Den anden vin fra Andreas og Georg Pesau på Weingut Pesau i Falkenstein i Weinviertel i Østrig var så deres 2025 Rosé eller måske mere korrekt 2025 Rosé Kalkschnitt.
Vinen er udelukkende lavet på Zweigelt fra omkring 30 år gamle stokke i de kalkrige marker omkring Falkenstein. Druerne vinificeres udelukkende fra egne økologiske marker.
Druerne afstilkes og gennemgår en kort maceration for at udtrække den sarte roséfarve, inden mosten presses nænsomt og gæres køligt i ståltanke. Efter endt fermentering er vinen også lagret i ståltanke og som den forrige har den 3 gram restsukker pr. liter.
Hold da op … også en dejlig næse … og mig som ellers ikke er særlig vild med rosévine. Den har en sødlig frugt … næsten engelsk Basset vingummi, bløde briocheboller, søde og saftige jordbær, hindbær og søde kirsebær og sød appelsinjuice.
I munden er det næsten samme historie … har en lille frugtsødme, masser af saftige bær med jordbær, hindbær og kirsebær, men så har den også lidt grillet citron … altså ikke helt syrligt, men tilstrækkelig til at give en friskhed, som går fint sammen med frugtsødme, peber og tørrede urter, så en god rosévin … 90 point.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.