2023 Bodegas Estévez, Vino de Villa, Bierzo, Spanien

2023 Bodegas Estévez, Vino de Villa, Bierzo, SpanienBodegas Estévez eller helt korrekt Estévez Bodegas y Vinedos er et nyere projekt, hvor familien får hjælp til at lave deres vine fra Cesar Marquez og jeg smager her deres 2023 Vino de Villa.

Cesar Marquez  er nevø til den berømte Raúl Pérez og har arbejdet på Pérez familiens vingård Castro Ventosa, inden han i 2015 startede sit eget projekt … derfra har jeg tidligere smagt en skøn 2019 Sufreial.

Estévez Bodegas y Vinedos er grundlagt, da Helios Estévez vendte retur til Valtuille de Abajo i Bierzo efter årtier i Mexico, hvor Helios havde været en succesrig forretningsmand.

Familien forlod Bierzo i slutningen af 1930’erne pga. borgerkrigen, men de havde rødder i Valtuille de Abajo og de første vinmarker blev oprindeligt købt af oldefaren Ramón med penge tjent i Brasilien.

Helios Estévez, vendte tilbage til Bierzo for at genoplive familiens gamle parceller og skabe et projekt, der forbandt identitet, historie og vin … med fokus på vine fra gamle parceller i primært Valtuille de Abajo … et af de mest eftertragtede områder for Mencía og Godello.

Det store gennembrud kom i 2021, da César Márquez Pérez overtog ansvaret i kælderen og startede en ny æra, hvor man gik væk fra de tunge, fadprægede og alkoholrige udtryk og ind i en stil med klarhed, balance og finesse.

Her smager jeg deres 2023 Vino de Villa, der er lavet på Mencía  med små andele af andre røde og hvide sorter fra gamle, blandede parceller … det er gamle vinstokke på omkring 90 år på marker i 500 meters højde.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller i store 7.500 liter egefade med 15% hele klaser og en efterfølgende malolaktisk gæring. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på 225 og 500 liter franske egetræsfade.

UHHHHHH … kæft det dufter fremragende … har denne vilde, landlige og animalske side med stor dybde, røget og tørret kød, røg, røgelse, grannåle, krydderier og fadnoter med mørk chokolade, lidt vanilje og kakao, mens frugten er sorte kirsebær, blåbær, ribs med nogle tørrede blomster, violer og rosenblade.

Det smager fandeme også stjernegodt … virkelig godt håndværk og man kan næsten mærke noget Raúl Pérez indflydelse, for smagen er rund, blød, cremet og nærmest mundsmeltende med en vis lethed og alligevel en vis tyngde, Der er kirsebær, hindbær, brombær, blåbær, en frisk og elegant syre … selv tanninerne er føjelige og blide, så sammenlagt en moderne og charmerende vin … 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 209 kr. mens prisen er 189 kr. ved køb af 3 flasker. Det er billigt for denne lækre sag.

Vinanmeldelse 6/7