Når jeg nu alligevel skriver om fremragende bobler, så napper vi én mere af slagsen, men den er blot dansk på et imponerende niveau og det er en 2021 Stella Mary Brut Nature fra Stokkebye Vingård.
Jeg har tidligere skrevet om vinbloggen … og var meget begejstret for deres 2023 Liva og deres mousserende 2021 Stella Brut Nature lavet på Johanniter og l’Acadie Blanc.
Denne 2021 Stella Mary Brut Nature er lavet på ren Pinot Noir og har bare lige et gear mere … eller sagt på en anden måde, så smager det sgu fortryllende.
Stella Mary er opkaldt efter Jacob og Helle Stokkebyes yngste datter og produceres efter den traditionelle metode. Druerne til vinen kommer fra vinstokke fra 2015 og 2019. Alle druer dyrkes økologisk. Ingen tilsætningsstoffer udover sulfitter tilføjes vinen.
Vinen er gæret og lagret 50% på egetræsfade og 50% på ståltanke, mens andengæringen på flaske er sket over 28 måneder sur lie inden degorgering i september 2024.
WAUW … gærede noter, tørrede nøddeskaller, briocheboller, toast, dejblanding, intens parfumeret og aromatisk, der er både kirsebær, jordbær, mirabeller og vidste jeg ikke bedre, så ville jeg klar forledes til at tro, at dette er champagne. Man kan ane et let fadpræg med lidt vanilje, karamel, sød lakrids og mælkechokolade, men det er utroligt fint, delikat og feminin … sart og let som smukke blonder på silketrusser.
I munden har den små, blide og alligevel energiske bobler … frugten er grønne æbler, kirsebær, tranebær, citroner, grillede citroner samt lemon … alt er doseret sindssygt godt og fint, mens syren er så fin, ren og direkte uden at larme, men sammenlagt sikke en kvalitet, så dermed 96 point.
Købt på vingården, hvor en flaske koster 559 kr.
