Denne Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc fra det chilenske vinhus Casa Marín har jeg smagt før og er en sylespids Sauvignon Blanc, som jeg før har været vild med … nu smager jeg vinen i nyeste årgang 2024.
Det er dog ikke kun mig, som har fået øjnene op for denne vin, for Decanter har for en del år siden udråbt vinen til den Best Sauvignon Blanc in the World. Det lyder vildt !!!
Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc er lavet med druer fra selve marken Cipreses Vineyard, som ligger mellem de to byer Lo Zárate og Lo Abarca på en bjergskråning, der vender ud mod havet. Jorden er rød lerjord med grus, som giver god dræning.
Druerne kommer fra små mikro-parceller med 22 år gamle vinstokke og med et beskedent høstudbytte på 25 hektoliter pr. hektat. Vinen er fra husets Marín serie og er lavet ved, at druerne først gennemgår koldmaceration i 18 timer inden presning.
Gæringen sker i ståltanke ved kølige 9-12 grader og efter endt fermentering er vinen så lagret primært sur lie i ståltankene og 30% af blandingen på neutrale egefade.
Igen er det syrepræcis Sauvignon Blanc … blot med et sløret og lidt comfortagtig og rockwooldæmpende blidt lag henover. Det er skam fortsat grønne asparges, grønne pebre, hyld, solbærblade, græs, hø, grapefrugt, stikkelsbær, ærter, kiwifrugt og en smule flintesten, men det virker nu mere sart og forsigtigt … afdæmpet, kontrolleret … og absolut fortsat med druens friske karakteristika.
Det er måske mest i smagen, at enkeltmarken og den delvise fadlagring slår igennem, for vinen har en dybere intensitet og mere afslebne kanter. Vi vipper fortsat med røven ude på kanten af stolen med en fin rank, sur, syrlig, stringent frugt, stikkelsbær, grape, bitter lemon, gin og tonic, hyld, bitterhed, rene og saltet mineral, grønne grene og friske urter. Smukt … 94 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens bedste pris kun ligger på 134,95 kr. ved køb af 6 flasker og det er sgu vildt billigt for denne vin.