Den helt store oplevelse for mig ved besøget hos Weingut Pollig-Schmidt var klart denne ældre 2015 Ahrweiler Silberberg, som vi smagte nede i den lille kælder og slog forrige topvin.
Vinen er fra det år, hvor Torsten Pollig og Jan Schmidt grundlagde vinhuset. Den er lavet som de øvrige … altså med spontangæring i kælderen, hvor det sker i de grønne gæringskar.
Efter endt fermentering er vinene så lagret 18 måneder på barriques … i størrelser fra 50-228 liter afhængig af, hvor meget der kan laves af de enkelte vine.
I glasset kan alderen ses … der er i kanten klart nogle småbrunlige nuancer, men duften er to-die-for …ultrablød, rund og alligevel pænt luftig, let og æterisk. Der er nødder, skovbund, tobak, toast, vanilje, karamel, kanel, chokolade, kakao, urtede elementer, frugt af mørke kirsebær, kogte kirsebær, brombær og ribs.
Hold nu kæft, hvor det smager fremragende … tæt, saftig og struktureret med god modenhed og vinen smelter nærmest i munden nougat i solen. Der er kandiserede mørke kirsebær, let syltede jordbær, ribs og frugten er pænt sødmefuld, men alt er nu poleret rundt, blødt og mør som vat i en tørretumbler … alt er fint afstemt, afdæmpet og afbalanceret … kæft det smager godt, så dermed 98 point.
På vingården koster en flaske i nyeste årgang 18€ … svarende til 134 kr. – billigt og sikke et potentiale.