Tag-arkiv: Baden

Baden er en af Tysklands 13 vinregioner – Anbaugebiete – og en lang en af slagsen, da den strækker sig hele 400 kilometer parallelt med Alsace og helt ned til den schweiziske grænsen og breddemæssigt over mod Franken i øst som en del af delstaten Baden-Württemberg.

Baden er én af de store vinregioner i Tyskland med knap 15.900 hektar vinmarker og samtidig den varmeste af vinregionerne, da området ligger godt beskyttet af Schwarzwald  skoven og Vogesbjergene mod vest.

Derfor er vinene fra Baden også ofte fyldigere og har mere alkohol end i de andre tyske vinregioner. Underområdet Kaiserstuhl regnes som det varmeste og bedste område i regionen og er yderligere begunstiget med en vulkansk undergrund.

Samlet findes der 9 underområder eller subzoner i Baden, nemlig:

  • Tauberfranken
  • Badische Bergstrasse
  • Kraichgau
  • Ortenau
  • Breisgau
  • Kaiserstuhl
  • Tuniberg
  • Markgräflerland
  • Bodensee

Ses der på vinproduktionen, så er Baden fortsat præget af mange kooperativer … der findes omkring 100 kooperativer, som samlet står for 85% af regionens samlede vinproduktion på i alt 1,1 millioner hektoliter vin.

De mest dyrkede sorter i Baden er primært burgunder sorterne, altså Spätburgunder, Grauburgunder,  Weißburgunder, men derudover fylder Müller-Thurgau godt, mens Riesling ikke spiller helt så stor rolle i Baden.

2008 Franz Keller Schwarzer Adler, Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, Baden, Tyskland

2008 Franz Keller Schwarzer Adler, Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, Baden, TysklandHvad gør man, når fredag aften melder sig med Pinot Noir rystelser efter en flot bourgognesmagning om torsdagen og halsen skriger efter mere pinot? Mit svar blev en tysk spätburgunder fra Franz Keller i Baden.

Schwarzer Adler ligger i den lille by Vogtsburg-Oberbergen i vinområdet Kaiserstuhl, tæt på Rhinen og tæt på Freiburg. Det har en helt speciel form, da det er en keglestubformet udslukt vulkan, hvor vinmarkerne ligger på terrasser på de stejle sider.

Frem for nogen formåede Franz Keller at sætte fokus på området, og han gik ind for, at vinene skulle gære, gære helt ud, så de blev tørre. Hans søn Fritz har konsekvent ført denne linje videre.

Vingården er i dag på 57 hektar og udover vinbruget og en flot butik med vinsalg, så berømmer Schwarzer Alder sig ved et meget smukt hotel med tilhørende restaurant, der har 1 Michelin stjerne og en vinimportvirksomhed af franske topvine, der er helt enestående.

I den tyske vinbibel Eichelmann har Franz Keller i 2010 fået prisen for den bedste rødvinskollektion og får samtidig 5 stjerner i den højeste klasse, der benævnes “Weltklasse”.

Vinen her imponerer i den grad, og overgår langt mine forventninger. Duften er ren animalsk med masser af kostald. Den minder på mange mådet om Beckers røde spätburgundere, og det er jo lidt af en anbefaling. Smagen er også meget elegant med blødhed, eg, krydderier og silke, mens eftersmagen måske er knap så lang. Men et flot glas vin er det bestemt.

Hustruen var helt vild med vinen og tøvede ikke med at kalde det, den bedste vin, hun nogensinde havde smagt. Måske var hun bare tørstig? Så langt vil jeg nu ikke gå, men en rigtig dejlig overraskelse af en vin.

Prisen ligger på 143 kr. hos Jysk Vin. Hans Peter var nu heller ikke sen til at anbefale denne, da jeg spurgte til tysk pinot.

Jeg vil gerne anbefale denne vin, det har den fortjent.

Vinanmeldelse 4,5/7