Den første hele dag i Bolgheri startede meget passende med en masterclass, som gjorde os lidt klogere på området, historien, hele appellationerne, druerne og vinene.
Det var selvfølgelig Consorzio per la Tutela dei vini DOC Bolgheri e DOC Bolgheri Sassicaia, som afholdte masterclass’en og har deres hovedkvarter på adressen Localitá San Guido … altså samme sted, hvor man laver Sassicaia.
Det stod også højt og larmende på et skilt udenfor … mens selv foredraget blev forestået af Daniele Parri, som er direktør for hele konsortiet. Jeg har allerede i det foregående blogindlæg skrevet om noget af det, som Daniele så fortalte under masterclass’en.
Efter selve foredraget, så gennemgik Daniele Parri også 8 vine, som vi skulle smage … 4 Bolgheri DOC Rosso fra årgang 2023 og derefter 4 Bolgheri DOC Superiore i årgang 2022.
Vinene
Daniele Parri fortalte, at han havde valgt vinen for at give en større og bredere indtryk af vinene fra Bolgheri og der var også stor forskel på vinene.
Samlet smagte vi disse 8 vine:
Bolgheri DOC Rosso
- 2023 Caccia al Piano, Ruit Hora
- 2023 Giorgio Meletti Cavallari, Borgeri
- 2023 Chiappini, Felciaino
- 2023 Pietranova, Bolgheri Rosso 1698
Bolgheri DOC Superiore
- 2022 Fornacelle, Guarda Boschi
- 2022 Villanoviana, Santurberto
- 2022 Tenuta Guado al Tasso, Bolgheri Superiore
- 2022 Campo alla Sughera, Arnione
Som vanligt har jeg selvfølgelig ovenover linket til mine beskrivelser af vingårdene og anmeldelser af vinene.
Konklusion
I det første sæt af Bolgheri DOC Rosso vinene var min favorit helt klart vinen Borgeri fra Giorgio Meletti Cavallari, mens favoritterne i Superiore vine var de sidste to fra Tenuta Guado al Tasso og Campo alla Sughera … men de to var prismæssigt meget forskellige, idet Tenuta Guado al Tasso er dobbelt så dyr.
Men det var virkelig godt at komme rigtigt i gang med Bolgheri og smage de første vine og med 8 forskellige af slagsen fik vi også godt indtryk af stilen i Bolgheri … det er bordeauxske vine med power og krop … modne, mørke, polerede rødvine med italiensk syre samtidig med en vis friskhed.
Men det kan du læse mere om i mine kommende anmeldelser af disse 8 vine.




