N.V. P. Louis Martin, Blanc de Blancs Brut, Champagne, Frankrig

N.V. P. Louis Martin, Blanc de Blancs Brut, Champagne, FrankrigLige lidt champagne i glasset … det skader jo aldrig nogen og dette er en Blanc de Blancs Brut fra Champagnehuset P. Louis Martin, som er et historisk familiehus fra Bouzy og kendt for klassisk, kraftfuld og frugtdrevet Pinot Noir domineret Bouzy‑stil.

Champagnehuset er beliggende i Bouzy Grand Cru, et af Champagnes mest berømte Pinot Noir‑områder og blev etableret i 1864 i Bouzy af Martin familien, som nu har drevet det i 5 generationer.

Louis Martin var medstifter og første præsident for Bouzy‑kooperativet i 1929 og hans søn Paul Martin stod for en udvidelse af både marker og kældrene for bedre lagringsforhold.

I dag ledes huset af 4. generation, mens 5. generation er på vej ind og råder over i alt 18 hektar vinmarker, alle certificeret HVE niveau 3 aka Haute Valeur Environnementale. Alle tre champagnedruer dyrkes, men Pinot Noir dominerer pga. Bouzys terroiret.

Sjovt nok smager vi her en ren Blanc de Blancs … lavet på ren Chardonnay, som høstes ved optimal modenhed og presses nænsomt for at udtrække den reneste most.

Gæringen foregår ved kontrolleret temperatur i ståltanke, hvor vinens friske frugt og terroirets karakter bevares. Efter den første gæring sammenstikkes den endelige cuvée, hvorefter vinen tappes på flaske og gennemgår den traditionelle andengæring.

Herefter lagrer Champagnen i 36 måneder på de fine gærrester i flasken og er degorgeret i november 2025.

I næsen er der nogle gærede noter og derudover en let strejf af lidt candyflosssødme suppleret med en frugt af abrikos, mango, hyben og så ellers godt med æbler og citroner. Det er en champagne, der har nogle maskulin og kraftfuld duft.

Boblerne er forholdsvis små og blide, men der er fint med syre og bitterhed. Der er både syltede og friske citroner, lemon og en sæk med småbitre pigeonæbler … kraftfuld, ung, spændstig og bitter … 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens bedste pris er 449,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7