På Restaurant Prümer Gang i Ahrweiler under vort roadtrip fik vi sammen med lidt lækker aftensmad et par vine … bl.a. denne nærmest ikoniske Recher Herrenberg Spätburgunder Großes Gewächs i årgang 2018 fra Weingut Jean Stodden.
Mit besøg hos Stodden i 2019 og mere om vinhuset og dets historie kan du læse mere om i mit blogindlæg; Besøg hos Weingut Jean Stodden … det klassiske og stolte vinhus i Ahr.
Recher Herrenberg marken er på samlet 17 hektar og er også af VDP er klassificeret som Große Lage. Marken har en syd-sydvestlig eksponering, ligger i en højde på mellem 130-260 meter og nogle af skråningerne har op til 70% hældning.
Recher Herrenberg er opkaldt efter herremændene af Saffenburg, som i fordums tid ejede jorden. Marken har en undergrund med lerjord, skifer og sten.
Druerne høstes og sorteres manuelt, og ifølge Britta Stodden ligger høstudbyttet på omkring 30 hektoliter pr. hektar. Efter høst sker der afstilkning og det efterfølges af en 14 dages gæring med skindet i de temperaturstyrede ståltanke, en malolaktisk gæring og lagring i 18 måneder på brugte og nye barriques inden aftapning ufiltreret på flaske.
Hvor dufter det godt …. lys, svævende med røget gran, trækul og jordagtige noter med masser af mineralsk sten, forførisk med lys frugt af lyse kirsebær, brombær, slåen og jordbær, noget vanilje, kanel, chokolade og sorte te-blade.
Smagen er tør og alligevel mundsmeltende, herlig mineralsk og nærmest en smule vild … men det er en tøjlet vildskab, for at er så balanceret, poleret, vel akkompagneret og velsammenspillende. Der er frugt af sure kirsebær, ribs og granatbæler, hvor smagen således er meget ren, rank og stringent end duften … dejlig og lækker med en sitrende mineralitet. 96 point
Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 905 kr.
Jeg har før smagt bordeauxvine fra Vignobles Aubert, som er Aubert familiens vinfirma, hvor vinene fra flere vinslotte laves af Amélie Aubert. Det er også hende, som har lavet denne 2022 Saint-Émilion Grand Cru fra Château Abelyce.