På en højtliggende terrasse til restaurant Port på Hotel Hafen Hamburg med udsigt over Elben og der landungsbrücke fik vi et fint måltid og lidt kølig hvidvin, nemlig denne Wiltinger Riesling Alte Reben fra Weingut Nik Weis.
Nik Weis driver sin vingård, der også kaldes St. Urbans-Hof på Urbanusstraße i Leiwen et par sving på den smukke Mosel flod før Piesport. Der var oprindelig Niks bedstefar Nicolaus Weis, der grundlagde Mosel vinhuset i 1947 og samtidig etablerede en privat planteskole for drueavl, hvorved han kunne forsyne flere lokale producenter med de bedste vinstokke med Riesling druer.
Nik Weis er 3. generation og han overtog driften fra sin far Hermann Weis efter først den sædvanlige uddannelse på Geisenheim og så en efterfølgende uddannelse i både Champagne, Californien, Canada samt hos et par producenter i Nahe.
I dag har Nik Weis 45 hektar vinmarker ved både Mosel og Saar, hvor de bedste marker helt klart er Ockfener Bockstein, Piesporter Goldtröpfchen, Liewener Laurentiuslay, Mehringer Laylet og endelig Schodener Saarfeilser. Og alt er næsten udelukkende Riesling.
De ældste vinstokke er plantet mellem 1890’erne og 1905, mens de samlet set er gennemsnitlig 60 år gamole. Den årligt produktion er på 300.000 flasker og i kælderen har Nik hjælp af Kai Hausen og Rudolf Hoffmann.
Denne Wiltinger Riesling Alte Reben er lavet med druer fra Niks parceller på marken Wiltinger Schlangengraben, der ligger i Saar dalen omkring 3 kvarters kørsel syd for St. Urbans-Hof. På denne mark har Nik meget gamle vinstokke, bl.a. upodede stokke fra 1905 og således helt gået ram forbi, da phyloxera-vinlusens hærgen nåede til Mosel i begyndelsen af de 20. århundrede. Andre parceller på marken er plantet i 1920’erne og 1950’erne.
Wiltinger Schlangengraben er primært dækket af rødskifer og er kendt for at levere lyse, frugtrige og mineralske vine. De fuldmodne druer høstes i hånden og sorteres grundigt, inden de presses blidt. Sedimenterne får lov til at bundfælde sig natter over, og gæringen sker spontant i edelstahltank aka ståltank alene med druernes helt naturlige gærceller. Efter gæringen hviler vinen et par uger sur lie inden aftapning på flaske.
Vinen har været på Wine Spectators Top 100 Best value vine liste og har vundet en række priser … men det har mange vine jo. Men alt dette vidste jeg intet om, da jeg bestilte vinen.
I næsen er der dejlig petroleum, olie …. hmmm, men derudover mandler, sødme, fersken, honningmelon, pærer, melede gule æbler, citron, lemon, mandariner, lidt parfumeret med blomster samt en lille mineralsk nerve.
Smagsmæssigt en florlet, meget venlig og behagelig vin med pænt sødmeniveau, søde æbler, lemon og en klar salt, mineralsk og pikant note … måske endda også en smule læskende. Der er røg, mineraler, stor drikkeglæde, ja faktisk bare en rigtig fin Mosel Riesling.
Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 225 kr.