2022 Disko Wines, Flower Power, Californien, USA

2022 Disko Wines, Flower Power, Californien, USASå smager jeg lige den sidste af 3 indkøbte vin fra den californiske vildmand Sean Hogan på Disko Wines og nu slipper vi hippiepigen Flower Power fri på diskoteket.

Flower Power 2022 er lavet på 70% Muscat Canelli og 30% Grüner Veltliner og er lidt en psykedelisk fri orangevin med blomster i håret og lavet med gæring med skindet og helt uden euforiserende stoffer, men med en god portion social frisind, fri sex og antikrigsdemonstration.

Druerne er plukket fra samme mark, samme dag, hvilket er lidt for tidligt for Grüner Veltliner, men tilfører naturlig syre og friskhed til vinen. Druerne afstilkes og ryger i samme tank, hvor de gærer over 3 uger med skallerne og blot lagret i ståltankene en kort periode. Der er kun lavet sølle 350 kasser af vinen.

I glasset er det også en smågrumset, tis-gul væske, der duftmæssigt er sådan lidt en mellemting mellem mjød, øl med skum og muskatvin, har klart en smule muskatsødme sammen med æblemost, grapeskal, søde krydderier … virker faktisk også lidt tør med en smule funkyness.

Smagen er utrolig saftet, juicy og mostet … det er æblemost, kvæde samt lidt tropisk frugt … syren har til gengæld så lagt sig fladt ned på maven og er dermed akkurat så passiv, som en rigtig Flower Power pige skal være, men er med til at give denne læskende, venlige og passive hippie-pease-loving-bare-tæer fornemmelse. 91 point.

Købt hos American Wine til 239 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Scattered Peaks, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2021 Scattered Peaks, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USAJeg har før skrevet om det store californiske vinhus Purple Wine Company aka Purple Brands, som står bag masser af brands i USA og derfra smager jeg deres 2021 Napa Valley Cabernet Sauvignon.

Scattered Peaks Napa Valley Cabernet Sauvignon er lavet af Purple Brands’ bagmand og ejer Derek Benham og vinmageren Steven Urberg.

Scattered Peaks Cabernet Sauvignon Napa Valley er i årgang 2021 lavet på 86% Cabernet Sauvignon – klon 7 & 337 – og 14% Merlot, hvor 92% af druerne kommer den grusholdige vinmark Usibelli Vineyard i Pope Valley, nærmere bestemt fra Hillside Vineyard parcellerne Block 10 og Block 2, der ligger relativt højt.

De resterende druer selekteres fra markerne Arrowhead i Stags Leap District, fra McFadden Vineyard og fra skråningerne på den højtliggende Sage Ridge øst for St. Helena.

Druerne høstes i de kølige morgentimer og bringes friske til vineriet. Her bliver de sorteret og afstilket inden 4 døgns kølig udblødning forud for gæringen.

Under og efter fermenteringen foretages hele tre daglige overpumpninger af druemosten for at udtrække de smidige tanniner og skabe vin med stort gemmepotentiale. Derefter har vinen lagret 18 måneder på franske barriques fra Seguin Moreau, Nadalié og TW Boswell … heraf 50% nye fade.

Næsen minder om 2019’eren … virkelig tør med blæk, grafit og masser af træ … cedertræ og cigaræsker, men også nogle grønne noter af grønne krydderurter med mynte, eukalyptus, rosmarin, violer, frisk garvet læder og en halv ligusterhæk. Der er en slank frugt med solbær, rabarber, tranebær og umodne blommer samt balsamiske og sorte te-blade-bitre elementer. Kan minde lidt om bordeauxvin med italiensk bitter syre. Der kommer også lidt fadpræg med vanilje, trøffel og chokolade.

I munden bliver det lidt en anden historie … er virkelig cremet, rund, blød og har en meget behagelig frugtsødme, som giver balance samt dybde … er egentlig meget intens med tranebær, hindbær, brombær og blommer. Som sidst er tanninerne vilde … temmelig vilde og tørre med en ubarmhjertig lammer i kæften. Det er sgu en vild vin, som klart performer allerbedst i smagen … 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., men kan fås til 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7