2020 Kistler Vineyards, Russian River Valey Pinot Noir, Californien, USA

2020 Kistler Vineyards, Russian River Valey Pinot Noir, Californien, USAGert E fortsatte med flere vine og næste gættede vi også druen på men ikke, at den var fra USA … en 2020 Russian River Valey Pinot Noir fra Kistler Vineyards, i Trenton Roadhouse i Forestville i Californien.

Kistler Vineyards er grundlagt: 1978 af Steve Kistler og Mark Bixler i Sonoma Count og laver vine med fokus på Chardonnay og Pinot Noir i Burgundisk stil – lavt udbytte, naturlig gæring, og lagring på fransk egetræ.

I 2008 solgte Steve Kistler sin majoritetsandel til Bill Price, som også er ejer af Durell Vineyard. Jason Kesner , som tidligere arbejdede hos Hudson Vineyards, blev tilknyttet som assistent i 2008 og overtog som vinmager i 2017, da Steve Kistler trak sig tilbage.

Kistler er kendt for single-vineyard Chardonnay og Pinot Noir, inspireret af Bourgogne. Alle Chardonnay-vine kommer fra én historisk klon, plantet siden midten af 1980’erne. Pinot Noir baseres på to heritage-kloner, dyrket i udvalgte parceller.

Huset arbejder med 17 vinmarker fordelt på fem appellationer: Carneros, Sonoma Valley, Russian River Valley, Sonoma Coast og Sebastopol. De ejer og dyrker selv størstedelen af vinmarkerne, men samarbejder også med top-growere.

Trenton Roadhouse er en central ejendom med24 hektar og samlet set har Kistler adgang til betydelige arealer i Sonoma County, hvilket betyder en årlig produktion på omkring 35.000 kasser vin.

Denne vin er 100 % Pinot Noir fra Russian River Valley, som er et køligt område med tåge fra Stillehavet, som sikrer langsom modning og bevarelse af syre. Druerne stammer fra kloner med lavt udbytte og små bær, hvilket giver koncentreret frugt og naturlig syre.

Høsten foregår om natten for at bevare friskhed og aroma og gæringen sker spontant alene med druernes egne gærceller i små åbne kar for optimal kontakt mellem most og skaller. Kun den fritløbende most anvendes, hvilket giver en elegant og ren stil.

Efter endt fermentering er vinen lagret omkring 14 til 15 måneder på franske egetræsfade, hvor hvert fad er specialtilpasset Kistlers krav.

I næsen er det en meget frugtrig, ren og kompleks vin … der er tonsvis af frugt og stor luftighed, pænt med fadnoter, chokolade, karamel, vanilje, candyfloss, skovbund, rosenblade og viol, mens frugten mest er kirsebær, jordbær, hindbær og moreller med lidt toast, røg og grønne elementer. Dufter mere tysk and amerikansk.

I munden er vinen silkeblød og elegant med en frisk syre, der giver liv og balance, men i forhold til duften også mere krydret, har klart mere peber … ellers er frugten ligeledes kirsebær, jordbær, hindbær og moreller, mens tanninerne er fint polerede og godt integrerede, hvilket giver en smooth og elegant Pinot Noir. 95 point.

Forhandles af Pedersborg Vin, hvor en flaske koster 829 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2020 Weingut Von Winning, Forster Ungeheuer Riesling GG, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Von Winning, Forster Ungeheuer Riesling GG, Pfalz, TysklandSidst jeg smagte en vin fra Weingut Von Winning var det en fin 2018 Deidesheimer Grainhübel Riesling Großes Gewächs … nu smager jeg så en 2020 Forster Ungeheuer Riesling Großes Gewäch.

Marken Forster Ungeheuer er en berømt Große Lage mark med komplekse jordbundsforhold bestående af sandsten, kalk og basalt fra et gammelt koralrev.

Efter høsten er druerne presset og så har mosten spontangæret alene med druernes egne gærceller i 500 liter egefade og efter endt fermentering er vinen også lagret i fadene i 18 måneder sur lie, altså med bærmen. Den har omkring 6,4 gram restsukker pr. liter.

I næsen virker vinen dog sødere … har en fed nektaragtig sødme, noget petroleum, linolie og de tertiære noter er luftige og æteriske. Der kommer lidt grøntsagsfond, mælkechokolade, nødder og en fed bredskuldret frugt med gule æbler, fersken, mango og ananas, men de suppleres af lidt citroner og søde krydderier.

Smagen er også bredrøvet, olieret og en smule eksotisk, men det er uden at miste Riesling syre og kantet friskhed. Det er cremet og man fornemmer en del sødme, nøddeskaller, saftige æbler, syltet grape og kandiseret … blød og saftet med mineralsk kant … 94 point.

Forhandles herhjemme af Atomwine, hvor en årgang 2023 koster 399,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Marie Copinet, Nos pas dans la Craie Brut Nature, Champagne, Frankrig

2020 Marie Copinet, Nos pas dans la Craie Brut Nature, Champagne, FrankrigEn lille før-nytår-samling hos Gert E bød på en røvfuld lækre vine og én af de første var denne Nos pas dans la Craie Brut Nature fra det lille champagnehus Marie Copinet.

Det er en lille familieejet champagneproducent, som er beliggende i Montgenost i Côte de Sézanne regionen i Champagne. Huset drives af Marie-Laure og Alexandre Copinet, som begge kommer fra familier med dybe rødder i vinfremstilling.

Både Maries og Alexandres eventyr i Champagne blev startet af deres bedsteforældre tilbage i 1960’erne. Nu – to generationer senere – er kræfterne samlet under ét domæne.

Deres filosofi er at skabe Champagner, der reflekterer deres terroir og de unikke karakteristika ved deres vinmarker ud fra bæredygtige principper. Også derfor er det helt naturligt, at domænet i dag er ved at blive økologisk certificeret.

Ægteparret ejer i dag omkring 9-10 hektar vinmarker, der er fordelt i de tre områder Vallée d la Marne, Côte de Sézanne og Cote des Bars.

Marie Copinet laver både klassiske blends og terroir‑specifikke vine i flere serier som fx Basislinjen, Specialcuvéer og Nos Pas Dans … serien, hvor sidstnævnte alle er Brut Nature‑champagner. Disse vine er ekstremt terroir‑drevne og uden dosage, så de viser druen og jorden helt rent.

Denne Nos pas dans la Craie Brut Nature  … den er ren Chardonnay og egentlig ikke en årgangschampagne, men er udelukkende lavet af druer fra årgang 2020 – og fra gamle vinstokke plantet på marken La Grand Montagne ved Montgenost i Côtes de Sèzanne.
Én drue, én årgang, et terroir!

Det er er Copinets svar på en luksus Blanc de Blancs Champagne, der er gæret på en kombination af stål og store egetræsfade og hvilet 10 måneder på gærresterne. Efterfølgende gennemgår vinen 24 måneders flaskelagring i kælderen, før degorgeringen foretages uden tilsat sukker og sluttelig lagres vinen igen 8 måneder på flaske inden frigivelsen.

Vi smagte champagnen efter en Cuvée Désir Blanc de Blancs Extra Brut fra champagnehuset Doyard-Mahé og denne er denne både mere landlig, mere syrlig og mere mineralsk. I næsen er der gærede noter, hyben, kvæde, friske grønne æbler, nødder, tørre nøddeskaller, hvide blomster, en snas vanilje og så ellers godt med stenede og kalkede mineralske noter.

Boblerne er også mere aggressive, men smagen er alligevel rund og fadpræget, syren klart mere tydelig og skinger, meget mineralsk med dette vilde stenede udtryk. Det er skarpt, frisk og med en juiced og mostet saftighed … 94 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske normalt koster 510 kr., men kan fås på tilbud i øjeblikket til 375 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7