2023 Dominio del Águila, Pícaro Clarete Ecológico, Ribera del Duero, Spanien

2023 Dominio del Águila, Pícaro Clarete Ecológico, Ribera del Duero, SpanienVi fortsætter mit fortrædelige roséraid med en rosévin, der virkelig smager vildt godt … en 2023 Pícaro Clarete Ecológico fra Dominio del Águila i Ribera del Duero i Spanien.

Det en rosévin, som jeg selvfølgelig også har smagt før … og skrevet om i både årgang 2017 og 2021 … men her er det altså 2023’eren, der dog fortsat er lavet på primært Tempranillo og Albillo.

Det er et field blend, så udover Tempranillo og Albillo er der også noget Garnacha og Bobal … altså et dejligt mix af både røde og hvide druer, der alle kommer fra økologisk passede marker med gamle vinstokk, hvor de ældste er over 100 år gamle. Markerne er kalkholdige og de ligger i omkring 850 meters højde.

Efter direkte presning af druerne spontangærer vinen over 12-14 måneder inden 19 måneder lagring på franske egetræsfade ved meget lav kældertemperatur.

For at bevare flest mulige smagsaromaer aftappes Clarete 2021 uden klaring og filtrering, hvorfor et naturligt bundfald kan forekomme.

Duftmæssigt kan fadlagringen omgående mærkes … der er karamel, mælkechokolade, nougat, vanilje og en lækker hipsterbio frugt med jordbær, moreller, hyben, kandiserede kirsebær, rødbeder, blomster, røg og noget skocremet … lækker, pågående og let anderledes, men det dufter vildt godt.

Smagsmæssigt er der skrald på … der er intens frugt som i duften, men samtidig en klingende syre. Der er hindbær, kirsebær, ribs, lidt lemon … intens, fed, tæt og olieret med kaffelikør, candyfloss og en stor cremet lækkerhed. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen er 219,95 kr. ved køb af 6 flasker

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Bernard Magrez, Le Clos de Grands Muraires Côtes de Provence Rosé, Provence, Frankrig

2022 Bernard Magrez, Le Clos de Grands Muraires Côtes de Provence Rosé, Provence, FrankrigVi fortsætter mit splittergale roséraid med endnu en vin fra den gamle Bernard Magrez og det er en 2022 Le Clos de Grands Muraires Côtes de Provence Rosé.

Jeg har faktisk smagt vinen før i årgang 2021 og det er en vin fremstillet på 70% Grenache og 30% Syrah, som høstes fra den kun 0,5 hektar store og muromkransede mark Le Clos de Grands Muraires.

Der er en mark med masser af kalksten og ler beliggende i Le Luc nedenfor de berømte mauriske bjerge Massif des Maures og alle druerne er høstet med et lavt udbytte på 28 hektoliter pr. hektar.

Efter høsten køles mosten ned til 6 grader for at bundfælde urenheder. Vinen gærer med temperaturstyring ved 17-19 grader i 600 liter fade samt 2 år gamle 225 liters egetræsfade. Efter endt gæring lagrer vinen 4 måneder sur lie i de samme fade.

I glasset er vinen faktisk en anelse mørkere end 2021’eren, så den må have ligget en brøkdel længere på skallerne. Duften er også pænt kraftig, dyb og ekspressiv med både jordbær, søde kirsebær, fersken, melon og citroncreme. Man kan også fornemme fadlagringen med vanilje, chokolade og så sød blomsterpollen.

Smagsmæssigt er der power, masser af kraft med en kompleks, tør og cremet smag. Der er jordbær, søde kirsebær, fersken, melon, fin fyldig, rund og blød … tydelig og rund syre, en elegant mineralitet og i det hele taget er det skruet forbandet godt sammen. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 359,95 kr., mens bedste pris er 304,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7