N.V. Fonseca, 10 Years Old Tawny, Douro, Portugal

N.V. Fonseca, 10 Years Old Tawny, Douro, PortugalPortvin kan man altid drikke og specielt god portvin … nu smager jeg en 10 Years Old Tawny fra portvinshuset Fonseca, der regnes blandt de absolut mest prestigefyldte producenter af Vintage Port.

Fonseca har sine historiske kældre i Vila Nova de Gaia ved Porto, hvor portvinene traditionelt lagres og modnes. Huset nævnes ofte i samme liga som Taylor’s, Graham’s og Dow’s og er især kendt for kraftfulde, rige og eksotisk frugtige portvine med enormt lagringspotentiale.

Portvinshuset er grundlagt tilbage i 1815 af João dos Santos Fonseca. I den efterfølgende periode blomstrede João dos Santos Fonsecas forretning.

I 1820 var han blevet en betydelig havnefragtmand og havde etableret et partnerskab med Francisco José Gomes Monteiro, medlem af en fremtrædende købmandsfamilie, og de havde sammen firmaet kendt som Fonseca & Monteiro.

Virksomheden fik sin moderne form i 1822, da Manuel Pedro Guimarães og hans bror João Gonçalves Salgueiro overtog kontrollen med Fonseca & Monteiro. En del af aftalen var, at navnet Fonseca skulle bevares.

Allerede i 1840 var huset blandt de største eksportører af portvin, og i 1847 kom den første officielle Vintage Port fra Fonseca.

Manuel Pedro Guimarães opbyggede huset til en af Douros vigtigste producenter og lagde fundamentet for den stil og kvalitet, som stadig præger Fonseca i dag

Siden 1948 har Fonseca været ejet af The Fladgate Partnership, der også ejer Taylor’s og Croft, men på trods af ejerskiftet har Guimarães-familien fortsat spillet en central rolle i vinproduktionen gennem generationer

Den nuværende vinmager er således David Guimarães … han er faktisk ansvarlig for både Fonseca, Taylor’s, Croft og Delaforce-portvinene.

Han har på Fonseca omkring 69 hektar Grade A-vinmarker på de 3 ejendomme Quinta do Panascal, Quinta do Cruzeiro og Quinta de Santo António i den berømte underregion Cima Corgo, men derudover oomkring 150 hektar øvrige beplantede vinmarker i Douro.

De vigtigste sorter er Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz (Tempranillo), Tinto Cão og Tinta Barroca … men derudover også andre sorter.

Fonseca 10 Year Old Tawny er skabt på et blend vine på Touriga Nacional, Tinto Cão og Tinta Barroca fra de bedste områder i Cima Corgo og lagret i gennemsnit ti år på små, brugte egetræsfade.

Under den lange lagring i Fonsecas kældre i Vila Nova de Gaia gennemgår vinen en kontrolleret oxidation, hvor den gradvist mister sin mørke farve og i stedet udvikler sin komplekse profil.

Duftmæssigt er det en intens, frugtrig og veldisponeret portvin, hvor der først kommer lidt sød tobak, blommelikør, kirsebærsyltetøj samt tørret frugt, dadler, svesker og godt med nøddekompot, karamel og søde krydderier …. meget lækker aroma faktisk.

Smagen er meget smooth, mundsmeltende og harmonisk, for portvinen har en frugt, som virker friskere end gennemsnittet, selvom der fortsat er tørret frugt, ristede hasselnødder, skovbund, karamel og denne fine, let brændende alkohol, der giver varme sammen med denne umami- og honninglækre frugtsødme. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 255 kr., mens prisen er 189 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2023 Generazione Alessandro, Croceferro Etna Rosso, Sicilien, Italien

2023 Generazione Alessandro, Croceferro Etna Rosso, Sicilien, ItalienOgså næste vin har jeg smagt før … en Croceferro Etna Rosso fra det spændende vinhus Generazione Alessandro, som laver vine fra skråningerne på vulkanen Etna på Sicilien og denne gang smager jeg 2023’eren.

Jeg har tidligere smagt både årgang 20192020 og 2021 … vinen er lavet på 100% Nerello Mascalese fra marker i 640 meters højde. Efter høsten er druerne afstilket og knust let. Gæring og maceration er sket over 12 dage i koniske ståltanke med daglig punchdown.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder med 70% i franske tonneaux fade og de resterende 30% i ståltanke. Så sker flaskning derefter og vinen lagrer yderligere 6 måneder.

Lækker, lys, let og animalsk duft … der er godt med fadnoter, mest karamel, mælkechokolade, vanilje, nougat, Nutella, en vase fuld af tulipaner og en sødlig frugt af jordbær, søde kirsebær, rabarber og hyben suppleret af syltet lime … meget fin, elegant, feminin og let i udtrykket.

Sådan smager den også … letløbende, saftig og vild drikbar, men alligevel med en pågående og skarp syre. Der er frugt af mirabeller, syrlige hindbær, småsure kirsebær, granatæbler samt lidt rønnebær suppleret af både citroner og lime. Der kommer også et tørt isæt af sødbitter rød campari, mens tanninerne også er tanninerne er tørre, lette og syrlige, så samlet en fin, kompleks, præcis og saftig vin, der samtidig har en smuk og let elegance. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Henri Giraud, MV20 Fût de Chêne Grand Cru Brut, Champagne, Frankrig

2020 Henri Giraud, MV20 Fût de Chêne Grand Cru Brut, Champagne, FrankrigFra et besøg hos en kammerat i Skagen startede vi med lidt champagne, da han netop havde været på besøg i Champagne og bl.a. besøgt champagnehuset Henri Giraud og derfra smagte vi en drønlækker MV20 Fût de Chêne Grand Cru Brut.

Champagne Henri Giraud ligger i Aÿ-Champagne … en af Champagnes 17 Grand Cru-kommuner og historisk et af de mest prestigefyldte områder for Pinot Noir. Aÿ ligger i Vallée de la Marne tæt ved Épernay.

Huset er et af Champagnes mest kultdyrkede familieejede huse og regnes af mange som en af regionens mest originale producenter. Huset er især kendt for sin konsekvente brug af egetræ fra Argonne-skoven, som giver vinene en karakter, der adskiller sig markant fra de fleste andre prestigechampagner.

Familiens historie kan spores tilbage til 1625, hvor Hémart-familien var blandt de tidlige vinbønder i Aÿ. Familien har således været en del af Champagnes historie i mere end 400 år. Efter phylloxera-krisen genopbyggede Léon Giraud familiens vinmarker.

Ved begyndelsen af det 20. århundrede giftede Léon Giraud sig med Madeleine Hémart og dermed blev familierne Giraud og Hémart forenet … så Champagne Henri Giraud regnes således fortsat blandt de ældste fortsat familieejede champagnehuse i regionen

Huset drives i dag af Claude Giraud, som repræsenterer den 12. generation af familien Giraud-Hémart … han regnes som den person, der for alvor har skabt husets moderne identitet og internationale kultstatus.

Han har selv 10 hektar Grand Cru-marker fordelt på cirka 35 parceller, men råder derudover næsten lige så meget fra faste leverandører blandt familie og naboer.

De producerer årligt 250.000 – 300.000 flaske champagne, som nu fx denne Fût de Chêne … en vin, som har gjort huset berømt, for den er vinificeret og modnet på egefad fra Forêt d’Argonne aka Argonne-skoven, der ligger relativt tæt på Champagne og har leveret historisk træ til vinfade gennem århundreder.

MV20 Fût de Chêne Grand Cru Brut er lavet på 80% Pinot Noir og 20% Chardonnay … MV20 står for Multi Vintage 2020, hvilket betyder, at cuvéen er baseret på årgang 2020, men samtidig indeholder en betydelig andel af husets berømte perpetual reserve, som går helt tilbage til 1990.

Alle druer kommer fra Grand Cru-marker i Aÿ, som er blandt de mest prestigefyldte terroirs for Pinot Noir i Champagne. En af nøglerne til Fût de Chêne er husets reserve-system, hvor omkring 1/3-del af vinen består af reservevine. Reserven er opbygget som en slags solera/perpetual reserve, der er blevet videreført siden 1990. Hver ny årgang blandes med tidligere årgange, så husets stil og kompleksitet bevares.

Gæring og modning foregår i små fade af Argonne-eg.MV20 er lagret ca. 11 måneder på 50% nye og 50% brugte egetræsfade. Efter tapning på flaske lagrer vinen flere 4 år med andengæring på flaske inden degorgering, som er sket med en dosage på 5 gram sukker pr. liter.

WAUW … sikke elegance og dybde … der er intensitet på en let, delikat og fin måde, meget lys i stilen og har et forsigtigt og diskret fadpræg med vanilje, lakridskonfekt, karamel, nødder og skovbund. Der er frugt med pærer, modne pærer endda, ananas, tørret abrikos, mango og ananas. Uha det dufter balanceret, feminint, fint og utrolig elegant.

Det smager fandeme også godt … har denne fine, sart, lyse, feminine frugtsødme, hvor alt er cremet og vel disponeret. Der er pærer, gule blommer, lidt ananas, tørrede frugter og kandiserede citrusfrugter … alt er delikat og afdæmpet. Boblerne er små og vedholdende, hvor alt nærmest smelter i munden med let ristede noter, mineralsk og kalket spændstighed … virkelig fin, raffineret og smuk i smagen, så dermed ender jeg på 98 point.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 1.595 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7