N.V. Mosnel, Franciacorta Brut Nature, Lombardiet, Italien

N.V. Mosnel, Franciacorta Brut Nature, Lombardiet, ItalienVi skal da smage mer’ Franciacorta bobler fra det historiske og kvalitetsdrevne vinhus Azienda Agricola Mosnel og det er med denne Franciacorta Brut Nature.

Mosnel Franciacorta Brut Nature er primært lavet på Chardonnay med lidt Pinot Noir og Pinot Blanc fra husets egne øst- og sydøstvendte parceller ved Iseosøens sydlige bred i Lombardiet.

Høsten finder typisk sted i sidste halvdel af august, hvor drueklaserne lægges i små høstkasser, så de kan transporteres ubeskadigede til vineriet.

Efter høsten er druerne presset i pneumatisk presse med en separation af første og anden presning. Efter 12 timers dekantering ved 15 grader tilsættes økologisk udvalgt gær til fermenteringen, som delvist foregår i temperaturkontrollerede ståltanke og delvist i små egetræsfade.

Malolaktisk gæring og omstikning går forud for assemblagen af cuvéen, som om foråret – efter tilsætning af en sødlig tirages – så tappes på flaske, lukkes med kapsel og til andengæringen.

Flaskerne modner i husets kældre i minimum 24 måneder på gæren, inden de degorgeres uden dosage og hviler yderligere mindst to måneder på flaske før frigivelse.

Duftmæssigt er det tørt … meget tørt og kalket med gær, noget hævet dej, masser af grønne, småsure og småbitre noter, citroner, lemon, grape, umodne æbler og pærer, men derudover er det lidt vanilje … men er ellers knivskarp, knastør, sylespids og mineralsk.

Sådan er smagen faktisk også, altså knivskarp, knastør, sylespids og mineralsk. Der er godt med brus, bobler og mousse, godt med citron, lemon, klart en del bitterlemon og med dette knastørre bid og grøn syre, så dermed bliver det en lille syrerig, stringent, rank og ganske mineralsk mousserende vin, der bider champagne i haserne. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 379,95 kr., mens bedste pris er 239,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Real Companhia Velha, Royal Oporto Colheita Port, Douro, Portugal

2017 Real Companhia Velha, Royal Oporto Colheita Port, Douro, PortugalJeg er vild med Colheita portvinene og denne Royal Oporto Colheita Port fra Real Companhia Velha kommer endda i en eksklusiv og smuk flaske. Det er årgang 2017 af den fine portvin, som jeg tidligere har smagt i både årgang 2010 og 2013.

Royal Oporto Colheita Port 2010 er fremstillet på et blend af Dourodalens 3 noble druesorter Touriga Nacional, Tinta Roriz og Touriga Franca … og kun de bedste druer fra de bedste markers ældste vinstokke.

Colheita er jo betegnelsen for en udsøgt Tawny fra gode årgange, men den skal så bare ligge på fad i minimum 7 år inden tapning op frigivelse til salg. Denne 2017 Royal Oporto Colheita Port er flasket i 2025 og er således aftappet på flaske efter 8 år.

Hos Royal Oporto produceres vinen kun i de allerbedste år og så løfter Real Companhia Velha lige kvaliteten yderligere ved direkte aftapning fra egetræsfadene efter pænt lang tid.

Det dufter sgu fremragende …. fredagsslik for voksne med figner, dadler, blommekompot, tørret frugt, solbærlikør, kaffelikør, nødder, karamel, appelsinskal og chokolade … lækker, rund og man kan også fornemme lidt alkoholstyrke, men meget afdæmpet og sart.

Smagen er blød, cremet … virkelig cremet, rund og mørk med varm, tørret og tæt frugt, solbær, tørret abrikos, dadler, figner og blommemarmelade, kaffelikør, chokolade, nougat, karamel og nødder. Der er lidt varme fra alkoholen på 20%, men det er fint, afdæmpet og blødt … lækker portvin. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 339,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 169,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7