Den anden Barbaresco fra Azienda Agricola La Ca’ Növa var den imposante storesøster Barbaresco Montefico Vigna Bric Mentina og ligeledes i årgang 2022.
Nebbiolo druerne til vinen kommer selvfølgelig fortsat fra Montefico marken, som er en af Barbarescos absolut bedste marker og også en af La Ca’ Nova’s stoltheder. Montefico marken ligger i omkring 290 meters højde og har en sydøstlig eksponering og 35 år gamle vinstokke.
Men La Ca’ Növa ejer 2 parceller i den sydligeste del af Montefico marken og de er kaldet Bric Mentina og det er derfra, at druerne til denne vin kommer. Den ene parcel ligger lidt vestligt og en anden i den østlige del lige over Roagnas Montefico parcel og samlet udgør de to parceller lige knap 2 hektar.
Druerne høstes omhyggeligt ved håndkraft i oktober, hvorefter de afstilkes og presses let. Fermenteringen sker som spontangæring i både rustfrie ståltanke samt åbne trækar og tager normalt omkring 30 dage efterfulgt af malolaktisk gæring og maceration cappello sommerso i store træfade i 30 dage. Derefter er vinen lagret 24 måneder på store træfade og 6 måneder på flaske.
Sikke en duft … mere tæt, indelukket og intens i de tertiære aromaer end Barbaresco Montefico … har mere mødding, animalske, landlige noter, babybræk på den fede måde, gazebind, læder, tobak, nødder, kastanjer, skovbund, tjære, tørrede blomster og salvie. Der er også noget ædeltræ med teak eller mahogni og frugt af sorte kirsebær, jordbær, hindbær samt tranebær … dufter sanseløs fremragende, svimlende og berusende.
I munden er det fortsat en præcis, tør og stringent vin, men en ganske lille sødme giver denne fremragende balance. Den har en frisk og spændstig frugt med kirsebær, ribs og tranebær. Derudover er mineraliteten slående … tør og støvet med masser af sten, tør jord, jern, mineraler og balsamisk syre, mens tanninerne er knastørre og næsten ætsende … FÅK det smager fremragende. Om man er til forrige Barbaresco Montefico eller Barbaresco Montefico Vigna Bric Mentina er nok forskelligt fra person til person … begge er gode og koster det samme, men jeg har absolut denne som min favorit … lander på flotte 97 point … aldrig har Bric Mentina smagt så godt.
Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 295 kr.