Tag-arkiv: 5½

2020 Yllera Bodegas y Viñedos, Meraldis Verdejo Vinificación Integral, Rueda, Spanien

2020 Yllera Bodegas y Viñedos, Meraldis Verdejo Vinificación Integral, Rueda, SpanienMeraldis Verdejo Vinificación Integral er en Gran Vino de Rueda og kommer fra Yllera Bodegas y Viñedos, som var den sidste vin med i MasterClass’en tidligere … denne blot lige et niveau op.

Vinen er nemlig lavet af Verdejo druer fra mere end 40 år gamle vinstokke placeret i sandet jord ved Segovia, men er efter høst blot presset direkte og mosten gæret over 6 dage i rustfrie ståltanke med druernes egne gærceller og så derefter lagret 17 måneder sur lige i 500 liters egetræsfade.

Dufter sgu nærmest helt biodynamisk, landlig og tæt på oxideret … har note af lidt stearinlys og paraffin, linolie og noget luftigt med en smule umami, karamel og vanilje suppleret med en frugt af syltede limefrugter, grape og søde mandariner, lidt røg og sød lakrids … dufter sgu da for vildt.

WAUW … vinen smelter nærmest i munden, blød og elegant … igen med masser af lemon og grape, som er med til at give en frisk syre midt i alt det bløde, cremede, fyldige og olierede smag. Det smager rasende godt … smørfed med lækker krop, så 94 point.

Ingen importør herhjemme, men på vingården koster vinen 20€ … hvilket svarer til 149 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Bodegas José Pariente, Verdejo Cuvée Especial, Rueda, Spanien

2021 Bodegas José Pariente, Verdejo Cuvée Especial, Rueda, SpanienVed walk-around smagningen af Rueda vinene, så smagte jeg først denne Verdejo Cuvée Especial fra Bodegas José Pariente, der ligger ved  La Seca i Rueda.

Vinhuset er grundlagt i 1960 af José Pariente, som var en energisk vinbonde, der begyndte at fremstille sine hvide vine på Verdejo fra sine vinmarker. Han solgte dog de fleste af druerne til andre vinhuse.

Han blev dog gradvis mere og mere ambitiøs i forhold til kvaliteten på sine vine og hans omhyggelige arbejde i markerne, vinstokkenes og de enkelte parcellers beskaffenhed og hans glæde ved at lave vin dannede grundlaget vinhusets fremgang.

Efter hans død i 1998 overtog hans datter Maria Victoria Pariente driften og har siden drevet vinhuset med stor dygtighed. I dag er det dog med hjælp fra hendes børn Martina og Ignacio Prieto Pariente som 3. generation.

Sønnen Prieto klarer det forretningsmæssige, mens datteren Martina står for produktionen. De har også i 2008 bygget et nyt og topmoderne vineri for at udvikle deres vine endnu mere og dette omfatter bl.a. store betonæg som delvis erstatning for de træfade, man tidligere havde anvendt under vinifikationen.

Vinhuset har samlet 92 hektar vinmarker, der ligger på adskillige marker omkring byerne Rueda og La Seca. De er fortrinsvis plantet med verdejo, men på udvalgte parceller dyrkes også Sauvignon Blanc. Vinstokkene er i gennemsnit 40 år gamle og vokser i ca. 750 meters højde.

Druerne herfra indgår i de fem forskellige cuvéer, som vingården producerer og det er fire tørre hvide vine  og en enkelt sød vin … her smager vi husets Verdejo Cuvée Especial i årgang 2021.

Verdejo druer kommer fra 35 år gamle vinstokke på to marker i omegnen af La Seca og høstes med et meget lavt udbytte. Efter høsten sorteres frugten omhyggeligt både i marken og på vineriet, hvor vinen modnes på gærresterne i æggeformede betonbeholdere efter 12 timers udblødning.

De æggeformede betonbeholdere skulle givr en større påvirkning fra bundfaldet og dermed større kompleksitet i vinen, der også er lagret i beholderne i omkring 10 måneder. Vinen er lavet i 7.642 eksemplarer.

Hvor dufter den indbydende … har en smørlækker fylde samt et fabelagtigt mix mellem lime, citroner, grønne æbler og noget mere tropisk frugt ala fersken, ananas, kvæde, melon … godt med fennikel og løvstikke, vanilje, lidt saltet og stenet mineralitet … alt på én gang, hvilket gør duften ganske imponerende.

Smagen er også smørfed, cremet og monster lækker … der er grape, lime samtidig med kraft og krop. Syren virker også cremet, markant og ganske frisk, men samtidig er vinen også både saftig, intens samt  ganske intens … dragende, så 93 point.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 369,95 kr., mens prisen er 329,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Bodega Emina Rueda, Emina Verdejo Fermentado en Barrica, Rueda, Spanien

2018 Bodega Emina Rueda, Emina Verdejo Fermentado en Barrica, Rueda, SpanienMed næste vin er vi tilbage ved Verdejo druen, men denne gang er vinen lavet og lagret på egefade … vinen er denne 2018 Emina Verdejo Fermentado en Barrica fra Bodega Emina Rueda.

Vinhuset ejes af det store Grupo Matarromera aka Bodegas Familiares Matarromera, som ejer en stor række vinhuse i hele Spanien, nemlig Bodega CM Matarromera, Emina Rueda og Emina Ribera, Bodega Rento, Valdelosfrailes, Casar de Vide, Bodega Cyan og Win.

Bodegas Familiares Matarromera ejes af Carlos Moro Gonzalez, som er ikke mindre end uddannet agronom, økonom, ønolog og han har derudover også diplom indenfor informations- og kommunikationsteknologi.

Inden grundlæggelsen af sit vinimperium i 1994 havde Carlos arbejdet i landbrugsministeriet, havde været stedfortrædende generalsekretær for en spansk industrisammenslutning for mad og drikke, arbejdet som agroekspert for FAO og en derudover haft en række andre vigtige job for den spanske stat.

Men siden 1994 har han dedikeret sig til vinens verden og det omfatter – udover de nævnte mange vingårde – driften af Emina Museum, Restauranten La Espadaña samt Emina Rural Hotel og så producerer han selvfølgelig også lidt olivenolie.

Emina projektet startede Carlos Moro Gonzalez i 2005 … hvor han i Ribera del Duero byggede en moderne vingård Emina ved siden af det historiske kloster Santa María de Valbuena ved bredden af Douro-floden. Et par år senere i 2007 byggede han også Emina Rueda vinhuset tæt på Medina del Campo.

På Emina Ribera har Carlos knap 75 hektar vinmarker fordelt på markerne Viñas Rosas, La Cabaña, Valdelacasa, Hermano Diego, El Tomillar, El Horno, Valuenga, Los Apriscos, La Hinojera og Vermilion.

På Emina Rueda har Carlos 136  hektar vinmarker på de 3 marker La Bodeguilla, Las Marcas og El Escaparate … men derudover han man også markerne Las Piedras, Matalamoza og La Buitrera.

Denne 2018 Emina Verdejo Fermentado en Barrica er lavet med Verdejo druer fra marken Finca de Las Piedras, der ligger lige op til et stort fyrreskovsområde med sandet jord.

Vinen er lavet ved, at mosten først har gæret på ståltanke, men efterfølgende gennemgået en kort malolaktisk gæring i nye franske barriques, hvor vinen også er lagret i 7 måneder.

Vild og spændende duft … eksplosiv og ekspressiv, meget aromatisk med honning,  smørfedme, stor volumen, godt med fad, flødekaramel og lakridskonfekt, vanilje, briocheboller, tørret abrikos, dåseananas, rosmarin og lidt finsk lakrids … mums.

Smagen er fed, voluminøs, bred med saftig savldryppende fylde, men syren er fortsat frisk og håndfast. Det er så utrolig cremet, smør- og flødelækkert, lidt olieret og har ristede hasselnødder, peber, grillede citroner og fabelagtig blød. 93 point.

Ingen importør herhjemme, men på vingården koster vinen 19,47€ … hvilket svarer til 145 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Chiesa del Carmine, Il Campanile, Umbrien, Italien

2019 Chiesa del Carmine, Il Campanile, Umbrien, ItalienNæste vin kommer fra det spændende umbriske vinhus Chiesa del Carmine og vinen er denne spændende Il Campanile … en IGT vin lavet på Sangiovese, Merlot og et skønt fieldblend af lokale druesorter.

Chiesa del Carmine er oprindelig en gamle kirke fra 13-hundrede tallet, men udgør i dag både vineri og agriturismo.

Vingården ligger ved foden af ​​Monte Tezio i en fredet dal med betagende udsigt i alle retninger.

Derfra kan man se Monte Subasio og Assisi mod syd, det antikke slot Antognolla mod vest og de gamle skove og Apeninerne mod nord og ligger faktisk kun 20 minutter fra Perugia og endda ganske tæt på den toscanske grænse.

Chiesa del Carmine og det tilstødende bondehus med plads til 14 gæster var gamle dage været en driftig landejendom med forskellig planteavl, vinmarker og store olivenlunde, men ejendommen blev sidst i 1950’erne forladt til forfald og stod som en ruin frem til 2009, hvor den blev købt af det engleske ægtepar Jeremy og Jacqueline Sinclair.

Gennem 10 år restaurerede de den gamle kirke og bondehuset, så det i dag  er en blomsterende vingård med ældgamle olivenlunde, en trøffelskov og græsgange, der producerer en række økologiske produkter og 5,7 hektar vinmarker … og lidt agriturismo.

Dyrkningen følger økologiske principper i såvel vinmarken som i vineriet med en særlig fokus på jordkvaliteten. Om vinteren plantes et dækkende lag af hestebønner mellem vinstokkene og de pløjes ned i jorden om foråret sammen med afskåret løv fra vinstokkene.

Til at hjælpe med vinproduktionen har Sinclair parret hyret vinmageren Giovanni Dubini, der selv ejer og driver sit vinhus Azienda Agricola Palazzone i Orvieto.

Il Campanile er lavet på 60% Sangiovese, 10% Merlot og så består sidste 30% af et fieldblend af umbriske druesorter … jeg kan ikke se nogle steder, hvilke sorter der er tale om.

Druerne høstes manuelt med udvælgelse af klaserne i perioden fra midten af september til slutningen af oktober. Gæring og maceration sker temperaturkontrolleret  i rustfri ståltanke. Efter endt gæring er vinen lagret 9 måneder på 225 liter franske barriques og yderligere et par måneder på flaske.

I glasset er vinen egentlig ganske lys … tæt på at være transparent, men også kun tæt på. Til gengæld er skæret lidt orange, som en god Brunello, men duften er også lidt der hen af. Fremragende aroma af tørrede champignon, gærede kirsebær, hindbær, ribs, røg, violer og snert af lidt gran … dufter vild godt.

Smagen er både tør og har lys frugtsødme … de to spiller bare rigtig godt sammen. Syren er spillevende og frisk, men samtidig har vinen også lidt lemonagtige elementer, der gør vinen lys. Det bakkes godt op af en frugt med hindbær, ribs og tranebær, tørre tanniner der lige bider, vrinsker og er mørkere, hvorfor man kunne forledes til at tro, at der i de sidste 30% kan være en smule Sagrantino, der har et bæst af et tanninbid, men her spiller alt alarmerende godt sammen og det giver en rigtig fænomenal italiensk vin. 94 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2021 I Custodi, Pistus Etna Rosso, Sicilien, Italien

2021 I Custodi, Pistus Etna Rosso, Sicilien, ItalienVinen Pistus Etna Rosso fra det sicilianske vinhus I Custodi har jeg smagt mange gange og altid været begejstret for … og nu er det så årgang 2021 i glasset.

I Custodi  er et lille konsortium bestående af 5 vinavlere under ledelse af Maurizio Pagano og Salvo Foti.

Samlet har de 5 vinavlere 7,5 hektar vinmarker fordelt på 4 forskellige vinmarker på vulkanen Etnas sorte skråninger. Samlet laver vinhuset laver 5 forskellige vine og i dag samlet omkring 58.000 flasker  årligt.

Vinmarkerne passes med respekt for miljøet, økologisk bæredygtighed og de bruger bl.a. et muldyr kaldet Ciccio i arbejdet med at bære kasserne med druer ned fra de stejle skrænter på vulkanens sider.

Pistus Etna Rosso har jeg – som skrevet indledningsvis – smagt får, bl.a. i årgang 2017, 2018 og 2020 … og er virkelig en charmetrold, som også i årgang 2021 er lavet på 80% Nerello Mascalese samt 20% Nerello Cappuccio.

Druerne er fra marken Contrada Moganazzi Cantina marken i 700 meters højde ved Castiglione di Sicilia, hvor stokkene dog ikke er så gamle, alene op til 10 år gamle. Druerne høstes med håndkraft, men afstilkes ikke.

I stedet knuses klaserne blidt, hvorefter der sker vinifikation i rustfrie ståltanke med både maceration og gæring over et par uger. Derefter er vinen lagret i ståltankene omkring 9 måneder og efter aftapning yderligere 6 måneder på flaske. Huset laver årligt cirka 30.000 flasker af denne vin.

Fabelagtig duft … jeg siger det bare! Vinen er samtidig lys og transparent i glasset og har lette, luftige og luftbårne aromaer af jordbær, hindbær, hyben og samtidig feminin og blomstret. Man kan samtidig godt fornemme den italienske og stringente syre, hvilket så kun forstærkes med lille landlighed, tydelig mineralitet og ganske, ganske svagt små toastede noter samt karamel.

Hvor smager vinen også fremragende … har en frugt, der er let, lys og friske med hindbær, lyse kirsebær, ribs og granatæbler samt en rigtig tæt og frisk syre med lemon bitterhed. Smagen er åleslank, frisk plus balanceret … læskesart, feminint med bid, let peber og samtidig pæn, smuk og drikkevenlig. Lækkerier. 94 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 220 kr.  ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Generazione Alessandro, Croceferro Etna Rosso, Sicilien, Italien

2020 Generazione Alessandro, Croceferro Etna Rosso, Sicilien, ItalienFor et år siden smagte jeg denne Croceferro Etna Rosso fra det nye vinhus Generazione Alessandro, der laver vine fra skråningerne på vulkanen Etna på Sicilien. Dengang var det i  årgang 2019, men nu smager jeg vinen en årgang nyere.

Generazione Alessandro er grundlagt i 2015 af de 3 fætre og kusiner Benedetto, Anna og Benedetto Alessandro. De har sammen med deres fædre en mere end 100 år lang historie  bag sig som vindyrkere på den nordvestlige del af Sicilien ikke langt fra Palermo via vinhuset Alessandro Camporeale.

Men i 2015 så opkøbte de 3 fætre og kusiner så knap 10 hektar højtbeliggende vinmarker ved Etna og grundlagde Generazione Alessandro.

De har 7,5 hektar marker på den nordøstlige side af vulkanen i omkring 650 meters højde ved Castiglione di Sicilia og 2,5 hektar vinmarker lidt sydligere tæt ved Linguaglossa.

Bortset fra en halv hektar med særdeles gamle vinstokke er vinmarkerne plantet så sent som i 2016, hvorfor der er tale om meget nye og friske vine, som har udpræget Etna karakter.

Der laves to vine på Generazione Alessandro … en hvid Trainare på Carricante og Catarratto samt denne røde Croceferro Etna Rosso, der er lavet på 100% Nerello Mascalese fra marker i 640 meters højde.

Efter høsten er druerne afstilket og knust let. Gæring og maceration er sket over 12 dage i koniske ståltanke med daglig punchdown og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder med 70% i franske tonneaux fade og de resterende 30% i ståltanke. Så sker flaskning derefter og vinen lagrer yderligere 6 måneder.

Også i denne nyere årgang er vinen smuk lys og transparent i glasset, mens duften er ret landlig med mødding, svedig landmand og samtidig parfumeret med en blomstret note, en let og luftig frugt af jordbær, kirsebær, hyben og granatæbler. Den har også en sødme, søde krydderier … virkelig pirrende med kanel, bagepulver, nougat, karamel samt vaniljesukker

Smagen er også let … luftig og omgående kommer syren frem, som har lemon bitterhed og syrlige citroner. Dette lille bitterhed går sgu igennem hele smagspaletten. Frugten er tranebær, syrlige hindbær, kirsebær og granatæbler … samtidig smager vinen faktisk også en kende blomstret, krydret og har en mineralsk nerve. Tanninerne er vildt tørre, men på en lys og blomstret måde … masser af nerve, så dermed 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 229 kr., mens prisen er 209 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Quinta dos Roques, Tinto Reserva, Dão, Portugal

2018 Quinta dos Roques, Tinto Reserva, Dão, PortugalAftenens bedste portugisiske rødvin blev denne 2018 Tinto Reserva fra vinhuset Quinta dos Roques, der ligger i Abrunhosa do Mato mellem Mangualde og Nelas i Dão.

Familien har været vinavlere i mange år drives i dag af  Luís og José Lourenço, der er far og søn.

Det var oprindelig Josés bedstefar, der plantede de første stokke på jorden for over 60 år siden og i mange år leverede man druer til det store kooperativ i Mangualde.

Men i begyndelsen af 1980’erne besluttede Luís sig for at lave sine egne vine, da kvaliteten i kooperativet dalede og selvom man en kort periode havde medejer og leverandør til det store Dão Sul-projekt, så  byggede man i 1990’erne sit eget nye vineri.

I dag har Quinta dos Roques omkring 35 hektar vinmarker, hvor omkring 75% er røde sorter som Touriga Nacional, Jaen, Alfrocheiro, Tinto Cão og Tinta Roriz, men de resterende 25% er de hvide sorter Encruzado, Malvasia Fina, Bical, Cerceal og Verdelho. Det betyder en samlet årlig produktion på cirka 150.000 liter.

Selvom Luís og José Lourenço står for vinene, så er det et rigtigt familieforetagende, hvor alle er engageret, bl.a, styrer Josés søster styrer administrationen og hver formiddag kommer farmor et par timer og ordner regnskabet.

Denne Tinto Reserva er lavet på et field blend, hvor druerne er opgjort til at være mest Touriga Nacional suppleret med Alfrocheiro, Jaen, Tinta Roriz, Tinto Cão, Rufete og 10% andre sorter … alle sorter plantet sammen.

Alle druerne er efter høst afstilket 100%, mens gæring og maceration er sket i rustfrie ståltanke med udvalgt gær ved 28-30 grader over 14 dage. Efter endt fermentering og presning er vinen lagret 10 måneder på franske barriques.

I næsen er vinen let og blomstret, vild og parfumeret. Det er luftige tulipaner, pollenstøv, lysere bær, jordbær, brombær og lyse blommer suppleret med små nøddeagtige noter, pinjekerner samt let vanilje og mælkechokolade.

Smagsmæssigt er det også en let, floral, blomstret og aromatisk vin med en intens frugt af jordbær, hindbær og lyse blommer og lidt sødbitter lemon. Den har tørre og venlige tanniner, lidt engelsk lakrids … let og utrolig drikkevenlig med seriøs kompleksitet, så Houlberg ender på 93 point.

Forhandles af Vinho, hvor en flaske koster 265 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Casa Emma, Chianti Classico Riserva Vignalparco, Toscana, Italien

2020 Casa Emma, Chianti Classico Riserva Vignalparco, Toscana, ItalienJeg smagte skam endnu en vin fra Casa Emma … og lige et step op, for det var nemlig deres 2020 Chianti Classico Riserva Vignalparco, der udelukkende er lavet på Sangiovese.

Produktionen er næsten som hos foregående lillesøster … blot med lidt mere TLC … altså tender, love and care … og Sangiovese druer fra husets Vignalparco mark på 2 hektar i 480 meter højde. Marken drives bæredygtigt … en flok gæs både gøder og holder græsset nede.

Gæring og maceration er sket i ståltanke. Derefter har vinen også gennemgået malolaktisk gæring i betontanke inden 24 måneder på tonneaux egefade brugt en eller to gange før og så yderligere 12 måneders lagring på flaske inden frigivelse.

Dekadence … er mit første indtryk, for i næsen har vinen denne ædle, overlegne og næsten aristokratiske duft af gammelt teaktræ og mahogniskab. Dyb og mærk. Koncentreret og træt. Frugten er da også til the dark side med solbær og brombær, suppleret med gran, violer og røg, mens fadnoterne er mørke og fede … mørk chokolade, kaffe, nougat, kardemomme samt en anelse kanelsukker.

I munden er der cremet og mundsmeltende med en tør … ja faktisk knastør kerne, hvor tanninerne er så markant, stramme, stringent og mundudtørrende … hold nu kæft. Frugten skubbes lidt i baggrunden, men virker lysere af ribs, hindbær og grønne jordbær, men det kan også skyldes syren, der som tanninerne er vild, ren og vild. Det er absolut på Brunello niveau … bare på en lidt anden måde, men jeg knuselsker sgu da bare denne vin, så 94 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Piedrasassi, Rim Rock Syrah, Californien, USA

2018 Piedrasassi, Rim Rock Syrah, Californien, USAJan havde taget denne lille buttede 2018 Rim Rock Syrah med fra et vinhus, der hedder Piedrasassi og ligger midt i den lille by Lompoc i Californien.

Det hedder egentlig Piedrasassi Wine and Bread, for stedet har skam også et lille bageri.

Bag Piedrasassi står vinmageren Sashi Moorman, som vi allerede kender fra Sandhi Wines samt Domaine de la Côte.

Det er begge vinhuse, som jeg har smagt vine fra og skrevet om her på vinbloggen, men Piedrasassi er Sashi Moormans særskilte Syrah-projekt, som han er startet med i 2003.

Arbejdet med Piedrasassi udspiller sig helt konkret fra Ballard Canyon i den østlige del af Santa Barbara County og mod Santa Rita Hills og Arroyo Grande i områdets vestlige del, der er mere influeret af det kølige Stillehav.

I markerne er Moorman og hans folk dybt inspirerede af bl.a. biodynamikkens holistiske syn, der går ud på at understøtte naturens egne processer med skabe den sundeste jord og deraf de bedste druer.

Hvis man sammenligner med de fleste andre producenter i området, er høstudbyttet altid ekstremt lavt, hvilket til gengæld fordrer et usædvanligt højt niveau for Syrah i Californien.

Den dag i dag høster Moorman også stadig som en af de første, fordi han for alt i verden ønsker at bevare den naturlige syre og holde alkoholniveauvet nede.

I kælderen fortsætter det ærlige, manipulationsfri arbejde, hvor Moorman udelukkende bruger druernes naturlige gær og minimal brug af SO2. Ofte afstilkes drueklaserne ikke,og frem for barriques, så lagrer vinene i store fade for at bevare den rene og friske frugt.

Denne 2018 Rim Rock Syrah er laver med Syrah druer fra Rim Rock marken i Arroyo Grande Valley og lavet med gæring og maceration med vildgær og derefter er vinen lagret  i brugte 500-liters franske egetræsfade. Der er kun lavet 164 kasser af denne vin i årgangen.

I næsen er der en dyb, fed aroma med våde fade, saltlakrids, violer, tørret og røget kød, bacon, kul, tjære, jod, grafit, jern og nærmest en gæret mørk frugt med blåbær, brombær og hindbær, lidt tørret frugt også, potpourri samt en anelse vanilje og mælkechokolade.

Smagsmæssigt er der sgu pænt med peber, som bider godt og afslører, at druen må være Syrah, mens der samtidig er masser af knastørre tanniner. Stilen er kølig og rank, der er tør engelsk lakrids, læder og i det hele taget en tør, slank og kølig vin med knuste sten og pæn mineralitet …. smager virkelig fantastisk. 94 point.

Forhandles af Laudrup Vine, men er ikke pt. i sortimentet … søstervinene koster 698 kr. for en flaske, mens prisen er 545,25 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Weingut Kilian Hunn, Grauburgunder Reserve, Baden, Tyskland

2017 Weingut Kilian Hunn, Grauburgunder Reserve, Baden, TysklandWeingut Kilian Hunn ligger på Rathausstraße i Gottenheim syd for Kaiserstuhl i Baden … og derfra smagte vi næst en 2017 Grauburgunder Reserve.

Vinhuset og den tilhørende Hunne-Strauße restaurant blev grundlagt i 1982 af Felix Hunn sammen med sin kone Gudrun.

I dag drives vingård dog af Felix og Gudruns søn Kilian Hunn, der har lavet vin siden han var 16 år gammel. Han driver stedet sammen med hustruen Martina Hunn, der selv er vinmager og engang var Badische Weinkönigin.

Parret 2 sønner er dog på vej ind i foretagendet … og begge har stået i lære hos nogle af de bedste lokale vinproducenter. Patrick Hunn har været 3 år hos Dr. Heger i Ihringen og skal nu på vinteknikker skole.

Jonas Hunn har arbejdet hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler i Oberbergen og studerer i øjeblikket international vinhandel på universitetet i Geisenheim.

Gamle Felix Hunn hjælper fortsat til med forskellige ting … i Hunne-Strauße restauranten tilbereder han en hjemmelavet kartoffelsalat efter hans bedstemor Hedwigs opskrift.

Familien har sammenlagt 30 hektar vinmarker, bl.a. med parceller på markerne Gottenheimer Kirchberg, Opfinger Sonnenberg, Merdinger Bühl og Waltershofener Steinmauer.

Denne 2017 Grauburgunder Reserve er lavet med druer høstet og sorteret manuelt. Druerne er presset og så er mosten gæret i både franske 300 og 500 liter egefade med økologisk vildgær. Vinen er efter gæringen lagret 12 måneder i fadene.

Duftmæssigt er det en smørfed og fadpumpet Pinot Gris … god med tyk fadkrop, eksplosiv og tung med bløde dåsepærer, fersken, noget spidskommen, vanilje og sødristede noter … stor og mægtig.

I munden er vinen nærmest smeltende blød … fed og olieret med nogle krydrede elementer og man fornemmer også fadene. Det er vin med lav viskositet … glider bare gennem drænrøret og smører det undervejs med stor velbehag. 94 point.

Købt i Tyskland, hvor prisen ligger på 18€ … svarende til 134 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7