2022 Weingut Stark-Linden, Heimersheimer Burggarten Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2022 Weingut Stark-Linden, Heimersheimer Burggarten Spätburgunder, Ahr, TysklandDe sidste 2 vine hos Weingut Stark-Linden var begge enkeltmarksvine og den første var denne  2022 Heimersheimer Burggarten Spätburgunder.

Her kommer Spätburgunder druerne selvfølgelig fra Heimersheimer Burggarten marken, der er kendt for en vulkansk og skiferpræget undergrund, som giver struktur og mineralitet.

Vinen er lavet med spontangæring alene på druernes egne gæceller udelukkende i store gæringsfade på 30 hektoliter og det er med en traditionel gæring og maceration med skindkontakt.

Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på franske barriques, hvor 50% af fadene fornyes årligt … den anden halvdel er brugte egefade.

Duftmæssigt kan man fornemme Stark-Lindens stil … sådan meget blød, varm og saftig i udtrykket og dette kommer virkelig til udtryk i denne vin, hvor frugten mest er kirsebær suppleret med jordbær, hindbær og ribs. Derudover er der denne landlige, animalske side, godt med umamiagtige noter med skovbund, røg og svampe samt et ret tydeligt fadpræg med mælkechokolade, kanel og vanilje.

Smagen er cremet, rund og blød med lyse og sorte kirsebær, tranebær, hindbær og jordbær. Syren er ikke så markant, mens alle tanninerne også er bløde, tætte og alligevel tydelige. Man kan også smage en anelse vanilje samt en kølig, saltet mineralitet. 94 point.

På vingården koster en flaske 19,90€ … svarende til 148 kr. og dermed en uhørt lav pris for en enkeltmarksvin.

Vinanmeldelse 5,5/7