2021 Château Mouton Rothschild, Le Petit Mouton de Mouton-Rothschild, Bordeaux, Frankrig

2021 Château Mouton Rothschild, Le Petit Mouton de Mouton-Rothschild, Bordeaux, FrankrigLe Petit Mouton de Mouton-Rothschild er andenvinen på det imposante Pauillac 1. Grand Cru Classé vinslot Château Mouton Rothschild og blev aftenens sidste vin ved byggemødet.

Jeg har smagt vinen før i årgang 2009 og selvfølgelig skrevet om vinslottet mange gange, da jeg har smagt deres førstevin ret mange gange.

Le Petit Mouton de Mouton-Rothschild kommer fra de yngste vinstokke, men slottet lægger den samme omhu i fremstillingen af Le Petit Mouton de Rothschild, som deres topvin Château Mouton Rothchild.

Etiketten for Le Petit Mouton de Mouton-Rothschild er i øvrigt designet af Jean Carlu, manden der også stod bag den første Mouton etikette, nemlig 1924-årgangen.

I denne årgang 2021 er vinen er lavet på et blend af 77% Cabernet Sauvignon, 19,5% Merlot, 3% Cabernet Franc og 0,5% Petit Verdot. Det er en vin, som Parker i denne årgang har givet 89-91 point, men fortsat er en vin i den dyrere klasse.

Duftmæssigt meget klassisk Bordeaux – siger jeg, der ikke spottede vinen – men der er solbær, bløde og saftige bær, brombær og ellers er der lidt mejeri, chokolade, vanilje, kaffe, tobak, læder, skovbund, muldjord, finsk lakrids, røg samt våde fade, cigarkasser og frisk cedertræ

I munden er der også godt med solbær, masser af kraft, blød, rund, velafbalanceret og igen noget læder, cedertræ og røg. Vinen er også ret frisk og und med stramme tanniner, lakridsale elementer så det bliver samlet set en flot velkomponeret vin, der allerede nu smager virkelig godt. 96 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 1.895 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2020 Marchesi Antinori, Solaia, Toscana, Italien

2020 Marchesi Antinori, Solaia, Toscana, ItalienMarchesi Antinori står bag kultvinene Tignanello og Solaia … netop Solaia var den næste eksklusive vin, som Keeper smed på bordet og det var i en nyere årgang 2020.

Jeg har et par gange før smagt Solaia, nemlig i årgang 2001 og 1990, så jeg har derfor også før skrevet om vinen og det hæderkronede og imponerende vinhus Marchesi Antinori, der både er én af de ældste vinproducenter i Italien og medlem af den eksklusive klub PFV.

Solaia er faktisk lavet med inspiration af successen med Tignanello, hvorfor Solaia første gang blev lanceret i 1978. Solaia betyder den solbeskinnede på italiensk og er samtidig én af markerne på Tenute Tignanello.

Den i alt 10 hektar store mark ligger ideelt på en sydvestvendt skråning. Da den første årgang af Solaia kom kun på det italienske marked var blendet på 80% Cabernet Sauvignon og 20% Cabernet Franc. Efterfølgende valgte Piero Antinori dog at tage den lokale Sangiovese i blendet.

I dag består blendet hvert år af 75% Cabernet Sauvignon, 20% Sangiovese og 5% Cabernet Franc, der er sorteret både i marken og i vinkælder. Derefter er de afstilket og sorteret igen før knusning af udelukkende de allerbedste druer.

Gæringen er sker i store 60 hektoliter kegleformede gæringstanke, hvor man hele tiden sikrer rette balance mellem frugt og tanniner og derefter er det sket malolaktisk gæring i barriques. Efter gæringen er vinen så lagret 18 måneder på nye franske egetræsfade og først derefter er den endelige vin sammenstukket.

Solaia har flere gange fået de magiske 100 point af Parker … bl.a. i årgangene 2015 og 2016. I denne årgang 2020 har den fået 96 point fra Parker og 98 point fra James Suckling.

Duften er blid, blød og velafbalanceret med både frisk frugt og brændte elementer, toast, blæk, champignon, lidt mejeri, engelsk lakrids, nougat, mælkechokolade, kakaopulver, flødekaramel samt lidt vanilje suppleret med en anelse kaffebønner og mentol. Frugten er helt nervøs-velour-fløjl-blød med sorte kirsebær, blommer, blåbær, brombær … og så kommer der også lidt blomster.

I munden er det blød og mundsmeltende med en tør side af grafit, noget stærk peber, krydderier og ristede kaffebønner sammen med en fyldig frugt af blåbær, brombær, kirsebær og blommelikør, saftig som bare pokker og samtidig med nogle røgede og toastede smage, men alt er zen, velordnet, friseret og velkomponeret som en rigtig lækkerfin stor vin skal være … og det er den … lækkerfin, stor og smuk, så dermed 97 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 2.995 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7    half_thumb

2017 Domaine Olivier Jouan, Charmes-Chambertin Grand Cru, Bougogne, Frankrig

2017 Domaine Olivier Jouan, Charmes-Chambertin Grand Cru, Bougogne, FrankrigPå adressen Rue de l’Église i den lille burgundske landsby Arcenant i Hautes-Côtes de Nuits mellem Dijon og Beaune og 9 kilometer vest for Nuits-Saint-Georges finder vi Domaine Olivier Jouan og derfra smagte vi en smuk 2017 Charmes-Chambertin Grand Cru.

Vinhuset er egentlig gammelt, for Olivier Jouan er 6. generation på gården, men han var den første til i 1999 at sælge vinene fra gården kommercielt. Tidligere havde familien solgt alle druer til negocianter som Bouchard og Drouhin.

Han overtog familieejendommen efter sine studier i Beaune og har tilføjet en række omhyggeligt udvalgte parceller til ejendommen og Olivier Jouan betegnes i dag som en af nutidens og fremtidens vinmagere i Bourgogne … han har i alt 8,5 hektar vinmarker og de fleste ligger i Hautes Côtes de Nuits.

Resten logger spredt over Moreys St. Denis, Ruchots, Riotte, Chambolle Musigny og Charmes Chambertin. I Riotte er stokkene 100 år gamle og hans røde Hautes Côtes de Nuits bliver produceret på 50 år gamle vinstokke.

Olivier er meget dynamisk, har hænderne på alle processer og er insisterende i alt hvad der foregår. Det skal være i pagt med naturen og målrettet mod, at lave vine med parcellernes eget særpræg og med høj intensitet.

Han beskærer ekstremt i starten af året, hvilket gør at hans gamle stokke først sætter knopper 3 uger senere end naboerne. I stedet for kun at fjerne grønne druer for at begrænse udbyttet, så nipper han i stedet knopper for at opnå den rigtige koncentration og deraf lave udbytte.

Den senere knopsætning har den yderligere fordel, at han undgår frost i foråret og dermed kan komme nemmere igennem de kritiske måneder, hvor der – som i 2017 – var frost med store konsekvenser.

I den hippe bæredygtige og grønne afdeling har han siden 2014, skåret omkring 200 gram af flaskevægten på hans vine. Det aflaster miljø og arbejdsprocesser og giver i sidste ende plus på bundlinien.

Her smagte vi Olivers 2017 Charmes-Chambertin Grand Cru, hvor Pinot Noir druerne kommer fra gamle stokke på Grand Cru-marker i Charmes-Chambertin og høstes med ekstrem omhu for at bevare druernes naturlige balance og dybde.

Druerne er selekteret båe i mark og kælder, mens gæringen er sket spontant med hele klaser samt druernes egne gærceller. Efter endt fermentering er vinen lagret lang tid på barriques og heraf en pæn andel nye fade.

Allerede fra starten står du ved stalddøren, for duften er landlig, animalsk med sved og mødding, blod, jod, blæk, møbelpolish, lin-, teaktræs- og mahogniolie, kastanjer, nødder, Nutella, mandler, lidt muggen kælderskakt, tobak, bagepulver, mælkechokolade, vanilje, meget rig på umamiagtige noter. Frugten virker mørkere end lige forventet, men fortsat kirsebær, jordbær og knuste hindbær … den virker virkelig kompleks, rig og overbevisende nuanceret.

Veldoseret er nok overskriften for smagen … alt er perfekt veldoseret og vinen virker endda fortsat ungdommelig med en let, pågående og frisk frugt med jordbær, hindbær, tranebær samt sorte kirsebær og endda på en tæt og frugtmarmeladeagtig måde, fed og kødfuld, men samtidig elegant, fin og kompleks … virkelig vellykket og imponerende … 97 point.

Forhandles herhjemme af Ludvig Bjørns Vinhandel, hvor en flaske koster 1.995 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7    half_thumb