2023 Klosterkellerei Muri-Gries, Lagrein, Alto Adige, Italien

2023 Klosterkellerei Muri-Gries, Lagrein, Alto Adige, ItalienLagrein er nok Sydtyrols mest typiske rødvinsdrue og er faktisk i familie med de andre lokale sorter Teroldego og Trollinger. De 2 sidste vine fra Klosterkellerei Muri-Gries er netop på Lagrein og vi starter med den almindelige basisvin i årgang 2023.

Her kommer alle druerne fra husets marker i Bolzano og det er fra vinmarker beliggende i 260 meters højde med stokke stående i en sandet jord med en sydvendt eksponering.

I vinkælderen er vinen lavet ved, at gæring og maceration er sket i temperaturkontrollerede rustfrie ståltanke ved 28 grader i 8 dage og efter endt fermentering er vinen lagret på store 30-50 hektoliter egefade en ukendt periode.

Meget arketypisk har Lagrein denne specielle duft, sådan lidt sødlig med en blanding af blommer og kandiserede sorte kirsebær blandet med violer og søde krydderier. Læg dertil lidt træ- og fadnoter, så får du en animalsk, dyrisk og behåret aroma, der egentlig giver lover dig masser af saftig, kraft og dybde suppleret med nougat, skocreme, spagnum, våd muldjord samt mørk chokolade.

I munden er det en blød, kraftig og mørk fætter, der smagsmæssigt også er lidt speciel, for nogle tørre og søde krydderier giver vinen en særlig smag stoppet med kirsebærfrugt, skovbær, solbær, masser af frugtsødme og kæmpestor saftighed med fede, tørre tanniner samt en lakridset eftersmag, der hænger i munden i lang tid. Når man lige tuner ind på Lagrein, så kan den altså noget … 90 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 239 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2023 Klosterkellerei Muri-Gries, Pinot Grigio, Alto Adige, Italien

2023 Klosterkellerei Muri-Gries, Pinot Grigio, Alto Adige, ItalienJeg smagte derefter endnu en hvidvin fra Klosterkellerei Muri-Gries i Bolzano og det blev i samme årgang … en 2023 Pinot Grigio.

Den er egentlig lavet på nøjagtig samme måde som foregående Sauvignon Blanc, altså efter presning af druerne med gæring ved 19 grader i rustfrie ståltanke over en uge og så en periode med lagring i ståltankene.

Her kommer Pinot Grigio dog både fra klosterets marker i Bolzano og Eppan i 260-500 meters højde fra stokke i kalksten og grusholdig jord.

Duften er blød, hvid frugt … det er fersken, pærer og nogle lidt umamiagtige noter af brunet smør, nødder og sandaltræ … meget rolig, tilbagelænet og stoisk i udtrykket, hvor man fornemmer en kæmpe blødhed.

I munden er syreniveauet dog større, for vinen har mellem alle de bløde og hvide frugter en fin friskhed med friske grønne æbler samt grillet lemon, der så giver både syre og en smule bitterhed. Udover æblerne, så kommer der stikkelsbær, umodne ferskner og alt er meget rent, elegant og slet ikke så fed eller anonym, som vine på Pinot Gris nogle gange kan være. 91 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Klosterkellerei Muri-Gries, Sauvignon Blanc, Alto Adige, Italien

2023 Klosterkellerei Muri-Gries, Sauvignon Blanc, Alto Adige, ItalienPå adressen Piazza Gries i bjergbyen Bolzano i et gammelt kloster finder vi Weingut og Klosterkellerei Muri-Gries, som jeg nu smager 4 vine fra startende med denne 2023 Sauvignon Blanc.

Klosteret har lavet vin siden 1845, hvor benediktinermunke fra Muri i Schweiz flyttede til Piazza Gries i Bolzano i Sydtyrol. Der overtog de et gammelt augustinerkloster og skabte deres religiøse samfund og fortsatte deres kendte praksis med at producere vin i det lille kloster, vinkælder og vineri.

Klosterkellerei Muri-Gries laver fortsat vin i dag i det 21. århundrede fortsat vin fra deres i alt 60 hektar vinmarker, der bare ligger på nogle førsteklasses placeringer i og omkring Bolzano og i Eppan kommune, bl.a. har man den 2,7 hektar store Klosteranger enkeltmark omgivet af gamle klostermure og helt unik.

Undervejs er produktionen dog blevet moderniseret, således vinhuset i dag både anvendermoderne gæringstanke i rustfrit stål, store træfade og barriques i fremstillingen af vinene.

Her i 2025 har Manfred Bernard overtaget rollen som leder og kældermester i vinhuset og han efterfølger Christian Werth, der stod i spidsen for foretagendet i 36 år.

Jeg smager først klosterets 2023 Sauvignon Blanc, hvor druerne kommer fra vinmarker i Eppan i 460-500 meters højde på marker med kalkstensgrusjord og sydøstlig eksponering.

Efter høst og presning af druerne er vinen gæret ved kontrollerede temperaturer på 19 grader i rustfrie ståltanke over en uge og så er vinen derefter blot lagret i ståltankene.

I næsen er der arketypiske Sauvignon Blanc noter, men de er blot meget bløde og blide … hyld, stikkelbær, tomatstilke, solbærblade og en blød frugt med pærer, fersken, melon … utrolig behagelig og rund med nærmest et feminint touch.

Sådan er smagen egentlig også … blid, rund og afdæmpet, men dog alligevel med en tilstrækkelig friskhed til at læne sig op af Sauvignon Blanc druens styrker, da en frisk og letbitter syre giver karakter, bid og sikrer rygrad. Læg dertil en letsaltet og kalket mineralitet, så får du en god og egentlig meget elegant Sauvignon Blanc. 92 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 239 kr.

Vinanmeldelse 5/7