Jeg har tidligere smagt både vine på Chardonnnay, Spätburgunder, Sauvignon Blanc og Grauburgunder fra Weingut Seeger, men nu smager jeg en vin på druen med de mange navne … husets 2019 Schwarzriesling “R”.
I Tyskland er druen mest kendt som Schwarzriesling, Müllerrebe eller Müller-Traube, men er nu mest kendt fra Champagne området i Frankrig som Pinot Meunier.
Til denne vin kommer Pinot Meunier druerne fra Erste Lage marken Leimener Herrenberg og ”R” står for Reserve. På marken er der sket løbende streng reducering af udbyttet og høsten er sket manuelt med sortering i marken.
Efter let knusning af druerne foretages gæring med skallerne for at udtrække frugt og farve med 14-21 dages maceration. Efter gæring er vinen så lagret 20 måneder på 225 liter barriques.
I glasset er der intet schwarz ved denne vin, som fremstår lys og nærmest småtransparent i glasset, men duften er to-die-for … godt med fad med ristede kastanjer, ædeltræsolie, nougat, chokolade og tørre bagekrydderier med vanilje og kardemomme. Frugten er mest kirsebær, kandiserede, søde kirsebær, jordbær og en snert knuste hindbær … alt virker svævende, let og intenst … dufter himmelsk.
Hvis du synes duften er god … så vent til smagen, der er blød og cremet … nærmest mundsmeltende og her virker frugten en anelse mørkere og fortsat meget intens … sorte og kandiserede kirsebær, jordbær, brombær og solbær med masser af dryppende saft, blød og utrolig elegant. Tanninerne er også bløde om end let tørre, mens der også kommer noget peber, som sammen med en støttende syre giver et blødt og alligevel tæt bid. Hmmmmmm lækkert og en vin, som man burde have en kasse liggende af … just saying. 96 point.
Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 345 kr.