2022 Feudo Maccari, Neré, Sicilien, Italien

2022 Feudo Maccari, Neré, Sicilien, ItalienFeudo Maccari kender vi efterhånden godt her på min lille vinblog … det sicilianske vinhus ejet af den toscanske topproducent Antonio Moretti Cuseri, der til dagligt er ejer af Tenuta Sette Ponti … og her er det vinen kaldet Neré i årgang 2022.

Neré er lavet på 100% Nero d’Avola fra fritstående buskvine på økologisk certificerede vinmarker på sydskråninger nær
Noto i det østlige Sicilien og endda i den sydlige del, som det er ikke med druer fra området omkring vulkanen Etna.

Druerne håndhøstes og efter ankomst til vineriet sker gæringen i store temperaturstyrede ståltank med 12-15 dages udblødning af drueskallerne. Efter endt fermentering er vinen så lagret 6 måneder i ståltankene inden aftapning på flaske.

Selvom Nero d’Avola druerne ikke kommer fra vulkanske marker på den kølige side af Etna, så er vinen i glasset ganske lys og transparent og har en duft af lidt mentol, kaktus, violer, godt med krydderurter, balsamiske elementer og frugt af moreller, tranebær, lyse kirsebær samt rabarber, men alt med en lidt bondsk landlighed … alt på en sådan nærmest mellemlet facon.

I munden er det også en let vin … ikke forfinet, kompleks eller sart balanceret, men det er en saftig og lettere vin med en bondsk syre, let bitterhed med appelsinskal, lemon og syrlige bær af granatæbler, tranebær og ribs, lidt peber … slank, syrlig og ren kantet frugt med denne lyse bitterhed … 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens bedste pris kun er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2023 Bodegas Mustiguillo, Finca Calvestra Merseguera, Valencia, Spanien

2023 Bodegas Mustiguillo, Finca Calvestra Merseguera, Valencia, SpanienMer’ hvidvin og næste er vel nærmest en kending … har i hvert fald smagt den et par gange tidligere og det er vinen Finca Calvestra Merseguera fra Bodegas Mustiguillo.

Jeg har – for nu at være præcis – smagt vinen i de 2 foregående årgange 2021 og 2022 … er lavet på den – for de fleste – ukendte drue Merseguera, der kan findes langs den sydøstlige kyst af Spanien.

Her kommer Merseguera druerne fra Mustiguillos økologisk dyrkede monopolmark Finca Calvestra i Requena i 900 meters højde. Her har vinmageren Toni Sarrión valgt at pode skud af Merseguera på op til 100 år gamle buskvine oprindelig af den røde druesort Bobal.

De gamle stokkes dybe rodnet og markens høje indhold af kalk betyder blandt andet, at planterne formår at modne druerne uden hjælp fra kunstvanding, hvilket er udsædvanligt for området og stærkt fremmende for smagspotentialet.

De lave gamle buskvine står side om side med oliventræer i Finca Calvestras kuperede terræn, hvor biodiversiteten er helt i top og alle druerne høstes i hånden og afstilkes ved sorteringsbordet.

Frugten presses nænsomt, så kun den fineste og mest delikate druemost finder vej til spontangæringen på små 225 og 500 liter fade af akacietræ. Efter endt gæring lagrer hvidvinen 4 måneder på samme fade og 7 måneder sur lie i ståltanke.

Blød, cremet og næsten burgundisk i duften … har en kalket note, hvid blød frugt af fersken, pærer, honningmelon, grillet lemon og det er med en fyldig tørhed. Det suppleres af nogle umamiagtige noter fra fadene med vanilje, karamel, blomster, linolie, mynte samt lidt grønne elementer.

I munden er der en cremet og blød smag, men lige underneden kommer der hurtigt mere bid af hvid peber, syltet grape og lemon med en vis bitterhed. Der kommer også lidt pærer og fersken, men det er de bitre citrusfrugter, der har bukserne på. Læg dertil en ret saltet mineralitet, så får du masser af spark, stærk og potent på en meget cremet facon. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7