Hos Paul DM sluttede vi med lidt bordeauxvin med en 2018 l’Éclat du Château L’Éperon fra netop vinslottet af samme navn.
Vinslottet blev grundlagt helt tilbage i 1810 af Hertugen af Chambord, som byggede det som et jagtslot.
Navnet Éperon, som betydet sporen på en hane, henviser til hans passion for hanekampe.
Vinproduktionen på slottet startede dog først i 1830, men ellers findes der ikke megen information af slottet … førend det i 1981 blev totalrenoveret i 1981 af den engelske aristokrat Sir Henry Peat.
Men i 2021 startede der en ny æra for vinslottet, der blev overtaget af en gruppe venner og familie fra forskellige lande, som grundlagde selskabet SAS WLB (We Love Bordeaux).
Olivier Bonnélye er en af de nuværende ejere og CEO. Han har en baggrund i biokemi og international forretning, men skiftede karriere for at følge sin passion for vin.
Sammen med Maria og Nathalie Bonnélye driver han projektet som en familie- og vennebaseret virksomhed med 20 hektar vinmarker på kalk- og lerjord nær Saint-Émilion. Siden 2018 har vinmarkerne været dyrket under HVE3-certificeret bæredygtig praksis (Haute Valeur Environnementale niveau 3).
De laver omkring 70.000 flasker om året og deres topvin er netop denne L’Éclat du Château L’Éperon, som er lavet af druer fra de bedste parceller og lagret på nye franske egetræsfade.
Derudover tilbyder slottet luksusophold i 5-stjernede villaer, private vinsmagninger, gourmetmiddage med privat kok, og rideture gennem vinmarkerne.
Denne 2018 L’Éclat du Château L’Éperon er lavet på 80% Merlot, 10% Cabernet Sauvignon og 10% Malbec, der efter høsten er afstilket og gæret i temperaturkontrollerede rustfri ståltanke med løbende remontage. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på nye franske egetræsfade.
Duften er landlig, bondsk med sød tobak, cedertræ og vinen har en mørk frugt med solbær, brombær og blommer … og lidt bagepulver, kanel samt vanilje.
I munden er der også en sødlig, mørk frugt med solbærmarmelade, blommer samt bløde runde taninner, kakaopulver og virker meget drikkevenlig, ligesom tanninerne heller ikke er voldsomme på nogle måder … 90 point.
Forhandles af Viniou.dk, men jeg kan ikke se prisen … tænker den ligger et sted mellem 125-150 kr. ud fra priserne i udlandet.
Paul DM åbnede mere Barolo … og den næste var også i årgang 2021 og fra vinhuset Azienda Agricola Veglio Mauro i Ciotto nær La Morra.