N.V. Cave Vinicole de Hunawihr, Calixte Crémant d’Alsace Brut, Alsace, Frankrig

N.V. Cave Vinicole de Hunawihr, Calixte Crémant d’Alsace Brut, Alsace, FrankrigNæste Crémant d’Alsace blev én af smagningens bedste … en Non Vintage Calixte Crémant d’Alsace Brut fra kooperativet Cave Vinicole de Hunawihr, som vi efterhånden mange gange er stødt på her på Houlbergs Vinblog.

Kooperativet ligger selvfølgelig i Hunawihr og er grundlagt i 1954. På dette tidspunkt eksisterede der ikke så mange caves coopératives – kun 3-4 stykker. Vinavlerne fra Alsace solgte således deres produkter selv eller via vingrossister. I 1954 var vinbønderne i krise, mens de store vingrossister provokerede et prisfald ved ikke at aftage de mængder druer, som de plejede.

For at kæmpe mod den situation og lignende fremtidige situationer var der nogle vinavlere fra Hunawihr, der besluttede at skabe et cave coopérative … et kooperativ, så de selv kunne sikre deres afsætning i fremtiden.

Cave Vinicole de Hunawihr er vokset fra 90 hektar vinmarker i begyndelsen til over 200 hektar i dag. Og der dyrkes bl.a. følgende druesorter: Chasselas, Sylvaner, Riesling, Muscat, Tokay Pinot Gris, Gewurztraminer, Pinot Blanc og Pinot Noir.

Hos Cave Vinicole de Hunawihr arbejder de meget med kvalitet, og man forsøger således at integrere dette begreb i alle områder af vinavlen og -fremstillingen. I vinmarkerne følges kvalitative normer med hensyn til druesorter, beplantningstæthed, og beskæring.

Vinmarkerne kontrolleres løbende, og man sprøjter kun med kunstige midler i nødvendigt omfang. Cave Vinicole de Hunawihr laver bl.a. også en fremragende, mousserende Crémant d’Alsace: Calixte, som er fremstillet efter champagnemetoden … og det jo netop den crémant, som jeg nu har fået i glasset.

Calixte Crémant d’Alsace Brut er opkaldt af paven Pape Calixte, der i 1123 forsvarede Hunawihr ved at sætte en stopper for de stigende skatter. Vinen er lavet på et skønt blend af Chardonnay, Pinot Blanc, Pinot Gris og Auxerrois Blanc. Efter den første alkoholiske gæring er andengæring sket på flaske i omkring 18 måneder inden degorgeringen.

Det dufter sgu godt … meget indbydende med pærer, nødder, toastbrød, fennikel og måske også lidt blomster. Alt er fint balanceret i aromaerne, meget præcis, elegant med lidt kalkede elementer, medium friskhed og tilsvarende modenhed.

I munden minder det virkelig om en tør champagne … tætte, små bobler, men afdæmpede og på ingen måder aggressive. Der er noget storslået over smagen, igen svagt lidt nødder, men ellers er det citroner, lemon, grønne æbler, modne pærer … uha, den kan jeg vitterlig godt lide. Det er bestemt en Crémant d’Alsace, som fortjener et pænt selskab, en glad aften og lidt smuk latter.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Wunsch et Mann, Crémant d’Alsace Brut Tradition, Alsace, Frankrig

N.V. Wunsch et Mann, Crémant d’Alsace Brut Tradition, Alsace, FrankrigHoulberg skulle smage endnu en Crémant d’Alsace fra brødrene Thierry og Maxime Mann på familiens gamle vinhus Wunsch et Mann i Wettolsheim og det blev deres Crémant d’Alsace Brut Tradition.

Jeg smagte tidligere deres Crémant d’Alsace Chardonnay Brut – og skrev lidt om vinhuset og deres lange historie siden 1793. Denne Crémant d’Alsace Brut Tradition er lavet på Pinot Blanc og Pinot Auxerrois, der høstes tidligere end normalt for at opnå et højt syreindhold.

Derefter presses druerne og gærer i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen tappet på flaske til andengæringen som har varet omkring 3 år inden degorgering.

I næsen er der grape, stikkelsbær, lemon, hyben, umodne grønne æbler, havtorn og grønne blade … streng, grøn og frisk. Med lidt luft i glasset dukker der lidt sødere frugt op … pærer og honningmelon.

Smagsmæssigt masser af livlig brus, tætte og små aggressive bobler, som dog hurtigt fader ud. Der er citroner, lemon og umodne æbler. Der er sgu pænt med syre … ikke så fin og elegant, men stringent, småvrissen og småbitter. Vild megen mineralsk syre.

Forhandles af Taastrup Ny Vinhandel, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Dopff & Irion, Crémant d’Alsace Pinot Gris L’Exception, Alsace, Frankrig

2014 Dopff & Irion, Crémant d'Alsace Pinot Gris L'Exception, Alsace, FrankrigNæste Crémant er denne vintage 2014 Crémant d’Alsace Pinot Gris L’Exception fra Domaine Dopff & Irion på slottet Château de Riquewihr midt i den gamle middelalderby.

Det gamle slot Château de Riquewihr fra 1549 har tidligere været beboet af den kongelige prins af Wurttemberg, som i over 5 århundreder regerede i hele området. Selve vinhuset er dog først grundlagt i slutningen af 2. verdenskrig af René Dopff. Han havde under krigen forladt den fædrene vingård og tilsluttet sig til Alsace-Lorraine brigaden af de frie franske styrker.

Der blev han bl.a. venner med André Malraux, som i øvrigt senere blev kulturminister under præsident Charles de Gaulle. Efter krigen vendte René Dopff til Alsace, hvor han slog pjalterne sammen med enkefruen fra en anden familie af vinavlere, nemlig Irion familien.

Derved blev de to vingårde slået sammen og det var starten på Domaine Dopff & Irion. Som noget af de første købte parret hurtigt Château de Riquewihr, hvor vinene fra deres fælles jorder skulle laves.

René Dopff gjorde vinhuset velestimeret og havde en stor indflydelse på vinavlen i Alsace. En af hans vine … en 1967 Riesling Les Murailles blev endda serveret for den franske præsident på Elysee paladset.

René Dopff var også med til at lave S.Y.N.V.A., som var et syndikat af vinproducenter i Alsace. De havde i fællesskab købt det fine gamle, historiske slot Château d’Isenbourg med dets historiske vinmarker nær byen Rouffach omkring 8 kilometer syd for Colmar.

Slottet har en lang historie og har bl.a. været residens for det østrigske kongehus mellem det 5. og 8. århundrede. Det har flere gange været ødelagt og genopbygget i de mange krige mellem paver og regenter. Under den franske revolution blev slottet også ødelagt, genskabt med nye bygninger og senere i 1894 igen udvidet.

Syndikatet var primært interesserede i de gamle marker, og solgte derfor selve slottet til hotelgruppen Grandes Étapes Françaises, som omdannede slottet til et 4. stjernet hotel og restaurant. Dopff & Irion overtog 5 hektar vinmarker, herunder specielt marken Clos Château d’Isenbourg … den allerbedste mark omkranset af gamle mure. Derfor bruger vinhuset selvfølgelig også fortsat navnet Château d’Isenbourg på deres vine.

Det er dog i dag ikke længere Dopff familien, som driver vinhuset. I 1998 blev Domaine Dopff & Irion inkl. alle vinmarkerne ved Château d’Isenbourg overtaget af Pfaff aka kooperativet Cave des Vignerons de Pfaffenheim, som i dag laver vinene under Dopff & Irion brandet i deres moderne og effektive vineri.

Men ellers holdes tingene markedsføringsmæssigt adskilt, således vinene fra Domaine Dopff & Irion og Château d’Isenbourg alene kommer fra de oprindelige 27 hektar vinmarker.

Dopff & Irion laver en lang række vine … og altså også lidt Crémant d’Alsace … samlet 8 forskellige, hvoraf denne 2014 Crémant d’Alsace Pinot Gris L’Exception er én af dem. Det er selvfølgelig ren Pinot Gris og er lavet fuldstændig traditonel, men andengæring har varet 60 måneder inden degorgering og frigivelse.

Dejlig let aroma, lys frugt, lidt gæret i frugten, pærer, fersken, melon, lidt nødder, ristede mandler, blomster og med sådan en dyb, gæret og moden nerve. Det dufter sgu ret godt.

I munden er vinen både frisk og har også Pinot Gris druernes sødme, boblerne er aggressive, men ikke for meget, men bare små, tætte og intense. Der er lidt pærecider, citroner, lemon og det er sgu skruet rigtigt fint sammen. Bestemt en fin Crémant d’Alsace.

Forhandles af Dagrofa og findes også i Meny supermarkeder, men prisen kender jeg ikke.

 Vinanmeldelse 5/7