2022 Weingut Burggarten, Walporzheimer Alte Lay Spätburgunder GG, Ahr, Tyskland

2022 Weingut Burggarten, Walporzheimer Alte Lay Spätburgunder GG, Ahr, TysklandDe sidste 2 Spätburgunder GG vine vi smagte hos Weingut Burggarten var begge fra Walporzheim … første blev denne 2022 Walporzheimer Alte Lay Spätburgunder Großes Gewächs.

Den er selvfølgelig lavet efter samme læst som de forrige … altså med spontangæring i store 30 hektoliter gæringsfade alene på druernes egne gærceller. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på barriques af fransk eg, hvoraf 2/3 fornys hvert år og så er den aftappet ufiltreret.

Duftmæssigt er Alte Lay ikke så fin og feminin som de foregårende, for der er mere bulder og en mere mineralsk hårdhed, mere jord, jod, blæk, kul, gran, tørrede blomsterblade, lakridspoletter, vanilje, kanel samt urter … peber og lavendel. Frugten er kirsebær, jordbær, hindbær og ribs suppleret med letristede noter.

I munden er der også kirsebær, ribs, tranebær … men virker mere lukket, tæt og tilbageholdende i frugten. Derudover er der også et bundt urter, lakridsmentol, medium syre og tanniner, der faktisk virker noget mineralske. 94 point.

Forhandles herhjemme af Propperiet Vin Import, men dette ser ikke ud til at være i sortimentet. På vingården kostede den 47€ … svarende til 350 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2022 Weingut Burggarten, Heimersheimer Burggarten Spätburgunder GG, Ahr, Tyskland

2022 Weingut Burggarten, Heimersheimer Burggarten Spätburgunder GG, Ahr, TysklandDer var ikke megen hygge i smagsrummet hos Weingut Burggarten, hvor vi dernæst smagte en 2022 Heimersheimer Burggarten Spätburgunder Großes Gewächs.

Den er lavet på helt samme måde, altså ganske traditionelt med spontangæring i store 30 hektoliter gæringsfade alene med druernes egne gærceller.

Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på barriques af fransk eg, hvoraf 2/3 fornys hvert år og så er den aftappet ufiltreret.

Uhmmm … også lækker næse med stor kølighed, en smule mere animalsk eller landlig, godt med fadpræg med mælkechokolade, lidt vanilje, kanel, skovbund, svampe, cedertræ, røg, gran og rosmarin … frugten er kirsebær, mirabeller, moreller, hindbær og ribs … lige til omgående at blive i godt humør af.

I munden er det også en kølig, ren og præcis Spätburgunder, dejlig stringent og krisp med medium syre, frugt af kirsebær, tranebær og ribs … røgen fornemmes også sammen med fine, blide og lettere fine tanniner samt smuk struktur. 96 point.

Forhandles herhjemme af Propperiet Vin Import, men dette ser ikke ud til at være i sortimentet. På vingården kostede den 47€ … svarende til 350 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2022 Weingut Burggarten, Neuenahrer Schieferlay Spätburgunder GG, Ahr, Tyskland

2022 Weingut Burggarten, Neuenahrer Schieferlay Spätburgunder GG, Ahr, TysklandVi fortsatte hastigt til den næste vin hos Weingut Burggarten og det var deres 2022 Neuenahrer Schieferlay Spätburgunder Großes Gewächs.

Den er lavet på helt samme måde, altså ganske traditionelt med spontangæring i store 30 hektoliter gæringsfade alene med druernes egne gærceller.

Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på barriques af fransk eg, hvoraf 2/3 fornys hvert år og så er den aftappet ufiltreret.

Der er i denne mere toastede og ristede noter, men frugten er også langt mere fremme, intens og mørkere. Der er så kirsebær, rabarber, brombær og hindbær, lidt mørk chokolade, let vanilje, gran, røg, lidt enebær og tobak … dybere og mere givende end Sonnenberg,

Smagen er fortsat kølig, ren og klart mere mineralsk, stenet og klar, mens frugten også virker en tand mørkere med tranebær, brombær, hindbær og ribs. Den har en nærmest livlig frugtsyre, let saftighed og bløde tanniner … samlet fremgår vinen slank, letrøget, mineralsk samt utrolig elegant … 95 point.

Forhandles herhjemme af Propperiet Vin Import, hvor en flaske i årgang 2017 koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7