2021 Bodegas Agronavarra, Agramont Selección Especial, Navarra, Spanien

2021 Bodegas Agronavarra, Agramont Selección Especial, Navarra, SpanienVi skal igen til Spanien … denne gang skal vi til byen Murchante i Navarra, hvor vi finder vinhuset Bodegas Agronavarra og derfra smager jeg nu en 2021 Agramont Selección Especial.

Bodegas Agronavarra er reelt en del af Príncipe de Viana Group, som blev grundlagt i 1983 af en gruppe aktionærer, der var villige til at revolutionere vinsektoren i Navarra. Ved etableringen af Príncipe de Viana oprettede de også Bodegas Agronavarra, som dog dengang hed Bodega Brana Vieja.

Samtidig med etableringen i 1983 byggede familien også en ny og moderne vingård i Murchante med den nyeste kælderteknologi og startede med at opkøbte marker, således vinhuset i dag har over 400 hektar vinmarker, der primært er tilplantet med druerne Garnacha, Tempranillo, Cabernet Sauvignon, Merlot, Viura og Chardonnay.

I dag ejer Príncipe de Viana Group også vinhuset Finca Albret i Navarra, Rioja Vega i Rioja og Clunia i Castilla y León, men opkøber også druer fra en række vinavlere, som de har lavet kontrakter med. I alt har Príncipe de Viana Group koncernen mere end 100 ansatte og sælger omkring 14.000.000 flasker i mere end 40 lande.

Vinproduktionen sker under ledelse af vinmageren Pablo Pavez Aldunate og vinene laves under mange forskellige navne og i mange serier som fx Campo Nuevo, Perdido og Agramont.

Denne Agramont Selección Especial er der forsvindende få oplysninger om, men den er lavet på et mix af primært Tempranillo tilsat lidt Cabernet Sauvignon og Syrah. Der står ikke årstal på vinen, men forhandleren oplyser, at det er en årgang 2021.

Det betyder også, at jeg ikke har oplysninger om produktionen … what so ever, så derfor springer vi da i stedet bare hovedkulds ind i mine smagsnoter.

I næsen fornemmer du, at vinen har været lagret på egefade, for der kommer allerede fra start nogle fadnoter … om end spinkle med lidt fennikel, lakrids, cedertræ, chokolade, kakaopulver og derudover en omgang grønne blade, eukalyptus, mynte og ellers frugt af kirsebær, brombær og blåbær. Man kan dufte, at det ikke er ren Tempranillo, for der kommer en mere hård, stenet, jernet note, som virker temmelig maskulin i udtrykket.

Sådan er det også lidt i smagen, som dog er ret lækker og frugtrig, hvor frugten virker hårdere og mere blå … hvis det giver mening? Og så har den samtidig en lille frugtsødme, der virker frisk og samtidig tør. Der er kirsebær, brombær, blåbær, ribs og grillet lemon, hvilket sammenlagt giver en frisk, syrligt og tør bid … man kan også lige mærke, at Syrah’en giver lidt peber og tanninerne er ligeledes ganske tørre og markante. 91 point.

Prisen for en flaske er 149 kr. mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker og Smile Marketing Group henviser til nærmeste forhandler på info@smilemarketinggroup.es.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Bodegas Valdelacierva, Alfar Reserva, Rioja, Spanien

2018 Bodegas Valdelacierva, Alfar Reserva, Rioja, SpanienBodegas Valdelacierva er en af tre vingårde ejet af D.O.5 HispanoBodegas og det er derfra, at jeg som næste vin smager en 2018 Alfar Reserva, Rioja.

D.O.5 HispanoBodegas ejer 3 vingårde i henholdsvis Rioja, Ribera del Duero og Rueda. I Rioja er det denne Bodegas Valdelacierva, i Ribera del Duero er det Viñedos y Bodegas Gormaz og i Rueda er det Bodega  Garci Grande.

Group D.O.5 HispanoBodegas blev etableret i 2011, men de 3 tilknyttede vingårde er grundlagt lagt tidligere … Viñedos y Bodegas Gormaz blev grundlagt i 1972, Bodegas Valdelacierva blev grundlagt i 1988 og Bodegas Garci Grande blev grundlagt i 1989.

Det er nok ikke tilfældigt, at gruppens vingårde ligger i de 3 nævnte vinområder, der i dag står for omkring 45% af alle D.O. vine lavet i Spanien.

Jeg kan ikke se, hvem der reelt ejer Group D.O.5 HispanoBodegas, men det ledes af Juan Rivero Herrería, som vistnok også var med til at grundlægge gruppen og måske er ejer eller medejer. Men fælles for alle 3 vingårde er, at alle vinene laves af et team, der ledes af vinmageren Emma Villajos Barja.

Hun har en Master in Viticulture & Enology og har været med i projektet siden 2004, men laver i dag vinene fra gruppens i alt små 200 hektar vinmarker i de 3 områder.

Bodegas Valdelacierva ligger i Navarrete i Rioja Alta, men har deres vinmarker ved 7 forskellige byer og det er Briones, Baños de Ebro, San Vicente de la Sonsierra, Yécora, Uruñeula, Cenicero samt Tudelilla.

Her smager vi så husets 2018 Alfar Reserva, der lavet på ren Tempranillo druer fra husets marker ved Yécora og Baños de Ebro. Efter høsten er druerne afstilket, men ikke knust, hvorefter gæring er sket ved 24-26 grader i koniske ståltanke.

Efter endt gæring er der sket yderligere 12 dage maceration, hvorefter vinen er lagret 24 måneder på nye franske 225 liter barriques og efter aftapning yderligere 12 måneder på flaske.

Til trods for, at det er en Reserva, så er vinen duftmæssigt ganske frisk i frugten … en anelse grønne noter og ellers hindbær, brombær og lidt mørkere figner. Der kommer også garvet læder, kaffelikør og noget chokolade … endda lidt nougat. Men det er ikke sådan, at det på nogen måder bliver en fed og sødristet vin, men byder på masser af balanceret friskhed.

Det fortsætter i munden … lidt mere rustik og har også noget peber samt en tør bitterhed, der fylder godt i munden. Der er er rabarber, hindbær, umodne blommer, lemon, læder og en lidt balsamisk syre, godt med bid og tanninerne ligger heller ikke stille, men udtørrer munden sammen med den bitre syre, hvilket virkelig får vinen til omgående at kalde på lidt mad. 89 point.

Prisen for en flaske er 159 kr. mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker og Smile Marketing Group henviser til nærmeste forhandler på info@smilemarketinggroup.es.

Vinanmeldelse 4,5/7