Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2020 Nervi Conterno, Il Rosato, Piemonte, Italien

2020 Nervi Conterno, Il Rosato, Piemonte, ItalienSiden Giacomo Conterno købte hovedparten af vinhuset Nervi i Gattinara, så er priserne på alle vinene steget med raketfart og det blev bestemt ikke mindre, da Giacomo satte Corterno navnet på alle etiketterne. Så nu kaldes vinhuset også Nervi Conterno … og så på en almindelig dødelig tirsdag fik jeg et glas Conterno, men dog beskedent en 2020 Il Rosato rosévin.

Nervi har jeg skrevet om før og sidst var det, da jeg smagte en 2013 Gattinara Vigna Valferana. I det indlæg skrev jeg også lidt om husets historie. Men denne Il Rosato har jeg dog aldrig smagt tidligere.

Det er en Nebbiolo baseret rosévin, idet vinen består af 90% Nebbiolo, som man i øvrigt lokalt i Gattinara ofte kalder Spanna, samt 10% Uva Rara. Vinen er lavet med en 6-7 timers maceration, som giver vinen dens blege rosafarve. Derefter adstilles skaller og most efter Saignée metoden, hvor sagen tappes ud i løbet af nogle timer og dermed også øger vinens farve yderligere.

Derefter er gæring sket i temperaturkontrollerede ståltanke, hvor vinen så efterfølgende også er lagret en periode inden aftapning på flaske og så lagring et par måneder mere.

Duftmæssigt kan Nebbiolo aftrykket godt fornemmes, for der er roser, blomstereng og duftes klart, at vinen lavet på røde druer. Så frugten er både melon, stikkelsbær, jordbær, hindbærsorbet, grønne grene, yoghurt, masser af landlighed og lette krydderier.

I munden er vinen både frisk og tør … det er grønne æbler, ribs, hindbær, kirsebær, granatæbler, jern, basilikum … virkelig frisk og syrlig uden at det bliver for syrligt. Men det er en flot ren, stringent og fin rosévin med let lemon bitterhed i eftersmagen. Sådan kan rosévin altså også smage.

Importør er Adriat Vinimport og i vinbutikkerne koster en flaske af denne vin 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Weingut Karl Erbes, Ürziger Würzgarten Riesling Feinherb, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Karl Erbes, Ürziger Würzgarten Riesling Feinherb, Mosel, TysklandVi har været der før … på Weingut Karl Erbes’ parcel på den 56 hektar store, stejle og berømte Ürziger Würzgarten mark. Derfra smager vi husets 2020 Ürziger Würzgarten Riesling Feinherb.

Det er en vin, som jeg har smagt tidligere … både i årgang 2018 og 2019. Det er dog ikke Karl, som har lavet vinen, men i stedet Karls søn Stefan, som i dag har overtaget driften af de 7 hektar vinmarker og nu laver alle vinene.

Og de laves meget klassisk … ikke så megen fokus på de tørre vin, for fokus på vine med sødme-/syrebalance er vigtigst, så derfor er de fleste vine søde eller halvsøde. Derfor har vinhuset også har stor eksport til bl.a. det asiatiske marked.

Her smager vi Erbes’ 2020 Ürziger Würzgarten Riesling Feinherb, som Propperiet selv kalder den mest traditionelle Mosel vin i deres sortiment. Vinen har pæn restsødme med hele 20 gram restsukker pr. liter, men hvor nogle Feinherb vine godt kan virke nærmest tørre i deres stil, så kan sødmen i denne vin her virkelig smages.

Og den minder i næsen om de to foregående årgange … igen en omgang tropisk med fersken, melon, ananas og banan. Der er ikke petroleum eller i diesel, så på den måde minder den mest om 2019, men har også samme strejf af råolie, krop, fedme, sødme, sten og mineraler. Måske virker den endda lidt støvet.

I munden overraskes du af masser af sødme … igen er sluserne til nektarland åbne, så der er dømt bællefest. Det er Moselriesling, som man kan drikke litervis af. Der er ananas, pærer i honning, mandarin og vinen er cremet, småfed, bred samt buttet. Svagt fanges svagt lidt grape, lemon, citroner og sten … men de er puttet godt nedenunder fedtlaget. Hvor er det dejligt.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 86,43 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Domaine Dujardin, Monthélie Rouge, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Dujardin, Monthélie Rouge, Bourgogne, FrankrigNår vi nu lige har smagt Domaine Dujardins basisvin Monthélie Blanc, hvorfor så ikke også smage den røde udgave, altså Monthélie Rouge?

Det er samme årgang, men selvfølgelig 100% Pinot Noir fra 4 forskellige marker i Monthélie i form af Jouérre, Sous le Cellier, Longenne og Combe Danay.

Druerne høstes når de er modnet optimalt, hvorfor der ikke er nogen tidligt høstet druer i vinen. Efter ankomst til vineriet er alle druerne afstilket inden gæring og maceration over 15-20 dage med løbende pigeage og remontage. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på brugte franske 228 liters fade og 6 måneder på tank inden aftapning på flaske uden filtrering.

Vinen har en dejlig, lidt flæsket og pænt luftig duft … violer, læder, jordbær, rabarber, blæk, skocreme, kogte blommer, hyben, tranebær, koks, jod, blyanter … masser af indtryk og kompleksitet stoppet ned i flasken, men absolut elegant og spændende.

Smagen er meget smooth … blød med en intens frugt, men bestemt ikke en feminin rød bourgognevin, men er mere den skrappe tante, som bag de firkantede hornbriller og det opstrammede hår egentlig er meget sexet … men fortsat bestemt. Der er en god og let bitter saftighed og en rustik syre.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Domaine Dujardin, Monthélie Blanc, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Dujardin, Monthelie Blanc, Bourgogne, FrankrigNu er jeg atter tilbage med en vin fra Domaine Dujardin, der  ligger i Monthélie 7 kilometer sydvest for Beaune i Bourgogne. Denne gang er det med deres hvide 2018 Monthélie Blanc.

Som jeg skrev tidligere, så er Monthélie en lidt overset region med 158 hektar vinmarker lige i hjertet af Côte de Beaune mellem de tre kommuner Volnay, Meursault og Auxey-Duresses. De 42 hektar er til regionale vine, 108 hektar af dem er indenfor appellationen Monthélie AOC og yderligere 31 hektar er 1er Cru marker.

Hos Domaine Dujardin laver de alene 3 hvide bourgogner og det er en Mersault, deres Auxey-Duresses – som jeg tidligere har smagt og skrevet om – og så denne Monthélie.

Der er ikke så mange oplysninger om produktionen, men vinen skulle være lavet med gæring i egefade, som den efterfølgende også er lagret på sur lie i 12 måneder.

I næsen har vinen en lidt krydret og kalket aroma suppleret med hvide blomster, blomstervand, tjørnebusk, melon, ananas, honning, mandler, lidt lemon og vanilje. Det er ikke en fin, sart og skrøbelig hvid bourgogne, men har en vis robust styrke, hvor specielt den lidt kalkede mineralitet skinner igennem.

I munden er vinen intens, rund og generøs med stærke muskler … cremet og næsten olieret på tungen. Som i duften har vinen også smagsmæssigt en lidt maskulin robusthed, power og kraft sammen med krydderier, kalkede og småsaltede mineraler samt fin lang eftersmag.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

N.V. Manoir d’Apreval, Poiré Cuvée des Grands Arbres, Frankrig

N.V. Manoir d'Apreval, Poiré Cuvée des Grands Arbres, FrankrigDen sidste cider var ikke på æbler, men derimod poiré, altså pærer. Det var denne Poiré Cuvée des Grands Arbres fra Manoir d’Apreval, der også ligger i Normandiet, men lidt nordligt for Caen ved byen Pennedepie og Seinens flodudmunding.

Det er inden for Pays d’Auge-området, men også i hjertet af Côte de Grâce. Ciderhuset er grundlagt i begyndelsen af det 20. århundrede af Victor Révillon, som bosatte sig på herregården Apreval med dens 25 hektar og udviklede den til et helt traditionelt landbrug i Nordmandiet med produktion af forskellige afgrøder.

Det var først i slutningen af ​​århundredet, at Victors barnebarn Flavie Révillon sammen med sin datter Agathe Letellier begyndte at specialisere sig i produktion af cider og Calvados ved at fokusere på æbleproduktionen. Så i 1998 blev der plantet 1.800 æbletræer fordelt på 17 forskellige sorter.

I dag er det i høj grad Agathe Letellier, der driver ciderhuset og hun laver både cider på æbler og pærer, Calvados samt juicer, eddiker og masser af syltetøj samt marmelader.

Men her smager vi altså hendes pærecider Poiré Cuvée des Grands Arbres, som er lavet med kølig gæring af pærerne i rustfrie ståltanke og andengæringen på flaske. Den har 4% alkohol.

WTF … de funky, biosvedige dufte fortsætter her, for vinen dufter landlig, animalsk og klart som en naturvin. Det er måske knap helt så eksplosivt som foregående fra Lemasson, men der er gærede pærer, lidt nødder og toast.

Smagen er klart pærer, men i sammenligning med de to foregående cidere, så er bruset her mere kraftigt uden dog at blive aggressivt og cideren er også lidt syrligere, selvom den fortsat har virkelig saftig pæresødme med grønne pærer, let lemon bitterhed, svagt en lille mineralitet og ellers stor friskhed med et lille citrusbid.

Forhandles af Ciderrevolution, hvor en flaske koster 100 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Eulogio & Javier, El Quinto Paraje Verdejo Fermentado en Barrica, Castilla y León, Spanien

2019 Eulogio & Javier, El Quinto Paraje Verdejo Fermentado en Barrica, Castilla y León, SpanienNæste hvidvin var en spansk Verdejo … 2019 El Quinto Paraje Verdejo Fermentado en Barrica fra Eulogio & Javier … et joint venture mellem to af  Spaniens store vinmagere.

Eulogio står for Eulogio Calleja og han er et anerkendt navn i både Spanien og USA, da han er teknisk direktør for Grupo Avante Selecta, som er en del af den store koncern Inveravante. Avante Selecta ejer 9 vinhuse som fx Bodegas Naia og Dominio de Atauta, Viñas del Cenit og Álvaro Domecq. Eulogio Calleja har specielt stået bag etableringen af Bodegas Naia i 2002 og det vinhus er netop stærke på Verdejo vine.

Javier står for Javier Rodriguez og han er manden på vinhuset Rodriguez Sanzo, der i 2014 blev hyldet som Spaniens bedste vineri og vi også er stødt på her på Houlbergs Vinblog en del gange før … senest den fantastiske Orange Wine Albillo fra Toro i Castilla y León.

De to har været venner i mange år og har nu lavet en række vine i deres fælles joint venture projekt. Målet er et lave unikke vine fra en række udvalgte marker. De ejer således ikke selv markerne, men de udvælger, opkøber og laver så vinene sammen med minimal indgriben og manipulation.

Der laves pt 4 forskellige vine i joint venture projektet, hvor denne El Quinto Paraje netop af en af dem. Det er 100% Verdejo, som kommer fra økologisk dyrkede marker beliggende i Rueda og den største af markerne i Medina del Campo. Derudover kommer nogle af druerne fra gamle pre-phylloxera vinstokke på en mark i Nieva beliggende i 910 meters højde.

Vinen er fermenteret i henholdsvis 600 liters egefade og betontanke, hvor vinen også efter endt fermentering er lagret i 6 måneder frem til aftapning på flaske.

I næsen virker vinen olieret med let brunet smør, blomsterpollen, gule blomster og lidt frugt med melon, fersken, melede æbler samt pærer, svag lidt stikkelsbær, safran og grønne blade. Der dukker sgu også lidt nødder op og giver nogle småburgundiske associationer, for det gør samlet set duften rigtig interessant.

Smagsmæssigt er vinen dog langt mere rank end de fleste bourgogne vine, for der er grape, lemon og citronsyre, melonsaft, fersken og modne pærer suppleret med kalk, jern og salt. Det er en vin, der overrasker og har sin egen særlige friske og grønne side med kalk, syre, en vis bitterhed og grønne pust. Jeg ligger sådan lige mellem 4,5 og 5 tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Weingut Axel Pauly, Generations Riesling, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Axel Pauly, Generations Riesling, Mosel, TysklandAxel Pauly er måske overset herhjemme, men er én af de nye, unge og fremadstormende tyske vinmagere. Han er Moselwinzer og ligger på Hochstraße i Lieser tæt på Bernkastel-Kues og det er derfra, at jeg smager hans populære 2020 Generations Riesling.

Axel Pauly er uddannet ønolog fra Geisenheim i Rheingau og har efter sit studie arbejdet hos vinproducenter i både Frankrig, New Zealand og Californien inden han i 2009 vendte hjem for at overtage driften af familiens vingård fra sine forældre Rudolf og Ursel Pauly.

De havde selv overtaget driften fra Axels bedstefar Peter, som havde grundlaget vingården tilbage i 1968. Familien har samlet 9,5 hektar 60-75% stejle og skiferholdige vinmarker og bedste mark er klart Grosse Lage marken Lieserer Niederberg-Helden.

Imidlertid fik Axel Pauly en svær start på livet som selvstændig vinbonde, for i 2011  brændte vingården ned til grunden. Og 7 uger efter totalkatastrofen drev en haglstorm ind over vinmarkerne, som  blev totalt jævnet med jorden.

Men fremfor at resignere, så fik Axel Pauly sammen med sin hustru Sabrina genrejst vinhuset, genopbygget vineriet og opførte samtidig et topmoderne vinothek … og allerede i 2014 kom belønningen, for Gault Millau gav ejendommen sin anden stjerne, mens Eichelmann udpegede ham som en af Moseldalens opstigende stjerner.

Senere er Weingut Axel Paulys nye vinotek også kåret til et af Tysklands 50 smukkeste af det nationale vininstitut og Stuart Pigott har nævnt Axel blandt Tysklands 111 bedste unge vinmagere.

Her smager vi – som sagt – Axels Generation Riesling, som er lavet med druer fra den 60% stejle Bernkastel-Kueser Kardinalsberg, der har en unik jordbund med blå og rød skifer. Vinen er lavet med en koldmaceration i op til 10 timer inden spontangæring på ståltank med vinmarkens naturligt forekommende gærstammer.

Efter endt gæring modner vinen 4-5 måneder på gærresterne i ståltankene og så er den lavet som klassisk halvtør Feinherb, hvilket betyder et pænt niveau for restsukker på 19,5 gram pr. liter.

Som en lille kuriositet, så er afspejler etiketten både terroiret og vinhusets traditioner. Ved første øjekast kan man nemlig se Mosels stejle vinmarker, men når flasken holdes vandret, så kan man se silhuetterne af de 3 generationer Axels bedstefar, Axels far og selvfølgelig Axel selv.

Næsen er ikke sådan totalt klassisk Mosel Riesling, for den er lettere, mere blomstret og med en frugt, der har melon, fersken og mere svagt både æbler, grape og citron. Det stikker ikke så dybt, men det er jo også blot en basisvin aka Gutsriesling.

Men smagen er ikke bare, for den er sgu rigtig lækker med en lys og let frugt, for der er klart pænt med Mosel sødme, men også en fin, sart syre, der er venlig og pæn. Det smager sgu af Mosel og vinen er smagsmæssigt mere klassisk end duften. Det er en Riesling med stor bællepotentiale og en vin, som de fleste vil knuselske … og det gør jeg også.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Weingut Emil Bauer & Söhne, Nussdorfer Viognier, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Emil Bauer & Söhne, Nussdorfer Viognier, Pfalz, TysklandDe to innovative brødre Alexander og Martin Bauer på Weingut Emil Bauer & Söhne er friske og har ingen hæmninger … heldigvis. Ellers havde de så nok  ikke kastet sig over at lave en almindelig Ortswein på en drue som Viognier. Men det lykkes faktisk ret fabelagtigt, hvilket man kan smage i denne 2020 Nussdorfer Viognier.

Vinen er således alene lavet med druer fra husets marker omkring Nussdorf. Der er ikke et mange oplysninger om vinen, men den er im Edelstahl ausgebaut, altså alene lavet og lagret på rustfrie ståltanke. Vinen har 6,5 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt minder vinen om 2019’eren … fyldig, småfed med tropisk frugt, melon, ananas, fersken, søde appelsiner, multifarvede vingummibamser, blomster. Selvom det er på vej til at blive både en smule opulent og svulstig, så er der imidlertid også fortsat en snert af grape og lemon bitterhed samt sødgrønne elementer.

Selvom der også er lidt småolieret fedme i vinen smagsmæssigt, så er den også rank, let bitter og frisk. Der er godt med grape, citroner samt lemon, men har også – lidt under de øverste lag – mineralitet og samtidig sødme, men syre og bitterhed holder vinen oppe og gør den både skarp og leverende i munden.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Brotherhood Winery, Pinot Noir, New York State, USA

2017 Brotherhood Winery, Pinot Noir, New York, USADenne Pinot Noir fra vinhuset Brotherhood Winery var eneste rødvin ved den spændende New York State of Wine Cool Climate Wines Masterclass og samtidig sidste vin.

Dermed bevægede vi os til Hudson River området, der ligger lige nord for New York City. Brotherhood Winery kan man nemlig helt præcis finde i byen Washingtonville og det er efter sigende det ældste vinhus i hele USA og grundlagt tilbage i 1839 af skomageren John Jaques, der allerede i 1824 begyndte af dyrke druer i sin baghave i netop byen Washingtonville,

I 1835 havde han etableret et større firma, der solgte sine druer på markedet i New York City. Men priserne faldt, så begyndte Jaques i stedet at fremstille vin og sendte i 1839 den første vin på markedet under mærket Blooming Grove Winery.

Jaques familie drev vinhuset frem til 1886, hvor det blev købt af vinhandleren Jesse M. Emerson og hans søn Edward. De var også agenter for det religiøse samfund Brotherhood of New Life, så de omdøbte vinhuset til Brotherhood Wine Company for at udnytte succesen med Brotherhoods omdømme.

Emerson familien ekspandere vingården bl.a. med tilbygning af større vineri og underjordiske hvælvede stenkældre for at kunne imødekomme den øgede efterspørgsel efter bordvine, brandy og sherries og destilleret spiritus.

De startede også med at lave en række mousserende vine efter det fransk methodé champenoise metoden, opkøbte flere vinmarker og lavede et hovedkontor i New York City. Den store succes fortsatte faktisk helt frem til 1920, hvor spiritusforbuddet blev vedtaget.

Efter forbuddet reorganiserede Edward Emerson og den nye partner Louis L. Farrell sig som The Brotherhood Corporation med fokus på altervin og medicinske vine, men i 1924 døde Emerson, så Farrell fortsatte virksomheden, som dog led også knæk under den store depression.

Louis L. Farrell døde i 1947 og overlod ejerskabet til sin søn Louis Farrell Junior, som dog desværre døde i en tragisk ulykke 3 måneder efter. Dermed gik ejerskabet videre til fætteren Francis L. Farrell, der sammen med sin kone Eloise ændrede vinhuset og starte en markedsføring af Brotherhood som Amerikas ældre vingård og samtidig satsede på vinturisme med gratis smagninger og ture.

Farrells arrangerede temafester og masser af begivenheder, som årligt trak hundredetusinder til vingården og gjorde Brotherhood mærket kendt for alle amerikanske forbrugere.

I løbet af 1980’erne kom vinhuset dog i økonomiske problemer og det endte i 1987 med, at det blev solgt til den chilenske Cesar Baeza i et partnerskab af lokale forretningsmænd, som fortsatte Francis L. Farrells strategi med storslåede, legendariske fester og skabte nye begivenheder, herunder daglige historiske ture.

I 1999 ødelagde en omfattende brand næsten Brotherhoods historiske bygninger, men heldigvis blev hverken vineri eller de underjordiske hvælvede kældre skadet, så salget fortsatte og genopbygningen begyndte straks. I 2000 blev Brotherhood Winery udpeget til et historisk vartegn og officielt føjet til New York State fredede historiske steder.

Siden 2005 har Brotherhood Winery været ejet af et partnerskab mellem Cesar Baeza, Luis Chadwick og Pablo Castro, som har dybe rødder i vinproduktionen i Chile. De har siden investeret massivt i vinhuset og bl.a. opgraderet vineriet, øget tankkapaciteten og så startet med at plante nye vinstokke. De har også bygget en ny kæmpestor restaurant og renoveret alle bygninger.

Vinhuset har – så vidt jeg kan se – selv 40 hektar vinmarker, hvor de fleste ligger i Hudson River området, men Cesat Baeza har åbnet siden 1987 købt marker på Long Island,.

Men derudover opkøber Brotherhood også druer fra andre vinavlere, for deres produktion ligger i dag på 800.000 kasser vin hvert år. En af disse vine er så denne Pinot Noir, som faktisk ikke er lavet med druer fra Hudson River området, men faktisk fra druer fra Finger Lakes opkøbt hos flere forskellige vinavlere.

Der er ikke vildt mange oplysninger om produktionen, men vinen er lavet med forholdsvis varm gæring, en blid håndtering, malolaktisk gæring og så lagring på egefade … hvor lang tid fremgår dog ikke.

Hold nu op for en dejlig duft … omgående tænker jeg faktisk på tysk Spätburgunder eller måske endda burgundiske tanker, for der er et vist fadpræg, men fortsat i kølig stil med blide kirsebær, hindbær og granatæbler. Der er også grønne blade, kul, tør træ og let eukalyptus.

Smagen er også meget smooth, blød med let fedme, men den har faktisk tilstrækkelig syre og frisk frugt med kirsebær, hindbær, jern og egentlig både grøn og mineralsk … har således dejligt europæisk snit med svagt bid, lidt alkohol og en rustik kant. Men det er altså fantastisk Pinot Noir, så man bliver da glad.

Forhandles af americanwine.dk, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 5/7    

2019 Fox Run Vineyards, Kaiser Vineyard Chardonnay Reserve, New York State, USA

2019 Fox Run Vineyards, Kaiser Vineyard Chardonnay Reserve, New York, USANew York State Cool Climate Wines Masterclass smagningen bød på en enkelt hvid, som ikke var Riesling. Det var nemlig en Kaiser Vineyard Chardonnay Reserve fra Fox Run Vineyards.

Igen er vi fortsat i Finger Lakes vinregionen ved søen Seneca Lake. For vinhuset ligger nemlig på den vestlige side søen i den lidt nordligere del.

Fox Run Vineyards er grundlagt i 1989 af Scott Osborn, som sammen med hustruen Ruth købte det i et partnerskab med Andy Hale. Scott havde forinden arbejdet med ejendomsudvikling og åbnede på et tidspunkt et kontor i Lake County i Californien,

Kontoret lå i et område med masser af vinmarker … og det endte med at være Scott interesseret i vin, så i 1980 skiftede han retning, droppede ejendommene og fik et job på Konocti Winery med at sætte labels på flaskerne, men kom dog senere til at arbejde med produktion af vin på Firestone Vineyards, Zaca Mesa og Byron Winery i Santa Barbara.

Men han arbejdede for Byron Winery, så besøgte Scott i 1984 en gren af sin familie i Rochester. Under en vinsmagningstur omkring Seneca Lake smagte Scott en 1982 Wagner Vineyards Chardonnay og det var hans første oplevelse med amerikansk Cool Climate vin, så han indså med det samme, at der var her, at han ville bosætte sig og lave egne vine.

Men det var først i 1989, at han startede med at lave egne vine og først i 1993 kom vingården Fox Run til salg. Den blev købt sammen med Andy Hale efter Scott nogle år havde arbejdet som ledende vinmager på Pindar Vineyards på Long Island.

Siden købet af vingården i 1994 har Scott boet i det smukt renoverede bondehus, der oprindeligt blev bygget på ejendommen i 1870. I starten stod han selv for produktionen af vinene på Fox Run, men siden 1995 har ansvaret for produktionen været lagt over til vinmageren Peter Bell.

Bell har uddannet ønolog og vinmager fra Australien og har også lavet vin i New Zealand, inden han landede i Finger Lakes. Inden han kom til Fox Run var han bl.a. også vinmager hos Dr. Konstantin Frank Vinifera Wine Cellars i fem år og er i dag en af de mest betydende vinmagere i Finger Lakes området.

I dag ejer Scott og Ruth Osborn fortsat vinhuset, men det er nu sammen med ægteparret Kathleen og Albert Zafonte … Ruths søster og svoger. Men også Scott og Ruths datter Jessica Worden hjælper til på gården og det gør Ruth og Kathleens søster Dorothy Powell også en gang imellem.

Samlet har Fox Run Vineyards 20 hektar vinmarker og har fokus på produktion af hvidvin, primært Chardonnay selvfølgelig, men også vin på Riesling og Gewurztraminer, men også en lang række rødvine på kendte internationale sorter som Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot og Lemberger … en del vine laves endda på dåser.

Her smager vi husets 2019 Kaiser Vineyard Chardonnay Reserve, som er lavet ved, at druerne fra marken block I Kaiser Vineyard først knuses og presses, hvorefter mosen overføres til fransk egefade, hvor den gærer over 27 dage inden lagring sur lie i 8 måneder.

I næsen er vinen vildt parfumeret … nærmest som en halv Matas butik, men duften er samtidig også meget dragende med blomster, nogen fedme, masser af fad og dyb, eksotisk frugt. Der er både pære, æbler, ananas, fersken, røg, vanilje, smørristet toast, nødder og så bare masser af blomster.

I munden er vinen cremet, blød og fed … ikke helt dyb, men har masser af smag, røget med ananas, lemon samt en god frisk syre, god præcision og dermed får man lidt af begge verdener med flomme og samtidig rank, frisk syre, så samlet bliver det en vildt god Chardonnay.

Forhandles af americanwine.dk, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 5/7