2019 Borgogno, Barolo, Piemonte, Italien

2019 Borgogno, Barolo, Piemonte, ItalienKeeper serverede – som med Johner –  en hvid og bagefter en rød fra samme vinhus og nu også fra Borgogno, så derfor smagte vi som næste vin deres basis Barolo i årgang 2019.

Nebbiolo druerne kommer fra de 5 vinmarker Liste, Cannubi, Cannubi San Lorenzo, Fossati og San Pietro delle Viole. Efter høst afstilkes druerne og knuses i kælderen.

Derefter er der sket spontangæring med druernes naturlige gærceller i 15 dage i betontanke … i starten ved 22-25 grader og i slutfasen 22-30 grader efterfulgt af en maceration i 20 dage.

Derefter sker der malolaktisk gæring ved 22 grader i 15 dage og derefter lagrer vinen så 24 måneder i slavonske 4.500 liters egefade helt efter de gamle klassiske metoder. Efter aftapning lagrer vinen yderligere 6 måneder på flaske.

Dutmæssigt er det en meget grøn, frisk og ung vin … fortsat lidt teenager og der er fennikel, mentol, læder, lakridspoletter, violer, rosenblade, cedertræ og i det hele taget godt med frisk eg, mens frugten er lys og gæret med kirsebær, hindbær samt lidt ribs … nærmest med æterisk syrlighed.

Uha … smagen er vildt syrlig … der er simpelthen tonsvis af syre, hvilket igen forstærker følelsen af, at dette er en utilpasset teenager med bumser og uregerlig vildskab. Der er godt med tanniner, som så også bider dig i haserne og en ret syrlig frugt med tranbær, ribs samt granatæbler … smager fandeme godt og ungt. 94 point.

Forhandles herhjemme af Husted Vin, hvor en 6-styk kasse koster 1.650 kr., svarende til 275 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 5,5/7