2012 Charles Heidsieck, Brut Millésimé, Champagne, Frankrig

2012 Charles Heidsieck, Brut Millésimé, Champagne, FrankrigVi sluttede smagningen af de 11 champagner på et tårnhøjt niveau, for den sidste fra champagnehuset Charles Heidsieck var deres Brut Millésimé 2012 … en af de fremragende årgange.

Den er lavet på 60% Pinot Noir og 40% Chardonnay alene fra de 10 Grands Cru og Premiers Cru i landsbyerne Oger, Vertus, Cuis,  Verzy,  Chouilly, Aÿ, Ludes, Ambonnay, Tauxières og Avenay.

Efter høst er druerne presset og vinificeres separat, hvor gæring er sket i rustfrie ståltanke med en efterfølgende malolaktisk gæring for at blødgøre syren efterfulgt af lagring på egefade.

Champagnen er så flasket i 2013 og degorgeret i 2019 … altså efter 6 år i de gamle kældre og der er tilført en dosage på 8 gram pr. liter.

Duftmæssigt er det cirkelrundt og indbydende … der er candyfloss, blød æblemarmelade, syltede pærer Belle Helene, kvæde, abrikos og nogle af frugterne endda tørrede, tørret abrikos suppleret med skal fra citroner, lakridskonfekt, karamel, briocheboller, nødder, honning og alt kommer på en elegant og luftig måde.

Smagen er struktureret, kompleks og koncentreret … virkelig rund og lækker, saftig og boblerne fine, sarte og afdæmpede, så den mere følges perlende i munden. Der er pærer, kandiseret lemon, gule samt friske citroner plus syltede citroner, mandler og en anelse olieret og cremet som bare pokker … moden og slutter med en kalket og ren mineralitet. 97 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 1.795 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7