Houlberg i Ahr … besøg hos garageproducent Weingut Pollig-Schmidt

Det sidste besøg om fredagen på vores vinøse roadtrip til Ahr tilbage i september – et besøg alle husker tilbage på med stor glæde – blev besøget hos Torsten Pollig hos den ganske lille garageproducent Weingut Pollig-Schmidt.

Der er tale om et af Ahrs mindste vinhuse, men det er kendt for kompromisløs håndværksstil, meget lav produktion og vine der på få år er blevet anbefalet i flere store tyske vin-guider.

Det var også fra disse guider, at jeg havde fundet vinhuset, selvom jeg aldrig før vores tur havde smagt vine derfra.  Jeg havde i online magasinet Vinum set, at Pollig-Schmidt i 2015 var kåret som Aufsteiger des Jahres.

Dennies Appel fra Weingut Meyer-Näkel kendte Torsten og havde dagen forinden fortalt os, at Weingut Pollig-Schmidt laver fine, men også lidt anderledes vine og at Torsten vist var i familie med den ene af Adeneuer brødrene, som vi jo netop havde besøgt lige før denne dags sidste producentbesøg.

Weingut Pollig-Schmidt ligger midt i Ahrweiler på adressen Oberhutstraße 21 … det er midt i byen og med vinfestivalen godt i gang, så var det svært at finde parkering tæt på … men vi kunne faktisk ha’ gået dertil fra vores lejlighed,

Men vi endte med at få smidt bilen og ankom i 2 hold til Weingut Pollig-Schmidt, hvor Torsten Pollig – som jeg på forkant havde aftalt en smagning med til netop fredag den 12. september kl. 16.00, da de var midt i vinhøsten på det tidspunkt og egentlig havde meget travlt, også var klar til vores besøg.

Weingut Pollig-Schmidt har intet moderne vinothek eller udsalg, så vi blev i stedet inviteret ind i de private gemakker, hvor vi rundt om spisebordet fik en rigtig fabelagtig smagning … den skal jeg nok vende tilbage til … lad os først lige se nærmere på vinhuset.

Weingut Pollig-Schmidt

Vinhuset er grundlagt i 2015 af Torsten Pollig og Jan Schmidt, som fortsat er de to bærende kræfter. De startede alene med en enkelt vinmark, men har siden udvidet marginalt hvert år.

De har i alt kun 0,83 hektar vinmarker og deres samlede produktion er alene på sølle 3.500 flasker årligt. Så dermed er der tale om en lille garageproducent og vinhuset drives da også alene på fritidsbasis, da Torsten Pollig bl.a. til dagligt arbejder indenfor told og skat.

Deres beskedne antal vinmarker er fordelt med små parceller på berømte vinmarker som Ahrweiler Silberberg, Ahrweiler Rosenthal, Steinkaul og Walporzheimer Alte Lay.

Det betyder også, at de arbejder ganske håndholdt og manuelt … de bruger næsten udelukkende traditionelle metoder og det er lige fra pleje af vinmarkerne til aftapning.

De høster udelukkende deres druer i hånden og udvælger kun fuldt modne og sunde druer  … har et udbytte på mellem 25-50 hektoliter pr. hektar og modner deres vine på helt små fade … barriques på 50 til 228 liter … for der laves ganske få flasker af hver vin.

Her er intet fancy, moderne eller nem produktion … alt produktion sker således enten udenfor i gården bag huset eller i den ganske lille kælder under huset. Den er svær tilgængelig … faktisk skal man først fjerne nogle brædder i gulvet indenfor porten, hvorefter alt skal fragtes op eller ned af nogle meget stejle trapper.

Den ganske lille kælder

Det er en yderst lille, gammel og alligevel totalt charmerende kælder, som også ved oversvømmelseskatastrofen i 2021 blev helt fuldstændig oversvømmet på samme måde, som resten af huset.

Efter vores smagning fik vi set kælderen … og det endte faktisk med, at vi dernede også smagte et par ældre vine, hvor den første var fra samme år som grundlæggelsen … en 2015 Ahrweiler Silbergberg Spätburgunder, som var ganske fortryllende.

Der er sgu ikke meget plads i den lille kælder … og selvom alt måske kan synes rodet, så vidste Torsten Pollig hvor alt var. Vi fik set både de små barriques og gæringskarrene, som bobler lystigt derudaf, så Kenneth fik lov til at røre lidt rundt i suppen … so to speak.

Brix aka vores egen ostepop snakkede også lystigt og fik presset Torsten Pollig til at vi da skulle smage mere af de gamle sager, så vi smagte også en 2020 Walporzheimer Alte Lay Spätburgunder – R – og det er jo egentlig den årgang, som de fleste producenter selv mistede i 2021 katastrofen.

I kælderen fik vi masser af snak om vin … og mange af os fik også et fabelagtig indtryk af, hvad alder kan gøre ved vin. Jeg havde egentlig selv – inden vi bevægede os ned i kælderen – besluttet, hvilke vine, som jeg skulle købe med hjem.

Det blev ændret totalt, da jeg smagte Torsten Polligs 2015 Ahrweiler Silberberg Spätburgunder, som for mig helt klart blev denne eftermiddags ubetinget bedste vin. Jeg endte derfor med alene at købe et par kasser 2023 Silberberg i håb om, at de vil performe på samme måde om en del år.

Besøget i den lille, gamle og originale kælder var også – sammen venlige Torsten Pollig, den lidt hobbybaserede tilgang og smagning med masser af vin i glassene – også årsagen til, at dette besøg blev et af de virkelige fremragende.

Men læg dertil, at vinene også var meget lækre … om end lidt anderledes, men det skal jeg nok vende tilbage til.

Smagning af vinene

Omkring spisebordet hos Torsten Pollig smagte vi alle de vine, som Weingut Pollig-Schmidt laver lige undtagen en enkelte. Dermed blev det9 forskellige vine … samt de to ældre, som vi smagte i kælderen

Der var ingen tvivl om, at Torsten Pollig var glad for, at vi havde valgt at besøg deres vinhus, hvor alt foregår på hobbyplan. Der er således ingen flot trykt vinkort, men blot en fotokopieret A4 side med alle vinene.

Til gengæld blev der heller ikke sparet på vinene, for der blev åbnet en flaske af hver af vine til os 5 gæve vinnørder … så dermed var der heller ingen, som tørstede til denne smagning.

Det blev en herlig stund, for Torsten Pollig er utrolig rar, gæstfri og fortalte en masse om huset, vinene og masser andet. Vi snakkede jo også lidt om katastrofen i 2021 og Torsten fortalte, at hele etagen / stuen vi sad i, blev totalt oversvømmet den dag i juli 2021.

Ham og familien sad ovenpå, mens vandmasserne raserede det meste, men heldigvis ligger huset et stykke oppe i Ahrweiler, så den øverste etage ikke blev oversvømmet.

Samlet smagte vi disse 11 vine:

Som vanligt har jeg selvfølgelig ovenover linket til alle mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Konklusion

Dennis Appel fra Weingut Meyer-Näkel havde allerede dagen forinden fortalt os, at vinene fra Weingut Pollig-Schmidt er noget anderledes, nok mørkere og mere kompakt Ahr‑stil end vi tidligere har mødt … og det var også meget korrekt.

De virker en anelse varmere og blødere … utrolig drikkevenlig og klart med mere fylde, men det er uden at miste Spätburgunderens elegance, ynde og lethed. Jeg fandt vinene lidt mere bastante, men måtte også erkende, at de med alderen udviklede sig ganske unikt samt fabelagtigt.

Weingut Pollig-Schmidt står virkelig for ultrabløde, runde, lidt mørkere og varmere vine med en kæmpe komfort, populistisk, bred, småtyk, kopiøs og cremet velbehag … og alligevel med Ahr dalen helt karakteristiske røgede kølighed.

Det sidste erfarede vi klart i vinkælderen, hvor vi smagte de to sidste vine, som havde ligget og hygget sig … og slet ikke havde fået etiket på endnu.

Det blev sgu virkelig autentisk og fremragende at smage  … så et kæmpe tak til Torsten Pollig for en virkelig god smagning.

Der er ingen dansk importør … og så blev jeg faktisk efter udgivelse af mit blogindlæg i oktober sidste år – hvor jeg også nævnte Weingut Pollig-Schmidt positivt – kontaktet af Jakob fra WineFLY,  som skrev at de nu er startet på at forhandle Pollig-Schmidts vine.

Jeg kan dog fortsat ikke se, at vinene er tilgængelige på deres hjemmeside … men fedt, hvis det er tilfældet!