Denne 2023 Borgeri fra Giorgio Meletti Cavallari blev – efter min vurdering – bedste vin blandt de 4 første Bolgheri DOC Rosso vine ved konsortiets masterclass.
Vinhuset Giorgio Meletti Cavallari er grundlagt i 2002 af Giorgio Meletti Cavallari i en alder på kun 24 år.
Giorgio er søn af grundlæggeren af Grattamacco og voksede som barn op i markerne dér. Han har selv faglig baggrund fra Istituto Agrario di Siena og erfaring fra Franciacorta, Chianti Classico og Californien.
Det er i dag fortsat Giorgio Meletti Cavallari, som driver vinhuset og han har samlet 14 hektar jord, hvoraf 7 hektar er vinmarker, men der er flere undervejs eller rettere under omlægning. De 2 primære marker er Piastraia og Vallone.
Giorgio arbejder med en moderne, ren og terroir‑fokuseret stil, der er tydeligt inspireret af Grattamacco‑traditionen. Vinene viser ofte mørke bær, friskhed fra kystklimaet, balanceret syre og velintegrerede tanniner.
Denne 2023 Borgeri Rosso er lavet på 40% Cabernet Sauvignon, 40% Cabernet Franc og 20% Merlot, der har gennemgået gæring og maceration i betontanke over 18 dage. Efter endt fermentering er vinen så lagret 8 måneder på brugte barriques.
I forhold til foregående er duften mere skarp, mere urtet og virker også mere ØKO landlig, faktisk pænt animalsk, bondsk, også mere spændende og har en frugt med solbær, brombær, sorte kirsebær, hindbær og tranebær. Derudover grønne krydderurter, rosmarin, lakridsrod, lavendel og mynte … meget interessant.
Smagen er cremet og det smager ret godt … der er fløjl og velour, men det er måske mere ru fløjl med lidt modstand, mens frugten er solbær, brombær og så har den fine og kraftige tanniner, lidt salte mineraler og en smule varme fra alkoholen, men det er sgu lidt af charmetrold af en elegant, frisk og let grøn Bolgheri vin. 94 point.
Forhandles af CallMeWine, hvor en flaske koster 169 kr.





