hindbær samt jordbær, røg, vanilje og chokolade. Det er som om, at vi her får en spændstig og rank kølig side af Baden.

Sådan smager den også … virkelig lækker Spätburgunder og det er svært at begribe, at det alene er en Ortswein og ikke en dyr GG, for den har sgu styr på alt sit shit … har frisk, livlig og levende frugt af tranebær, ribs, jordbær, hindbær og nærmest på et læskende og frisk niveau, hvor der også kommer lidt sødbitter lemon fra, let peber og et mineralsk jernbid, der også forkæles af fin frugtsødme. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 165 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Carlo Revello & Figli, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2021 Carlo Revello & Figli, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Carlo Revello & Figli ligger ved Serra dei Turchi i skønne La Morra og jeg smager nu derfra deres 2021 Langhe Nebbiolo.

Carlo Revello & Figl drives af Carlo Lorenzo med hjælp fra hans hustru og de to sønner Erik og Niklas.

De har dejlige nordiske navne, men det skyldes, at Carlo er svensk gift med Paola Lili Brosow, der er barnefødt i Stockholm, men senere flyttede til Østrig og senere Italien, hvor hun mødte Carlo.

Sammen har familien 6 hektar vinmarker og laver årligt 45.000 flasker vin fordelt på 4 forskellige vine på henholdsvis Dolcetto, Barbera og Nebbiolo … og stilen er modernistisk og de har således altid været de nærmeste disciple til Elio Altare.

Det betyder med andre ord altid grøn høst, kort maceration og lagring på de små barriques fremfor de klassiske, traditionelle store og gamle botti.

Carlo drev tidligere Revello vingården sammen med sin bror Lorenzo, men de valgte for år tilbage at dele deres vingård op i to dele, så deres børn – der er er uddannet indenfor vin – ikke skulle slås om ejerskabet senere. Det betyder, at Carlo Revello e Figli med tiden skal drives af Erik og Niklas.

Det er dog Erik, der er mest vintosset og i 1995 uddannet vinmager fra Enologica Umberto I di Alba og senere også har arbejdet hos en række forskellige i både Langhe og udlandet. Niklas er derimod uddannet indenfor ingeniørvidenskab ved Polytechnic i Torino.

Her smager vi så husets Langhe Nebbiolo, hvor druerne kommer fra vinmarker ved Annunziata i 230-250 meters højde og fra vinstokke plantet tilbage i 1960.

Vinen er lavet … først med premaceration i vandrette roterende maceratorer omkring 4 dage og så en spontan gæring i nogle rustfrie ståltanke over 6 dage, hvorefter malolaktisk gæring også er sket i tankene inden lagring på brugte franske barriques i 6 måneder.

Som med 2019’eren er det i glasset en herlig lys os næsten transparent vin, som duftmæssigt giver dig en lidt parfumeret, let og blomsterrig aroma, hvor der kommer nogle violer, tørret rosenblade, blomsterpollen, læder og nogle mere umamiagtige noter af svampe, champignon, en lys og frisk frugt af lyse kirsebær, ribs og hindbær samt kamfer, ler, tør jord og fennikel.

Smagen er lys, læskende og rund … har denne lyse lethed, som giver denne utrolige behagelig følelse i munden, hvor alt nærmest bliver en leg … har disse lyse og sødbitre bær af jordbær, ribs og hindbær, nogle tørre og alligevel beskedne tanniner. Det er saftet, utrolig let drikkelig med en levende, let og alligevel spændsig syre, lidt sødme samt mest af alt et lyst og feminint væsen. 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 190 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7   

2016 Château Sénilhac, Cru Bourgeois Haut Médoc, Bordeaux, Frankrig

2016 Château Sénilhac, Haut Médoc, Bordeaux, FrankrigChâteau Sénilhac er et fransk vinslot, der stammer fra 1766, men de seneste år har oplevet en omtumlet tilværelse. Derfra smager jeg nu deres 2016 Cru Bourgeois Haut Médoc.

Oprindelig var det Jean-Baptiste Basterot, der opførte slottet i 1766, mens hans søn solgte det i 1789 til Crucier & Vergnes.

I 1800-tallet var slottet ejet af François Louis Marie Armand Lalande, som også ejede Château Cantenac Brown and Château Léoville- Poyferré og samtidig var viceborgmester i Bordeaux samt formand for Bordeaux Handelskammer.

I 1938 blev slottet købt af Grassin familien og dengang var der alene små 3 hektar vinmarker. Familien ejede vinslottet helt frem til 2017, hvor efterkommerne Loïs og Jean-Luc Grassin solgte slottet til den kinesiske entreprenør Chi Tong, der også ejede et par andre slotte i Bordeaux.

Han ændrede slottet navn til Château Antilope Tibétaine og gav vinene en etiket, som mindede en smule om Moutons vine, men den kinesiske investering gav ikke det håbede afkast og endte faktisk i en konkurs, inden det 32 hektar store slot igen i 2022 kom på franske hænder via Domaines de L’Émissaire, der med Pierre-Yves Rigaux i spidsen har samlet nogle af disse asiatisk ejede slotte op.

Men inden konkursen nåede den kinesiske entreprenør at investere voldsomme summer i Château Sénilhac/Château Antilope Tibétaine, i bærdygtigheds-certificering (HVE3) samt nye korkpropper af Cru Classé-kvalitet.

Denne 2016 Château Sénilhac Cru Bourgeois Haut Médoc er høstet under Loïs og Jean-Luc Grassins ejerskab, men produceret under det kinesiske ejerskab. Ved konkursen måtte kineserne efterlade mange usolgte flasker i kælderen … og denne er netop et parti af disse flasker, som Supervin nu har købt til fornuftige priser.

Vinen har selvfølgelig fået en etiket på med det gamle Château Sénilhac navn på, men blev faktisk  oprindelig lavet med den ret tvivlsomme Mouton Rothchild efterligning etiket.

Lægges flasken kort tid i vand, så kan man faktisk rive etiketten med Château Sénilhac navnet af og se den kontroversielle Mouton-kopi etiket, som bærer en del af skylden for konkursen. Jeg har forsøgt med at lægge flasken i vand … men kan ikke finde en etiket under Château Sénilhac etiketten.

Never mind … vinen er lavet på et klassisk venstrebreds-blend beståenden af 49% Merlot, 41% Cabernet Sauvignon og 10% Petit Verdot. Gæringen er sket i termoregulerede ståltanke, hvorefter vinen omstikkes til helt nye egetræsfade, hvor den har lagret i 12 måneder.

Duften er meget grøn og kræver noget luft for at åbne sig … men langsomt kommer der noget solbær og brombær frem sammen med en syre, der nærmest virker balsamisk suppleret med noget mentol, tørhed, cedertræ, helt ny cigaræske, nyt træ og harpiks.

Smagen er blød, indsmigrende, fyldig med en mørk frugt, der er solbær, brombær, sorte blommer og lidt enebær og ribs, engelsk lakrids, svampe, champignon, dyb mørk tobak, læder samt en pænt frisk og balanceret syre. Tanninerne er markante og giver bid, der suppleres med noget peber. Flot smag, så samlet 91 point.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Cantine di Ora, Casali del Barone Barbaresco, Piemonte, Italien

2020 Cantine di Ora, Casali del Barone Barbaresco, Piemonte, ItalienNæste vin i vinglasset blev en Casali del Barone Barbaresco, der er et brand under Cantine di Ora. Jeg smager vinen i en årgang 2020.

Den store vinkoncern Cantine di Ora er del af den internationale vinkoncern Schenk, som jeg tidligere har skrevet om.

De har egentlig deres base i Schweiz, men har også en lang række vinerier i det meste af Italien. Schenk producerer over 600 forskellige vine og bare i koncernens italienske enhed Schenk Italia produceres der over 52 millioner flasker vin årlig og de kan flaske ikke mindre end 350.000 flasker om dagen fra næste alle områder.

Vinen er lavet på ren Nebbiolo – selvfølgelig – og med gæring og maceration ved 25-30 grader over 3 uger. Efter endt fermentering er vinen så lagret 26 måneder på store egefade.

Duftmæssigt får du allerede fra første snif godt med Nebbiolo karakter … læder, tørrede rosenblade, violer, medicinskab samt lidt forbinding og hæfteplaster, tør tobak, mørkristede kaffebønner og en moden frugt af kirsebær, hindbær og lyse tranebær, letbitre te-blade og grønne krydderurter.

I munden er der både tørhed … og samtidig lidt svag sødme, der er letbitter frugt med hindbær, rabarber, ribs og lidt lemon, en Campari bitterhed, men den er egentlig ganske rund i frugten og tanninerne er heller ikke Barolo knastørre og uforsonlige, men venlige og det giver samlet en rigtig flot Barbaresco til menneskepenge, så Houlberg lander på 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 219,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 169,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Domaine Giroux, Pouilly-Loché, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Giroux, Pouilly-Loché, Bourgogne, FrankrigPouilly-Loché er en meget lille og for de fleste ukendt appellation, der klart ligger i skyggen for naboen Pouilly-Fuissé i Mâcon, men nu smager jeg en 2019 Pouilly-Loché fra Domaine Giroux.

Vinhuset er grundlagt i 1973 af Yves Giroux, men siden 2009 har det været hans søn Sébastien, der efter en karrierer som racerkører, nu står for driften af den lille vingård.

Sébastien har sammenlagt 7 hektar vinmarker i appellationerne Pouilly-Fuissé, Pouilly-Loché og Mâcon-Loché, hvorfra han nu producerer tørre hvidvine på Chardonnay.

Markerne drives efter økologiske og biodynamiske principper, men er fortsat under certificering. Sèbastien Giroux vil  ikke overgøre og sminke vinene unødigt, men lave naturtro vine med aftryk af det lokale terroir.

Vinificeringen foregår på gammeldags ærketraditionel vis med så lidt indblanding som muligt, en naturlig, lang og kølig fermentering efterfulgt af lagring på stål.

Sebastien har kunne  1 hektar i Pouilly-Loché, men der er også kun sølle 34 hektar i hele appellationen, men hans vinstokke er omkring 40 år gamle og de dyrkes efter økologiske – under certificering) – og derudover praktiseres også biodynamiske metoder.

 Vinificeringen foregår på ærketraditionel vis med så lidt indgriben som muligt, hvilket er ensbetydende med naturlig, længerevarende,  kølig og naturlig gæring efterfulgt af en 12 måneders lagring på gamle, store fade og så 12 måneder på stål.

Duftmæssigt er der fad, men det er egentlig meget diskret, men til gengæld er der skruet en anelse op for nogle naturvinsagtige noter, linolie, møbelpolish, honning, modne nedfaldsæbler, melon, pærer, hvid fersken, let fennikel, friske grønne vinblade samt lidt saltbagte citroner. Dertil kommer der noget blomstervand og i det hele taget denne lette blomsteraroma.

I munden er det let, læskende og forholdsvis spinkel Chardonnay,  har en nærmest kalket, vandet og læskende smag, hvor der kommer citroner i vand, grønne æbler og meget ren, elegant og helt uden fad, fedme eller vild tyngde. I stedet er det en frisk, yndefuld og slank vin med levende, ren og præcis hvid og mineralsk kalket syre. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 235 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut, Bourgogne, Frankrig

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut, Bourgogne, FrankrigJeg fortsatte med en Veuve Ambal Crémant de Bourgogne i samme boldgade, men nu uden Aligoté druen, for vinen er en Non Vintage Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut.

Også her kommer alle druerne fra nogle kalkstensrige marker i Bourgogne. Druerne presses i skånsom pneumatisk vinpresse, så kun det fineste ”first press” most finder vej til vinen.

Basisvinen har gæret på ståltanke inden andengæring på flaske i et sted mellem 14-24 måneder sur lie.

I næsen virker Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut lidt finere, blidere og mere feminin end foregående. Det dufter vildt lækker og man får faktisk lidt associationer til hvid burgundisk vin, for frugten er pærer, fersken og modne æbler, lidt ristede hasselnødder og en lidt smøragtig med intensitet og vaniljeagtige elementer.

Det er smagsmæssigt et fint brus, der også virker lysere og mere kvindelig, men igen er det umodne grønne æbler, citroner, limefrugt og atter kommer der hurtigt en lidt kalket mineralitet, Der er virkelig god syre og samlet er der sgu ikke meget, som vender forkert og så bliver jeg omgående glad … og napper et glas mere.92 point.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Purple Wine Company, Raeburn Russian River Valley Chardonnay, Californien, USA

2020 Purple Wine Company, Raeburn Russian River Valley Chardonnay, Californien, USAPurple Wine Companys brand Raeburn – skabt af den innovative Derek Benham – er vi stødt på før og denne Raeburn Russian River Valley Chardonnay har jeg også smagt før, men nu smager jeg 2020’eren.

Vinen er lavet af 100% Chardonnay druer, som kommer fra en række forskellige marker i Russian River Valley. Efter høsten er alle druerne presset helt uden afstilkning, hvorefter 75% af mosten overføres til franske og ungarske egefade, hvoraf 50% er helt nye fade, mens resten gærer på ståltanke.

Gæringen sker derefter og efter endt fermentering sker der malolaktisk gæring og så er vinen lagret i 6 måneder … fortsat 25% i de rustfrie ståltanke sur lie og de 75% i egefadene med malolaktisk gæring.  Først derefter blandes vinen sammen og tappes på flaske.

I næsen virker det som en olieret Chardonnay, men fadlagringen er slet ikke vild og voldsom, men er klart fyldig med pære, melon, banan fersken, grillet lemon og syltede citroner. Der kommer lidt vanilje og lakridskonfekt fra fadet, lidt røg og svagt lidt ristede hasselnødder.

Smagen er blød og lækker … præcis som man ville forvente af en amerikansk Chardonnay med denne venlig, cremede og bløde smag, masser af pærer, fersken, melon og så denne grillede lemon, den lille og typiske US-sødme, som giver dybde og omfavnende venlighed. Du får her en meget lækker Chardonnay, så klart 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 279,95 kr., men kan fås til 219,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Cantine Francone, Barbera d’Alba Superiore I Patriarchi, Piemonte, Italien

2021 Cantine Francone, Barbera d'Alba Superiore I Patriarchi, Piemonte, ItalienDen anden Cantine Francone vin fra Kobaj indkøbsfællesskabet var så Francones 2021 Barbera d’Alba Superiore I Patriarchi, altså en vin i samme serie som foregående.

Her kommer Barbera druerne fra 2 marker i Neive kommune og det er nemlig Fausoni og San Cristoforo. På disse marker er alle druerne høstet manuelt i starten af oktober måned.

Gæringen og maceraion er sket traditionelt over 8-10 dage og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på egefade samt på franske barriques.

Dejlig rund, vamset og lækker frugt … godt med fadnoter, der giver lidt sødme i næsen med mælkechokolade, candyfloss og vanilje. Det er mørk frugt med sorte kirsebær, solbær, blommer samt noget tyk blommekompot. Der er tørre og søde krydderier, men alt hænger fandens godt sammen.

I munden er der godt med syre …, en virkelig frisk og styrende syre, der både er livlig, maskulin, brovten og forførende. Jeg elsker denne friskhed. Frugten virker mindre mørk, meget syrlig og let bitter med syrlige kirsebær, solbær, ribs og lemon. Der er ikke mange tanniner, men har denne syrlige frugtnerve og energi. 92 point.

Kan købes via Kobaj til en pris på  139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Cantine Francone, Langhe Chardonnay I Patriarchi, Piemonte, Italien

2022 Cantine Francone, Langhe Chardonnay I Patriarchi, Piemonte, ItalienCantina Francone ligger i landsbyen Neive … et stenkast fra byen Barbaresco i de bølgende bakker i Langhe. Nu smager jeg to vine fra vinhuset og den første er deres 2022 Langhe DOC Chardonnay I Patriarchi.

De 2 Cantine Francone vine er fremsendt fra Kobaj, som jo er et slags indkøbsfællesskab … en online-platform, hvor man køber vine direkte hos en række forskellige vinbønder i fællesskab med andre., hvilket er med til at gøre vinene billigere.

Cantine Francone er grundlagt i 1940 af Giovanni Battista, som overtog den kro, som hans far Alberto Battista havde drevet fælles med sin hustru Teresa. Da Giovanni overtog driften af kroen, så begyndte han samtidig at lave vin.

Det blev yderligere intensiveret i 1964, hvor Giovanni Battista sammen med sønnerne Mauro og Silvano byggede en ny vingård helt efter deres drømme … og den er den vingård, der fortsat i dag er kernen hos Francone.

Familiens banebrydende idé var at tilbyde overnatning og ophold til de første nysgerrige turister, der begyndte at udforske området og de fabelagtige vine fra  det blomstrende vindistrikt.

Den strategi viste sig at være en succes, og i dag kører vinhuset videre efter helt samme koncept med Mauros to sønner Marco og Fabrizio Francone i spidsen … dog fortsat med hjælp fra faderen.

Samlet driver de 20 hektar vinmarker og laver årligt omkring 120.000 flasker vin og en af disse er altså denne Chardonnay I Patriarchi, som jeg smager i årgang 2022.

Chardonnay druerne kommer fra nogle af husets vinmarker i Neive kommune og de er høstet med håndkraft midt i september. Først har druerne fået en kort maceration inden presning efterfulgt af gæring på franske barriques fra Allier- og Vogesernes skovene.

Efter endt  fermentering er vinen lagret 8-9 måneder på barriques med løbende batônage og  derefter aftapning på flaske.

I næsen mærker du allerede fra start, at det er en fed, fadpræget og nærmest olieret Chardonnay, hvor frugten er fed og eksotisk, bløde pærer, bagte æbler, fersken, mango, ananas, banan og så linolie, lidt grønne elementer, honning, vanilje og svagt lidt nødder.

Smagen er også fed, tyk, cremet og olieret … masser af virkelig intens frugt, som også er småeksotisk med abrikos, fersken, pærer og grillet lemon. Syren er læskende dejlig, lidt mørk, maskulin, sødkrydret og spiller godt sammen med den fyldige og cremede frugt, hvilket også gør, at vinen hænger lang, lang tid i munden. 91 point.

Kan købes via Kobaj til en pris på  139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Calmel & Joseph, Limoux l’Instant des Cimes, Languedoc, Frankrig

2022 Calmel & Joseph, Limoux l'Instant des Cimes, Languedoc, FrankrigDet kølige klima i Limoux giver altid friske, rene og stringente Chardonnay vine og oftest til billige penge. Det har Calmel & Joseph, som vi jo er stødt på før her på Houlbergs Vinblog, også fundet ud af, så de står bag denne 2022 Limoux l’Instant des Cimes.

De to ønologer og créateurs de grands vins Laurent Calmel og Jerome Joseph har jo specialiseret sig i at lave vine fra Languedoc-Roussillon og typisk på små vinerier rundt om i området.

Laurent Calmel og Jerome Joseph har lavet aftaler med en lang række vinavlere rundt om i regionen og arbejder sammen med disse vinavlere … også med produktionen af vinene.

Denne Limoux l’Instant des Cimes er lavet på ren Chardonnay fra marker i Vallée de l’Aude, hvor markerne ligger i 300 meters højde og er begunstiget af et klima, hvor foråret kommer sent og efteråret er ret køligt, mens det samtidig regner mere en gennemsnittet.

Druerne er efter høsten presset uden afstilkning, hvorefter den alkoholiske gæring er sket i demi-muids. Efter endt fermentering er der sket malolaktisk gæring … det er også sket i demi-muids fade, der er brugt 1 eller 2 gange tidligere. Lagringen varer 12 måneder.

Duftmæssigt er det som at blive ramt af en skolesvamp direkte i fjæset tilbage i 3. klasse … og en svamp, der har tørret mange af din gamle skolelærers mange helt uforståelige former af et utal gange. Du tænker godt ramt Anne-Marie med bindestreg, men får samtidig en aroma, der er tørt og kridtet, har godt med kalk og gamle fossiler suppleret med grønne krydderurter samt en frugt med mirabeller, fersken, hyld og pigeonæbler. Der kommer lidt mynte, fennikel og tørre papkasser … clean, krisp, kølig og klar.

I munden fortsætter den kalkede kølighed, men der er samtidig cremet, blødt, rent og friskt. Der er til gengæld ikke særlig meget smørfedme eller tungt fadpræg, for i stedet er det grønne frugter med pigeonæbler, salte limefrugter, citroner og samlet giver det virkelig godt og syrligt bid. Dertil kommer der salte og kalkede mineraler, som giver kølig kant og renhed. 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7