Tag-arkiv: 5½

2013 J. Hofstätter, Riserva Mazon Pinot Nero, Alto Adige, Italien

2013 J. Hofstätter, Riserva Mazon Pinot Nero, Alto Adige, ItalienBuona, grande, unico e bella … Pinot Nero fra Tenuta J. Hofstätter – et af de bedste vinhuse i Alto Adige området – er sgu altid stjernegodt, hvilket denne 2013’er Riserva Mazon Pinot Nero er et strålende eksempel på.

Det er oss’ en vin, som jeg tidligere har smagt, senest i en flot årgang 2010, men her er vinen så et par år yngre.

J. Hofstätter ligger på  den centrale plads midt i den lille by Termeno, under en kilometer fra floden Aldige og omkring 15-20 kilometer syd for den større by Bolzano.

Vinhuset er grundlagt i 1907 af Josef Hofstätter. Han var oprindelig smed, så han måtte lave vinen i fritiden. Det skete i kælderen på hustruens kro Schwarzer Adler og så kunne han jo meget passende også sælge vinen på kroen. På dette tidspunkt var Hofstätters vinmarker placeret på den vestlige side af floden Adige.

Det blev Josefs nevø Konrad Oberhofer, som sammen med hustruen Luise overtog vingården i 1942. Det var specielt Konrad Oberhofer, som udviklede vingården. Han var den første i Sydtyrol at separere druerne fra de forskellige marker, både i vinificeringen og ved i produktionen at lave enkeltmarksvine.

Konrad Oberhofer datter Sieglinde giftede sig i 1959 med Paolo Foradori, hvis familie i årtier havde produceret kvalitetsvin fra marker på østsiden af Adige.

Dette ægteskab har betydet at Hofstätter i dag råder omkring 50 hektar af de bedste vinmarker i området fordelt på en del ejendomme, nemlig Kolbenhof, Barthenau, Yngram, Steinraffler, Rechtenthaler Schlossleiten og Cereseto Superiore.

I dag er det 4. generation i form af Martin Foradori Hofstätter, som driver vinhuset. Han er af den overbevisning, at det er i vinmarken, at det store arbejde skal ligge for at sikre en høj kvalitet af vinen.

Ydermere benytter man sig af biologisk skadedyrsbekæmpelse. I det hele taget sigter man på i fremtiden udelukkende at fremstille vin på økologisk dyrkede druer.

Martin er udover de normale druer Gewürztraminer, Pinot Blanc, Lagrein, Schiava og Pinot Noir vild med Riesling. Det har betydet, at han har investeret i en række Riesling vinmarker ved Saar i Tyskland. Dermed er han den første italienske vinmager, som ejer marker der.

Vinene i det tyske bliver produceret hos Weingut Fischer i Bocksteinhof, som nu drives af Martin Foradori Hofstätter, Johannes Fischer og Nik Weis fra St. Urbans-Hof i fælles samarbejde.

Nå, men på Tenuta J. Hofstätter laver de bl.a. denne Riserva Mazon Pinot Nero, hvor druerne kommer fra marken Mazon. Inden vinificeringen afstilkes 75% af druerne, mens den sidste del går i pressen uden afstilkning.

Vinen er derefter lavet med maceration i 11 dage og efter fermentering lagrer vinen 12 måneder i små egetræsfade efterfulgt af yderligere 6 måneder på almindelige egetræsfade og 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Og denne Riserva Mazon Pinot Nero fra det herrens år 2013 dufter sgu freaking fabiolus … nærmest mørk og animalsk med blåbær, hindbær, lidt syltetøj, mejeri og gammel stald … virkelig en omfavnende kostald på steroider og godt med mælkesyre. Den er pæn rustik med en ulden sødme i duften. Bella.

Smagen er frisk og proppet med elegant frugt … tør, frisk og byder både på peber, bitterhed, syrlige kirsebær, præcise tanniner, kanel og mælkechokolade. Syreniveauet er pænt og leverer varen sammen med Pinot Noirs lethed og elegance.

Forhandles herhjemme af Taatrup Ny Vinhandel, hvor en flaske koster 280 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2014 Domaine Santa Duc, Châteauneuf-du-Pape les Saintes Vierges, Rhône, Frankrig

2014 Domaine Santa Duc, Châteauneuf-du-Pape les Saintes Vierges, Rhône, FrankrigDen kedelige onsdag aften med Gert E, Max H og Paul DM sluttede med denne Châteauneuf-du-Pape les Saintes Vierges fra vinhuset Domaine Santa Duc.

Vinhuset har vi tidligere stiftet bekendtskab med her på bloggen. Det ligger i byen Gigondas, endda på adressen Les Hautes Garrigues.

Domaine Santa Duc er grundlagt af Gras familien tilbage i 1874, og drives i dag af 5. generation i form af Yves Gras. Han overtog stedet efter sin far i 1985.

Yves Gras kaldes også det lille kraftværk. Den energiske og ambitiøse Yves går helt fremme på tåspidserne, han vil gerne være en lille Guigal. I kan i øvrigt se den energiske vinmager på billedet ovenover.

Robert Parker har gjort Santa Duc og Yves Gras verdensberømte. Gennem de sidste 20 år har Yves’ vine scoret topanmeldelser hos den amerikanske guru kulminerende med to gange 97 point til 2007 årgangen.

Parker har flere gange udråbt Santa Duc til at være den bedste Gigondas producent i skarp konkurrence med St. Cosme, og Parker bruger Yves som reference for god Gigondas.

Udover Parker, så har Domaine Santa Duc også fået gode anmeldelser herhjemme i vores lille andedam.  I bogen Vinene fra Rhône skriver den danske Rhône ekspert Niels Lillelund meget positivt om vinhuset. Han beskriver også Yves Gras som hele Rhônedalens imødekommenhed udtrykt i en enkelt mands personlighed.

Domaine Santa Duc ejer omkring 12 hektar vinmarker i Gigondas, men hertil kommer yderligere 14 hektar i andre appellationer, herunder Châteauneuf-du-Pape, hvor Gras i 2009 købte 2,5 hektar parceller på La Font du Pape og La Crau samt 1,2 hektar på netop Sainte Vierge, som denne vin stammer fra.

Domænets vinmarker i Gigondas er fra 2012 certificeret agriculture biologique, og der laves årligt omkring 120.000 flasker fra Domaine Santa Duc. Herudover laver Yves omkring 200.000 flasker Selection Santa Duc på druer, som er  købt af venner og bekendte, som tidligere leverede til bl.a. Guigal.

Les Saintes Vierges marken ligger lidt øst for Châteauneuf-du-Pape og er en mark, der lige som den berømte mark la Crau, har en jordbund med sand og rullesten.

Vinen er lavet på 90% Grenache, 9% Mourvèdre og 1% Counoise, høstet med håndkraft med strikt sortering og vinificeret med kort maceration. Lagret 18 måneder på store, brugte fade.

Yves Gras siger selv om sine vine, at de skal være dybe, modne og koncentrerede og det må man sige er lykkedes. Næsen er fed og opulent. Her er både mejeri, fersk og røget kød, blod, jod og marmeladefed frugt. Det er solbær, grafit, tørhed, peber, krydderier og lakrids i en skøn forening.

I munden er vinen blød, fed og fuldlækker. Det byder faktisk på nogle af de samme dyder som duften.  Den er en kraftig bandit og fin afslutning på en episk aften. Sorte kirsebær, peber, rund, fyldig og cremet … og alligevel ganske elegant. Sådan.

Forhandles hos Bichel Vin, hvor en flaske koster 375 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2013 Domaine Annie Gavignet, Vosne-Romanée Villages, Bourgogne, Frankrig

2013 Domaine Annie Gavignet, Vosne-Romanée, Bourgogne, FrankrigI det burgundiske grønne spor fortsatte Gert E med endnu mer’ Pinot Noir, nemlig denne Vosne-Romanée Villages fra Domaine Annie Gavignet, der ligger i den lille by Comblanchien omkring 8-9 kilometer nordøst for Beaune i Cotes de Nuits.

Domaine Annie Gavignet er et lille, uanseelig vinbrug og ukendt for de fleste. Det syner heller ikke af meget ude fra vejen. Det drives af Annie Gavignet, som er 3. generation på vingården, der blev grundlagt af hendes farfar Honoré Gavignet. Annie overtog driften efter hendes far Maurice Gavignet.

Den let buttede dame laver udelukkende vine på Pinot Noir og udelukkende fra egne marker. Jeg kan dog ikke se, hvor mange hektar, som Annie ejer, men de er fordelt på parceller i Hautes-Côtes de Nuits, Nuits-Saint-Georges, Vosne-Romanée og Chambolle Musigny … alle i Côtes de Nuits.

Det bliver dermed også alene til 4 forskellige vine, som alle laves efter samme opskrift med en forholdsvis kort fadlagring på kun 10 måneder. Ellers er Annie ikke videre informativ omkring produktionen af vinene.

Her er det hendes Vosne-Romanée Villages … altså en kommunevin, og således ikke hverken enkeltmarksvin eller 1er Cru, men alligevel med god kvalitet.

Vosne-Romanée gemmer dog også på nogle af verdens mest berømte marker som fx Romanée Conti, Richebourg og La Tache. Og den gode Annies marker i Vosne-Romanée skulle efter sigende ligge lige op til flere 1er cru marker.

Næsen byder på røg, violer, blomster, kalkede mineraler, hindbær, kirsebær samt en meget stringent og grøn syre, syrlig mødding, animalsk og ganske rustik med lidt fennikel.

Smagen er præget af direkte og stram frugt … virkelig grøn og byder derudover på kul, hindbær og godt med mineraler, nærmest med sten og jern i munden. Grønt og direkte, skarpt og alligevel er jeg ikke helt afklaret. Giv den masser af luft.

Købt via Vivino, men prisen kender jeg ikke, men vil gætte på et sted omkring 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2012 Weingut Schloss Gobelsburg, Riesling Tradition, Kamptal, Østrig

2012 Schloss Gobelsburg, Riesling Tradition, Kamptal, ØstrigSå er vi sgu der igen … altså i det gamle cistercienserkloster, hvor der har været dyrket vin siden 1171. Det er selvfølgelig Weingut Schloss Gobelsburg, som jeg snakker om, da jeg har fået deres Riesling Tradition i glasset. Erste Lage saft fra marken Zöbinger Gaisberg.

Vinhuset har jeg skrevet om en del gange, så det gider jeg ikke igen. Lad os i stedet kigge lidt nærmere på denne Riesling Tradition, som er lidt af en specielvin hos Schloss Gobelsburg. Den kommer nemlig fra serien Historische Weinbereitung, som omfatter to vine … en på Grüner Veltliner samt denne Riesling.

Vinen er lavet på samme måde, som vinene blev lavet af munkene på Schloss Gobelsburg i starten af forrige århundrede, altså med forsigtig presning i store kurve, gæret alene med druernes naturlig gær og uden temperaturstyring på 25 hektoliter store Manhartsberger egefade.

Der sker ingen filtrering, men derimod omstikkes vinen tre gange og er lagret på meget store fade i omkring 2 år, hvilket ikke giver duft eller smag af fad, men er med til at give en svag iltpåvirkning  og dermed en fyldigere vin.

Og det er sjovt, for vinen nærmest dufter af de gamle fade sammen med klar petroleum, virkelig kropslig tæthed, kvæde, ferskner, pære, citrus og det hele fucking intens, pardon my french. Der er også svag salt, mineraler og sten. Hmmmmm.

I munden er der både fedme, tæthed og inderlighed. Der er kvæde, pærer og vinen er kraftfuld og har god spændstighed. Det er elegant på en fed og direkte måde. Virkelig en lækker Riesling, som på én eller anden måde samtidig er lidt anderledes.

Forhandles af Bichel Vin, hvor en flaske koster 290 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 Paul Ginglinger, Gewürztraminer Grand Cru Pfersigberg, Alsace, Frankrig

2015 Paul Ginglinger, Gewürztraminer Grand Cru Pfersigberg, Alsace, FrankrigGinglinger er sgu et fedt navn … tænk at hedde Ginglinger og samtidig bo i den smukke, gamle by Eguisheim i Alsace.  Og så laver Ginglinger endda vin! Så må man da være glad. Fra Domaine Paul Ginglinger kommer næste vin i rækken, en 2015 Gewürztraminer Grand Cru Pfersigberg.

Familien Ginglinger har været vinbønder siden 1610 og vingården drives i dag af 13. generation i form af Michel Ginglinger samt hans kone Loreto. De overtog driften i år 2000 fra Michels forældre Paul og Marguerite, som dog fortsat hjælper til på gården.

Michel er uddannet ønolog fra vinfakultetet i Reims og har været i praktik som vinmager i både Bourgogne, Sydafrika og Chile. Det er Michael og Loreto, som I kan se på billedet ovenover.

De lille familiebrug har samlet 12 hektar vinmarker, hvor de to bedste marker er Grand Cru markerne Eichberg og Pfersigberg … sidstnævnte har jo givet druer til denne Gewürztraminer Grand Cru Pfersigberg.

Markerne drives efter økologiske principper, men Ginglinger er dog ikke certificeret økologisk. Vinene laves ved, at mosten udtrækkes med en særlig hydraulisk presse, der bevarer druernes store sødme.

Langsom gæring med temperaturkontrol og styring giver hver vin sit særpræg. Efter gæring ligger vinene en længere periode sammen med bundfaldet – sur lie – for at give ekstra smag. Og sådan er denne Gewürztraminer Grand Cru Pfersigberg også lavet.

Det er en vin med masser af sødme … sukkerindholdet svinger mellem 40-62 grader pr. liter afhængig af årgangen, men det kan bestemt også smages. Der er blot lavet små 1.000 flasker af vinen og denne årgang 2015 har scoret hele 93 point fra Robert Parker.

Sødmen er allerede udtalt i duften, som er ren nektar med sødme, honning, tonsvis af blomster, roser, abrikos … næsten tørrede abrikoser, hyld, fiskesuppe, vaskepulver og således ganske aromatisk slash parfumeret.

Smagen er også nærmest parfumeret og der er virkelig næsten auslese-sødme. Det er blødt, cremet og sødkrydret, men alligevel med en vis rankhed. Det er en vin, som virkelig SKRIGER på lidt foie gras eller stærk ost.

Forhandles af Cappa Vin, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Weingut Rosi Schuster, Sankt Laurent, Burgenland, Østrig

2015 Weingut Rosi Schuster, Sankt Laurent, Burgenland, ØstrigSå er vi wieder mal hos den dygtige unge vinmager Hannes Schuster, der holdet til ved byen St. Margarethen lige ved Neusiedler søen i Burgenland, 4 kilometer nord for grænsen til Ungarn. Denne gang med en vin på ren Sankt Laurent.

Hannes driver vinhuset Weingut Rosi Schuster, som han overtog driften af i 2004 efter sine forældre. Vinhuset er egentlig grundlagt tilbage i 1979 af Hannes forældre. Og da moderen Rosi fortsat hjælper unge Hannes med pasningen af vinmarkerne, så er vinhuset såmænd også opkaldt efter moderen.

Hannes er en ung, ambitiøs og talentfuld vinmager, og har siden overtagelse af vingården specialiseret sig i røde vine på specielt Sankt Laurent og Blaufränkisch.

Han laver de fleste af vinene uden brug af eg for at give et klassisk, umanipuleret billede af druernes særegne karakteristika. Det er således vine, som den grad afspejler drue såvel som terrior.

Hannes nævnes som en af Østrigs hotteste nye vinstjerner, selvom han egentlig som person er ydmyg på grænsen til det selvudslettende.

Efter Hannes overtagelsen af vingården har han omlagt produktionen af husets 11 hektar vinmarker til økologisk drift og blev i 2010 også certificeret økologisk vinbrug.

Der laves en enkelt hvidvin, men fokus er – som nævnt – på rødvinene, primært Blaufränkisch og Sankt Laurent, men også på druer som Zweigelt, Merlot samt en smule Cabernet Sauvignon.

Men her er det altså ren Sankt Laurent, også kaldet Saint Laurent eller St. Laurent. Det er en stærk aromatisk og mørkskindet drue, som specielt findes i Østrig og Tjekkiet.

Den menes at stamme fra Frankrig og at være i familie med Pinot Noir druen … men det hersker der vistnok nogen uenighed om. Den findes dog også nogle steder under navnet Pinot Sankt Laurent.

Druen kom fra Frankrig til Tyskland i det 1900-århundrede via den tyske farmaceut og pioneer indenfor vinavl Johann Philipp Bronner og herefter blev den spredt til Østrig. Det menes, at den har sit navn efter dagen Laurenzitag, som er den 10. august. Den dag var druen typisk altid moden og derfor fik den navnet efter dagen.

Hos Schuster laves vinen med druernes vilde gær, spontant fermenteret og lagret i store egetræsfade,. både 500 liters og fade på 2-3000 liter … men hvor lang tid fremgår ikke.

Og igen leverer Hannes Schuster varen … dejlig animalsk vin med både elegance og bællepotentiale. Det animalske-ude-på-landet-hvor-det-lugter er suppleret med sur mejeri, A38, en gammel ko, grønne vinblade, kirsebær og let lakrids samt hvid peber.

Næsen skriger bondevin, men – uha – alligevel er smagen både tør, elegant og samtidig ganske læskende. Der er oss’ godt med tyngde samt en virkelig rustik syre og derudover er vinen cremet, blød og næsten lidt olieret. Føj hvor det smager godt … far er sgu lidt betaget af den gode Hannes vine.

Købt hos Vinova, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2009 Nyetimber, Blanc de Blancs, England

2009 Nyetimber, Blanc de Blancs, EnglandNever judge a book by its cover og hvis du ikk’ troede, at der kunne laves vin i England, så får du bogen i hovedet. Her har vi nemlig en flot Sparkling Wine … ren Blanc de Blancs fra vinhuset Nyetimber, der ligger lidt syd for byen West Chiltington omkring West Sussex og Hampshire.

Nyetimber ejes og drives af Eric Heerema, som plantede de første vinstokke i 1988. Den første Sparkling Wine blev dog først introduceret i 1992 og var en Blanc de Blancs. Den skabte furore ved en blindsmagning i London, da flere vineksperter mente det var en champagne.

I 2010 holdt det italienske vinmagasin Bollicini en blindsmagning i Verona med 52 mousserende vine. Smagningen blev vundet af Nyetimber foran bl.a. Bollinger Special Cuvée og Roederer samt flere andre champagner.

Nyetimber er også blevet serveret mange gange på Buckingham Palace af den kongelige familie, i Downing Street af premierministeren og ved mange officielle events som fx G20 topmødet i 2009 og ved de olympiske lege i 2012.

Nyetimber anvender udelukkende druer fra sine egne marker i West Sussex og Hampshire, hvor jordbunden minder meget om den i Champagne. Den er meget rig på kalk, mens temperaturerne er i gennemsnit én grad lavere end i Champagne, så lighederne er til at få øje på.

Derudover bruger Nyetimber udelukkende de klassiske champagnedruer Pinot Noir, Pinot Meunier og Chardonnay og vinene laves også efter den traditionelle champagnemetode.

Vinmarkerne og hele produktionen kalder Nyetimber selv natural winemaking, hvor man som udgangspunkt er økologisk og kun griber ind hvis det er nødvendigt.  Samlet har Nyetimber 170 hektar vinmarker.

Nyetimber er hidtil kun eksporteret til Japan, men findes naturligvis på mange toprestauranter i London, bl.a. på restauranter ejet af stjernekokkene Heston Blumenthal og Gordon Ramsay.

Husets vinmager er den yndige Cherie Spriggs, som stammer fra Canada, men taget sin uddannelse i Australien. Inden hun kom til Nyetimber i 2007 havde hun arbejdet i McLaren Vale og Hunter Valley i Australien, Central Otago i New Zealand og i Oregon.

Denne Blanc de Blancs er en af husets 5 Sparkling Wines … selvfølgelig lavet på 100% Chardonnay. Det er Nyetimbers prestige vin, som kun laves i udvalgte årgange og i forsvindende få eksemplarer.

Og jeg kan sgu heller ikke påstå, at dette ikke skulle være lige så godt som Champagne … tværtimod, for ligheden er slående. Næsen er lidt rustik og landlig, animalsk og støvet med pærer, fersken, gæret dej og ristet franskbrød. Boblerne er intense og driller på den skønneste måde i næseborene.

I munden er det blødt, cremet med let grape, lidt citrus, men bitterheden er fint dæmpet, så det ikke bliver for bittert. Der er også lidt gule æbler, kalk, mineraler mens boblerne er fine og lette, men dog fiser forholdsvis hurtigt ud efter et stykke tid i glasset. Men det smager sgu da herregodt.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 539,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2004 Tenute Sella & Mosca, Marchese di Villamarina, Sardinien, Italien

2004 Tenute Sella & Mosca, Marchese di Villamarina, Sardinien, ItalienVi lægger endnu et år på kilometertælleren med denne Marchese di Villamarina fra vinhuset Tenute Sella & Mosca, der holder til ved byen Alghero på den nordvestligste del af Sardinien.

Vinhuset er grundlagt for over 100 år siden af to eventyrlystne mænd fra Piemonte … ingeniøren Sella, nevø til den kendte italienske statsmand Quintino Sella (som jeg bestemt aldrig har hørt om), og advokaten Mosca. De startede med at gøre rydde den ufrugtbare jord og gjorde det muligt at dyrke vin på stedet. De var også interesseret i arkæologi, havde rejse verden rundt og blev nu vinproducenter.

De startede det hårde arbejde at omlægge gold og stenet jord om til frugtbare vinmarker, som med tiden skulle komme til at kaste nogle af øens mest prestigefyldte vine af sig.

Det blev en større udfordring end forventet, for selv om de havde købt mineralholdige hektarer, var de ikke klar over, hvor solid stenmassen var under jordlaget. Den gjorde det svært for vandet at sive ned.

Massive stenblokke står nu overalt som monumenter over det hårde arbejde med at bryde og fjerne dem i begyndelsen af firmaets historie og igen i 1980’erne, da Sella & Mosca atter udvidede vinmarkerne.

Sella & Mosca ville det bedste, også for deres medarbejdere, så udover at bygge vinkælderen, hvor produktionen skulle foregå, opførte de kirke, skole og beboelseshuse, således firmaet blev sin egen pittoreske landsby i de bedste materialer.

Sådan fungerede den indtil for 30 år siden, hvor flere af bygningerne blev inddraget til administration, museum og vinsmagning, men der bor stadig tre familier … helt som i gamle dage.

I dag har vingården mere end 40.000 besøgende i turistsæsonen og det mest imponerende er nok den originale vinkælder fra 1903 med den ene smukke, dekorative detalje efter den anden, men på grund af firmaets udvidelse og succes, er der i 1970’erne bygget et moderne anlæg ved siden af.

I dag ejes vingården dog a Grupo Terra Moretti, som i 2016 købte gården – samt vingården Teruzzi & Puthod i Toscana – for en samlet pris på 462 millioner kroner fra Campari gruppen.

Men Tenute Sella & Mosca er også en enestående vingård på Sardinien. Ved gården i Alghero ejer de 650 hektar jord, hvoraf 520 hektar er vinmarker, ja faktisk en stor sammenhængende vinmark på 520 hektar, hvilket også gør det til den en af de største enkeltvinmarker i hele Europa.

Derudover ejer vingården også en mindre vingård på 15 hektar i Gallura i den nordøstligste del af øen samt en vingård med 6 hektar vinmarker ved Giba i Sulcis regionen i det sydvestlige del af Sardinien.

Tenute Sella & Mosca er derudover specielle ved, at de dyrker druesorten Torbato, som alene kan findes på vinhusets vinmarker og ellers intetsteds i verdenen. Men derudover dyrker vinhuset en bred vifte af lokale og internationale druer.

Denne Marchese di Villamarina er en af de vine, som er lavet på internationale druer. Den er nemlig lavet på ren Cabernet Sauvignon, som selvfølgelig kommer fra huset store mark og dermed jo reelt gør det til en enkeltmarksvine. Men igen … det er alle husets vine jo.

Druerne afstilkes og knuses, hvorefter de ligger i kold premaceration i 24 timer inden fermenteringen starter ved 20 grader og varer omkring 3 uger mens temperaturen langsomt stiger til 28-30 grader. Vinen lagrer derefter på franske barriques i 14 måneder, hvorefter de lagrer yderligere 12 måneder på store egefade inden flaskning og endnu en lagring i 18 måneder.

Næsen er en smule parfumeret og byder på mørk frugt, nærmest kandiseret frugt og ellers masser af friskhed. Alderen trykker på ingen måde. Der er også fennikel, blæk, let vanilje og friske urter.

Smagen er mere kantet end foregående vin, men stadig er frugten meget frisk og tanninerne bestemt tydelige, som de på ingen måder bliver for voldsomme. Det smager herregodt, selvom der ikke er samme finesse og elegance som foregående vin.

Vinen kan købes gennem Vinexus, hvor en flaske koster 312 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Elio Grasso, Langhe Chardonnay Educato, Piemonte, Italien

2015 Elio Grasso, Langhe Chardonnay Educato, Piemonte, ItalienRivisitazione con Azienda Agricola Elio Grasso … gensyn med det dejlige vinhus, der ligger ved Monforte d’Alba i skønne Piemonte. Denne gang med vinen Langhe Chardonnay Educato, som jeg ikke tidligere har smagt.

Men til gengæld har jeg vist skrevet om huset et utal gange … så det skal jeg afholde mig fra. Lad os i stedet kigge nærmere på denne Langhe Chardonnay Educato, der også er husets eneste hvidvin, men som de har lavet siden 1990. Det er en lille og eksklusiv vin, da der årligt alene lavet 7.000 flasker af vinen.

Druerne kommer fra nogle af Grassos sandede marker omkring Monforte d’Alba, er høstet i starten af september og vinstokkene er gennemsnitlig omkring 30 år gamle.

Vinen er efter fermenteringen modnet i franske barriques i omkring 7 måneder inden vinen flaskes i april-maj måned.

I glasset er vinen både ganske gul, men samtidig også her grumset og ufiltreret, men næsen er ganske formidabel. Dufter da bare totalt i orden. Det er eksotisk frugt, fersken, abrikos, røg og fersk spæk, sød tyggegummi, lidt vanilje og virkelig aromatisk.

I munden er vinen også cremet og lækkerfin. Der er en vis syre, som sikrer, at det hele ikke bliver for meget, men sikrer både en fin lethed og friskhed. Det bliver kombineret med bolsjer, lakrids og hvid chokolade og Chardonnay fedme samt lidt blomster.

Elio Grasso forhandles herhjemme af Jysk Vin, men denne har de ikke pt. i sortimentet. Jan har købt denne i Piemonte, hvor den vel koster omkring 14,90€ … eller cirka 111 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2013 Nicola Di Sipio, Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2013 Nicola Di Sipio, Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, ItalienTester igen, for jeg har fået tilsendt 3 italienske vine fra vinimportøren Italux … fandens hårdt job for jeres flittige vinblogger, men der er jo altid plads til endnu en vin på Houlbergs Vinblog. Den første vin er en Montepulciano d’Abruzzo fra Azienda Agricola Nicola Di Sipio.

Vi er selvfølgelig i vinområdet Abruzzo, helt præcis ligger Nicola Di Sipio lidt udenfor den lille by Ripa Teatina. Vi er Chieti-provinsen, som ligger lige mellem Adriaterhavet og bjergmassivet Majella, der er en del af bjergkæden Appenninerne, der huser regionens smukke nationalpark af samme navn.

Chieti-provinsen er nok Abruzzos mest betydningsfulde vindyrkningsregion, da omkring 80% af al vin fra Abruzzo kommer derfra. Selvom Abruzzo domineres af store kooperativer og har det gennemsnitlige højeste høstudbytte i hele Italien med 108 hektoliter pr. hektar, så findes der også nye og innovative producenter. De ligger primært i Chieti, hvor de bedste dyrkningsområder findes.

Azienda Agricola Nicola Di Sipio er grundlagt i 2001, hvor Nicola Di Sipio købte vingården af Marchesi Mezzanotte. Nicola havde som ung mand arbejdet indenfor landbruget hos sin far Giuseppe Di Sipio og har siden dengang haft stor passion for vin.

Nicola Di Sipio er selv fra Ripa Teatina og startede altså som landmand og arbejdede derudover om aftenen som tjener. Han elskede biler og mekanik, så i 1929 besluttede han at starte virksomhed indenfor bilbranchen.

Han etablerede virksomheden Raicam. som blev en af verdenens førende producenter af bremseklodser til bilindustrien. I dag sidder Nicolas bremseklodser således i biler, som fremstilles af Ford, Fiat, Jaguar, Land Rover, General Motors, Citroën og Renault.

Det var altså været en stor succes og Raicam omsætter i dag for over 150 millioner euro årligt og beskæftiger over 600 mennesker. Det har selvfølgelig også gjort Nicola Di Sipio til en ganske velhavende mand.

Pengene har tydet, at Nicola har kunnet købe sin egen vingård på hans hjemegn og efterfølgende renovere den totalt fra kælder til kvist, bl.a. med topmoderne vineri. Som I kan se på billedet ovenfor, så er vingården også tilføjet topmoderne arkitektur, bl.a.  en smuk glaskarnappe, hvor besøgende kan få et fantastisk view udover vinmarkerne.

Azienda Agricola Nicola Di Sipio har samlet 60 hektar vinmarker, hvor de dyrker druesorterne Montepulciano d’Abruzzo, Trebbiano d’Abruzzo, Pecorino, Falanghina, Pinot Noir, Riesling samt Chardonnay.  Produktionen ligger på omkring 150.000 flasker vin årligt.

Siden 2006 har det været Nicolo Di Sipios niece Giulia Di Sipio, som har ledet vingården. Og hun har løftet det generelle kvalitetsniveau betragteligt, bl.a. er der indført økologisk drift, streng udvælgelse af druerne, manuelt arbejde på markerne og stor nøjagtighed i produktionen.


Giulia Di Sipio i vinkælderen.

I øjeblikket består sortimentet af 4 forskellige hvidvine, en rosé samt 3 rødvine, hvoraf denne Montepulciano d’Abruzzo vel er at betegne som deres basisvin aka entry-level rødvin. Men sikke en af slagsen. Det vender jeg fluks tilbage til.

Vinen er lavet på ren stål … maceration kender jeg ikke, men vinen er alene lagret på ståltanke og flaske efter fermenteringen. Altså en vin helt uden lagring på eg.

Men hold da op … sikke en herlig og aromatisk aroma. Vi snakker syrlig mødding, næsten bio bio, blæk samt modne kirsebær. Den nærmest dufter af italiensk ferie, sol og en frisk havbrise, saltlakrids og underneden en dejlig, italiensk, stram syre. Berusende dejlig duft.

Smagen er læskende, blød og saftig som ind i helvede. Der er en vis tørhed, bløde – men tydelige – tanniner, godt med fed frugt og tæt frugtsødme. Den ka’ jeg fandeme godt li’ og den er sgu nærmest stærkt vanedannende samt et eksempel på, hvorfor italiensk vin ofte er så godt. Elsker sgu denne vin.

Et par formanende ord dog; drik den med det samme, hvilket også er svært ikk’ at gøre. Aromaerne bliver svagere med lidt luft, så drik endelig med det samme. Drik den heller ikke for kold … men selvfølgelig heller ikke for varm. Jeg tog min ud fra vinkøleskabet ved 12 grader, åbnede og drak … perfecto.

Fået mit eksemplar fra forhandleren Italux, hvor en flaske koster 90 kr. God pris for et herlig vinoplevelse. Denne lille sag overrumpede mig sgu.

Vinanmeldelse 5,5/7