Tag-arkiv: carignan

Carignan er en rød spansk druesort, der stammer fra Cariñena i Aragón og er faktisk verdenens næstmest plantede druesort, men det skyldes ikke så meget kvaliteten, men måske nærmere et ekstremt højt høstudbytte på op til 200 hektoliter pr. hektar.

Den findes over hele kloden, men i stor udstrækning ved det vestlige middelhavsområde. Carignan er således plantet i især Frankrig, Spanien, Italien og så oversøisk i Californien.

De største områder med Carignan er klart Languedoc og Roussillon, men i dag udbredelsen dog ret nedadgående. Således var der i 1988 ikke mindre en 167.000 hektar vinmarker med Carignan i hele Frankrig, mens der i år 2000 alene var 95.700 hektar tilbage med druen i landet.

Carignan er er meget omdiskuteret drue grundet meget kraftig syre og bitterstoffer. Den er meget rig på farve, garvesyre og syre generelt, men uden charme og finesse. Carignan er ikke specielt interessant som ung, lagrer dårligt og derfor heller ikke velegnet som vin til lagring.

Carignan lykkes bedst i blandinger med andre afrundede internationale druesorter, som fx Merlot og Cabernet Sauvignon, men er ellers ikke specielt populær.

De fleste vinbønder blander derfor Carignan med andre sorter eller vinificerer den efter macération carbonique metoden som i Beaujolais, hvilket blødgør de skarpeste kanter og giver en rustik vin med en frugtig og parfumeret næse.

I de senere år har Carignan dog fået stor anerkendelse i området Priorat syd for Barcelona, men også i Californien findes der meget interessante vine, der bl.a. er lavet på Carignan vinstokke helt tilbage fra 1880.

2017 Edetària, Via Edetana, Catalonien, Spanien

2017 Edetària, Via Edetana, Katalonien, SpanienNæste vin er en 2017 Via Edetana, som kommer fra vinhuset Edetària, der ligger i Gandesa i appellationen Terra Alta … én af de allerstørste appellationer i vinregionen Catalonien.

Vinhuset drives af Joan Àngel Lliberia, som oprindeligt er uddannet landbrugsingeniør, men tog efterfølgende en Master of Science indenfor Wine Management og arbejdede mange år indenfor vinbranchen i Frankrig. Herefter flyttede han tilbage til Catalunya, hvor han fortsatte sin karriere i vinbranchen og senere i store multinationale selskaber.

Men hele tiden havde han drømmen om en dag, at vende tilbage til sin families vingård, hvor bedstefaderen Llorens havde arbejdet med vin og efterfølgende hans forældre Pepita og Angel. Og det har han nu gjort med etableringen vin vinhuset Edetària … opkaldt efter en gammel, historisk rute langs floden Ebro mellem de to byer Tarraco og Tortosa … en rute der går lige igennem Joan Àngel Lliberias vinmarker.

Edetària har samlet 60 hektar vinmarker, som ligger i dalen kendt som La Plana de Gandesa. Her består jorden af sandsten og kalksten, der ligger i de små klitter og bakker, som giver landskabet sit særprægede udseende.

Klimaet i denne dal er præget af milde temperaturer samt en begrænset og uregelmæssig nedbør. Og vinstokkene på husets marker er nogle steder over 60 år gamle, mens resten er mellem 25-40 år gamle … og der laves alene vin ud fra egne vinmarker, således man kan kontrollere hele processen fra start til slut.

På markerne dyrker vinhuset de røde druetyper Cabernet Sauvignon, Merlot. Syrah og Garnacha Peluda, som danner grundlag for vinhusets rødvinsproduktion. De grønne druetyper Garnacha Blanca og Macabeu udgør derimod grundlaget for Edetárias hvidvine.

Joan Ángels filosofi er klar … elegance frem for power og frugtige vine uden overdrevent brug af fad. Derfor arbejdes der benhårdt i marken med manuel høst, lave høstudbytter og en ekstrem sortering af druerne – både i forbindelse med høsten og senere ved ankomsten til vineriet, hvor druerne desuden afkøles.

Denne Via Edetana er lavet på 60% Grenache, 30% Syrah samt 10% Cariñena aka Carignan fra 25-40 år gamle vinstokke.  Hver druesort vinificeres hver for sig og lagres i 12 måneder på 300 liters brugte, franske egetræsfade, før man til sidst laver det endelige blend.

Saftig, mørk næse … vild lækker dybde, mørksorte kirsebær, lidt amaretto kirsebær, blommer, tør lakrids, blæk, grafit, mentol og så et bundt søde krydderier. Det er godt med velduft, mørk, masser af træ, våde fade, let kanel og streng syre.

Egentlig en meget fyldig, saftig og læskende vin med et godt, kraftigt bid. Syren er ikke så vild … mere flad og medgørlig på en nærmest venlig, rar men lidt bestemt facon. Tanninerne mærkes klart og får følgeskab af lidt tør bitterhed, mandler og syrlig frugt. Houlberg elsker sgu vinen med 4,5 fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2003 Celler Mas Doix, Salanques, Priorat, Spanien

2003 Celler Mas Doix, Salanques, Priorat, SpanienVi skulle smage endnu en vin fra Celler Mas Doix og det blev – set igennem min duggede optik – klart aftenens store og positive overraskelse, en 16 år gammel vin opkaldt efter vinmarken Salanques.

Vinen er lavet på 65% Grenache, 15% Carignan, 10% Syrah, 5% Merlot og 5% Cabernet Sauvignon, som kommer fra marken Salanques, der ligger i 350-450 meters højde på en skråning med 70-90 år gamle Grenache og Carignan vinstokke. For de øvrige sorter er vinstokkene dog noget yngre, men står alle i en særlig undergrund af en karakteristisk skifer kaldet licorella.

Høsten foregår med håndkraft, og druerne selekteres bær for bær, inden de vinificeres i temperaturregulerede ståltanke med 3 ugers maceration. Vinen lagres efterfølgende i 14 måneder på franske egefade.

Og – WAOW – virkelig lækker duft, meget moden frugt, blåbær, blåbær, hindbær, sød finsk lakrids, mælkechokolade, apotek, en gammel grønthøster, lidt parfumeret og så er det samtidig out of this world, nærmest epo-agtigt med en snert salte mineraler.

Smagen er blød, let – uha – med en lille syrlig kant, masser af liv og på en fin, elegant facon med en sindssyg lang og sød eftersmag. Frugten er meget livlig, vinen utrolig kompleks og tanninerne let søde, bløde og syren fin og delikat. Det er præcist og mineralsk … og så smager det bare tæskegodt. Det er 6 fede og gamle tomler med pil op.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 599,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2015 Celler Mas Doix, Les Crestes, Priorat, Spanien

2015 Celler Mas Doix, Les Crestes, Priorat, SpanienVi fortsætter i Priorat, og nu med en rødvin … vinen Les Crestes, som kommer fra vinhuset Celler Mas Doix, som ligger tæt på forrige vinhus … blot nogle få kilometer længere mod nordøst i byen Poboleda.

Vingården er grundlagt i 1998, hvor de to familier Doix og Llagostera gik sammen, droppede salget af deres druer til det lokale kooperativ og genoptog en stolt, gammel tradition med at producere egne vine … en tradition, som var startet helt tilbage i 1850 for fem generationer siden og nu under navnet Celler Mas Doix.

Allerede tilbage i både 1878 og 1888 havde vinen fra familierne opnået sølv- og guldmedaljer ved vinudstillinger i både Barcelona og Paris … og den lidenskab for vin har familierne nu igen fundet i deres vine på Celler Mas Doix.

Samlet har vingården 19 hektar vinmarker, hvor de specielt dyrker sorterne Garnacha og Cariñena dyrket i det specielle Priorat terroir. Det giver basis for 4 forskellige vine samt lidt olivenolie.

Les Crestes er lavet på 80% Garnacha, 10% Cariñena samt 10% Syrah, som kommer fra 20 år gamle vinstokke på en 3 hektar stor mark, der ligger i 350-450 meters højde.

Høsten foregår med håndkraft, og druerne sorteres nøje inden de vinificeres. Vinen lagres i 8 måneder på 2 år gamle franske egefade og aftappes derefter ufiltreret på flaske.

Les Crestes har en krydret næse med blæk, mørk frugt, blåbær, kirsebær, kul, lidt animalsk babybræk – på den gode måde – et let fagpræg, vanilje, kanel og mælkechokolade.

Smagen er meget saftig og rund med en dejlig stringent syre, krydderier, rosmarin, lavendel, lidt nutty og med en smule peber. Tanninerne er også saftige suppleret med lidt balsamiske elementer og Houlberg hoster fluks op med 4,5 af houlbergske fingre med masser af pile op.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 184,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Château Saint Jean d’Aumieres, l’Alchimiste, Languedoc, Frankrig

2016 Château Saint Jean d’Aumieres, l’Alchimiste, Languedoc, FrankrigSkal man være alkymist for at lave vinen l’Alchimiste med guldetiket? I gamle dage kombinerede alkymisterne både kemi, metallurgi, fysik, medicin, astrologi, semiotik, mystik og kunst.

Vianney og Emilie Castan på Château Saint Jean d’Aumieres er dog ikk’ alkymister, men har lavet vinen l’Alchimiste, hvor de bl.a. har anvendt den gamle maceración carbónica metode på en enkelt af druesorterne … og så må jeres flittige vinblogger jo teste, at de med vinen også har ramt en guldåre og åndelig fuldkommenhed, men mere om det senere.

Vinen l’Alchimiste er lavet på 45% Grenache, 40% Syrah samt 15% Carignan og den sidstnævnte druesort er vinificeret efter metoden macération carbonique, som er en teknik, der ofte forbindes med den franske vinregion Beaujolais. Metoden bygger på, at druerne gærer i et kuldioxidrigt miljø forud for knusning.

Ved konventionel alkoholiske gæring knuses druerne for at befri saften og kød fra skindet, mens gæren så igangsætter omdannelse af sukker til ethanol. Ved macération carbonique gærer det meste af saften, mens det stadig er inde i druen … selvom druer i bunden gæringskaret eller -tankene selvfølgelig ikke kan undgå at blive knust af tyngdekraften og reelt så gærer konventionelt.

De to andre druesorter Grenache og Syrah er gæret i tanke ved en temperatur mellem 25 og 30 grader og med 3 uger lang gæring, hvor kontakten mellem most og skind kan udvikle en masse spændende aromaer. Efter endt gæring har vinen tilbragt 10 måneder på egetræsfade, heraf 30% nye fade.

Næsen afslører en tør vin, lidt animalsk og ellers med noter af tør træ, blåbær, solbær, brombær, pænt fadpræg, vanilje, kanel, nelliker og sød engelsk lakrids.

I munden er der også fadpræg, lidt sødme, lidt syrlighed og krydderier. Der er en sjov smag med nogle brændte elementer, men frugten er egentlig meget frisk … lidt mørk og gæret frugt med klart aftryk fra egefadene, tør engelsk lakrids og mentol. Vinen er fyldig, tæt, kødfuld og tanninerne er velintegrerede … og så er det fortsat en ung vin, som bør tage en kældertur nogle år. Det er et sted mellem 4,5 og 5 houlbergske fingre.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Château Saint Jean d’Aumieres, l’Affranchi, Languedoc, Frankrig

2018 Château Saint Jean d’Aumieres, l’Affranchi, Languedoc, FrankrigDet er kun et par uger siden, at jeg testede den bondske rødvin l’Affranchi fra Château Saint Jean d’Aumieres. Da var det i en årgang 2017, men nu smager jeg den igen … blot i årgang 2018.

Vinen er – som de foregående årgange et blend på Grenache, Syrah og Carignan og hvis fordelingen mellem de tre druer er uændret, så er det så 40% Grenache, 40% Syrah og 20% Carignan.

Vinen er lavet ved, at druerne efter høsten kommes i åbne kar, hvor gæring sker ved 25-30 grader med løbende remontage aka overpumpning. Efter endt fermentering har vinen lagret på egefade indtil den har opnået tilstrækkelig modenhed og fylde. De fleste af fadene har været brugt 1-2 gange til husets egne topvine.

Duftmæssigt er 2018’eren knap så bondsk, landlig og eksplosiv som årgang 2017 af vinen, men den har dog en snert mødding. I stedet er der flere blomsternoter og igen rustik mørk frugt, blåbær, grafit, aske, jord, urter og pæn tørhed

Smagen er igen totalt saftig og igen med samme markante tanniner, som snapper og udtørrer overmunden, mens lidt peber vil lege med og bidrager med en krydret skarphed. Igen er der tørt, mørkt og alligevel med en friskhed. Vi kipper med den franske baret.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Domaine de Pignan, A l’Ombre de l’Olivier Rosé, Rhône, Frankrig

2018 Domaine de Pignan, A l'Ombre de l'Olivier Rosé, Rhône, FrankrigI mit vinkøleskab ligger der et par Châteauneuf-du-Pape’er fra Domaine de Pignan og venter på mig … to røde og en hvid, men de har også en afart af en søster, nemlig denne småblege A l’Ombre de l’Olivier Rosé.

Domaine de Pignan hed oprindelig Domain Pécoul og blev grundlagt tilbage i 1855 af Antoine og hans hustru Sophies Pécoul, hvor de købte 5 hektar i ved Châteauneuf-du-Pape, men vinproduktionen var dengang primært til eget brug og salg i flasker var heller ikke normalt dengang.

Deres søn François Pécoul fortsatte i 1920’erne med at lave vin fra vingården og han plantede også flere vinstokke og udvidede med flere marker. Det arbejde fortsatte hans to sønner Louis og René Pécoul i 1950 og et stykke senere i 1960’erne startede brødrene  også med at sælge husets vine i flasker.

I dag er det brødrenes nevø Frédéric Charvin, som driver vingården i Châteauneuf-du-Pape. Han overtog driften i 1989 og navngav også vinhuset Domaine de Pignan

Han driver sammen med sin familie i dag 15 hektar vinmarker med et udvalg af de typiske druesorter i Châteauneuf-du-Pape. Alle Domaine Pignans parceller ligger i det berømte område La Crau, som er har nogle af de absolut bedste marker i Châteauneuf-du-Pape.

Den gennemsnitlige alder på vinstokkene er 60 år, men til deres fantastiske topvin Châteauneuf-du-Pape Cuvée Coralie & Floriane kommer druerne fra en 3 hektar vinmark, hvor stokkene er over 130 år gamle, hvilket er meget exceptionelt.

Her smager vi ikke en ægte Châteauneuf-du-Pape, men derimod en Vin de France rosé med navnet A l’Ombre de l’Olivier Rosé, som er lavet på 40% Carignan, 30% Grenache, 10% Syrah, 10% Mourvedre og 10% Cinsault.

Druerne er efter høst presset i pneumatisk presse, hvorefter vinen gærer ved 14-16 grader i rustfrie ståltanke. Derefter er vinen også lagret i tankene en periode sur lie for at give en smule fedme.

I glasset er vinen pænt bleg laksefarvet, mens næsen byder på jordbær, masser af jordbærgrød, boysenbær, granatæbler, tranebær og er en snert parfumeret. Det er samtidig både bolsjer og engelsk Basset vingummi og en lidt sjov krydret note.

I munden er der pænt med grape samt lidt sødme, godt med røde bær, mest jordbær. Det er en okay frisk vin, fin balance og niveauet over mange kønsløse rosévine.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske normalt koster 89 kr., men pt kan fås på tilbud til 63,95 kr.

 Vinanmeldelse 4/7

2017 Château Saint Jean d’Aumieres, l’Affranchi, Languedoc, Frankrig

2017 Château Saint Jean d'Aumieres, l’Affranchi, Languedoc, FrankrigOg hvorfor så – når vi nu er i gang – ikk’ lige tage den 3. vin fra Château Saint Jean d’Aumieres, nemlig den røde l’Affranchi, som er et blend på 40% Grenache, 40% Syrah og 20% Carignan.

Vinen er lavet ved, at druerne efter høsten kommes i åbne kar, hvor gæring sker ved 25-30 grader med løbende remontage aka overpumpning. Efter endt fermentering har vinen lagret på egefade indtil den har opnået tilstrækkelig modenhed og fylde. De fleste af fadene har været brugt 1-2 gange til husets egne topvine.

I næsen er det en landlig og bondsk vin … og Houlberg er fan af landlige, bondske vine. Her er der boblende og gærende mødding, rustik mørk frugt, blåbær, grafit, lakrids, aske og ristede noter, tør jord og svagt lidt urter. Den bondske franske næse er lækker.

Smagen er saftig med nogle markante tanniner, som hasper dig lidt i kindbenene og udtørrer munden totalt. Frugten er mørk, igen er det blåbær, lidt peber … skarpt, og så alligevel med en friskhed. Det er bestemt en vin med karakter.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Vignoble Vellas, Villa Furiosa Punish Me!, Languedoc, Frankrig

2016 Vignoble Vellas, Villa Furiosa Punish Me!, Languedoc, FrankrigFind din pisk, gagball, håndjern og lædermaske frem, for næste vin hedder Punish Me! Flasken med den knaldrøde etiket med den masochistiske opfordring kommer fra Nicolas Vellas, som driver Vignoble Vellas, men er lavet på et kooperativ i Berlou.

Villa Furiosa Punish Me! er lavet under appellationen AOC Saint Chinian Berlou i Languedoc, men ikke på Nicolas Vellas egen vingård, men hos kooperativet Cave Coopérative Les Coteaux de Berlou, der netop ligger lidt i byen Berlou omkring 25-30 kilometer nordvest for Béziers.

Vignoble Vellas, som både er producent, negociant og handelsfirma, laver deres egne vine og vine på druer købt hos vinavlere rundt om i regionen. Mange af vinene laves også lokalt, som fx netop denne Villa Furiosa Punish Me! lavet på Les Coteaux de Berlou.

Nicolas Vellas overtog for 20 år siden driften af Vignoble Vellas fra sin fader, der også grundlagde firmaet, selvom familien faktisk har været vinbønder i fire generationer.

De har egentlig ikke selv ret mange marker, alene 120 hektar omkring Montpellier fordelt på 5 ejendomme, Domaine Mas du Pont, Le Domaine Valinière, Mas de Gachon, Domaine Léo Vareille og Domaine Garoloup.

I stedet har de langtidsaftaler med en lang række vinavlere  i både Languedoc, Sud-Ouest, Rhône og Provence. Samlet har de aftaler med over 60 vinavlere og laver over 300 forskellige vine. Det er da en slat … og én af disse er tilsyneladende Cave Coopérative Les Coteaux de Berlou.

Vinen er produceret af Syrah, Grenache og Carignan fra Berlou og fra gamle vinstokke … specielt Carignan vinstokkene, der er over 80 år gamle. Udbyttet fra disse stokke er utrolig lavt, men til gengæld er det most med mineralitet og rigdom. Vinen har fadlagret 12 måneder i franske egetræsfade.

I næsen nogle dybe Rhône noter, mørk og dyb næse, solbær, sorte kirsebær, marmeladeagtig lille sødme, en snert af vanilje, nelliker og kanel, klart fadpræg med eg, grønne blade, lidt brændte elementer og stenede mineraler.

Der er ikke så megen afstraffelse i smagen, som er tyk, sød og cremet. Okay der er lidt peber, som bider … syren er derimod en anelse flad, tør og med runde tanniner, kul og krydderier. Det er en vin med et lidt moderne snit og ganske okay.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2017 Domaine La Bohème, Le Môl, Auvergne, Frankrig

2017 Domaine La Bohème, Le Môl, Auvergne, FrankrigPatrick Bouju er en vild vinmager, som laver naturvine fra sit lille vinhus Domaine La Bohème, som ligger i regionen Auvergne … en helt, lille overset vinregion. Vi smager her hans Le Môl med den farverige etiket.

Domaine La Bohème ligger midt i den lille by Saint-Georges-sur-Allier omkring 120 kilometer stik vest fra Lyon. Patrick startede med at lave vin i 2004, hvor han dog alene havde 1,5 hektar. Det er nu blevet forøget til samlet 5 hektar og så har han også fået licens til at blive negociant … altså købe druer fra andre vinavlere i området, men også i andre områder, bl.a. fra den sydlige del af Frankrig.

Patricks egne marker er primært tilplantet med Patrick’s vinmarker er primært beplantet med gamle Gamay d’Auvergne vinstokke, lidt Chardonnay samt Pinot Noir … og nogle af vinstokkene er tussegamle, enkelte helt op til 116 år gamle.

Han opkøber også druer som fx Limberger, Mirefleurian, Gamay Fréau, Gamay de Bouze og varianter af Gamay. Og alt sker totalt økologisk efter bedste naturvin principper.

Der anvendes alene naturproducenter i markerne … typisk kobber- og svovlbaserede produkter samt gærede ekstrakter af planter – fx brændenælder – til at forstærke vinstokkenes naturlige forsvar.

Denne Le Môl er lavet på et blend af Syrah, Gamay, Grenache og Cinsault … og andre steder fremgår det, at der også er Chardonnay og Carignan i. Etiketten afslører intet, og der er heller ikke hjælp at hente på Domaine La Bohemes hjemmeside … men vinen er lavet med så lidt indgriben som muligt og uden tilsætning af hverken sulfitter eller andet skidt.

Næsen er totalt bio bio urtet og animalsk. Den skriger nærmest af mødding, ensilage, en mørk og lidt mælket aroma, saft og kraft, blåbær, kirsebærsovs, er sådan lidt sød/syrlig i frugten og har derudover nelliker, kardemomme, eg, kanel og fennikel. Det lugter af gæret druesaft … næsten helt plys behåret, landlig og total naturvinsagtigt.

I munden er det til at starte med lidt mørk frugt … men der kommer hurtigt en helt vild syre, som giver dig et hug i leveren. Det er totalt syrlige drops, ribs, eddikesyre af ren kirsebærsaft. Det smager også samtidig lidt af blomster, er saftig og læskende, meget levende og virkelig vild. Det er sgu næsten en ud-af-kroppen oplevelse … spooky, men på en god måde.

Forhandles af Volatil, hvor en flaske koster 200 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 Clos du Père Clément, Cuvée Père Clément Visan, Rhône, Frankrig

2015 Clos du Père Clément, Cuvée Père Clément Visan, Rhône, FrankrigDen lille Rhône Masterclass sluttede med denne Cuvée Père Clément Visan fra vinhuset Clos du Père Clément, der ligger lidt sydøst for Visan by.

Clos du Père Clément er et forholdsvis nyt vinhus, som er grundlagt i 1972 af Jean-Paul Depeyre. Det holder til i en gammel, smuk ejendom fra det 17. århundrede og ligger tæt på det historiske kapel Romaine Notre Dame des Vignes.

Jean-Paul Depeyre er barnebarn af Clement Depeyre, som var grundlægger af kooperativet i Tulette, mens hans far var også vinavler i området.

Clos du Père Clément har samlet 22,5 hektar vinmarker, hvilket giver basis for vine som Côtes-du-Rhône Villages Visan, Côtes-du-Rhône og IGP Drôme. Markerne dyrkes økologisk.

Denne Cuvée Père Clément Visan er netop en Côtes-du-Rhône Villages Visan, som i denne årgang 2015 er lavet på 70% Grenache, 20% Syrah og 10% Carignan. Druerne høstes med maskine, hvilket dog ikke helt hænger sammen med den økologiske tilgang.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og derefter lagret en kort periode i underjordiske betontanke suppleret med 6-8 måneder i barriques.

Næsen er sgu fantastisk … virkelig mørk, tæt og intens med solbær, enebær, gærede kirsebær, blæk, eg, violer, engelsk lakrids, kanel og vanilje. Det er en fyldig, tæt og sort væske, som har godt med opulent, fed, tyk herlighed og dufter sindssygt godt.

Smagen er fløjlsblød og virkelig en vin med ro og balance. Det er det stille vand, som flyder tykt og roligt. Frugten er moden, intens med faste tanniner, et fast – men blidt – syregreb og moden smag. Det er en rigtig god og moden Côtes-du-Rhône Villages. Det bliver 5 houlbergske Thumbs Up og med pil Up.

Importør er Vinimportøren, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 5/7