Det er kun et par uger siden, at jeg smagte en fin 10 Years Old Tawny fra Fonseca, der ellers er specialist i vintage Port, men nu smager jeg netop deres 37,5 cl flaske 2024 Vintage Port, der netop har ramt hylderne hos Jysk Vin.
Det er en portvin lavet på et blend af druerne Touriga Nacional, Touriga Francesa, Tinta Roriz og Tinto Cão, som kommer fra de 3 legendariske quintas Quinta do Panascal, Quinta de Cruzeiro og Quinta de Santo António. Druerne høstes i hånden, og som et af de få huse i Douro insisterer Fonseca stadig på, at druerne til deres Vintage Port skal fodtrædes i store, åbne granitkar, kaldet lagares.
Denne klassiske metode er den mest skånsomme måde at udvinde den enorme farveintensitet og de komplekse tanniner på, uden at tilføre vinen bitterhed.
Efter en kort gæring, der stoppes med druesprit for at bevare det naturlige restsukker, lagrer vinen blot to år på store, brugte egefade. I modsætning til vine, der modner færdig på fad, tappes Vintage Port ufiltreret på flaske, hvor den gennemgår en langsom, beskyttet udvikling.
Det er en portvin, som kun bliver deklareret i exceptionelle år og betingelserne for 2024 var mere end optimale. For 2024 bød både på perfekte vandreserver og mildt, tørt vejr under hele vækstsæsonen og høsten. Det milde vejr og en let kølig afslutning, sikrede komplet modenhed og balance for alle druerne.
I glasset er det en blæksort og sexet satan, der udsender fede, erotiske og dragende signaler, som hvisker; kom og smag mig. Det er tæt, kompakt, dyb, koncentreret og kompleks. Der er sorte kirsebær, kandiserede kirsebær, solbær, tørrede svesker, nøddekompot, tørret sort frugt, mynte, violer og samlet virker vinen dermed utrolig levende, aromatisk og balanceret.
Hold da kæft – pardon my french (som jo ellers er pæredansk) – hvor det smager fremragende. Jeg har efterhånden smagt meget portvin, men dette er sgu i særklasse … olieret, vokset og fedtet, så den smører dit halsrør som blid halsmassage, der lindrer hele kroppen. Det er så koncentreret og dybt, der er intensitet fra den mørke, tørrede frugt af både solbær, sorte kirsebær, dadler, svesker … og alligevel mærkes man ikke rigtigt alkoholen, som bare indordner sig og absorberes, så du får en portvin, der smelter i munden på en luftig måde. Det er sgu svært ikke at blive begejstret. 97 point.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en 37,5 cl. flaske koster 429 kr., mens prisen er 385 kr. ved køb af 3 flasker.