N.V. P. Louis Martin, Blanc de Blancs Brut, Champagne, Frankrig

N.V. P. Louis Martin, Blanc de Blancs Brut, Champagne, FrankrigLige lidt champagne i glasset … det skader jo aldrig nogen og dette er en Blanc de Blancs Brut fra Champagnehuset P. Louis Martin, som er et historisk familiehus fra Bouzy og kendt for klassisk, kraftfuld og frugtdrevet Pinot Noir domineret Bouzy‑stil.

Champagnehuset er beliggende i Bouzy Grand Cru, et af Champagnes mest berømte Pinot Noir‑områder og blev etableret i 1864 i Bouzy af Martin familien, som nu har drevet det i 5 generationer.

Louis Martin var medstifter og første præsident for Bouzy‑kooperativet i 1929 og hans søn Paul Martin stod for en udvidelse af både marker og kældrene for bedre lagringsforhold.

I dag ledes huset af 4. generation, mens 5. generation er på vej ind og råder over i alt 18 hektar vinmarker, alle certificeret HVE niveau 3 aka Haute Valeur Environnementale. Alle tre champagnedruer dyrkes, men Pinot Noir dominerer pga. Bouzys terroiret.

Sjovt nok smager vi her en ren Blanc de Blancs … lavet på ren Chardonnay, som høstes ved optimal modenhed og presses nænsomt for at udtrække den reneste most.

Gæringen foregår ved kontrolleret temperatur i ståltanke, hvor vinens friske frugt og terroirets karakter bevares. Efter den første gæring sammenstikkes den endelige cuvée, hvorefter vinen tappes på flaske og gennemgår den traditionelle andengæring.

Herefter lagrer Champagnen i 36 måneder på de fine gærrester i flasken og er degorgeret i november 2025.

I næsen er der nogle gærede noter og derudover en let strejf af lidt candyflosssødme suppleret med en frugt af abrikos, mango, hyben og så ellers godt med æbler og citroner. Det er en champagne, der har nogle maskulin og kraftfuld duft.

Boblerne er forholdsvis små og blide, men der er fint med syre og bitterhed. Der er både syltede og friske citroner, lemon og en sæk med småbitre pigeonæbler … kraftfuld, ung, spændstig og bitter … 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens bedste pris er 449,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2025 Tenuta Campastrello, Campastrello Bianchi, Toscana, Italien

2025 Tenuta Campastrello, Campastrello Bianchi, Toscana, ItalienAnkommet til Bolgheri … og på hotellet til en lille simpel middag, men sjovt nok uden vin, så vi bestilte omgående en flaske og det blev så en 2025 Campastrello Bianchi fra Tenuta Campastrello.

Der er et lille, familieejet toskansk landsted og agriturismo, der blev etableret i slutningen af 1990’erne som en kombination af vingård, olivenlund samt et lille hotel/restaurant i Castagneto Carducci og dermed kun få kilometer fra Bolgheri.

Tenuta Campastrello ejes og drives af en lokal familie, som også står for agriturismo‑delen. Det er ikke et stort kommercielt brand, men et mikro‑producenthus, hvor vinene primært sælges på ejendommen, til lokale restauranter og mindre eksportmarkeder.

Man har 6–10 hektar vinmarker med Sangiovese, Merlot, Cabernet Sauvignon, Syrah og lidt Vermentino til hvidvin. Produktionen er ret lille og håndværkspræget med en årlig produktion på 20.000–40.000 flasker.

Denne hvidvin er lavet på Vermentino, som efter høst gennemgår en skånsom pneumatisk presning, hvorefter gæring er sket i store ståltanke ved 14–16 grader … ingen malolaktisk gæring og vinen er også blot lagret 3–6 måneder på ståltank. Lagring sker ofte sur lie med let bâtonnage for at give tekstur og fylde uden at miste friskheden.

Duftmæssigt har vinen en udtalt jernagtig aroma, stikkelsbær, grønne æbler, hyben, grønne hækplanter, lidt tørre papkasser og virker ganske simpel og rustik.

Smagen er også robust, rustik og bondsk med æbler, pigeon- og cideræbler, lidt grape og lemon … en frisk syre, der dog har kanter og hjørner, grønne elementer og en svag fylde. 85 point.

Kostede 18€ på hotellet … svarende til 134 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2020 Ferdinando Principiano, Barolo Ravera di Montforte, Pieminte, Italien

2020 Ferdinando Principiano, Barolo Ravera di Montforte, Pieminte, Italien Efter først at have smagt lidt Barbera og en Langhe Nebbiolo fra Ferdinando Principiano, så var det nu tid til rigtig Barolo … en 2020 Barolo Ravera di Montforte.

Vinen er lavet traditionelt og lav‑interventionistisk, altså med spontangæring, omkring 30 dages skindkontakt, ingen brug af barriques, men 24 måneders lagring i store 15 hektoliter botti, ingen klaring eller filtrering og minimal svovl. Nebbiolo druerne kommer fra 80‑årige Michet‑kloner på Ravera‑marken i Monforte.

Uhmmm det dufter fremragende og klassisk … virker let, frugtrig og arketypisk med en vis lethed, frugt af lyse kirsebær, ribs, jordbær og lidt lemin, masser af tørt træ, cedertræ, rosenblade, violer, grønne agern, fugtig skovbund, fennikel og lakridsrod, salvie, røg og en støvet mineralitet.

Smagen er ren, klar og lettere hård, masser af bitter balsamico, stram syre og en syrlig frugt af ribs, syrlige kirsebær, tranebær og granatæbler suppleret af grape, lemon, appelsinskal og rød vermouth med masser bitterhed. Smagen er til den lette og spinkle side, men tannierne er tørre, vilde og unge … det giver en ren, stram, mineralsk og klassisk Barolo, som fortsat er en teenager med kølig umodenhed på den rigtige måde. 94 point.

Pris hos Vinpusheren er 599 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2007 Olivier Leflaive, Pommard 1er Cru Epenots, Bourgogne, Frankrig

2007 Olivier Leflaive, Pommard 1er Cru Epenots, Bourgogne, FrankrigMin sidste vin hos Jesper Stig til det fantastiske arrangement med et gode formål blev denne 2007 Pommard 1er Cru Epenots fra det burgundiske vinhus Olivier Leflaive på Place du Monument i Puligny-Montrachet.

Olivier Leflaive er grundlagt i 1984 af Olivier Leflaive, som brød ud af det berømte Domaine Leflaive for at skabe sit eget negociant‑ og domaine‑projekt.

Huset ejer i dag 26 hektar vinmarker fordelt på 82 climats i Puligny‑Montrachet, Meursault og Chassagne‑Montrachet og arbejder desuden med druer fra over 100 hektar kontraktavlere.

Olivier Leflaive er fortsat den centrale figur og grundlægger.

Det primære fokus er på Chardonnay, men man producerer også mindre mængder Pinot Noir og Aligoté. Man producerer alt fra Bourgogne Blanc Les Sétilles til Grand Cru som Bâtard‑Montrachet, Corton‑Charlemagne og Le Montrachet.

Denne røde enkeltmarksvin 2007 Pommard 1er Cru Epenots er lavet med manuelt sorterede druer, som er afstilket 70%. De er alle købt hos nogle af de vinavlere, som man arbejder sammen med.

Der sker så en åben gæring i ståltanke eller cementkar, koldmaceration i 3–5 dage, pigeage og remontage … den anvendes enten naturlig eller podet gær afhængigt af årgangens sundhed og sammenlagt 19 dages vinifikation.

Den malolaktiske gæring sker på  fade, hvor vinen også lages 12 måneder med 20–30 % nye fade, der er medium toastet, efter først 4 måneders lagring i ståltanke.

Næsen er proppet med velvære, lyst og overdådighed … godt med umamiagtige noter med våd skovbund, nødder, popcorn, ædeltræ, mahogni- og teaktræsolie, tobak, kastanjer og en silkeblød frugt med jordbær, sorte kirsebær, blommer og ribs.

Sådan er smagen også … imponerende, mundsmeltende og ganemasserende, flydende velvære med silkeblød og sart moden frugt med jordbær, hindbær og blommer, en rigtig fin syre, der er elegant, kompleks og stoisk, mens tanninerne bare stryger dig med hårene og giver en oplevelse udover det sædvanlige. 97 point.

Forhandles herhjemme af Otto Suenson, men denne har jeg ikke fundet, så prisen kender jeg heller ikke.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2015 Heathcote II, Tempranillo, Victoria, Australien

2015 Heathcote II, Tempranillo, Victoria, AustralienVi fortsatte med mere Tempranillo, men meget atypisk kommer denne Tempranillo 2015 fra Victoria i Australien, nemlig fra Heathcote II projektet, som er et samarbejde mellem den danske vinmager Peder Rosdal og franskmanden Lionel Flutto.

Peder Rosdal er dansker og fransk uddannet vinmager og Lionel Flutto er franskmand og vitikulturist. De startede omkring 2004 deres vinprojekt i Toolleen nord for Heathcote i Victoria vinområdet.

De har samlet omkring 32 hektar jord, men kun 4,5 – 5,6 hektar er vinmarker, der er tilplantet tilbage i 1995. Markerne ligger i 240 meters højde og er primært tilplantet med Shiraz samt mindre parceller af Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot og Tempranillo.

Peder ansvaret for vinfremstillingen, hvor kun druer dyrket på ejendommen anvendes og det er et lille boutique winery med fokus på håndlavede vine.

Sådan er denne 2015 Tempranillo også lavet … den er håndhøstet, gæret i åbne kar med manuel punch‑down to gange dagligt, og derefter lagret 18–24 måneder på franske barriques.

Sjovt … duftmæssigt virker vinen nærmest helt bordeauxsk med muldjord, blæk, grafit, godt med solbær, brombær og sorte kirsebær, der så suppleres med nogle mere umamiagtige noter af kakao, peanuts og nødder.

Smagen er bred og fylder ud i munden … der er krudt, peber, grønne krydderurter, rosmarian og peber sammen med en frugt, der mest er domineret af solbær. 92 point.

Forhandles bl.a. af Uhrskov Vine, men denne er ikke fundet, så prisen kender jeg heller ikke.

Vinanmeldelse 5/7   

1994 Marqués de Murrieta, Castillo Ygay Grand Reserva Especial, Rioja, Spanien

1994 Marqués de Murrieta, Castillo Ygay Grand Reserva Especial, Rioja, SpanienDerefter smagte vi så aftenens næstældste vin …  legendariske Castillo Ygay Grand Reserva Especial fra vinhuset Marqués de Murrieta og i en årgang 1994.

Vinhuset holder til på slottet Castillo de Ygay i byen Logroño-Zaragoza i hjertet af Rioja Alta distriktet tæt på floden Rio de Valsalado.

Marqués de Murrieta er grundlagt tilbage i 1852 af Luciano de Murrieta. Han er født i Peru i 1822, men havde sin barndom i England, hvor hans forældre arbejdede i engelske banker inden de flyttede til Spanien, hvor de bosatte sig i Rioja området.

Da Luciano de Murrieta var 18 år gammel, så meldte han sig i den spanske hær og blev assistent for General Espartero, som senere blev sendt i eksil i London. Luciano fulgte med, og i England lærte han bl.a. noget om vin og undrede sig samtidig over, at man kun drak Sherry, Portvin og ellers kun franske vine i London.

Da han kom retur til Spanien besluttede Luciano de Murrieta for at lave vine, som kunne sælges internationalt, og i 1852 producerede han sine første vine.

Han sendte derfor hundrede 72 liters fade til henholdsvis Cuba og Mexico, men desværre forliste skibet til Mexico ved indgangen til Veracruz, men skibet til Cuba ankom med sit dyrebare last og vinen blev en kæmpe succes. Og det blev startskuddet til vinhuset Marqués de Murrieta.

I 1878 købte Luciano en ejendom i Logroño, og byggede slottet Castillo de Ygay, et vaskeægte slot, bygget efter forbillederne i Bordeaux. Og der kom virkelig skik på produktionen af Rioja vinene. Masser af internationale priser væltede ind, og Luciano blev endda udnævnt til Marquis af dronning Isabel II.

Han blev også i 1907 æresborger i Logroño for sit kæmpe arbejde og for at have bragt nye vinificeringsteknikker til området. Han døde i 1911 uden en direkte arving, så det blev derfor hans nevø Julián de Olivares, som arvede slottet og vinmarkerne. Han blev ved roret helt til 1977.

I 1983 blev slottet solgt til Vicente Cerbrián Sagarriga, Greven af Creixell. Han foretog et kæmpe renoveringsarbejde, både bygningsmæssigt og vinmæssigt. Hans mål var ikke at lave om på det hele, men at bevare vinens høj kvalitet.

Han tilførte stedet det udstyr som kunne gøre Marqués de Murrieta til en af de bedste vinproducenter i verden. Greven døde i 1996, blot 48 år gammel, mens hans kone og børn besluttede at fortsætte hans stor værk.

I dag er det sønnen/de nye greve Vicente Dalmau Cebrián-Sagarriga som – sammen med søsteren Cristina – driver vinhuset. Den unge Vicent Dalmau er uddannet indenfor økonomi, administration og jura, men har altid løbende arbejdet på Marqués de Murrieta.

Vinhuset har i alt 300 hektar vinmarker omkring Castillo de Ygay i det område som lokalt kaldes for Tres Marqués (de 3 grever). Det skyldes, at jorden ligger lige mellem vinhusene Marqués de Murrieta, Marqués de Vargas og Marqués de Romeral. Det er et område, hvor temperaturen som regel højere end i de andre områder af Rioja. Vinmarkerne er beplantet med Viura for de hvide og Tempranillo, Garnacha, Graciano, Mazuelo og Cabernet Sauvignon for de røde.

Udover Castillo de Ygay og de 300 hektar vinmarker i Rioja, så ejer familien også vinslottet Pazo de Barrantes med 12 hektar vinmarker i Rias Baixas.

Nå, men her har vi husets topvin Castillo Ygay Grand Reserva Especial, som er en enkeltmarksvin, hvor druerne kommer fra marken La Plana, som ligger i 485 meters højde ikke langt fra Ygay.

I denne årgang 1994 er vinen lavet på 75% Tempranillo, 13% Mazuelo aka Carignan, 10% Garnacha og 2% Graciano. Gæring og maceration egentlig ganske kort tid … alene 11 dage og så har vinen lagret hele 50 måneder på amerikanske barriques. Efter vinen er flaskes lagrer den yderligere et par år.

Som forventet er der også her en ret moden frugt … og som for ældre Rioja også godt med skrald på fadene. Der er mælkechokolade, nougat, kakao, ristede løg, toast, kokos, vanilje og virker ret fed og svulstig på en ældre måde, men også blød og rund. Der er solbær, blåbær samt blommer.

Smagen er egentlig okay, selvom denne også virker lidt lukket, men syren virker ret sjov og passer ikke lige til vinen … livlig og flad på én gang, hvis der giver mening suppleret med en smule peber samt grove og bløde tanniner. 92 point.

Forhandles bl.a. af Laudrup Vin, hvor en flaske i fx årgang 2011 koster 2.598 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

1988 Château Batailley, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

1988 Château Batailley, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigAftenens ældste vin hos Jesper Stig blev denne 1988 Pauillac 5. Grand Cru Classé fra er et af de ældste vinslotte i Médoc, som fik sit navn efter et afgørende slag – på fransk bataille – mellem England og Frankrig og det er Château Batailley.

Det afgørende slag – på fransk bataille – mellem England og Frankrig skete i 1453, hvor franske soldater generobrede naboslottet Latour fra englænderne. Slaget, som udspillede sig, hvor Batailley-slotsbygning og vinmarker ligger i dag, var i øvrigt medvirkende til at afslutte 300 års engelsk besættelse af Aquitaine.

Nogle år senere blev de første vinstokke plantet på denne historiske og blodige jord, men det nuværende slot er vel først bygget i slutningen af 1700-tallet, hvor det var ejet af Saint-Martin familien og kendt som Château Batailley.

Derefter skiftede slottet ejere en del gange, indtil det i 1816 blev overtaget af Daniel Guestier fra Daniel Guestier of Barton & Guestier.

Han restaurerede og udvidede slottet, som første gang blev klassificeret som 5. Cru slot af Abraham Lawton i 1815 og året senere af Charles Cocks, så da man skulle klassificere de mange Bordeaux slotte i 1855 klassifikationen, så lå Château Batailley allerede til at blive et 5. Grand Cru Classé slot.

Ud over vinmarkerne er man i dag meget stolt af den 5 hektar store have, som i 1850 blev tegnet og anlagt af Napoleons havearkitekt Barillet-Deschamps.

Siden blev slottet købt af Borie familien, som allerede i 1870 havde grundlagt det berømte vinfirma Borie-Manoux. Men for at undgå problemer med de strikse franske arveregler, så delte man i 1942 slottet i to.

Det blev til Château Batailley og Château Haut Batailley, som selvfølgelig begge fortsat i dag er 5. Cru Classé slotte. Marcel Borie overtog Château Batailley, mens hans bror François overtog Château Haut Batailley.

I 1961 overdrog Marcel Borie firmaet til sin svigersøn Emile Castéja, og det er i dag Emiles søn Philippe Castéja – og dermed 5. generation – som står i spidsen for vinslottet.

Philippe Castéja står ikke blot i spidsen for Château Batailley, men har siden 2005 også været direktør for Borie-Manoux og et voksende vinimperium.

For Borie-Manoux omfatter i dag ejerskab af mere end 10 franske vinslotte, hvilket udover Batailley bl.a. er Châteat Trotte Vieille, Beau-Site, Domaine de l’Eglise, Château Lynch-Bages, Chateau La Croix du Casse, Château Bergat, Château Pignon, Château Haut-Madrac og Château Haut-Bages Monpelou.

Men kronjuvelen er nu fortsat Château Batailley, hvor Philippe Castéja også selv bor. Der har familien samlet 57 hektar vinmarker med 70% Cabernet Sauvignon, 25% Merlot samt lidt Cabernet Franc og Petit Verdot.

Derfra laves der årligt omkring 22.000 kasser af Pauillac 5. Grand Cru Classé, men siden 2016 er de også startet med at lave 2. vinen Lions de Batailley.

Denne årgang 1988 er lavet på 70% Cabernet Sauvignon, 25% Merlot og resten er Cabernet Franc og Petit Verdot. Druerne er så efter høst afstilket og let knust inden den alkoholisk gæring i temperaturkontrollerede ståltanke ved 24-26 grader over 20-25 dage med en varm eftermaceration.

Malolaktisk gæring er så gennemført i tankene og efter endt fermentering er vinen så lagret 16–18 måneder i franske egetræsfadel, hvor omkring halvdelen er nye.

Vinen har ikke klaret tidens tand uden alderdomstegn, selvom det er en raceren Pauillac 5. Grand Cru Classé, men det er jo også en 37-38 år gammel sag. Duft er pænt moden … vel overmoden, men der er fortsat en smule liv i kludene og starter med klare fadnoter med nødder, kaffelikør, kanel, vanilje og mørk chokolade, mens frugten så er noget bedaget med blommer og mirabeller … og så ender man faktisk samlet med en aroma, som er lidt tør og lukket.

Smagen er mere væk … vinen er slet ikke på toppen, overmoden, oxyderet med flad frugt af blommer og noget solbærmarmelade, som har stået fremme i solen i lang tid … 87 point.

Forhandles bl.a. af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske i en nyere årgang 2022 koster 649,95 kr., mens prisen er 599,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2009 Gonet-Medeville, Cuvée Théophile Extra Brut, Champagne, Frankrig

2009 Gonet-Medeville, Cuvée Théophile Extra Brut, Champagne, FrankrigDerefter smagte jeg så et glas champagne … en 2009 Cuvée Théophile Extra Brut fra champagnehuset Gonet-Medeville.

Gonet‑Médeville er et relativt ungt, men ekstremt ambitiøst champagnehus grundlagt i 2000 af Xavier Gonet, som kommer fra en historisk familie fra Mesnil‑sur‑Oger og Julie Médeville fra Sauternes, hvor hendes familien bl.a. driver. Château Gilette og Les Justices.

Julie Medeville, der oprindeligt er uddannet jurist, mødte i 1993 Xavier Gonet og i 1997 blev de gift.

Xaviers bedstefar ejede 50 hektar Grand Cru i marker i Champagne, men de blev senere delt mellem hans fem børn. Da Xavier Gonet selv arvede sine første parceller i Le Mesnil‑sur‑Oger opstod projektet.

I dag har Gonet-Medeville omkrinh 10–12 hektar fordelt på 8 landsbyer omkring Épernay. De har bl.a. i Le Mesnil‑sur‑Oger Grand Cru marker som Champs d’Alouette, Boulangère, La Louvière og i Osger Grand Cru marken Tilleul, mens de i Ambonnay har Grand Cru marker som Grandes Ruelles og Champs Muets.

Denne 2009 Cuvée Théophile Extra Brut er lavet på 60% Chardonnay, som kommer fra Grand Cru marken Champs d’Alouettes i Le Mesnil‑sur‑Oger og 40% Pinot Noir fra Grand Cru marken Grandes Ruelles i Ambonnay.

Det er en mikro‑cuvée fermenteret udelukkende i gamle barriques med naturlige gær, ingen malolaktisk gæring, lang flaskelagring og meget lav dosage … der er lavet under 1.000 flasker af den.

Duften er let oxidativ … har klart nogle meget modne noter, gærede og kalkede elementer, muslingeskaller, nøddeskaller, biocheboller, toast og en moden og ret lækker frugt med pærer og æblemost.

Champagnen er meget smagfuld, temmelig blød og den smelter nærmest i munden, hvilket er ganske unormalt for en champagne, men det skyldes, at boblerne er meget vage, neutrale, sagte, forsigtige og sarte. Det gør samtidig champagnen meget læskende, hvilket så hjælpes yderligere på vej af lidt oxyderede noter, pærer og kandiseret lemon. FÅK det smager godt. 96 point.

Forhandles af Vino Fino, hvor en flaske koster 1.800 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2014 SRC, Rivaggi, Sicilien, Italien

2014 SRC, Rivaggi, Sicilien, ItalienNæste vin med lidt alder blev denne 2014 Rivaggi fra det sicilianske vinhus SRC Vini, der ligger i Randazzo i Contrada Calderara på nordsiden af den iltre vulkan Etna.

Huset startede i 2012 som et lille hobbyprojekt af Parasiliti familien med en parcel vinmark, som senere blev udvidet og deres første årgang var 2013.

Vinhuset blev oprindeligt kaldt Crasà  efter marken aka contradaen, men vinhuset blev allerede efter kort tid omdøbt til SRC Vini. Det er i dag fortsat Parasiliti familien, som driver vingården anført af Rori Parasiliti, hustruen Cinzia og deres datter Sandra.

Ejendommen har i dag 18 hektar fordelt på adskillige parceller, der ligger på særligt egnede steder. Jordbunden er af vulkansk oprindelse og består af sand, laurbær og lavasten. Den er veldrænet, ret løs og rig på mineraler.

De gamle vinmarker er omgivet af en rig biodiversitet, herunder olivenlunde, frugttræer og vilde middelhavsbuske. De dyrkede sorter er dem, der traditionelt findes på Etna … Nerello Mascalese, Carricante og Minnella samt rækker af Coda di Volpe, Inzolia og Grenache.

Denne Rivaggi 2014 er lavet på 80 % Nerello Mascalese og 20 % Grenache fra over 60 år gamle vinstokke og lavet med spontan gæring alene med druerne egne gærceller i åbne kar / og tanke kaldet mastelli. Efter endt gæring og 3 ugers maceration med skallerne er der sket presning og vinen er lagret først i ståltanke i 6 måneder og derefter i 500 liter tonneaux i 2 måneder, hvorefter den vender tilbage til ståltanke i de næste 4 måneder.

Det er duftmæssigt en lys, storblomstret og frejdig vin … den har en parfumeret kant med blomster, blomsterstængler, lerjord, lerkrukker og en frugt, der er luftig, æterisk og næsten svævende med en syrlig frugt af mirabeller, ribs samt sursøde kirsebær.

Også i munden føles vinen let, luftig og aromarisk … der er lyserød bubbelgum, frugttyggegummi, blomster, mirabeller, ribs og granatæbler, en frisk syre og nogle spinkle, udtryksfulde tanniner. 94 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme og prisen kendes ikke, men i udlandet koster en flaske 38.90€ … svarende til 290 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2006 The Standish Wine Company, The Relic, Barossa Valley, Australien

2006 The Standish Wine Company, The Relic, Barossa Valley, AustralienSå skiftede vi totalt spor … næste vin var nemlig fra Down Under … en australsk 2006 The Relic fra The Standish Wine Company.

Vinhuset er grundlagt i 1999 af Dan Standish, som tidligere har været vinmager hos Torbreck og han var senere en del af Massena Vineyards, men han fik så bragende succes med sine egne vine og driver derfor i dag kun The Standish Wine Company.

Det startede egentlig som et lille projekt, hvor han fra en lille parcel Shiraz fra familiens mark i Vine Vale lavede sin egen vin, så der er tale om en meget lille garageprojekt, hvor  han selv styrer både vinifikation og blending.

I dag har han omkring 8 hektar vinmarker fordelt i områderne Greenock, Marananga, Krondorf og Eden Valley … og produltionen er også lille med kun omkring 2.000 kasser årligt.

The Relic” er Dans Côte Rotie” og produceret på 93% Shiraz og 7% Viognier vinstokke på hans forældres ejendom og med Rhône som forbillede.

Vinen er så lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller … en gær, som er meget sart og kan slås ihjel blot ved at bruge svovl-sprøjten lidt for heftigt, men fra familien Standishs marker er gæren sprællevende.

Efter endt gæring i åbne cementkar er skallerne blevet presset med en gammel Basket Press, der er den mest skånsomme måde at presse på, når man ikke lige har råd til en hydraulisk presse og derefter er vinen lagret 20 måneder på fad.

Duftmæssigt er der fra start ristede fade, toast, dybe våde fade, blæk, chokolade, kokos og godt med fedme og en mørk frugt med solbær, brombær og sorte kirsebær tilsat lidt kandiseret lemon og en håndfuld sorte oliven.

Smagen er fed og olieret … hvor vinen nærmest smelter i munden sammen med et drys peber, nødder og en frugt med solbær. Syren er lettere, fin og elegant, hvilket samlet giver en vin  med god struktur og et ekstra gear. Tanninerne er bestemt til stede, men vejr, vind og tidens tand har gjort dem overbærende og dresserede. 96 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske i en nyere årgang 2021 koster 789 kr.

Vinanmeldelse 6/7