2023 Domaine Grivot-Goisot, Saint-Bris, Bourgogne, Frankrig

2023 Domaine Grivot-Goisot, Saint-Bris, Bourgogne, FrankrigJeg har før smagte vine fra Domaine Grivot-Goisot på Route de Champs i Saint-Bris-le-Vineux lidt sydøst for Auxerre tæt på Chablis og nu smager jeg en 2023 Saint-Bris.

Saint‑Bris er Bourgognes eneste Sauvignon Blanc‑appellation, har haft en officiel appellation siden 2003 og ligger i Yonne departementet i det nordlige Bourgogne tæt på Chablis og Irancy.

Det gør Saint‑Bris til en slags outsider i Bourgogne … er geografisk tæt på Chablis, men aromatisk langt mere beslægtet med Loire.

Domaine Grivot-Goisot er et gammelt domæne, der kan datere sin historie helt tilbage til 1500-tallet. Men det var dog først i 1947, at domænet begyndte at tappe vin under eget brand … dengang var det som Domaine Goisot, som var drevet af Serge Goisot.

I 1991 overlod Serge Goisot driften til Anne og Arnaud Goisot, som har drevet vingården indtil 2020, hvor datteren Anaëlle Goisot samt hendes mand René Grivot overtog driften. Samtidig skiftede man navnet til Domaine Grivot-Goisot.

Huset har samlet 27,5 hektar marker, som ligger indenfor de prestigefyldte appellationer som Chablis, Chablis Premier Cru, Bourgogne Côte d’Auxerre, Bourgogne Aligoté og så Saint Bris.

Grivot-Goisot producerer friske og terroirtro vine efter en naturlig, biodynamisk filosofi. Man har også en HEV bæredygtig certificering og alle druer høstes med håndkraft, vinene spontangæres og lagres typisk på neutrale fade.

Denne 2023 Saint-Bris er selvfølgelig også lavet på Sauvignon Blanc  og kaldes lidt en Sancerre efteraber. Alle druer høstes manuelt og så er vinen spontangæret i ståltanke, har fået malolaktisk gæring og så har er den efterfølgende lagret 9 måneder sur lie i ståltankene.

Uhhh hvor det dufter fremragende … det er ganske vist stram og vild Sauvignon Blanc, men er yderst elegant, let og luftig med en både en halv Københavnerstang, lidt pærer, stikkelsbær, lemon og kandiseret grape. Den har en kalket mineralitet, citronmelisse og et bundt lette sommerblomster … hvor er det elegant.

Smagen er i samme boldgade … god balance mellem en stringent syre, kalket mineralitet og frugtsødme med et lille tropisk anstrøg. Det er nærmest cremet og alligevel, ren, klar og rank med letbitter grillet grape, stikkelsbær, pærer, fersken og æblemost. Det er en vin, der har mange facetter at spille på … og man kan ikke undgå at blive bare en smule forårforelsket. 94 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 220 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2024 Le Battistelle, Montesei Soave Classico, Veneto, Italien

2024 Le Battistelle, Montesei Soave Classico, Veneto, ItalienMed næste vin skal vi til fabelagtige Soave, for denne 2024 Montesei Soave Classico er fra vinhuset Le Battistelle og lavet på Garganega druen.

Vinhuset Le Battistelle ligger i den lille by Brognoligo midt i Soave Classico zonen.

Det er grundlagt i 2002 af Gelmino og Cristina Dal Bosco, der – som flere og flere avlere – stoppede med at sælge druerne til det store, lokale kooperativ og selv startede med at lave vin.

Familien Dal Bosco har samlet 9 hektar vinmarker, som er fordelt på mange parceller i bakkerne ved Brognoligo, herunder deres bedste mark Battistelle under cru’en Castellaro. Det er også den mark, som vinhuset er opkaldt efter.

Det er et lille familieforetagende og de laver alene 3 forskellige vine, herunder denne Montesei Soave Classico, som lavet på 100% Garganega, der er høstet med håndkraft.

Efter afstilkning af druerne, så presses de, hvorefter mosten gærer i 15 dage i rustfrie ståltanke, hvor vinen også lagrer 4 måneder sur lie inden aftapning på flaske og lagring i yderligere 1 måned.

I næsen er der først godt med blomster, lidt mandler samt en frugt, der virker småolieret og tropisk med melon, ananas, abrikos, pærer og fersken suppleret med en ganske landligt og animalsk udtryk, hvilket er ret betagende.

Smagsmæssigt smider vinen så den eksotiske velpolstrede frakke, for indenunder er der godt med frisk og livgivende syre, tonsvis af umodne grønne æbler og citrusfrugter … lemon og citron og nogle lerede mineraler. Det er nærværende, småolieret, rent, frisk og virkelig charmerende … 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 155 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Weingut Pollig-Schmidt, Walporzheimer Alte Lay Spätburgunder – R –, Ahr, Tyskland

2020 Weingut Pollig-Schmidt, Walporzheimer Alte Lay Spätburgunder – R –, Ahr, TysklandI vinkælderen hos Weingut Pollig-Schmidt fik vi lokket Torsten Pollig til at åbne endnu en ældre vin og det blev 2020 Walporzheimer Alte Lay Spätburgunder – R –.

Den er også lavet med spontangæring i kælderen, hvor det sker i gæringskar og efter gæring er vinene så lagret 18 måneder på barriques … i størrelser fra 50-228 liter afhængig af mængden.

Duftmæssigt er denne ikke helt så moden og udviklet som forrige Silberberg, men det er nu allerede godt med skovbund, nøddemix, en smule vanilje, tobak og kirsebær, brombær, mørke hindbær, toast, en smule kakao, chokolade, gran, balsamico og sødlige krydderier.

Der var ikke smagsmæssigt kæmpe forskel på denne og 2022’eren, for smagen er også her tæt, koncentreret med mørk frugt med sorte kirsebær, ribs og kogte hindbær … men meget powerful og samtidig virkelig blød og cremet. Syren er ren, vild og alligevel fint balanceret sammen med vinen,  som også har fine og integrerede tanniner … alt er virkelig temmelig godt. 95 point.

På vingården koster en flaske i 2022 årgangen 35€ … svarende til 261 kr.

Vinanmeldelse 6/7