Barolo Marassio fra barolpigen Giulia Negri har jeg smagt før og Falken har også en forkærlighed for den yndige og dygtige vinmager fra vingården Serradenari Società Agricola en en kilometers penge sydvest for La Morra by.
Giulia laver alle hendes Barolo’er på samme måde, så denne Marassio er lavet med spontangæring alene med de naturlige gærceller i druerne i store 60 hektoliters kegleformede egekar med omkring 40 dages maceration. Efter endt fermentering er vinen lagret 30 måneder i 25 hektoliter slavonske egefade.
Som tidligere er Barolo Marassio mere rund, blødere og endda også mere feminin i udtrykket … mere blid og sart. Dette gælder også for 2019’eren, som åbner med en ret fortryllende aroma med blomster, rosenblade, violer, et læderbælte, nødder og egentlig godt med disse umamiagtige elementer, der sammen med lette, røde bær, jordbær, hindbær, kirsebær samt svage noter fra fadene med en smule kanel, vanilje og chokolade giver et rundt udtryk. Men tag ikke fejl, for der er også nogle klare, stålsatte mineraler.
Smagen er til den lidt fyldigere side end hendes øvrige Barolo’er, men fortsat tørt, rent og intenst med markante og tørre tanniner, men de er faktisk godt integrerede og viser kun tænker, hvis du virkelig tager godt med luft ind i munden. Det er til gengæld en ret blød, fortætter og så alligevel let vin med en frugt af skovbær, citron, syrlige kirsebær og rabarber. Igen er det en vin, som langsomt folder sig ud … elegant, overlegent og guddommeligt. 98 point.
Forhandles af Distinto, men denne Marassio er ikke fundet i sortimentet på deres hjemmeside.