Aftenens første Rioja vin kom fra CVNE aka Compañía Vinícola del Norte de España og var en 2021 Crianza fra deres vinhus Viña Real, som jeg for ikke lang tid siden smagte en 2018 Viña Real Reserva fra.
Compañía Vinícola del Norte de España, der til dagligt blot er kaldt CVNE, er et gammelt, historisk Rioja vinhus og ejer 5 vinhuse, men det skal jeg ikke trætte jer med denne gang.
Vinen her kommer fra den køligere og mest eftertragtede del af Rioja regionen – nemlig Rioja Alavesa, men druemæssigt er det ikke ren Tempranillo, da der er tilsat en lille smule Garnacha, Graciano og
Mazuelo.
Druerne er høstet manuelt ved håndkraft, hvorefter de er afstilket, men gæringen er sket under temperaturkontrollerede forhold i ståltanke.
Vinen er herefter igennem en længerevarende maceration, hvor man er ret varsom med at udøve for heftig ekstraktion. Slutteligt er vinen lagret omkring 14 måneder på gamle fade af både fransk og amerikansk oprindelse.
Duftmæssigt er det en grøn og blomstret vin i næsen med en ren, frisk og stringent frugt, der mest er blåbær og ribs, men giv den lige tid til at åbne, for duften vinder med lidt luft i glasset.
Smagen er også rustik med en lidt grov bitterhed … mest blåbær og ribs som også i duften og syren virker også lidt rustik, kantet og utøjlet. 89 point.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koste 129 kr., mens prisen er 115 kr. ved køb af 6 flasker.