Flemmings anden rødvin var en smuk 2017 Gevrey-Chambertin 1er Cru Fonteny fra Domaine Jane et Sylvain Raphanaud beliggende i Gevrey‑Chambertin i Côte de Nuits.
Jane Raphanaud stammer fra en vinfamilie i Gevrey‑Chambertin, mens Sylvain oprindeligt kom til Bourgogne udefra og lærte faget gennem praktik hos bl.a. Dugat‑Py og senere Domaine Armand Rousseau. De grundlagde deres vinhus i 1999, efter Jane gradvist havde fået familiens tidligere udlejede parceller tilbage.
Domaine Jane et Sylvain Raphanaud ejede i hele sin aktive periode omkring 4,3 hektar vinmarker placeret omkring Gevrey‑Chambertin samt én parcel i Côte‑de‑Nuits‑Villages … og en af deres vigtigste parceller var netop Gevrey‑Chambertin 1er Cru Fonteny på kun 0,3 hektar og beliggende op imod Grand Cru marken Ruchottes.
Når jeg skriver ejede, så skyldes det, at Jane & Sylvain ophørte som selvstændigt vinhus i slutningen af 2010’erne. Ejendommen og vinene blev opkøbt af vinmageren Mark Haisma, og resterende flasker blev derefter solgt via importører.
Denne 2017 Gevrey-Chambertin 1er Cru Fonteny er dog lavet af de gamle ejere og fra deres 0,3 hektar store 1er Cru topmark Fonteny og vinen er lavet med et stor del hele klaser og gæring sker spontant alene med druernes egne gærceller over 3 uger.
Gæringen sker i 2-3 år gamle barriques og der er vinen efter endt fermentering også lagret 12-18 måneder.
Duften er ret maskulin, old‑school, mørk og koncentreret med brombær, sorte kirsebær, hindbær og jordbær, tørre krydderier, tørrede mandler, grønne urter, skovbund, trøffel, nødder og alt på en elegant, tæt og landlig måde, som virker ret tillokkende.
Smagen er også tør, luftig med en grøn syrlighed … trods alderen virker vinen meget ung, spændstig og frisk … så masser af frisk syre, en frugt af grønne jordbær, hindbær og brombær, modne og ret faste tanniner og masser af liv … lidt maskulin og tæt burgundisk Gevrey‑Chambertin … 95 point.
Forhandles af Havnens Vin, hvor en flaske koster 1.099 kr.