Jeg fortsætter med endnu en vin fra Maison Duroc i Carcasonne i Languedoc aka LGI Wines og det er deres 2024 Smooth Silky Pinot Noir.
Vinen er lavet med Pinot Noir druer fra en række sydfranske skråninger og i vinkælderen er vinen lavet med gæring med pigeage, hvor nænsomme nedstemplinger af skallerne trækker farve, smag og tannin fra drueskindet. Efter endt fermentering er vinen så lagret en periode på amerikanske og franske egefade.
Det dufter sgu saftig, juicy og med en vis portion frugtsødme … en dejlig aroma af søde kirsebær, jordbær, hindbær og så ellers et pænt aftryk fra fadene med let vanilje, bagepulver og lidt karamel … det er vist en vin, som mange vil elske.
Det gælder også smagen, hvor frugtsødmen bliver endnu mere udtalt med søde kirsebær, jordbær, blommer og virkelig cremet, blød og smooth. Det er en saftig, læskende og juicy vin med lidt peber, lidt bløde tanniner og samtidig fyldig, flomme og elskelig … 89 point.
Forhandles af Supervin, hvor prisen er 109,95 kr., mens du kan købe vinen til 84,95 kr. ved køb af 6 flasker.
Næste vin hedder intet mindre end Big Fat Oaky Chardonnay og er en Vin de France, der ifølge etiketten på bagsiden kommer fra Maison Duroc i Carcasonne i Languedoc.