N.V. Domaine Camille Braun, Crémant d’Alsace Le Prestige de Braun, Alsace, Frankrig

N.V. Domaine Camille Braun, Crémant d’Alsace Le Prestige de Braun, Alsace, FrankrigFra endnu et af de gamle og traditionelle alsaciske vinhuse Domaine Camille Braun i Orschwihr smager vi endnu en crément, nemlig denne Crémant d’Alsace Le Prestige de Braun.

Braun familien har været vinavlere i Alsace siden 1593 … og i alle årene har den ene generation efter den anden fortsat de stolte traditioner.

I 1960 overtog  Camille Braun driften og han ændrede mange ting, idet han stoppede med at levere druerne til andre producenter samt kooperativer og i stedet sælge deres egne vine. Han fik også det lille vinbrug forøget fra 2,5 hektar til de i dag 15 hektar vinmarker, herunder parceller på de to Grand Cru marker Pfingsberg og Kaefferkopf.

I1987 kom Camille og Marguerites søn Christophe med i driften og han har løbende overtaget det mest af ansvaret. Han står også bag omlægningen af produktionen til i dag at være både økologisk og biodynamisk.

Her er det husets Crémant d’Alsace Le Prestige de Braun, der er lavet på Pinot Blanc og Chardonnay, hvor druerne først presses over 4-8 timer, hvorefter mosten falder til ro over 18-24 timer inden en spontangæring i rustfrie ståltanke. Derefter er en del af vinen så lagret på barriques en ukendt kort periode inden andengæring på flaske … hvor lang tid fremgår dog ikke. Vinen har 2,5 gram restsukker pr. liter.

Vinen har en meget fyldig og aromatisk næse … det er hasselnødder, valnødder, appelsiner, gær, en buket hvide liljer, en smørbagt cremelinse med masser af gul kagecreme, pærer, fersken og en smule sødme. Det dufter virkelig behageligt og imødekommende … og faktisk også dejlig luftig.

I munden er der masser af brus … og omgående grønne æbler, en snas grape og en pose citroner. Men når bruset har lagt sig, så bredes smagen ud med en lille smule sødme, god friskhed i frugten og en vitterlig fin og feminin balance.

Forhandles af Smukvin, men prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse 5/7  

N.V. Etienne Simonis, Crémant d’Alsace Extra Brut, Alsace, Frankrig

N.V. Etienne Simonis, Crémant d’Alsace Extra Brut, Alsace, FrankrigMed næste Crémant d’Alsace Extra Brut er vi havnet i byen Ammerschwihr omkring 10 kilometer fra Colmar, hvor vi finder vinhuset Etienne Simonis.

Vinhuset drives af den ihærdige Etienne Simonis, som overtog familiens vingård fra sin far René tilbage i 1996.

Faderen grundlagde vinhuset tilbage i 1969, selvom familien egentlig har været vinavlere i Ammerschwihr siden 1700-tallet. Vingården – som danner basis for produktion – byggede René Simonis i 1975.

Etienne Simonis har samlet 7 hektar vinmarker, som primært ligger ved Ammerschwihr, men derudover har han også lidt vinmarker ved Bennwihr, Kaysersberg og Sigolsheim. De bedste marker er Le Clos des Chats, Vogelgarten og Grand Cru markerne Marckrain samt Kaefferkopf.

Lige fra starten har Etienne vært meget målbevidst om, hvordan han ville drive vingården, så han startede med at omlægge produktionen til økologisk drift, hvilket efterfølgende er suppleret med biodynamisk tilgang … begge dele certificeret.

Han får fortsat lidt hjælp fra faderen og hustruen Katia. Etienne laver vinene efter familiens gamle traditioner suppleret med den seneste teknologi og hans erfaringer fra studierne og et ophold i Beaune i Bourgogne.

Denne Crémant d’Alsace Extra Brut er lavet på ren Pinot Blanc, vinificeret på ståltanke og med en andengæring i flasken i omkring 36 måneder. Vinen har 1,6 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt har denne Crémant en lidt varm, krydret og smågæret aroma, hyben, grape, stikkelsbær, modne og melede æbler, svag oxidering, nogen tørhed, grønsagsfond, rosmarin, håndsæbe … syren virker også lidt varmkrydret og småtyk.

Smagen følger skam duften ret godt … boblerne noget vage, småsøvnige og dvaske … og det er resten af vinen faktisk også. Det stikker ikke så dybt, men har noget gin & tonic over sig, lidt lemon og grillet grape, hvor der kommer både en svag bitterhed og lidt sødme frem.

Forhandles af Økovin, hvor en flaske koster 158 kr.

 Vinanmeldelse 4/7 

N.V. Domaine Eblin-Fuchs, Crémant d’Alsace Blanc de Blancs Brut, Alsace, Frankrig

N.V. Domaine Eblin-Fuchs, Crémant d’Alsace Blanc de Blancs Brut, Alsace, FrankrigVi bobler hastigt videre med en Crémant d’Alsace Blanc de Blancs Brut, som kommer fra vinhuset Domaine Eblin-Fuchs, der ligger i Zellenberg … lige midt mellem de tre byer Hunawihr, Beblenheim og Riquewihr.

Vinhuset er en opstået i 1956 ved et ægteskab mellem Marie Madeleine Fuchs og Henri Joseph Eblin … begge fra gamle familier indenfor vinavl, da Fuchs familien kan dateres tilbage til 1615 som vindyrkere, mens Eblin familien kan dateres tilbage til 1294.

I dag ledes vinhuset af Christian Eblin, som siden sin overtagelse i 2006 har udvidet familieforetagenet med bl.a. opkøb af yderligere marker parceller på de berømte Rosacker og Muelforst i Hunawihr samt Mandelberg i Mittelwihr.

Samlet har Domaine Eblin-Fuchs i dag 11,5 hektar vinmarker, der siden 2000 har været drevet biodynamisk. På markerne dyrker de Sylvaner, Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Noir, Muscat, Chardonnay, Riesling og Gewurztraminer.

Her smager vi deres Crémant d’Alsace Blanc de Blancs Brut, som er lavet på et blend mellem Pinot Blanc og Chardonnay. Der er slet ikke nogle oplysninger om produktionen, men det skulle reelt set være en årgang  2017 og degorgeringen er sket 27. februar 2020. Vi hopper derfor direkte til mine smagsnoter.

Det dufter faktisk ret godt … sådan lidt pærer, modne æbler, honningmelon eller sød galiamelon, hyld, nogen sødme, svagt nogle nødder, ristede mandler, svag røg … men først og fremmest meget venlig og imødekommende med en lidt luftig syre.

I munden er det lidt samme historie, hvor smagen er sådan lidt lemonagtig med nogle associationer til en gin og tonic med en anelse sødme. Boblerne er små, meget behagelig, men fader hurtigt. Det er noget lyst, venligt og blidt over smagen, virkelig Blanc de Blancs og Brut’en ikke så tør, at venligheden forsvinder. Det smager skis’me ret fint og klart et sted mellem 4,5 og 5 store fingre.

Forhandles af Smukvin, men prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7