Jeg havde selv taget denne 2017 Neuenahrer Sonnenberg Frühburgunder fra Weingut Julia Bertram … før det blev til Weingut Bertram-Baltes, for jeg havde haft den liggende siden vort besøg hos Julia tilbage i 2019.
Frühburgunder druerne kommer – som navnet siger – fra marken Neuenahrer Sonnenberg, der ligger lige nord for byen Bad Neuenahr og er den østligste af de marker, som leverer druer til Julias vine.
Sonnenberg marken ligger forholdsvis lavt, men med en perfekt sydlig eksponering og en undergrund af löss, ler, lergrus og kalkaflejringer. Samtidig er Frühburgunder vinstokkene på Sonnenberg nogle af de ældste i Ahr med en alder på omkring 45 år.
Vinen er vinificeret helt traditonelt og blev – som med de øvrige vine fra Julia dengang– lagret og flasket på Klingenberg i Churfranken hos Benedict Baltes, som Julia blev gift med nærmest på samme tid, for de blev gift i 2018.
Duftmæssigt er det en blød, animalsk, landlig, fyldig og nøddet vin, hvor der er nøddemix, peanuts, agern, figenpålæg, mælkechokolade, nougat, karamel, vanilje, kanel, fugtig skovbund, en sødlig stald og en moden frugt med kirsebær, hindbær, rabarber suppleret med en smule blomster.
Smagen er blød, cremet med denne modne frugt, sorte og smattede kirsebær, jordbær og kandiseret lemon, let peber, rund, afslebet og blød syre, fine og velintegrerede tanniner og det hele taget bare en rund, fin og næsten mundsmeltende vin … 96 point.
Købt på vingården, men prisen kan jeg ikke huske … ellers forhandles vinene fra Weingut Bertram-Baltes af Extra Brut Vinimport.
