2023 Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet, Sancerre Les Demoiselles Blanc, Loire, Frankrig

2023 Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet, Sancerre Les Demoiselles Blanc, Loire, FrankrigFra de to brødre på Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet ved Menetou-Râtel i Sancerre i Loire skal jeg nu igen smage en Sancerre Les Demoiselles Blanc i en frisk årgang 2023.

Jeg har før smagt vinen i årgang 2017 og den er fortsat lavet med druer fra en 14 hektar stor mark, hvor Sauvignon Blanc vinstokkene er op til 40 år gamle.

Vinen er lavet med vinificering i store rustfrie ståltanke og efter endt fermentering lagret i ståltankene sur lie 7-8 måneder.

Det er en blød, rund og let tropisk Sauvignon Blanc, som slet ikke stikker arketypisk i næsen, men mere byder på æblemost, ret søde æbler, pærer, melon, mango og syltede citroner. Der kommer dog lidt karakteristiske noter frem af græs, grøn peber, asparges, hyld samt blomster tilsat en kalket og kridtet mineralitet.

Det er lidt samme historie i munden … smagen er blød, mild, rund og alligevel kommer der lidt af den sprøde, karakteristiske og letgrønne smag frem … sammenlagt giver det en slank og blød vin, der smyger sig omkring tungen med feminin elegance … blidt, skrøbeligt og sart med melede æbler, pærer, melon og syltede citroner … alt giver lige fint og let bid. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 219 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

N.V. Felix Solis Avantis, The Guv’nor Tinto, Castilla-La Mancha, Spanien

N.V. Felix Solis Avantis, The Guv'nor Tinto, Castilla-La Mancha, SpanienDenne årgangsløse The Guv’nor Tinto fra vinfirmaet Felix Solis Avantis er den danske importør Den Sidste Flaske ret meget oppe at køre over, så nu tester Houlberg den spanske vin.

Felix Solis er et spansk familiefirma, der har specialiseret sig i vinproduktion, men de laver også druesaft og Sangría. Det er faktisk en af Spaniens største og mest indflydelsesrige vinproducenter, med en stærk tilstedeværelse både nationalt og internationalt.

Det er grundlagt af familien Solís Yáñez, som stadig ejer firmaet og det har deres hovedsæde i Valdepeñas, hvor de i dag driver Spaniens største enkeltstående vineri.

De opererer også under navnet Pagos del Rey i flere af Spaniens mest prestigefyldte vinregioner som Rioja, Ribera del Duero, Toro, Rueda og Rías Baixas.

De har en produktionskapacitet på over 300 millioner flasker årligt,
eksporterer til over 115 lande og omkring 65% af produktionen går til eksport, hvilket svarer til omkring 15% af Spaniens samlede eksport af stille vine.

De ejer selv 1.000 hektar vinmarker og samarbejder med vinbønder, der dyrker yderligere 34.000 hektar … så på alle måder, er Felix Solis Avantis en ret stor historie … en stor industrivirksomhed og i 2023 omsatte de da også for cirka 2,8 milliarder danske kroner.

Blandt deres mange vine smager jeg så her deres The Guv’nor Tinto, som er en vin lavet på primært Tempranillo tilført lidt Syrah og vinen markedsføres som en vin skabt til vinelskere, der ønsker stor smag uden snobberi og en vin, der bryder med konventionerne og fokuserer på ren nydelse.

Druerne kommer fra Valdepeñas i Castilla-La Mancha-regionen, hvor klimaet er varmt og tørt. Vinen er lavet med traditionel gæring i rustfri ståltanke og der bruges moderne teknikker til temperaturkontrol og ekstraktion.

Efter endt fermentering er vinen lagret flere måneder – men en relativ kort periode – på amerikanske egetræsfade … og så er den ikke fra én bestemt årgang, så man har måske blendet flere høste sammen.

Duftmæssigt kan man godt fornemme, at det ikke er en vin, der har fået lang tid på fade, for der er klart mere frugt end fadnoter. Der er således lidt grønne noter, nelliker, læder, lidt grannåle, en frugt mest af blåbær, brombær … har denne lidt rustikke, grønne og urtede kant.

Det er i smagen, at vinen tager stikket hjem, for den har en rigtig fin balance mellem fylde, frugtsødme og en blød syre. Sødmen er måske en anelse til den venlige side, men det giver et bredere publikum og de får masser af vin for pengene her. Der er blåbærsyltetøj, solbær, brombær og lidt blommekompot .. nærmest ingen tanniner, men en kæmpestor og læskende saftighed med lidt peber i eftersmagen … måske ikke dyb eller kompleks, men bællevenlig som bare pokker, hvorved jeg havner på 90 point.

Forhandles af Den Sidste Flaske, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 59,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7