Jeg smagte første gang under mit nylige besøg i Bolgheri en fin 2023 Greppicaia Bolgheri Superiore fra producenten I Greppi ved Castagneto Carducci. Nu er Supervin blevet dansk forhandler og jeg smager nu yderligere 3 vine fra huset startende med en 2024 Vior eller Vior Viognier.
I Greppi blev grundlagt i 2001 af de to kendte toscanske vinfamilier Cancellieri og Landini med rødder i Chianti‑området.
Men i 2017 blev ejendommen opkøbt af en ny ejerkreds. Det var af en international gruppe af vinelskere, forskere, geologer og økonomer, som ønskede at udvikle I Greppi til et videnskabeligt og terroir‑fokuseret top‑projekt.
Blandt gruppen er bl.a. den irske geolog Dr. Neil McMahon, som har bragt et stærkt forskningsfokus ind i huset.
Siden overtagelsen har I Greppi etableret et state‑of‑the‑art enologisk laboratorium, indgået et langt forskningssamarbejde med UC Davis, som er et af verdens førende vinuniversiteter samt integreret geologisk og agronomisk forskning i markarbejdet
Huset arbejder med mikro‑zonering, moderne vinifikation, fokus på terroir og biodiversitet og med en kombination af italiensk tradition og Napa‑inspireret innovation.
I Greppi har 14 hektar vinmarker beliggende omkring de to kunstige søer Greppi Cupi. Søerne skaber termisk variation, køler druerne og øger biodiversiteten, mens den kystnære placering giver havbrise, der holder druerne sunde og kølige.
Denne 2024 Vior er lavet på 100% Viognier fra en lille parcel i hjertet af ejendommen med siltholdige sandjorde. Druerne håndselekteres og høstes i de kølige morgentimer for at bevare maksimal aroma og naturlig syre.
Efter afstilkning presses druerne skånsomt i et iltfrit miljø ved hjælp af tøris, hvilket beskytter mosten mod oxidation og sikrer optimal aromatisk renhed.
Den alkoholiske gæring indledes på temperaturkontrollerede ståltanke ved under 17°C for at fremhæve Viogniers frugt- og blomsteraromaer. Der sker ingen malolaktisk gæring, så derefter fordeles mosten ligeligt, således 50% færdiggæres og lagres på ståltank, mens de resterende 50% overføres til let ristede, nye franske barriques.
WHAT? Sikke en aromatisk, olieret og røget næse … der er linolie, bivoks, let mjød, honning og tonsvis af parfumerede blomster, mens frugten er lettere eksotisk med abrikoser, tørrede abrikoser, fersken og mango … fyldig, olieret og cremet med stor maskulin krop.
Det smager sgu temmelig godt … der kommer lidt gule Viognier vingummibamser, blomsterhonning, abrikos, mango, papaya, grillet lemon og syltede citroner med masser af krop og opulent fylde, en smule hvid peber suppleret med en saltet mineralitet. Fagpræget er disket og tilfører bare stor cremethed … voldsom, smagfuld, fyldig samt tæt elegant … 92 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens bedste pris er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.








