2025 Patrice Moreux, Sancerre, Loire, Frankrig

2025 Patrice Moreux, Sancerre, Loire, FrankrigFra én Moreux Sancerre producent i Loire til en anden … Patrice Moreux holder til i Chemin des Vallées ved byen Pouilly-sur-Loire og her smager vi hans 2025 Sancerre Blanc.

Patrice Moreux er vi stødt på tidligere her på Houlbergs Vinblog og denne vin har jeg også tidligere smagt i både årgang 2020 og 2023, men nu gælder det altså 2025’eren.

Vinen er lavet på 100% Sauvignon Blanc druer fra udvalgte marker i Chavignol og Crézancy, hvor en jordbund af kalk og ler giver en kølig og kalket stil.

På markerne er vinstokkene 30 år gamle og druerne presses først skånsomt i pneumatisk blærepresse. Derefter spontangærer vinen i temperaturstyret cementtank, hvor den også lagrer sur lie nogle måneder inden aftapning på flaske.

Duften er lettere saltet og ganske frisk … næsten som at stå ved havet, mens der frugtmæssigt kommer både hyld, stikkelsbær og grønne umodne æbler. Der er klare Sauvignon Blanc noter, men de er forholdsvis runde med en smule grøn peber og solbærblade, men derudover er det mere eksotiske frugter, som blander sig sig i alle duftene som fx ananas, abrikos og fersken med lille frugtsødme.

Sådan smager vinen faktisk også … altså sådan en kombination af de mere grønne og friske Sauvignon Blanc noter af grønne æbler, gule citroner, grape og en kalket mineralitet, men derudover også federe tropisk frugt af ananas, mango og papaya. Der er syre, frugtsødme og masser af smag, så fin og rundere Sancerre … 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens bedste pris er 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2025 Roger & Christophe Moreux, Sancerre Tradition, Loire, Frankrig

2025 Roger & Christophe Moreux, Sancerre Tradition, Loire, FrankrigDomaine Roger & Christophe Moreux ligger i Chavignol få minutter fra Sancerre i Loire-dalen og byen er bl.a. kendt for den berømte gedeost Crottin de Chavignol og selvfølgelig Sancerre-vine af høj kvalitet og her smager jeg netop en 2025 Sancerre Tradition.

Der er tale om et traditionsrigt familieejet vinhus og familien Moreux regnes blandt de ældste vinfamilier i området og har dyrket vin gennem mange generationer. Huset er grundlagt i 1895 og drives i dag af far og søn Roger og Christophe Moreux … det er Christophe, som i dag er den primære vinmager og ansigtet udadtil.

Domaine Moreux har i alt 11 hektar vinmarker på de stejle skråninger omkring Chavignol, hvor der dyrkes 75% Sauvignon Blanc og 25% Pinot Noir med en årlig produktion på omkring 65.000 flasker. De bedste marker er Les Monts Damnés og Les Bouffants.

Deres Sancerre Blanc Tradition 2025 er lavet på 100% Sauvignon Blanc fra 15-30 år gamle vinstokke. Druerne høstes ved optimal modenhed og presses umiddelbart efter ankomsten til kælderen, hvorefter mosten gennemgår en skånsom klaring inden temperaturkontrolleret gæring i rustfri ståltanke. Vinen lagrer efterfølgende 6-8 måneder på de fine gærrester i de temperaturregulerede ståltanke,

Duftmæssigt er vinen meget tør, meget kalket og mineralsk, der er frugt med kvæde, pigeonæbler, har grov og tør syre, gærede noter og virker meget grøn, rank og stringent sammen med nogle typiske Sauvignon Blanc elementer med grønne krydderurter, tomatstilke og stikkelsbær suppleret med svag hyldsødme.

I munden er der klart mere frugtsødme, som gør smagen rundere og mere pleasende. Der er dog fortsat masser af æblesyre, sure æbler, stikkelsbær og lidt tropisk frugt med fersken, ananas og mango, så dermed bliver det er rundere Sancerre, som dog fortsat er tro mod dens mineralske rygrad. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens bedste pris er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Rolland & Galarreta, Esencia Tempranillo, Rioja, Spanien

2019 Rolland & Galarreta, Esencia Tempranillo, Rioja, SpanienDen verdensberømte, franske ønolog og vinkonsulent Michel Rolland døde i marts 2026 af et hjerteanfald. Han var både dygtig, venlig og flink … jeg mødte ham i 2023 sammen med spanske Javier Ruíz de Galarreta. De to lavede vine sammen og en af deres vine – en 2019 Esencia Tempranillo – smager jeg nu.

Vinen er lavet på ren Tempranillo, der plukkes fra lidt gamle stokke, heraf flere plantet helt tilbage i 1964.

Druerne er udvalgt fra fire af de allerfineste og højst beliggende marker ved byen Labastida og det er markerne La Cabaña, El Bosque, Espribel og Marrate, som ligger mellem floden Ebro og bjergkæden Sierra de Toloño.

Vinen er lavet med en kølig pre-maceration aka udblødning på drueskallerne i 4 dage inden gæring ved cirka 28 grader. Efter endt fermentering er vinen så lagret 15 måneder på 80% franske og 20% amerikanske egetræsfade inden aftapning på flaske.

Lad os som vanligt starte med duften, som er utrolig lækker med en lille ædelhed, hvor fadene giver aftryk af noget toast, ristede noter, kakao, chokolade, kokos, kaffebønner og teaktræsolie. Frugten er virkelig rund og blød med sorte kirsebær, brombær og skovbær … meget rent og velbalanceret.

Smagen er både blød, kraftfuld, intens, koncentreret og stærk … virkelig cremet og blødt, som Michel Rolland altid lavede sine vine og her er alt bare tæt, fyldigt og cremet med frugt af solbær, blåbær, brombær og kandiseret lemon … har røg, læder, kraftfulde tanniner og samlet et ordentligt bid, men med et toastet og ristet element, hvor der er masser af velvære. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens bedste pris er 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7