Tag-arkiv: 5½

2012 Domaine Michèle & Patrice Rion, Chambolle-Musigny Les Cras, Bourgogne, Frankrig

Med næste vin er vi retur hos Domaine Michèle & Patrice Rion og igen med en vin fra marker i Chambolle-Musigny, nemlig deres Chambolle-Musigny Les Cras.

Aftenens tidligere vin fra Patrice Rion kom fra marken Les Bons Bâtons i bunden af bakken og lige udenfor Premier Cru og Grand Cru markerne. Ja, der er nu imidlertid kun to Grand Cru marker i Chambolle-Musigny, nemlig Bonnes-Mares og Musigny. Denne vin kommer fra marken Les Cras, som ligger øverst på bakken … faktisk meget tæt på Bonnes-Mares.

Les Cras er egentlig en Premier Cru mark, men den øverste del af marken, der ligger lige over Premier Cru marken Les Fuées er ikke klassificeret  som Premier Cru, hvorfor denne vin heller ikke er en Premier Cru.

Meget kunne dog tale for, at placeringen af denne del af Les Cras marken er ganske ideel, bl.a. grundet den tætte beliggenhed med Bonnes-Mares samt det faktum, at klimaet i Bourgogne – som så mange andre steder – har været stigende gennem de seneste år, hvilket taler for, at vilkårene på højtliggende marker bare bliver bedre og bedre.

Druerne kommer fra 35 år gamle vinstokke, udbyttet ligger på 30-35 hektoliter pr. hektar. Vinen er fermenteret i åbne ståltanke over 3 uger og lagret 18 måneder på barriques, heraf 50% nye fade. Der laves årligt 2.400 flasker af denne vin.

Duften byder på en lidt indelukket, gærende mødding … men altså på en pæn måde. Der er nu kommet mere dybde, mere fylde i vinen, mere kraftige og mørkere bær, næsten med lidt blommer, nogle brændte noter, jod, blod og tør jord.

Smagsmæssigt en ren og jernholdig frugt, grøn syre, mere tæt og selvom vine fra Chambolle-Musigny normalt er lette – Bourgognes ballerinaer – så er denne knap så feminin, men langt mere tæt og fyldig i smagsoplevelsen. Men godt smager det bestemt.

Købt hos Bichel Vine, pris 450 kr.

Rating 5,5/7 

2014 Domaine Louis Michel & Fils, Chablis Premier Cru Montée Tonnerre, Bourgogne, Frankrig

En lille bourgognesmagning bød på 8 burgundiske vine … lige fra almindelige kommunevine til Grand Cru. Vi startede med en Premier Cru, nemlig en Chablis Premier Cru Montée Tonnerre fra Domaine Louis Michel & Fils, der holder til i midt i Chablis by og ikke langt fra floden Serein.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1850 af Jean-Loup og Guillaume Michel, og drives fortsat i dag af familien, nemlig af Guillaume Michel. Han fortsætter familiens stolte traditioner og sætter en ære i at lave vine, der repræsenterer husets særlige kendetegn,

Huset har sammenlagt 21 hektar vinmarker, bl.a. fordelt på 3 Grand Cru marker samt 7 Premier Cru marker.

Det giver sammenlagt 12 forskellige vine, nemlig en Petit Chablis, en almindelig Chablis, de 7 Premier Cru vine Montmain, Forêts, Butteaux, Butteaux Vieilles Vignes, Vaillons, Séchets, Fourchaume og Montée de Tonnerre samt endelig de 3 Grand Cru vine Grenouilles, Les Clos og Vaudésir.

Montée de Tonnerre marken, som leverer Chardonnay druerne til denne vin er en Premier Cru mark. Det der specielt gør denne mark interessant er, at den ligger lige op til de få Grand Cru marker i Chablis.

Jordbunden er speciel ved at den består af kimmeridge kalk – hvad franskmændene kalder arglo-calcaire, en blanding af kalksten og ler med et højt indhold af mikroskopiske fossiler. Kombinationen af det marginale klima og den kalkholdige jordbund giver generelt vine med et ret højt syreniveau.

Vinificeret uden tilsætning af gær og med så lidt indvirkning som muligt. Lagret minimum 12 måneder på rustfrie ståltanke, og altså slet ikke lagret på fad.

Dufter sindssygt godt med fersken, æbler, en meget pirrende tør røg, blomster, citrus og en smule græs samt lidt nyvasket sengelinned. Virkelig smuk og elegant næse.

Smagen er frisk med en præcis grøn syre, meget stringent, tørhed, kalk. En meget slank og elegant vin, men egentlig meget blød i eftersmagen. Sprød og syrerig.

Forhandles af Bichel Vine, hvor prisen er 250 kr.

Rating 5,5/7  

2011 Château de Coulaine, Chinon Clos de Turpenay, Loire, Frankrig

Jan var forbi det houlbergske hovedkvarter – aka min ydmyge hjemmebolig – forleden og havde medbragt en lille sag, som vi lige skulle smage. Det var denne Chinon Clos de Turpenay fra Château de Coulaine, der ligger i Beaumont en Véron lidt vest for Chinon.

Château de Coulaine er et af de ældste slotte i Chinon området, familieejet gennem alle årene og bygget i 1470 af Jehan de Garguesalle, selvom der er dyrket vin i Beaumont en Véron siden det 13. århundrede. Imidlertid blev de fleste marker omkring slottet udryddet af vinlusen i det 19. århundrede.

i 1988 overtog Pascale og Etienne de Bonnaventure driften og startede med at tilplante markerne, primært med Cabernet Franc og besluttede samtidig, at det skulle ske uden brug af kemikalier.

Det betød også, at Château de Coulaine var et af de første domæner i Chinon til at blive certificeret økologisk, hvilket sket i 1998.

I dag har parret samlet 18 hektar vinmarker og de bedste marker ligger ved Château de Coulaine, men omfatter også topmarken Clos de Turpenay, hvorfra druerne til denne vin kommer.

Clos de Turpenay et en gammel vinmark, der ligger på en sydvendt bjergskråning. Marken er allerede omtalt tilbage i 1245, hvor den blev givet i gave til klosteret i Turpenay. Vinen er selvfølgelig 100% Cabernet Franc og lavet med maceration ved 20 grader i næsten en måned og lagret næsten et år på egefade i slottets mørke kældre.

Og sikke en dejlig næse … virkelig typisk Cabernet Franc fra Loire med en tydelig bioanimalsk side samt blæk, blyant, bræk, flæsk og en syrlig våd karklud. Det er syrlige bolsjer, ribs, blåbær, jord, urter, teblade og måske endda en smule læder.

Smagsmæssigt er vinen meget let og meget frugtrig. Det er blåbær, ribs … røg, let parfumeret og med markante tanniner, som dog aldrig bider eller snerrer. Med luft i glasset bliver smagen langsomt mere varm, mørkere og rund … det klæder virkelig vinen. Kompleks og flot Cabernet Franc fra Loire.

Forhandles af Rosforth & Rosforth, hvor prisen er 204 kr. ved 1 flaske og 170 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5,5/7 

2006 Silvano Bolmida, Barolo Bussia, Piemonte, Italien

Og hvorfor ikke nappe en Barolo … her en Barolo Bussia fra Azienda Agricola Silvano Bolmida, som ligger et par kilometer nord for Monforte d’Alba, faktisk på adressen Località Bussia, altså lige ved den berømte Barolo mark, som druerne til denne vin kommer fra.

Azienda Agricola Silvano Bolmida er reelt grundlagt i 1999, da Silvano Bolmida overtog familieforetagendet … en lille vingård med 5 hektar beliggende i Bussia di Monforte d’Alba. Silvano var i 1987 blevet uddannet ønolog og havde efterfølgende arbejdet 12 år hos et af de kendte Barolo vinhuse inden han startede for sig selv.

Der laves alene rødvine hos Silvano … 6 forskellige på henholdsvis Dolcetto, Barbera og selvfølgelig Nebbiolo. Denne Barolo Bussia er husets topvin, hvor druerne kommer fra Silvanos 2 hektar parcel på Bussia marken, hvor vinstokkene er omkring 50 år gammel.

Bussia marken er en af de mest anerkendte marker i Monforte d’Alba og vel også mere kendt af andre kendte marker som Cicala, Colonnello, Dardi, Ginestra, Mosconi, Munie, Romirasco og Santo Stefano.

Vinen er lavet meget traditionelt med vild lang maceration … hele 4 uger, hvorefter vinen lagrer 1 år i barriques, efterfulgt af 2 år i store 500 liters tonneaux inden yderligere 14 måneder på flaske inden frigivelse.

Umiddelbart er næsen lidt mere anonym end foregående Pomerol, men langsomt åbner vinen sig med lidt luft i glasset. Det er leret jord, balsamiske noter, hindbær, yogurt, mejeri, blæk, grafit, svampe, østershatte, trøfler, let babybræk, hæfteplaster og en snas lakrids. Det er sgu da ikke så ringe … hmmmmm.

I munden er der godt med syre … klart italiensk Nebbiolo. Det er lagret balsamisk syre, stram og pågående syre, tørhed, jern, virkelig godt med stramme tanniner, som driller din tunge og mundhule. Det er klart mere rustik end foregående Pomerol, men har herlige Barolo elementer.

Forhandles af VildMedVin, hvor en flaske koster 300 kr. Forhandles også af Laudrup Vin, hvor en flaske i magnumstørrelse koster 449 kr.

Rating 5,5/7 

2014 Weingut F. X. Pichler, Riesling Federspiel Urgestein Terrassen, Wachau, Østrig

Byggemødets eneste hvidvin blev denne Riesling Federspiel Urgestein Terrassen fra det østrigske vinhus Weingut F. X. Pichler, som holder til i et topmoderne vineri i Oberloiben lige ved Dürnstein og nabo til der schönen blauen Donau.

Weingut F. X. Pichler er en af Østrigs store kultproducenter, som bliver rost af vinanmeldere fra hele verdenen. Robert Parker har fx skrevet, at F. X. Pichler er Wachaus svar på Château Latour, Zind-Humbrecht og Sandrone … lidt af en sammenligning.

Weingut F. X. Pichler er grundlagt tilbage i 1898  og drives i dag af 4. generation i form af Franz Xavier Pichler. Han overtog driften i 1971 og driver stedet med hjælp fra sønnen Lucas.

Lucas har så småt overtaget arbejdet i kælderen, mens Franz stadig har ansvaret for det enorme arbejde, der udføres i markerne. Med Lucas har stilen ændret sig en lille smule mod en mere ren og stringent stil, men det altafgørende fokus er stadig at få det optimale ud af det unikke terroir, der findes i Wachau.

Vinene dyrkes og vinificeres så naturligt som muligt – det hele handler om at udtrykke terroir i vinene med største respekt for naturen.

Weingut F. X. Pichler har samlet 8 hektar vinmarker på nogle af de bedst beliggende steder i hele Wachau, bl.a. markerne Dürnsteiner Kellerberg og Loibnerberg samt Loibner Frauenweingarten og Klostersatz. Her findes der bjergterrasser, som stammer fra det 13. århundrede. Stort set alt arbejde forgår her kun manuelt.

Jordbundsforholdene er granit- og gneissholdige, hvilket giver vinene dybde, finhed og mineralsk karakter. Samspillet mellem
de klimatiske forhold, jordbunden samt Donauflodens indflydelse danner et slags mikroklima med kraftige temperaturudsving fra dag til nat, hvilket begunstiger aromadannelsen i druerne.

På halvdelen af markerne dyrkes Grüner Veltliner, mens resten udgøres af Riesling samt en smule Sauvignon Blanc. I 1928 udvalgte vinhuset en speciel klon af Grüner Veltliner med små druer og med højere mostvægt og ekstraktfylde. Disse vinstokke står i dag på alle marker og danner grundlaget for Pichlers fremragende kvalitet.

Lad os kigge nærmere på denne Riesling Federspiel Urgestein Terrassen. Det er jo en Federspiel … hvilket siger noget bl.a. sukkerindholdet. I Wachau inddeler man nemlig kvalitetsvine i tre kategorier, Steinfeder, Federspiel og Smaragd.

Det første trin Steinfeder er opkaldt efter græsarten Stipa Pinnata, der vokser i vinbjergene. Disse tørre vine har under 11% alkohol. Federspiel – hvor navnet henviser til fortidens falkejagter – har typisk en alkoholprocent på mellem 11 og 12½ samt et sukkerindhold på mindst 17° KMW.

KMW er en forkortelse for Klosterneuburger Zuckergrade og er en slags Oechsle-skala, som anvendes i Østrig. Den er vel nærmest et udtryk for, hvilken alkoholstyrke en vin kan opnå ved maksimal udgæring snarere end et udtryk for sødmeniveauet i en potentielt udgæret vin.

Det øverste trin kaldes Smaragd og stammer ikke – som man måske ellers skulle tro – fra smykkestenen, men fra smaragdfirbenet, der findes i Wachaus vinmarker og bærer stenens grønne farve. Her er sukkerindholdet mindst 18,2° KMW, hvorfor der således typisk er tale om sødere vine.

Denne Riesling Federspiel Urgestein Terrassen er lavet på rustfrie ståltanke, har en alkoholprocent på 11,5% … men ellers har jeg ikke de store oplysninger om produktionen. Vi springer derfor hovedkulds ind i mine smagsnoter.

Virkelig herlig næse … vi snakker petroleum, dybde, græs, sten og virker spillevende og frisk i udtrykket. Det er lidt tropisk frugt, fersken, citrus og virkelig godt med grønt græs. Man fornemmer en utrolig intensitet og dybde i vinen.

Smagen er frisk og spændstig med citron, blomster … masser af syre og ikke mindst masser af sten, mineraler og renhed. Det er skarpt, præcist og virkeligt lækker Riesling.

Forhandles af Laudrup Vine, hvor prisen er 279 kr. for en flaske og 210 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 5,5/7 

N.V. Champagne Mailly Grand Cru, Brut Réserve, Champagne, Frankrig

Champagne Mailly Grand Cru er ikke et traditionelt champagnehus, men derimod et kooperativ i Champagne. De står bag denne Brut Réserve, som var første vin til byggesjakkets vinaften.

Champagne Mailly Grand Cru er grundlagt i 1929 af en flok vinbønder omkring byen Mailly. De slog kræfterne sammen grundet de økonomiske hårde tider efter 1. verdenskrig med et motto om, at de sammen kunne få det til at ske. På fransk hedder det à la tête par la main.

Champagne Mailly Grand Cru har kun – som navnet måske også indikerer – Grand Cru marker, men alene dog samlet omkring 70 hektar fordelt på samlet 80 vinavlere.

Det betyder en årlig produktion på 500.000 flasker årligt fordelt på 10 champagner i 4 kvalitetsniveauer. Denne Brut Réserve kommer fra husets basisserie, som de kalder Classic Cuvées.

Vinen er lavet på 75% Pinot Noir og 25% Chardonnay, der kommer fra ikke mindre end 480 forskellige parceller. Vinen er lavet i store temperaturstyrede rustfrie ståltanke ved 16 grader og har derefter lagret i kooperativet gamle kridtkældre.

I næsen er der nogle ristede noter, en overgæret duft … overmodne pærer, fersken, estragon, lidt citrus samt mineralske elementer. Smagsmæssigt er boblerne meget blide og forsvinder meget hurtigt i glasset, men det smager bare rigtigt godt. Virker fortsat ung, hvilket dog er umuligt at bekræfte med en Non Vintage, men syren er meget stringent, præcis og der er lidt bitter lemon sidst i smagsspektret. Efter lidt tid i glasset forsvandt boblerne dog helt.

Forhandles af Laudrup Vine, hvor prisen er 418 kr. for en flaske og 312,50 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 5,5/7 

2014 Mollydooker, Velvet Glove Shiraz, Mclaren Vale, Australien

Whoa, Black Betty Bam-ba-Lam sang Ram Jam tilbage i 1977 og sort er næste vin også … sort, sexet og ganske eksklusivt i et outfit med sort fløjlspose med navnet Velvet Glove broderet med sølvtråd. Flasken – en ikonisk buttet flaske … nærmest som en bowlingkegle – har også en etiket, der er en sort fløjlshandske i samme stil. Whoa.

Det er selvfølgelig australske Mollydookers topkanon, som vi her har fat i … Velvet Glove lavet på ren Shirazzzzzzz fra samme mark, som de to foregående krydsermissiler, nemlig marken Gateway Vineyard i McLaren Vale, men her alene fra de allerbedste rækker centralt på marken … de rækker, der hvert år leverer de absolut bedste druer.

Vinen er vinificeret på egefade og modnet på nye amerikanske fade. Hvor lang tid fremgår dog ikke. Som alle andre vine fra Mollydooker kommer denne topvin også med skruelåg. Der er kun produceret få tusinde flasker af Velvet Glove i 2014.

Duften er voldsom, sindssyg og intens … virkelig massiv oversøisk frugtbombe, men i forhold til de to øvrige meget, meget mere poleret og med alkoholen langt mere integreret. Næsen er mørk chokolade, lakrids, sorte kirsebær, blåbær, modne blommer, svag rosin, våde fade, vanilje, barbeque grillmad og lidt tørrede urter.

Smagen er selvfølgelig også over the top … voluminøst, intenst, tæt. Der er masser af sammenpresset frugt, men det hele er blødt, cremet og virkelig oversøisk frugtbombe med engelsk lakrids, chokolade, kirsebær og solbær. Der er lidt svampe, vanilje fra egetræsfadene, og det er en utrolig fyldig vin, som samtidig er meget velbalanceret. Er man til frugtbomber, så er dette kongen … en jernnæve i en fløjlshandske.

Efter de tre Mollydooker Shirazzzzzz vine er det måske tid at gøre status. I forhold til sidste gang jeg smagte vinene, så synes jeg, at der i dag er større forskel på vinene … specielt mellem Carnival of Love og Velvet Glove.

I årgang 2010 gav jeg begge vine 6 Thumbs Up, men i årgang 2014 blev det til 5 Thumbs Up for Carnival of Love og 5½ til Velvet Glove. Generelt ligger jeg lavere i dag end i 2012, hvor jeg smagte vinene sidst, men det skyldes nok alene, at jeg ikke har disse frugtbomber ret langt oppe på min favoritliste.

Men fedt at smage de tre vine samtidig … så tak til drengene for det.

Forhandles hos Atomwine, hvor prisen er 1.299 kr.

Rating 5,5/7 

2011 Molino di Sant’Antimo, Brunello di Montalcino Paolvs, Toscana, Italien

2011 Molino di Sant'Antimo, Brunello di Montalcino Paolvs, Toscana, ItalienLidt smuk Brunello di Montalcino Paolvs fra vinhuset Molino di Sant’Antimo, der ligger ved Castelnuovo dell’Abate lidt syd for Montalcino by … lige mellem den lille flod Orcia og bjerget Monte Amiata tæt på det historiske kloster Abbazia di Sant’Antimo.

Vinhuset ejes af Carlo Vittori, der købte en ældre og forladt vingård syd for Montalcíno tilbage i starten af 1980’erne. Før købet havde Carlo været vinmager på  Val di Suga og Castello Romitorio, men ønskede at lave sine egne vine. Han havde den overbevisning, at det kunne lykkes med hårdt arbejde.

Og det lykkedes, hvilket gjorde at Carlo senere kunne udvide produktionen, bl.a. via købet af Castello di Romitorio, som blev lagt ind under Molino di Sant’Antimo. Det gav bl.a. Carlo muligheden for at producere Brunello di Montalcino.

I dag driver Carlo Vittori omkring 40 hektar vinmarker sammen med hustruen og sine 3 døtre … én af dem kan vi se i en gæringstank på billedet ovenfor.

Derudover driver familien også en omgang bed and breakfirst fordelt på to ejendomme Molino og Poderenuevo ai Campi. Den sidstnævnte ejendom er købt omkring år 1999 og er siden renoveret totalt.

Den årlige vinproduktion ligger på mellem 80.000 og 100.000 flasker. Produktionen omfatter en smule olivenolie, men det primære er selvfølgelig vinene. Carlo laver 11 forskellige vine, herunder denne Brunello di Montalcino Paolvs, som kommer fra vinhusets nordligste marker, som netop ligger indenfor Brunello appellationen. Det er selvfølgelig 100% Sangiovese.

Brunello di Montalcino Paolvs  er lavet i rustfrie og temperaturstyrede ståltanke med maceration i 14 dage, hvorefter vinen lagrer 24 måneder i en blanding af slovenske egefade på 30 hektoliter samt franske tonneaux egefade … der svarer til omkring 4 barriques eller mere præcist 928 liter. Derefter flaskes vinen, lagrer yderligere 12 måneder og frigives så til salg.

Næsen er virkelig ægte Toscana … tør jord, endda masser af jord, tobak, blommer, hindbær, lakrids og klare balsamiske noter med et strejf af nogle urter, let rosmarin og grøn peber.

I munden er vinen virkelig blød, cremet … fløjl, men fortsat med italiensk, balsamisk syre og klart definerede tanniner. Virker fortsat meget ung og vil klart vinde med nogle år – tænker 3-5 år – i kælderen.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 369 kr. for en nyere 2013’er, mens prisen ved køb af 6 flasker er 319,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2013 Weingut Rudolf Fürst, Centgrafenberg Frühburgunder, Franken, Tyskland

En lille ønsk-hinanden-go’-jul hyggestund hos Gert bød på et par vine … først denne herlige tyske Centgrafenberg Frühburgunder fra Weingut Rudolf Fürst. Og som man jo siger på tysk; es ist nie zu spät Frühburgunder zu trinken und nie zu früh Spätbunder zu trinken … eller noget i den retning.

Weingut Rudolf Fürst holder til lige udenfor byen Bürgstadt am Main i dalen mellem Spessart og Odenwald i Churfranken omkring 40 kilometer vest for Würzburg, den vestligste del af Franken … næsten på vej mod Pfalz.

Weingut Rudolf Fürst er ét af Frankens bedste vinhuse, som jeg også tidligere har skrevet om, senest da jeg – for ikke så lang tid siden – smagte husets 2013 Bürgstadter Spätburgunder og tidligere også husets 2014 Spätburgunder Tradition. Jeg vil derfor heller ikke skrive en masse om vinhuset igen, men blot henvise til de tidligere indlæg, hvis du vil læse mere om vingutten.

Denne Centgrafenberg Frühburgunder er lavet på en blanding af druer fra markerne Bürgstadter Centgrafenberg, en stor sydvendt mark øst for floden Main samt Bürgstadt med udsigt til byerne Miltenberg og Bürgstadt. Den er samtidig basis for størstedelen af Fürsts vine.

Bürgstadter Centgrafenberg er en forholdsvis stor mark, samlet på 83 hektar og de bedste dele af marken er Gewanne Walzrain, Hunsrück, Hohenlinde og Vogelsberg. Fürst har hans parceller både på den centrale del af Centgrafenberg.

Vinen er lavet helt traditionelt … og hos Furst betyder det minimal intervention i vinmarkernes cyklus, stærkt reducerede udbytter, nænsom vinifikation og lang lagring på træfade. Her er det gæring og maceration i åbne egetræskar og efterfølgende lagring 18 måneder i barriques fra Bourgogne, altså fade på 228 liter. Dem kalder tyskerne Stückfass.

Og op af glasset stiger sød, tysk kostald … herlig animalsk og helt efter bogen, måske en kant mere grønt og frisk, som vinene fra Franken ofte har, men bestemt godkendt. Det er let, lys med kirsebær, jordbær, let stikkelsbær, salt og en smule blyant.

I munden er vinen let, balanceret med sødme og blid syre, lidt jernagtige noter, en smule peber i bagmunden samt søde kirsebær. Derudover har vinen samtidig en tiltalende mineralitet, hvilket sammen med den gode lethed giver et elegant og vedkommende indtryk.

Gert har købt vinen hos Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke. I Tyskland koster vinen omkring 27,50€ … eller omkring 205 kr.

Rating 5,5/7  

2015 Weingut Klaus Zimmerling, Riesling, Sachsen, Tyskland

Et god tradition i julen er små get-together for at ønske hinanden god jul. Hos Jan og frue omfatter det også lidt vin og én af disse var denne Riesling fra vinhuset Weingut Klaus Zimmerling

Klaus Zimmerling og hans kæreste/kone kunstneren Małgorzata Chodakowska holder til ved den lille by Pillnitz omkring 5 kilometer sydøst for Dresden, tæt på Elben i det mere ukendte vinområde Sachsen … et af de nordligste vinområder i Tyskland, hvor der sådan set primært produceres hvidvine, hvilket også er tilfældet hos Zimmerling.

Vinhuset er grundlagt i 1992, hvor parret slog sig ned i Pillnitz i en ejendom, som parret selv kalder en Rysselkuppe … en slags intensiveret pyramide, der både fungerer som vineri for Zimmerling og atelier for Małgorzata, der laver græsk/ægyptisk inspirerede skulpturer … en slags erotiske kvinder.

Klaus Zimmerling har samlet 4 hektar vinmarker, primært parceller på marken Pillnitzer Königlicher Weinberg, hvor der dyrkes sorterne Riesling, Grauer Burgunder, Weißburgunder, Kerner, Gewürztraminer & Traminer. Udbyttet er meget beskedent, alene 20-30 hektoliter pr. hektar, hvilket giver basis for en årsproduktion på beskedne 15.000 flasker.

Lidt specielt, så laves næsten alle vinene i flasker på 0,5 liter, selvom denne Riesling dog heldigvis er på de mere normale 0,75 liter,

Alle vinene laves med etiketter, som er lavet af Małgorzata Chodakowska og med en ny etiket hvert år. I 2015 har alle vinene – som det fremgår af billedet – således en etiket med en kvinde, der hviler hovedet på sine hænder.

Denne Riesling er lavet på rustfrie ståltanke, men ellers ikke de store oplysninger om produktionen. Vinen har dog 6,1 gram restsukker pr. liter … men det siger jo ikke alverden.

Men for pokker, hvor smager den dog bare herligt. Der er ganske vist ingen petroleum i næsen, men det er jo også en helt ung 2015 vin, som dog i stedet har en utrolig dybde, nærmest GG i næsen, virkelig intenst med modne, gule æbler, fersken, citron, mandler … dufter sindssygt godt.

I munden herlig blød, rund med krydrede elementer … fin balance mellem friskhed og de runde, krydrede elementer. Smager virkelig godt.

På vingården koster vinen 18€ … eller omkring 135 kr. Herhjemme har Vinpusheren vistnok også vinen.

Rating 5,5/7